„Insight on the Scriptures“ — et nyt bibelleksikon
VED Jehovas Vidners områdestævne i 1988, „Guds retfærdighed“, bekendtgjordes udgivelsen af et nyt bibelleksikon med titlen Insight on the Scriptures. Det er et tobindsværk med i alt 2560 sider i tydelig og letlæselig skrift. Endnu fås det kun på engelsk, men man er godt i gang med at oversætte det til flere andre sprog.
Insight on the Scriptures omfatter meget af stoffet fra bogen Aid to Bible Understanding foruden en stor mængde andet stof. Hvori adskiller den sig da fra ’Aid-bogen’? Adskillige afsnit er blevet revideret og gjort tidssvarende. Der er desuden mange nye emneartikler og andre nyskabelser i Insight on the Scriptures.
Bibelens bøger
Hver af Bibelens bøger får særlig opmærksomhed. Værdifulde baggrundsoplysninger er medtaget; der er udarbejdet nye oversigter til alle Bibelens bøger, og hver artikel fremhæver den pågældende bibelbogs særlige kendetegn. Herved får læseren et præcist og fyldestgørende overblik over bogens indhold på en letforståelig måde. For eksempel findes der jo fire evangelieberetninger om Jesu jordiske liv og tjeneste, hver skrevet under sin specielle synsvinkel. Indledningen til oversigten over de enkelte evangelier beskriver den synsvinkel beretningen er skrevet under, på denne måde: ’Apostelen Mattæus’ beretning om Jesu liv er hovedsagelig skrevet med jøderne for øje. Dette evangelium viser at Jesus er den forudsagte messianske konge.’ ’Der er fart over Markus’ korte og præcise beretning om Jesu liv, der fremstiller ham som Guds søn, med vægten lagt på de mirakler han gjorde.’ ’Lukas skrev sin beretning for at stadfæste at begivenhederne i Jesu liv virkelig havde fundet sted, og han gjorde det på en måde der ville appellere til folk fra alle nationer.’ ’Apostelen Johannes’ beretning om Jesu liv understreger at Jesus er Kristus, Guds søn, ved hvem det er muligt at opnå evigt liv.’ Efter disse indledende bemærkninger sammenfatter oversigterne bøgernes indhold under nogle få overskrifter som kan være en hjælp til at huske de hovedpunkter som bibelskribenten bygger sin beretning op omkring.
Ajourført
Bag alle definitioner og forklaringer i dette værk ligger der en omhyggelig undersøgelse af ordenes betydning på Bibelens grundsprog. Der anføres mange eksempler som giver læseren indblik i alle de betydninger hvori de enkelte ord forekommer i Bibelens grundtekst. Desuden er hele navnestoffet på ny blevet gennemgået og betydningen af de bibelske navne korrigeret så den stemmer med bestanddelene i navnene som de er gengivet i Ny Verden-oversættelsen.
Man har også bestræbt sig for at bringe artiklerne i overensstemmelse med hvad der har været publiceret i Vagttårnet i de senere år. For eksempel har vi lært meget om hvad det vil sige at blive „erklæret retfærdig“, og vi har fået mange oplysninger om hjertet, om livets bog og mange andre emner. Disse oplysninger er taget med i Insight on the Scriptures.
Hvor det har været muligt er oplysninger fra verdslige historiske værker blevet sammenholdt med kildeskrifterne, ikke blot med hvad andre skribenter har sagt om indholdet af disse kildeskrifter. Der er i hundredvis af henvisninger til steder hvor man kan finde disse oplysninger. Artikler med tilknytning til videnskabelige emner er gjort tidssvarende. Alle geografiske lokaliteters navne og beliggenhed har været taget op til fornyet overvejelse på grundlag af de seneste års arkæologiske undersøgelser.
Et bibelatlas
Til Insight on the Scriptures hører et omfattende bibelatlas i form af omkring 70 kort der viser beliggenheden af i hundredvis af bibelske steder. Kortene har som regel tilknytning til et begrænset afsnit af den bibelske eller verdslige historie og viser kun de steder der har særlig betydning i den sammenhæng. Der findes et kort over Abrahams rejser, et over israelitternes ørkenvandring, et over erobringen af det forjættede land, et over Davids tilholdssteder som flygtning og et med tilknytning til begivenhederne efter at han blev konge. En række kort viser de steder Jesus besøgte under sin jordiske tjeneste, og der er flere kort over Jerusalem på forskellige tidspunkter i historien. Værket er forsynet med et kortnavne-register der sætter læseren i stand til at finde frem til netop de kort der rummer de mest relevante oplysninger om en given lokalitet.
Sammen med mange af kortene anføres der en liste over stednavne med tilhørende skriftsteder der viser stedernes betydning i den historiske sammenhæng der er tale om. På de tilstødende sider i bogen er der farvefotografier af lokaliteter der er afmærket på kortet. Man vil kunne få større udbytte af Bibelens beretninger når man ser hvordan stederne ligger i forhold til hinanden, læser hvad der fandt sted dér og ser hvordan stederne tager sig ud i dag.
Oversigter i firfarvetryk
Under udarbejdelsen af dette værk har vi finkæmmet museer i Nordamerika, Europa og Mellemøsten for at finde frem til karakteristiske genstande som har tilknytning til den bibelske beretning, og vi har anskaffet fotografier af de bedste og mest betydningsfulde. Desuden har vi gennemgået flere samlinger af fotografier af lokaliteter og udvalgt de bedste af dem. Resultatet af alt dette er blevet bearbejdet og samlet til otte 16-siders firfarvetrykte sektioner med stor praktisk værdi. Det er smukke og spændende specialafsnit som man vil kunne glæde sig over og kunne gøre brug af på mange måder når man underviser andre.
Der findes for eksempel et afsnit der hedder „Hvordan vi har fået Bibelen“. Det er en grafisk fremstilling af hvordan Bibelen er nået frem til os gennem dens forskellige stadier — fra de oprindelige skrifter til vor tids oversættelser. Nogle af de ældste håndskriftfragmenter er afbildet, og der peges på synlige vidnesbyrd om den omhu som de første afskrivere udviste, idet de endog talte bogstaverne i de håndskrifter de afskrev.
Et andet afsnit handler om „Vandfloden i Noas dage“. Det behandler spørgsmål som „Kunne arken rumme alle dyrene?“ og „Hvor blev vandet af?“ Afsnittet gennemgår også grundigt vandflodssagn fra seks kontinenter samt nogle øer hvoraf det fremgår at beretningen om vandfloden på Noas tid har sat spor blandt folkeslagene i forskellige kulturer over hele jorden.
Andre afsnit beskæftiger sig med det forjættede lands geografiske særpræg og med de oldtidsriger der kom i berøring med Israel og fik indflydelse på det. En serie billeder viser steder som besøgende kan se i og omkring Jerusalem i dag. Alt i alt findes der 50 farveplancher der omhandler disse emner.
Alle disse oplysninger er gjort lettilgængelige ved hjælp af omfattende registre der findes i selve værket. Skriftstedsregistre og emneregistre henviser til de sider hvor den udførligste behandling af skriftstedet eller emnet findes.
Sammenfattende kan vi sige om hele værket, som det hedder i indledningen til første bind: „Formålet med dette værk er at hjælpe dig til at få indsigt i Bibelen. Hvordan ydes denne hjælp? Ved at samle alle relevante oplysninger fra hele Bibelen ved behandlingen af et emne. Ved at henlede opmærksomheden på de ord der bruges i Bibelens hebraiske og græske grundtekst og oplyse deres bogstavelige betydning. Ved at hente oplysninger fra den verdslige historie, arkæologisk forskning og andre videnskabsgrene og sammenholde dem med hvad Bibelen siger. Ved visuelle hjælpemidler. Ved at hjælpe dig til at indse værdien af at handle i overensstemmelse med hvad Bibelen siger.“ Ja, på siderne i Insight on the Scriptures findes der et væld af værdifulde oplysninger du kan anvende til gavn for dig selv og andre.