Hvad findes der uden for planeternes baner?

ASTRONOMEN Percival Lowell mente at en uopdaget planet måtte kredse om Solen i en bane der lå længere ude end Neptuns. Han gav den navnet Planet X og begyndte at søge efter den i 1905 fra sit observatorium i Flagstaff i den amerikanske stat Arizona. Lowell døde før han fandt Planet X, men eftersøgningen fortsatte. I 1930 opdagede Clyde Tombaugh ved Lowells observatorium Planet X. Den er nu kendt som planeten Pluto.

Astronomerne begyndte straks at spekulere over om der kunne findes endnu en Planet X. Der fulgte cirka tres års intens eftersøgning, som i de senere faser også foregik ved hjælp af rumsonder. Jagten medførte at man opdagede tusinder af asteroider, stjerner, galakser og stjernetåger, men ingen nye planeter.

Forskerne indstillede dog ikke jagten. De tog nye teknikker og stærkere teleskoper i brug, og nu kunne de få øje på kredsende genstande der er flere millioner gange for små eller lyssvage til at være synlige for det blotte øje. Langt om længe kronedes deres anstrengelser med held. Forbløffende nok har man siden fundet i snesevis af småplaneter i baner der ligger længere ude end Plutos.

Hvor befinder alle disse småplaneter sig? Hvor mange flere kan man regne med at finde? Er der tale om de fjerneste objekter i vort solsystem?

De fjerneste objekter

Vort solsystem består af ni planeter der kredser omkring Solen. Derudover krydses rummet også af asteroider, for det meste i et bælte mellem Mars og Jupiter. Desuden har man observeret næsten tusind kometer.

Hvilke af disse objekter kommer længst bort fra Solen? Det gør kometerne.

Ordet „komet“ er afledt af det græske komeʹtes, der betyder „langhåret person“. Sammenligningen skyldes den lange hale som alle kometer trækker efter sig. Disse himmelfænomener har givet anledning til overtro og hysteri. Kometer omtales stadig som apparitioner (åndesyner), et udtryk der har holdt sig fra den tid da man forbandt dem med noget overnaturligt. En af grundene til at de vakte stor frygt, var at de ofte viste sig samtidig med at der indtraf tragiske begivenheder.

Selv i dag kan kometer fremkalde fanatiske reaktioner. I marts 1997 begik 39 medlemmer af kulten Heaven’s Gate i Californien kollektivt selvmord da kometen Hale-Bopp nærmede sig Solen. De antog at et rumfartøj med fremmede væsener som angiveligt skjulte sig bag kometen, var på vej til Jorden for at tage dem med sig.

Men selvfølgelig har langtfra alle haft en fornuftstridig holdning til kometer. I det fjerde århundrede før vor tidsregning opstillede filosoffen Aristoteles den teori at kometer var skyer af lysende gas på himmelen. Nogle hundrede år senere drog den romerske filosof Seneca den skarpsindige slutning at kometer var himmellegemer i kredsløb.

Da teleskopet blev opfundet og Newton havde formuleret tyngdeloven, blev studiet af kometer en mere eksakt videnskab. I 1705 havde Edmund Halley fastslået at kometer kredser omkring Solen i lange elliptiske baner. Desuden bemærkede han at kometer der var blevet iagttaget i 1531, 1607 og 1682, fulgte samme bane og kom til syne med regelmæssige mellemrum på knap 76 år. Halley konkluderede korrekt at det var den samme komet der var blevet iagttaget alle tre gange, og den blev siden opkaldt efter ham.

Forskerne er nu klar over at kometer har en kompakt kerne, der i de fleste tilfælde er mellem halvanden og 19 kilometer i tværsnit. Kernen kan bedst sammenlignes med en snavset snebold hvis hovedbestanddel er is blandet med støvpartikler. Nærbilleder af Halleys komet taget fra rumsonden Giotto i 1986 viser stråler af gas og støv der står bagud fra kometen. Disse partikler ses tydeligt fra Jorden som kometens klart lysende hoved og hale.

To slags kometer

Kometerne inddeles i kategorierne periodiske og ikkeperiodiske efter den tid et kredsløb om Solen tager. De periodiske er under 200 år om at fuldføre et kredsløb om Solen. De opdeles i mellemperiodiske kometer, som Halleys komet, og kortperiodiske kometer. Deres baner ligger tæt på ekliptika, det plan hvori Jorden og solsystemets øvrige planeter kredser om Solen. Der findes måske en milliard periodiske kometer, og de fleste af dem kredser i baner der fører dem milliarder af kilometer bort fra Solen, fjernere end solsystemets yderste planeter, Neptun og Pluto. Det hænder at nogle af disse kometer, for eksempel Enckes komet, passerer planeter på så kort afstand at de bliver tvunget ind i en bane tættere på Solen.

I modsætning hertil kredser de ikkeperiodiske kometer omkring Solen fra alle retninger. De omfatter kometer som Hyakutake og Hale-Bopp, som tog sig flotte ud da de kom til syne for få år siden. De ventes imidlertid ikke tilbage før om nogle tusind år.

I udkanten af vort solsystem bevæger et utal af ikkeperiodiske kometer sig omkring. Denne kometsamling er blevet kaldt Oorts sky efter den hollandske astronom der i 1950 som den første fremsatte formodning om dens eksistens. Astronomerne anslår at den består af mellem en million og 100 millioner kometer, eller måske endnu flere! Nogle af disse kometer fjerner sig så langt som et lysår eller længere fra Solen.a Med den afstand kan et enkelt kredsløb tage mere end ti millioner år.

Småplaneter i hobetal

De småplaneter der blev omtalt i artiklens indledning, befinder sig længere ude end Pluto, derude hvor de kortperiodiske kometer har deres vendepunkt. Siden 1992 har astronomerne opdaget omkring 80 af disse små, planetlignende himmellegemer. Måske findes der tusinder med en diameter på 90 kilometer og derover. Disse småplaneter danner Kuiper-bæltet, der har navn efter den astronom som for næsten 50 år siden fremsatte formodning om dets eksistens. Himmellegemerne i Kuiper-bæltet er sandsynligvis sammensat af klippestykker og is.

Har de nylige opdagelser af småplaneterne revideret opfattelsen af det indre solsystem og dets oprindelse? Afgjort! Pluto, dens måne Charon, Neptuns måne, Triton, samt flere andre frosne objekter i det indre solsystem menes nu at stamme fra Kuiper-bæltet. Nogle astronomer mener endog at Pluto ikke bør regnes for en egentlig planet.

Hvor stammer de fra?

Hvordan er Kuiper-bæltet med dets utal af kometer og småplaneter opstået? Astronomerne har den hypotese at de stammer fra en fortidig sky af støvpartikler og fortættet is der blev forenet til større genstande. De var imidlertid for spredte til at de med tiden kunne blive forenet til ægte planeter.

Ikkeperiodiske kometer udgør også en anselig del af solsystemet. Disse kometers samlede masse er cirka 40 gange så stor som Jordens. De fleste menes at være dannet tidligt i solsystemets historie i det område hvor de såkaldte gaskæmper dannes.

Hvordan blev disse kometer slynget ud i deres nuværende baner så fjernt fra Solen? Formentlig er det sket ved at den gigantiske tyngdekraft fra store planeter som Jupiter har givet alle kometer der kom i deres nærhed, en kolossal fremdrift.

Udforskningen af kometerne

Kometer består af noget af det tidligste stof fra solsystemets dannelse. Hvordan kan man udforske disse fascinerende genstande? De kan studeres på nærmere hold når de passerer det indre solsystem. Forskellige rumfartsorganisationer har planer om i de kommende år at sende rumsonder op for at studere kometer.

Hvem ved hvilke opdagelser der endnu kan gøres i vort solsystem? De nyopdagede himmellegemer der kredser om Solen, og det større kendskab til dem gør Bibelens ord i Esajas 40:26 endnu mere magtfulde: „Løft jeres øjne mod det høje og se. Hvem har skabt disse? Det er Ham der fører deres hær ud efter tal; han kalder dem alle ved navn.“

[Fodnote]

[Ramme på side 27]

Kometer og meteorsværme

Når man iagttager en meteor der trækker sit lysspor hen over nattehimmelen, er det nok de færreste der tænker på at den kunne stamme fra en komet. Men det kan godt være tilfældet. Når en komet nærmer sig Solen, splintres dens frosne kerne lidt efter lidt og efterlader et kølvand af støv og sten der bliver til meteorer (også kaldt meteoroider). Disse partikler er tungere end støvet i en komethale og slynges derfor ikke ud i rummet af solvinden. I stedet danner de et bælte der kredser om Solen langs ophavskometens bane.

Hvert år passerer Jorden flere sådanne meteorsværme. Leoniderne, den meteorsværm der optræder i midten af november, består af rester fra kometen Tempel-Tuttle. Hvert 33. år skaber den et festfyrværkeri på nattehimmelen. Iagttagere af Leonidesværmen i 1966 beretter at de så en „byge“ på over 2000 stjerneskud i minuttet! Sidste år frembragte sværmen blændende ildkugler, og i november i år bliver der formodentlig en opvisning som også er værd at overvære.

[Diagram på side 25]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

7. Forskellige kometbaner

Kometen Kohoutek

Halleys komet

Solen

Jorden

Enckes komet

Jupiter

[Illustrationer på side 24-26]

1. Kometen Hale-Bopp i 1997

2. Edmund Halley

3. Percival Lowell

[Kildeangivelser]

1) Tony og Daphne Hallas/Astro Photo; 2) Culver Pictures; 3) Med tilladelse af Lowell Observatory/Dictionary of American Portraits/Dover

4. Halleys komet i 1985

5. Halleys komet i 1910

6. Stråler af gas og støv fra Halleys komet

[Kildeangivelser]

4) Med tilladelse af Anglo-Australian Observatory, foto af David Malin; 5) National Optical Astronomy Observatories; 6) Giotto-projektet, HMC chefforsker dr. Horst Uwe Keller, Canada-Frankrig-Hawaii-teleskopet

8. Kometen Shoemaker-Levy 9 blev splittet op i 21 fragmenter, som slog ned på Jupiter i 1994

9. Plutos overflade

10. Kometen Kohoutek i 1974

11. Asteroiden Ida med sin måne Dactyl

[Kildeangivelser]

8) Dr. Hal Weaver og T. Ed Smith (STScI) og NASA; 9) A. Stern (SwRI), M. Buie (Lowell Obs.), NASA, ESA; 10) NASA-foto; 11) NASA/JPL/Caltech