Nantesediktet — en garanti for tolerance?

„DET piner mig til døde!“ udbrød pave Clemens VIII i 1598 da han hørte at Nantesediktet var blevet underskrevet af den franske konge Henrik IV. I stedet for at vække harme og modstand hyldes ediktet nu, 400 år senere, som et vidnesbyrd om tolerance og et af de betydningsfulde skridt hen imod at garantere alle religionsfrihed. Hvad var Nantesediktet? Var det virkelig en garanti for tolerance? Hvad kan vi lære af det i dag?

Et krigshærget Europa

Det 16. århundredes Europa var præget af intolerance og blodige religionskrige. „Før det 16. århundrede var Kristi lære ’I skal elske hinanden’ aldrig blevet udsat for en sådan hån af hans egne disciple,“ siger en historiker. I nogle lande, som for eksempel Spanien og England, blev religiøse minoriteter ubarmhjertigt forfulgt. Andre steder, som for eksempel i Tyskland, fulgte man grundsætningen „Cuius regio, eius religio“, hvilket ville sige at regentens religion skulle være undersåtternes religion. Enhver der ikke var enig med regentens valg af religion, måtte forlade landet. Man undgik krig ved at holde religionerne adskilt og gjorde kun lidt eller slet intet for at forsøge en religiøs sameksistens.

I Frankrig valgte man en anden fremgangsmåde. Geografisk lå det mellem Nordeuropa, der var overvejende protestantisk, og Sydeuropa, der var katolsk. Midt i 1500-tallet var protestanterne blevet et markant mindretal i dette katolske land. En række religionskrige fik modsætningsforholdet til at træde tydeligt frem.a Talrige fredstraktater, eller ’Edikter til Bilæggelse af Stridighederne’, som de blev kaldt, formåede ikke at udvirke en fredelig religiøs sameksistens. Hvorfor valgte Frankrig tolerancens vej i stedet for at følge sine europæiske naboers eksempel?

Forskellige former for fredspolitik

Den tanke at det var muligt at leve fredeligt sammen selv om man havde forskellig religion, udviklede sig trods en udbredt intolerance. Generelt var spørgsmålet om religiøs tro på den tid uløseligt forbundet med statstilhørsforhold. Var det muligt at være franskmand og ikke tilhøre den katolske kirke? Det mente nogle åbenbart at det var. I 1562 skrev en fransk statsmand, Michel de l’Hospital: „Selv den der ekskommunikeres, ophører ikke med at være borger.“ En katolsk gruppe der kaldte sig Les Politiques (De Politiske) gav udtryk for lignende synspunkter.

De uholdbare fredstraktater som blev underskrevet i Frankrig, indeholdt nogle af disse nye tanker. De gav også udtryk for den opfattelse at vejen til at bygge en ny fremtid bestod i at glemme fortiden. For eksempel hed det i Boulogneediktet fra 1573: „Lad alt det der har fundet sted . . . være udvisket og glemt som om det ikke var sket.“

Frankrig havde en hel del som burde glemmes. Før Henrik IV kom på tronen i 1589, havde den mest holdbare fredstraktat varet i blot otte år. Landet led både økonomisk og samfundsmæssigt under krigene. Der var stærkt brug for indre stabilitet. Henrik IV var ikke fremmed for hverken religion eller politik. Han havde flere gange skiftet mellem den protestantiske og den katolske tro. Efter at have sikret sig fred med spanierne i 1597 og undertrykt indre stridigheder i 1598 var han i stand til at tvinge både protestanter og katolikker til en fredsaftale. I 1598 underskrev Henrik IV Nantesediktet efter at Frankrig var blevet hjemsøgt af religionskrige i mere end 30 år.

„En lov om rettigheder à la Française“

Nantesediktet som Henrik underskrev, bestod af fire tekster, deriblandt hovedteksten, som bestod af 92 eller 95 artikler og de 56 hemmelige eller „særlige“ artikler der drejede sig om protestanternes rettigheder og pligter. Tidligere fredstraktater dannede grundlaget idet to tredjedele af artiklerne var hentet fra dem. Men til forskel fra de tidligere traktater tog det lang tid at udarbejde denne. Ediktets usædvanlige længde kan skyldes at det behandlede problemerne enkeltvis, en omstændighed som bevirkede at artiklerne kom til at se ud som en række sammenflikkede kompromiser. Men hvilke rettigheder gav det?

Ediktet gav de franske protestanter fuldstændig samvittighedsfrihed. De fik også status som en respekteret minoritet med rettigheder og privilegier. En af de hemmelige artikler sikrede dem oven i købet beskyttelse mod inkvisitionen når de rejste i udlandet. Desuden fik protestanter de samme borgerlige rettigheder som katolikker og kunne varetage statsembeder. Men var ediktet virkelig en garanti for tolerance?

Hvor tolerant?

I betragtning af den måde religiøse minoriteter blev behandlet på i andre lande, var Nantesediktet „et dokument der vidnede om en sjælden politisk klogskab,“ siger historikeren Elisabeth Labrousse. Henriks egentlige ønske var at se protestanterne vende tilbage til den katolske fold. I mellemtiden var religiøs sameksistens et kompromis — den eneste måde hvorpå „alle vore undersåtter kan dyrke Gud og bede til ham,“ sagde Henrik.

I realiteten begunstigede ediktet katolikkerne. Den katolske tro blev betegnet som den førende og skulle genoprettes i hele riget. Protestanter skulle betale tiende til den katolske kirke, overholde katolske helligdage og følge forbudene vedrørende ægteskab. Protestanternes frihed til at dyrke Gud på deres måde blev begrænset til særlige geografiske områder. Ediktet gjaldt kun protestanters og katolikkers sameksistens; det beskæftigede sig ikke med andre religiøse mindretal. Muslimer blev for eksempel udvist af Frankrig i 1610. Hvorfor fejres underskrivelsen af ediktet så i dag når tolerancen var begrænset?

Betydningsfulde konsekvenser

I samtiden hørte man så godt som intet til ediktet. Historikere betegner det som „en begivenhed der ikke vakte særlig opmærksomhed“. Nu, derimod, betragtes det som et mesterværk i politisk diplomati. Det brugte betegnelsen „religion“ om protestantismen og ikke „kætteri“. Anerkendelsen af en anden religion end den katolske banede vej for religiøs pluralisme. Ifølge en historiker havde det den virkning „at de franske følelser blev renset for den fanatisme som både protestanter og katolikker var grebet af“. Ediktet erkendte at en persons religion ikke var afgørende for vedkommendes loyalitet mod staten eller den nationale identitetsfølelse. Yderligere blev en kriminel adfærd og ikke en persons religiøse tilhørsforhold bestemmende for om vedkommende skulle stilles for retten. Disse tanker banede vej for endnu større forandringer.

Da kong Henrik underskrev ediktet, var han hovedsagelig interesseret i at der var fred og enhed i landet. For at sikre dette skelnede ediktet mellem religiøs enhed og borgernes enhed. „Det satte en sekulariseringsproces i gang . . ., en anerkendelse af at nation og konfession ikke længere var synonymer,“ bemærker en historiker. Den katolske kirke beholdt en del af sin magt, men samtidig var statens magt blevet betydeligt styrket. Monarken var den der skulle dømme parterne imellem når der var stridigheder. At religiøse problemer skulle klares ved hjælp af politiske eller juridiske løsninger, betød at politikken fik magt over religionen. Derfor betegner en historiker ediktet som „den politiske magts sejr over kirken“. En anden siger at det „markerede et afgørende øjeblik i den moderne stats tilsynekomst“.

Aktualitet i dag

De linjer der blev afstukket i Nantesediktet, blev senere fulgt af andre regeringer. Mange lande omdefinerede med tiden forholdet mellem religion og politik idet statens myndighed kom til at hvile på et nyt grundlag. I Frankrig endte det i 1905 med en fuldstændig adskillelse af stat og kirke. Ifølge en kendt professor i historie og sociologi, Jean Baubérot, er denne ordning „den bedste beskyttelse for minoriteterne“ i en atmosfære af voksende intolerance. Andre lande har i deres forfatning valgt at garantere religionsfrihed og sikre lige ret for alle samtidig med at de holder fast ved en statsreligion.

Imidlertid mener mange i dag at der stadig kan gøres fremskridt med hensyn til beskyttelse af den religiøse frihed. „Nantesediktet mindes én gang i hvert århundrede mens man forsynder sig mod det resten af tiden,“ klager journalisten Alain Duhamel. Nogle velunderrettede kommentatorer gør for eksempel opmærksom på den intolerance og diskrimination der ligger i vilkårligt at stemple alle mindretalsreligioner som „sekter“. At lære at leve sammen i fred og uden fordom var vigtigt for 400 år siden, men det er stadig aktuelt i dag.

Hvad der står på spil

Der eksisterer ikke sand tros- og tilbedelsesfrihed når myndighederne vilkårligt begunstiger visse trossamfund og ikke andre. Der er lokale myndigheder i Frankrig der giver Jehovas Vidner status som et religiøst samfund, mens andre ikke gør det. Det er paradoksalt at en verdslig stat skal afgøre hvad der er et religiøst samfund, og hvad der ikke er det. Denne fremgangsmåde begynder med diskrimination og ender med forfølgelse. Desuden kan det „danne et præcedens som kan sprede sig til andre lande og andre religiøse samfund,“ siger Raimo Ilaskivi, der er medlem af EU-Parlamentet. Derfor slutter juristen Jean-Marc Florand: „Det er et hårdt slag for Frankrig og for friheden. Som katolik bekymrer det mig.“ Det er dog muligt at tage ved lære af historien — vel at mærke hvis man er villig til det.

Ved en konference for nylig i De Forenede Nationers Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO) anførte en taler at „en af de måder hvorpå man kunne fejre underskrivelsen af Nantesediktet, var at tænke på de religiøse samfunds situation i vor tid“. Ja, Nantesediktet kan bedst mindes ved at man sikrer sand tros- og tilbedelsesfrihed for alle!

[Fodnote]

[Ramme/illustrationer på side 20, 21]

Religionsfrihed i Frankrig i dag

Den lektie der er lært i fortiden, glemmes undertiden. Da Henrik IV argumenterede til fordel for Nantesediktet, sagde han: „Der bør aldrig mere gøres forskel på katolik og huguenot.“ Seniorlektor ved det juridiske fakultet ved universitetet i Paris Jean-Marc Florand forklarer i den franske avis Le Figaro at den franske lov af 1905 „stiller alle religioner, trossamfund og sekter lige“. Fordom og diskrimination bør høre fortiden til.

I 1998, firehundredåret for Nantesediktets udstedelse, synes den lære man skulle have draget af ediktet — at alle borgere garanteres religionsfrihed og ligestilling — ironisk nok at være glemt. Jehovas Vidner, som er det tredjestørste trossamfund i Frankrig, har eksisteret her i næsten hundrede år. Ikke desto mindre har en fransk parlamentsrapport betegnet Jehovas Vidner som uberettigede til at blive betegnet som et trossamfund. Som følge heraf diskriminerer visse øvrighedspersoner rutinemæssigt Jehovas vidner ved at nægte dem deres rettigheder. For eksempel er franske dommere ofte utilbøjelige til at give forældremyndigheden til Jehovas vidner alene på grundlag af forældrenes religiøse tilhørsforhold. Og af samme grund risikerer nogle plejeforældre blandt Jehovas vidner nu i stigende grad at blive frataget deres plejebørn.

For nylig har de franske myndigheder truet med at lægge en vilkårlig skat på Jehovas vidners bidrag til deres menigheder. Ifølge den ikkestatslige organisation Ligue des droits de l’homme sans frontière (Menneskerettigheder uden grænser) er dette „et farligt præcedens“ der er en krænkelse af de beslutninger der er vedtaget af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Den Europæiske Union garanterer religionsfrihed. Jehovas Vidner er gentagne gange blevet karakteriseret af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol som „en kendt religion“, en omstændighed der gør de franske myndigheders indgreb endnu mere uforståeligt.

[Illustrationer]

Jehovas vidner har virket i Frankrig i næsten hundrede år

Øverst til højre: Mange familier i Frankrig har været Jehovas vidner i flere generationer

Øverst til venstre: Roubaix-menigheden, 1913

Nederst til venstre: Vidner i Nordfrankrig, 1922

[Illustration på side 19]

Frankrigs konge Henrik IV

[Kildeangivelse]

© Cliché Bibliothèque Nationale de France, Paris