Kemikalier — til gavn eller skade?

MANGE af de afgørelser vi træffer i vort liv, når vi frem til ved at afveje fordele med ulemper. Mange køber for eksempel bil på grund af den komfort det medfører. Men komforten skal afvejes med hvad det koster — i forsikring, indregistrering, afskrivning og vedligeholdelse så bilen er i forsvarlig stand. Man må også tænke på risikoen for at påføre andre skade eller forvolde deres død ved en ulykke. Noget lignende gør sig gældende i forbindelse med syntetiske kemikalier. Man må afveje fordelene med ulemperne. Lad os for eksempel se på stoffet MTBE (methyl-tert-butylether), et stof der tilsættes benzin for at fremme forbrændingen og reducere mængden af udstødningsgas.

Brugen af MTBE har medvirket til at luften i mange amerikanske byer i dag er renere end den har været i mange år. Men den rene luft „har haft sin pris,“ rapporterer tidsskriftet New Scientist. MTBE er nemlig et potentielt kræftfremkaldende stof, og det er sivet ud fra titusinder af underjordiske benzintanke, hvilket i mange tilfælde har ført til forurening af grundvandet. Én by har som følge heraf været nødt til at hente 82 procent af sin vandforsyning udefra til en pris af 3,5 millioner dollars (22,6 millioner kroner) om året. Ifølge New Scientist kan denne ulykke „udvikle sig til et af USA’s mest alvorlige og langvarige tilfælde af grundvandsforurening“.

Visse kemikalier er blevet forbudt og fjernet fra markedet på grund af deres store miljø- og helbredsmæssige skadevirkninger. ’Men hvordan kan den slags forekomme?’ spørger du måske. ’Tester man ikke alle nye kemikalier grundigt før man sender dem på markedet?’

Vanskeligt at fastslå hvor giftigt et kemikalie er

De metoder man benytter til at fastslå hvor giftigt et kemikalie er, er en blanding af videnskabelige undersøgelser og gætterier. „De der vurderer risikoen, kan ikke præcist afgøre i hvilke tilfælde det er ’sikkert’, henholdsvis ’usikkert’, at udsætte sig for påvirkning af et kemikalie,“ siger Joseph V. Rodricks i sin bog Calculated Risks (Vurdering af risici). Det samme gælder lægemidler, som også ofte fremstilles syntetisk. The World Book Encyclopedia siger: „Selv den mest omhyggelige testning kan ikke altid afsløre om et præparat kan give anledning til en uforudset bivirkning.“

Laboratorier har deres begrænsninger. De kan for eksempel ikke fuldt ud efterprøve hvordan et kemikalie vil opføre sig i den meget forskelligartede og komplekse verden der omgiver os. Uden for laboratoriet findes der i hundredvis, ja i tusindvis, af forskellige syntetiske kemikalier, og mange af dem kan indgå forbindelser med hinanden og med levende organismer. Nogle af disse kemikalier er i sig selv uskadelige, men kommer de i forbindelse med hinanden i eller uden for menneskelegemet, kan de blive til nye, giftige kemiske forbindelser. Visse kemikalier bliver først giftige, måske endog kræftfremkaldende, efter at vores stofskifte har omdannet dem.

Hvordan bærer de der skal vurdere risikoen, sig ad når de står over for den slags udfordringer? Den standardmetode man har benyttet, består i at give forsøgsdyr en vis mængde af det pågældende kemikalie og derefter forsøge at overføre resultatet på mennesker. Er den metode altid pålidelig?

Er dyreforsøg pålidelige?

Dyreforsøg rejser nogle etiske spørgsmål vedrørende dyremishandling, men at teste forskellige stoffers giftvirkning på dyr er også forbundet med andre spørgsmål. Dyr reagerer ofte meget forskelligt på kemikalier. En lille dosis af det meget giftige stof dioxin er nok til at slå et marsvin ihjel, men der skal 5000 gange så meget til for at slå en hamster ihjel. Selv nært beslægtede arter som rotter og mus reagerer forskelligt på mange kemikalier.

Hvis man ikke på baggrund af én dyrearts reaktion på et bestemt kemikalie med sikkerhed kan forudsige hvordan en anden art vil reagere på det samme stof, hvor sikre kan forskerne så være på at et bestemt kemikalie kan tåles af mennesker? I realiteten kan de ikke være sikre.

Kemikerne har det ikke nemt. De skal tilgodese folks behov, stille dyrevenner tilfreds og overbevise deres egen samvittighed om at deres produkter er sikre at anvende. Af disse grunde eksperimenterer visse laboratorier nu med at teste kemikaliers virkning på cellekulturer fra mennesker. Tiden vil vise om man på den måde kan få pålidelige oplysninger om sikkerheden ved at bruge et bestemt kemikalie.

Misvisende laboratorieundersøgelser

Pesticidet DDT, som stadig i udbredt grad findes i miljøet, er et eksempel på et stof der fejlagtigt blev betegnet som sikkert da det kom i handelen. Forskerne opdagede senere at DDT ligesom andre potentielle giftstoffer har en tilbøjelighed til at forblive i organismen i lang tid. De tragiske konsekvenser af dette er at fødekæden, som begynder med millioner af bittesmå organismer, fortsætter med fisk og slutter med fugle, bjørne, oddere og så videre, kommer til at virke som en levende „tragt“ der koncentrerer giftstofferne i kædens sidste led. I ét tilfælde var resultatet at en bestand af lappedykkere ikke var i stand til at udruge blot en eneste unge i mere end ti år.

Disse „biologiske tragte“ er så effektive at visse kemikalier der knap nok kan spores i vandet, ophobes i store mængder i fødekædens sidste led. Hvidhvalerne i Sankt Lawrencefloden i Nordamerika er et godt eksempel på dette. De indeholder så store mængder giftstof at de betragtes som farligt affald når de dør.

Man har opdaget at visse kemikalier som findes i mange dyr, kan virke som hormoner. Og først for nylig har forskerne erkendt hvilken snigende giftvirkning den slags kemikalier kan have.

Kemikalier som imiterer hormoner

Hormoner er vigtige kemiske sendebud i vores legeme. Gennem blodbanen føres de til forskellige dele af legemet, hvor de stimulerer eller hæmmer visse funktioner, som for eksempel legemets vækst eller forplantningsmønsteret. I en nylig udsendt pressemeddelelse fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) stod der at „en hastigt voksende mængde videnskabelige vidnesbyrd“ tyder på at visse syntetiske kemikalier, hvis de optages i legemet, forstyrrer hormonerne ved at imitere dem på en skadelig måde eller ved at spærre for dem.

Til disse kemikalier hører polychlorerede biphenyler (PCB)a, dioxiner, furaner og visse pesticider, inklusive rester af DDT. Disse kemikalier, som også er blevet kaldt „endokrine urostiftere“, kan gribe forstyrrende ind i legemets endokrine system, der producerer hormonerne .

Det kvindelige kønshormon østrogen er et af de stoffer som disse kemikalier kan imitere. I en undersøgelse publiceret i det lægevidenskabelige tidsskrift Pediatrics nævnes det at en øget forekomst af tidlig pubertet blandt piger kan have forbindelse med østrogenholdige hårprodukter og kemikalier i miljøet som kan imitere østrogen.

At udsætte et handyr for visse kemikaliers påvirkning på et kritisk tidspunkt i dyrets udvikling kan medføre uønskede bivirkninger. En rapport i tidsskriftet Discover siger: „Undersøgelser har vist at man ved at udsætte skildpadder og alligatorer af hankøn for påvirkning af PCB på et bestemt tidspunkt i deres udvikling kan ændre deres køn eller gøre dem til interseksuelle individer.“

Giftige kemikalier svækker desuden immunsystemet og gør dyr mere modtagelige for virusinfektioner. I dag synes virusinfektioner at sprede sig hurtigere og over større områder end nogen sinde, især blandt dyr som befinder sig højt oppe i fødekæden, som for eksempel delfiner og havfugle.

Hos mennesket er børn de mest sårbare når det gælder påvirkning af kemikalier som imiterer hormoner. Japanske børn som for nogle år siden havde spist PCB-forurenet olie udvundet af risklid, „blev fysisk og mentalt hæmmet i deres udvikling, fik adfærdsproblemer omfattende både hypoaktivitet og hyperaktivitet, udviklede abnormt små mandlige kønsorganer og fik en intelligenskvotient der lå fem point under gennemsnittet,“ skriver tidsskriftet Discover. Undersøgelser af hollandske og nordamerikanske børn som har været udsat for høje doser PCB, har afsløret lignende uønskede bivirkninger på børnenes fysiske og mentale udvikling.

WHO oplyser at stigningen i antallet af hormonpåvirkelige kræftlidelser blandt mænd og kvinder, såsom bryst-, testikel- og prostatakræft, også kan have forbindelse med disse kemikalier. Også faldet i antallet af sædceller hos mænd og forringelsen af sædkvaliteten, som åbenbart fortsætter i visse lande, kan være forbundet med det øgede forbrug af kemikalier. I nogle lande er det gennemsnitlige antal sædceller hos mænd næsten blevet halveret på 50 år.

I den foregående artikel blev en læge citeret for at have sagt at „alle i vores generation deltager i et eksperiment“. Tilsyneladende har hun ret. Mange af vore kemiske nyskabelser har vist sig at være gavnlige, men ikke dem alle. Det er derfor klogt at undgå unødig påvirkning fra kemikalier der kan skade os. Overraskende nok findes der mange af den slags stoffer i vore hjem. Den næste artikel handler om hvad vi kan gøre for at beskytte os mod kemikalier som kan være farlige for os.

[Fodnote]

[Illustration på side 7]

Disse hvaler indeholder så store mængder giftstof at de betragtes som farligt affald når de dør

[Kildeangivelse]

©George Holton, The National Audubon Society Collection/PR