Nervøs spisevægring og bulimi — fakta og risici

„Mad kan være en følelsesmæssig byrde der vejer langt tungere end noget der kan måles i kalorier og gram.“ — Forfatteren Janet Greeson.

NERVØS spisevægring og bulimi er de to hyppigste former for spiseforstyrrelser, og hver har deres særlige kendetegn. Men som vi vil se, kan begge lidelser være farlige, endog dødelige.

Nervøs spisevægring — frivillig udsultning

Anorektikere nægter at spise eller spiser så små mængder mad at de bliver underernærede. Antoinette på 17 fortæller at hendes vægt på et tidspunkt var faldet til cirka 37 kilo, hvilket er meget lavt for en teenager der er 170 centimeter høj. „Jeg indtog kun 250 kalorier om dagen, og jeg førte nøje regnskab med hvad jeg spiste.“

Anorektikere er besat af mad, og de gør alt hvad der står i deres magt, for at undgå at tage på. Heather fortæller: „Jeg begyndte at spytte maden ud på en serviet og lade som om jeg tørrede mig om munden.“ Susan dyrkede overdreven motion for at holde sin vægt nede. „Hvis ikke jeg hver dag løb 12 kilometer eller svømmede en time, blev jeg meget nervøs og fik dårlig samvittighed. Min største glæde, som regel min eneste virkelige glæde, var at stå op på vægten hver morgen og få bekræftet at min vægt lå et godt stykke under 45 kilo.“

Ironisk nok er nogle anorektikere meget dygtige til at lave mad og kan tilberede udsøgte retter som de nægter selv at spise. Antoinette siger: „Da jeg havde det værst, tilberedte jeg middagsmaden til familien hver eneste dag og smurte madpakker til min lillebror og lillesøster. Jeg tillod dem ikke at komme i nærheden af køleskabet. Jeg følte at køkkenet var mit domæne.“

Ifølge bogen A Parent’s Guide to Anorexia and Bulimia bliver nogle anorektikere „overdrevent sirlige og kræver at hele familien skal leve op til deres urealistiske normer. Ingen ugeblade, hjemmesko eller kaffekopper må blot for et øjeblik anbringes på et forkert sted. Nogle bliver sygeligt optaget af deres personlige hygiejne og udseende. De kan tilbringe mange timer på badeværelset, hvor de låser døren og nægter at lade andre i familien komme ind for at gøre sig klar til at gå i skole eller på arbejde.“

Hvordan opstår denne usædvanlige lidelse? Det begynder som regel med at personen, som oftest en pige eller ung kvinde, beslutter sig for at tabe et bestemt antal kilo. Men når hun har nået sit mål, er hun ikke tilfreds. Når hun ser sig i spejlet, opfatter hun stadig sig selv som fed og beslutter sig derfor til at tabe nogle få kilo til. Dette fortsætter indtil hun vejer mindst 15 procent under hvad der er normalt i forhold til hendes højde.

Venner og familie begynder nu at udtrykke bekymring over at vedkommende ser ekstremt tynd ud, nærmest udmagret. Men anorektikeren ser anderledes på tingene. „Jeg syntes ikke at jeg så tynd ud,“ siger Alan, en ung mand der er 175 centimeter høj, og som på et tidspunkt kun vejede 33 kilo. „Jo mere man taber sig, jo mere forvrængede bliver ens tanker, og man er ikke i stand til at se sig selv som man er.“a

Efter et stykke tid kan nervøs spisevægring resultere i alvorlige helbredsproblemer, deriblandt osteoporose og nyreskader. Lidelsen kan endog medføre døden. Heather siger: „Min læge sagde til mig at jeg havde berøvet min krop så mange næringsstoffer at jeg ville have været død af underernæring hvis jeg havde fortsat med mine spisevaner to måneder til.“ Nyhedsbrevet The Harvard Mental Health Letter oplyser at over en tiårig periode dør cirka fem procent af de kvinder der har fået konstateret nervøs spisevægring.

Bulimi — spiseorgier og opkastninger

Bulimi er en spiseforstyrrelse der er kendetegnet af spiseanfald (hurtig indtagelse af store måltider på helt op til 5000 kalorier eller mere), hvorefter man skiller sig af med maden (ved hjælp af opkastninger eller afføringsmidler).b

I modsætning til nervøs spisevægring er bulimi ikke let at diagnosticere. Bulimikeren er ikke nødvendigvis usædvanlig tynd, og hendes spisevaner er tilsyneladende normale — i hvert fald set med andres øjne. Men for bulimikeren er livet langtfra normalt. Hun er så optaget af mad at alt andet forekommer hende uvæsentligt. „Jo mere jeg åd og kastede op, jo mindre interesserede jeg mig for livet eller for andre mennesker,“ siger Melinda på 16. „Jeg glemte faktisk hvordan det var at have det sjovt med mine venner.“

Geneen Roth, en forfatter og lærer der beskæftiger sig med spiseforstyrrelser, beskriver et spiseorgie som „et tredive minutters anfald af vanvid, et dyk i helvede“. Hun siger at mens det står på, „er man ligeglad med alt og alle, selv venner og familie . . . Det eneste der betyder noget, er mad.“ En 17-årig pige ved navn Lydia beskriver sin tilstand ved hjælp af følgende sammenligning: „Jeg føler mig som en affaldskværn. Jeg skovler maden ind, kværner den og smider den ud — og det hele gentager sig dag efter dag.“

Bulimikeren forsøger desperat at hindre at der sker en vægtforøgelse som hendes hæmningsløse spisevaner ellers ville resultere i. Straks efter et spiseorgie fremkalder hun derfor enten opkastninger eller bruger afføringsmidler for at skaffe sig af med maden før den omdannes til kropsfedt.c Alene tanken virker afskyelig på de fleste, men ikke på bulimikeren. „Jo flere gange man grovæder og derefter kaster op, jo nemmere bliver det,“ forklarer socialrådgiveren Nancy Kolodny. „De første følelser af afsky og frygt viger hurtigt for en uimodståelig trang til at gøre det igen.“

Bulimi er en yderst farlig spiseforstyrrelse. For eksempel kan gentagne opkastninger udsætte mundhulen for ætsende mavesyrer som kan angribe bulimikerens tandemalje. Det kan også skade spiserøret, leveren, lungerne og hjertet. I visse ekstreme tilfælde kan opkastninger medføre en sprængning af mavesækken og endog døden. Overdreven brug af afføringsmidler kan også være farlig. Det kan ødelægge tarmfunktionen og føre til vedvarende diarré og blødninger fra endetarmen. Misbrug af afføringsmidler kan ligesom gentagne opkastninger i værste fald føre til døden.

Ifølge USA’s Nationale Institut for Mentalhygiejne er der en stadig stigende forekomst af spiseforstyrrelser. Hvad er det der får nogle unge piger til at lege med døden ved at sulte sig? Hvorfor bliver andre så besat af mad at de grovæder for derefter at blive så fanatisk optaget af deres vægt at de føler sig tvunget til at kaste maden op? Dette vil blive uddybet i den følgende artikel.

[Fodnoter]