Landkort der former vort verdensbillede

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I CANADA

„Paradiset ligger langt ude mod øst, Jerusalem er verdens midtpunkt, og Jorden er en flad skive omgivet af vand på alle sider. Sådan forestillede munkene, middelalderens kartografer, sig den verden, de levede i.“

DISSE sætninger indleder forordet til Det Bedstes Store Verdensatlas. Den religiøst farvede opfattelse, som ikke finder støtte i Bibelen, er en del af forklaringen på at kartografien, eller kortlægningen, stort set stod i stampe i den tidlige middelalder.

Kort er grundlag for kendskabet til geografi, som igen er en af forudsætningerne for at forstå den verden der omgiver os. Men det generelle kendskab til geografi er ikke blevet øget lige meget hos alle siden middelalderen. For cirka hundrede år siden skildrede den amerikanske forfatter Mark Twain ved hjælp af figuren Huck Finn hvor skralt det kunne stå til. På en ballonfærd forsikrer Huck sin ven Tom Sawyer om at de endnu ikke er kommet til staten Indiana eftersom terrænet under dem stadig er grønt. Huck havde mærket sig at Indiana var farvet lyserød på landkortet.

I ti år indledte en amerikansk highschool-lærer i vort århundrede den første geografitime for et nyt hold elever med at bede en af dem om at udpege De Forenede Stater på et verdenskort. Det lykkedes ikke én eneste gang, hverken for den første eller den anden elev. Endnu mere forbløffende er oplysningen i bladet Time om at „3 ud af 10 amerikanere ikke ved hvad der er nord og syd på et landkort“.

Kartografiens historie

Kortlægning er en af de ældste og mest specielle former for kommunikation. Man har i tidens løb indridset kort i sten og træ, tegnet dem i sand og på papir og pergament, malet dem på huder og tekstiler, ja, endda formet dem i sne.

The World Book Encyclopedia daterer det ældste kendte kort til cirka 2300 f.v.t. og beskriver det som „en lille lertavle fra Babylon der sandsynligvis forestiller en jordlod i en bjergkranset dal“. Som et led i byplanlægning tegnede babylonierne også bymure på lertavler.

I det andet århundrede efter vor tidsregning vidste den græske geograf Ptolemæus fra Alexandria at Jorden er rund. Det stod dog allerede i en bibelpassage fra det 8. århundrede før vor tidsregning, hvori Gud omtales som „Ham der bor over Jordens kreds“. (Esajas 40:22) Ifølge tidsskriftet Equinox er Ptolemæus’ tegninger „blandt de ældste eksempler på kosmografi, kortlægning af den kendte verdens udseende“.

Ptolemæus’ kort henlå i glemsel indtil de sidst i 1400-tallet blev trykt i et atlas. Herfra hentede søfarere som Columbus, Cabot, Magellan, Drake og Vespucci geografiske oplysninger. Ptolemæus’ verdenskort viser Jordens krumning og har stor lighed med nutidige kort, bortset fra at den europæisk-asiatiske landmasses udstrækning er overdrevet. En nyere engelsk udgave af Det Bedstes Store Verdensatlas bemærker at denne fortegning „fik Columbus til at undervurdere afstanden til Asien da han stævnede ud på Atlanterhavet, og han anede ikke at han havde opdaget den mellemliggende Nye Verden“. Denne „Nye Verden“, Amerika, er opkaldt efter Amerigo Vespucci og blev først indtegnet på et verdenskort i 1507.

I opdagelsesrejsernes storhedstid i 1500- til 1700-tallet fik kartograferne mere nøjagtige oplysninger. Deres kort blev strategiske dokumenter og er blevet kaldt „statslige magtredskaber“ og „krigsvåben“. Korttegnere måtte arbejde afsondret under tavshedsløfte og stod inde med livet for deres kort. På søen blev kort opbevaret i en sæk med tunge lodder, og denne sæk blev kastet i havet hvis en fjende entrede skibet. Gennem lang tid vogtede de forskellige lande omhyggeligt deres statslige kort, og i krigstid fik kun ganske få adgang til at se dem.

Efterhånden som man opdagede nye lande, skulle gamle grænser revideres. Det fik den flamske geograf Gerhard Kremer, kendt under navnet Mercator, (1512-94) til at udarbejde den første systematiske kortbog. Den indeholdt en afbildning af den mytologiske titan Atlas, som siden da har lagt navn til betegnelsen for en kortbog.

Kartografi nu om dage

Med det øgede kendskab til geografi blev også kortene bedre, blandt andet i kraft af nye metoder til kortlægning. Tidsskriftet Canadian Geographic udmaler med følgende ord de voldsomme strabadser som landmålere og geodæter trodsede omkring århundredskiftet: „I hede og kulde, på hesteryg, i kano, på tømmerflåde og til fods . . . opmålte de byer og landejendomme, skove og marker, mudrede veje og insektbefængte moser. Med målekæder og teodolitter opmålte de afstande og vinkler. De fastsatte fikspunkter ved at pejle efter stjernerne . . . og loddede kystfarvandenes dybder.“

I det 20. århundrede gik korttegnerne bogstavelig talt på vingerne, idet man begyndte at fotografere fra flyvemaskiner. Med halvtredsernes satellitter trådte kartografien ind i rumalderen. Fra slutningen af firserne har geodæter med GPS-modtagere til nøjagtig stedbestemmelse over hele kloden kunnet fastslå beliggenheden af en serie punkter i løbet af en time, noget der førhen tog måneder.

Vore dages kartografer tegner med elektronisk udstyr. De opdaterer kortene ved hjælp af avancerede apparater, hvoraf nogle kredser om Jorden og andre befinder sig på Jorden. Computere med specielle programmer kan oplagre billioner af kartografiske og andre informationer. Nu hvor man sparer den tidsrøvende manuelle opstregning, kan man fremstille specialkort i løbet af nogle minutter.

I et geografisk informationssystem (GIS) kan næsten al slags information nedfældes på et kort. Det gør det muligt at fremstille et øjebliksaktuelt bykort der letter arbejdet med at regulere myldretidstrafik. Det kan også stedfæste lastbiler og anvise dem den mest fordelagtige rute, og det kan endog være et værdifuldt hjælpemiddel for landmænd i tilrettelægningen af arealanvendelsen.

Kan man altid stole på et kort?

„Et kort kan lyve, men det spøger aldrig,“ skrev digteren Howard McCordin. Det er for eksempel ikke særlig morsomt hvis et kort, lavet i hånden, ikke viser den rigtige frakørsel på en motorvej. Vi forventer at alle kort er pålidelige og virkelighedstro, men det er en sandhed med modifikationer.

En arkivar opdagede en graverende fejl på sit farvelagte vægkort over den canadiske provins Quebec. „Hele Labrador var indlemmet i Quebec,“ fortæller han. „Da jeg gjorde en kollega opmærksom på fejlen, svarede han til min forbløffelse at det sandsynligvis ikke var sket af vanvare, men med fuldt overlæg.“ Det skyldtes formentlig at nogle i Quebec aldrig rigtig havde affundet sig med grænsedragningen i 1927 mellem Labrador og Quebec, og kortet tilslørede det ubehagelige faktum.

Arkivarens kollega kunne udpege adskillige andre eksempler på kort med forsætlige fejl. I en artikel i Canadian Geographic med overskriften „Kort der bedrager“ nævnte arkivaren at „inden for kartografi er det let at manipulere til støtte for en bestemt holdning“. Han skrev: „Jeg har altid lært at kort gengav virkeligheden troværdigt, men her blev jeg præsenteret for kort der var fulde af løgn!“

I 1991 kunne Torontoavisen The Globe and Mail engang berette at „en delegation af embedsmænd fra Japan, der gør krav på den sovjetiskkontrollerede øgruppe Kurilerne, anmodede [National Geographic Society] om at ændre farven på det omstridte territorium“. Hvorfor? Selskabets overkartograf, John Garver, beretter: „De ønskede farven ændret til grønt fordi det er Japans farve på kortet.“

Som man forstår, kan farvemarkeringer på kort give bestemte associationer eller fremhæve noget specielt. Da man for eksempel i 1897 opdagede guld ved en biflod til Klondikefloden, var landkort medvirkende til at lokke skønsvis 100.000 guldgravere derop. Kortproducenterne farvede nemlig Alaska og Yukon gyldent for at vække forhåbninger hos brugerne.

Andre hensyn kan mere radikalt ændre indtrykket af hvordan landet ligger. For eksempel fremstillede man i 1982 et „omvendt kort“ med den sydlige halvkugle anbragt øverst. Årsagen var at man forbandt placeringen øverst med overlegenhed og værdighed og mente at et sådant kort kunne tiltale de fattige lande på den sydlige halvkugle.

En udfordring for korttegnere

Men også den ærlige kartograf der tilstræber at levere en virkelighedstro fremstilling, har det problem at en kugles overflade fortegnes når den overføres til en plan flade. Det svarer til at skulle gøre skrællen af en hel appelsin flad. Også når kontinenterne har de rigtige konturer, er størrelsesforholdene misvisende. John Garver har derfor ret i at „det eneste nøjagtige kort er en globus“. Men som bekendt er globusser ikke så håndterlige, og derfor er et fladt verdenskort ofte at foretrække.

Da National Geographic Society i 1988 udgav et nyt verdenskort, skrev Time følgende om kartografernes problemer: „Kort gengiver sjældent de faktiske omrids og verdensdelenes og havenes indbyrdes størrelse.“ Det ser man straks hvis man for eksempel sammenligner verdenskortet fra 1988 med tidligere verdenskort fra samme selskab.

Om de iøjnefaldende afvigelser mellem sådanne kort skrev Time: „På det nye verdenskort som [National Geographic Society] er ved at sende ud til sine 11 millioner medlemmer, er Sovjetunionen skrumpet 47 millioner kvadratkilometer ind — over to tredjedele af den udstrækning det så ud til at have ifølge National Geographics kort i det sidste halve århundrede.“

Siden Ptolemæus’ tid har kartograferne brudt deres hjerner med den opgave at gengive arealer i de rette størrelsesforhold. For eksempel benyttede National Geographic Society gennem 66 år en projektion der femdoblede Alaskas areal. Sådanne forvrængninger giver en idé om hvorfor Arthur Robinson, der nyder anseelse som amerikansk kartografis ’grand old man’, engang sagde: „Kortlægning er i lige så høj grad en kunst som en videnskab.“ Den projektion National Geographic Society gik over til i 1988, er ifølge Garver „den bedste afvejning af geografiske og æstetiske hensyn“.

Fremtidens kort

Kortlægning er tydeligvis meget mere kompliceret end mange aner. Jo mere man ved om Jorden, desto mere nøjagtige kort kan man udarbejde. Men den fornødne viden er ikke altid lettilgængelig. Som forfatteren Lloyd A. Brown sagde for en del år siden: „Først når alle kan besejle nabolandenes kyster uden frygt og kan køre igennem eller flyve hen over et hvilket som helst land uden at blive beskudt eller standset, kan vi fremstille det store verdenskort som menneskeheden har drømt om i århundreder. Men en dag bliver det måske udfærdiget.“

Ifølge Bibelens profetier kan vi faktisk se frem til at hele kloden en dag bliver hjem for et forenet menneskesamfund regeret af Guds indsatte konge, Jesus Kristus. Om ham står der i en af profetierne: „Han råder fra hav til hav og fra Floden til Jordens ender.“ (Salme 72:8) Når grænsestridigheder og politiske magtkampe er bragt til ophør og alle nationalistiske interessekonflikter hører fortiden til, vil det være muligt at udarbejde det fuldendte verdenskort.

[Illustrationer på side 16, 17]

Ptolemæus og hans verdenskort

Gerhard Mercator

[Kildeangivelser]

Ptolemæus og Mercator: Culver Pictures; Ptolemæus’ verdenskort: Gianni Dagli Orti/Corbis; globus: Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.; baggrund på side 16-19: The Complete Encyclopedia of Illustration/J. G. Heck