Rio de Janeiro — en smuk og fascinerende by

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I BRASILIEN

RIO DE JANEIRO har det hele — strande, bjerge, floder og regnskove. „Landskabet er så smukt at det er svært at bestemme sig for hvor man skal kigge hen først,“ siger en besøgende. Rio de Janeiro, eller blot Rio, bliver af mange betragtet som en af verdens smukkeste byer. Ordet „rio“ betyder „flod“, men byen ligger rent faktisk ved en bugt. — Se rammen på side 18.

Der bor 11 millioner i Rio, og byen har derfor også sin andel af problemer med vold, arbejdsløshed, boligmangel, forurening og trafikkaos. Alligevel kalder Rios indbyggere stolt deres by Cidade Maravilhosa (den vidunderlige by). En cariocaa har sagt: „Rio er en glad by. Man bliver i godt humør når man en solskinsdag ser strandene og bakkerne på sin vej til og fra arbejde.“ Lyder det lidt for rosenrødt? Lad os se nærmere på byen.

Bugter, strande og masser af sol

Vi begynder ved Guanabarabugten, stedet hvor Rio oprindelig blev grundlagt. Den 380 kvadratkilometer store bugt er fyldt med skovklædte øer, og den er omkranset af bakker og bjerge, hvoraf de mest kendte er Corcovadobjerget (der betyder „pukkelrygget“) og Sukkertoppen (portugisisk Pão de Açúcar). Corcovados top ligger 704 meter over bugten og er kronet med en 30 meter høj Kristusfigur med udstrakte arme der vejer 1145 tons. Sukkertoppen er kun 395 meter høj og har fået sit navn fordi den har samme kegleform som kolonisterne brugte til sukkerfremstilling. Besøgende kan komme op på Corcovado med et lille tog eller i bil, og en tovbane transporterer turister op på Sukkertoppen. Udsigten ud over Rio, som ligger klemt inde mellem det dybblå hav på den ene side og den frodige grønne skov og den bugtede flod Rodrigo de Freitas på den anden side, er betagende.

Strande med fint, hvidt sand og masser af sol gør Rio til en turistattraktion. Rios over 70 strande er som fluepapir om sommeren, hvor temperaturen når op på 40 grader. Hvilken strand er den bedste? Det er der mange meninger om. For carioca’erne er stranden samlingssted, læsesal, fodboldbane, volleyballbane, bar, restaurant, legeplads, koncertsal, gymnastiksal, kontor og naturligvis et sted hvor man kan tage hen for at svømme. Hver morgen er Rios promenader fyldt med kondiløbere og cyklister. Og på en solskinsdag vrimler det altid med folk på strandene. Trods denne tilsyneladende afslappede livsstil må carioca’erne arbejde hårdt for at få en plads i solen.

Indtil slutningen af det 19. århundrede var størstedelen af Rios bebyggelse trængt sammen omkring strandene ved Guanabarabugten. Men så byggede man tunneler der forbandt bugten med strandene langs Atlanterhavet, og byen blev udvidet sydpå. Med indvielsen af Copacabana Palace Hotel i 1923, der var et af de første luksushoteller i Sydamerika, blev Copacabana, „Havets lille prinsesse“, den første strand der blev berømt. Senere, i 1960’erne, blev Ipanema-stranden et samlingssted for intellektuelle og bohemer. Hvis noget ikke var blevet accepteret på Ipanema, var det ganske enkelt ikke „in“. Den største og sidst anlagte af Rios strande er Barra da Tijuca (18 kilometer lang), og den har fået tilnavnet Brasiliens Miami. Her findes byens største indkøbscentre og mange nye beboelsesejendomme.

En skov omgivet af en by

Rio er en meget grøn by, og den fredelige 141 hektarer store botaniske have, som findes i bykernen, ligger kun nogle få minutters gang fra det livlige strandmiljø. Den botaniske have blev anlagt i det 19. århundrede og rummer over 6200 arter tropiske planter og træer.

Et andet grønt område inden for bygrænsen er Tijuca-skoven, der ligger cirka 20 kilometer fra Rios centrum. Den dækker et areal på over 100 kvadratkilometer og er måske verdens største skov i et byområde. Den er en del af de skove der ligger ud til Atlanterhavet, og som engang strakte sig langs hele Brasiliens kystlinje. Besøgende kan se det majestætiske lyserøde træ Cariniana legalis og den smukke gulblomstrende Vochysia opagnata. Der er også de iøjnefaldende blå morfosommerfugle. Med hensyn til fugle er det almindeligt at se de farverige grønhovedede eller rødhalsede tangarer.

Et besøg i byens centrum

Rios centrum er fuldt af liv. Overalt vrimler det med travle mennesker; der er meget støj, og det er varmt. Fodgængere maser sig frem mellem gadesælgere der sælger alt lige fra importeret elektronik til tøj, krydderier og lægemidler mod ligtorne. Man kan nyde en tur med sporvognen hen over de 42 massive granitbuer der kaldes Arcos da Lapa. De blev bygget mellem 1712 og 1750 af indianere og slaver og var oprindelig en akvædukt der ledte vand ind til Rios centrum. Men i 1896 oprettede man en sporvognslinje på akvædukten, hvorved den i stedet blev en viadukt.

Bykernen har også et europæisk islæt. Nationalmuseet for kunst, som blev bygget mellem 1906 og 1908, har en facade der ligner Louvre-museets i Paris, og de kolorerede vinduesrammer og mosaikruder minder én om den italienske renæssance. En anden fremtrædende bygning er byteatret, som blev indviet i 1909 og har plads til 2357 tilskuere. Det er inspireret af operahuset i Paris.

Fodbold og samba

Carioca’erne elsker en god fodboldkamp, og når der skal spilles vigtige ligakampe, foregår det altid på Maracana Stadion. Det er verdens største fodboldstadion, og til nogle kampe har der været cirka 200.000 tilskuere. Af hensyn til sikkerheden og de mange fodboldfans velbefindende må der i øjeblikket kun være 100.000 på stadionet.

Sambaen, der stammer fra Afrika, er carioca’ernes yndlingsdans. På byens sambaskoler går der flere tusind dansere, både mænd, kvinder og børn, som ofte kommer fra det samme kvarter. Under karnevalet, lige inden faste, går alle disse dansere, hvoraf der kan være op til 5000 på hver skole, i rækker gennem Sambódromo, en kæmpestor paradeplads, og passerer gennem to parallelle betontribuner med plads til op mod 100.000 mennesker. Men karnevalet er desværre blevet mere kendt for deltagernes løssluppenhed, der omfatter spirituskørsel, stofmisbrug og seksuel promiskuitet, end for dansen.

Rio kæmper med problemer

I årtier var Rio de Janeiro Brasiliens industricenter, men i 50’erne overtog São Paulo denne position. Drømmen om en højere levestandard fik mange til at flytte fra landet og ind til Rio. Det tvang dele af byens befolkning til at stuve sig sammen i lejlighedskomplekser, mens de mindre heldige bosatte sig på bjergskråningerne og byggede klynger af interimistiske huse, hvorved der opstod barakbyer eller favelas. I begyndelsen var disse huse sat sammen af kasserede konservesdåser og kasser der var dækket med zinkplader. Der var ikke indlagt vand, kloakker eller elektricitet, men det var en fordel for beboerne at barakbyerne lå tæt på deres arbejdspladser. I dag breder enorme barakbyer sig op over bjergsiderne bag de fornemme lejlighedskomplekser der er opført langs Copacabana og Ipanema. Det er de færreste steder i verden at kontrasten mellem rig og fattig er så tydelig.

De nyere barakbyer er opført i mursten. Byplanlæggere har forsøgt at forbedre dem ved at bygge gader og tilbyde andre goder, men det er ikke nogen nem opgave. Ifølge en nylig undersøgelse lever der cirka 900.000 mennesker i Rios over 450 barakbyer. I den største barakby, Rocinha, bor der over 150.000. „Det er som en by i byen,“ forklarer Antônio, der bor i denne barakby, men arbejder i en bank ved Ipanema. Beboerne har kabel-tv, lokalradio og en FM-radiostation samt et professionelt fodboldhold og en sambaskole. Men livet i barakbyen har også en dyster side. Sommerregnen forårsager jordskred på bjergskråningerne, hvilket har ført til at nogle er blevet kvæstet og andre endda er omkommet. I forbindelse med et nyt genplantningsprogram har man fjernet huse som var bygget i udsatte områder, og det har forbedret situationen.

Et andet stort problem er den organiserede kriminalitet. Det går mest ud over dem af de unge der skaber sig en karriere som narkohandlere. Forholdet mellem narkohandlere og beboere styres af nogle bestemte regler. „Der er praktisk talt ingen i barakbyerne som bliver udsat for røveri, overfald eller voldtægt. Ingen tør begå disse forbrydelser. Folk ved at de vil blive slået ihjel hvis de gør det,“ forklarer João, som har boet i en barakby i 40 år. For at få indbyggernes støtte og sympati straffer narkohandlere forbrydelser, også dem der ikke har forbindelse til narkoverdenen. „Tingene har ændret sig noget, men det er stadig almindeligt at [barakbyernes] indbyggere beder narkohandlere om at sørge for begravelser, købe medicin eller mad, betale deres husleje eller dække udgifter til underholdning,“ tilføjer João.

Andre udfordringer

Rio ligger mellem havet og bjergene og er skudt op på en sumpmark, en beliggenhed der næppe er en fordel for udviklingen i en storby. Igennem årene har det været nødvendigt at ’kæmpe en kamp mod følgende tre elementer: sumpen, havet og bjergene,’ forklarer bogen Rio de Janeiro — Cidade e Região (Rio de Janeiro — byen og området). For at vinde denne kamp er der blevet bygget utallige tunneler, og landområder er blevet fyldt op for at forbinde forskellige bydele. Jernbanen har også været en vigtig faktor i forbindelse med at befolke forstadskommuner. I dag er det imidlertid en speciel oplevelse at køre med tog. „Der er et hav af mennesker som forsøger at komme med toget, og man behøver derfor ikke at anstrenge sig for at stige på. Man bliver skubbet ind i toget af mængden,“ forklarer Sérgio, som tager toget fra en af forstæderne klokken fem om morgenen for at møde på arbejde klokken syv. Togene er så fyldte at de ofte afgår fra stationen med dørene åbne og passagerer hængende på siden af vognene. De mest dristige carioca’er sætter sig endda på taget, tog-surfing, som det kaldes. Hvis ikke det lykkes dem at undvige el-kablerne, er der stor sandsynlighed for at det vil koste dem livet.

En anden udfordring er bevarelsen af Guanabarabugten, der er et symbol på byens skønhed. Ifølge en rapport fra Verdensbanken er dens vande nogle steder „kun en anelse bedre end kloakvand, hvilket skyldes de enorme mængder af industrielt spildevand og ubehandlet (eller kun delvis behandlet) kloakvand som ledes ud [i havet]“. Det har påført bugten uhyre stor skade og har reduceret antallet af fiskearter betydeligt, hvilket er gået ud over de 70.000 fiskere der er afhængig af bugten for at tjene til livets ophold. Forurenede strande skræmmer også turisterne væk. Regeringen har forsøgt at udvide kloaksystemet og føre kontrol med industrien. Symbolet for Rios antiforureningskampagne er to delfiner. Folkene bag denne kampagne forudsiger at der vil svømme delfiner i Guanabarabugten inden år 2025.

Rio er stadig en smuk by

Hvad er din mening efter at have kastet et hurtigt blik på byen? De fleste turister og carioca’er synes stadig at Rio er en smuk by. Og hvad med byens problemer? Det ville være skønt hvis de kunne blive løst. Men indtil det sker, må carioca’erne på bedste måde forsøge at leve med problemerne og glæde sig over de smukke omgivelser. Det har de også lært at gøre, takket være deres kreativitet og humor.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 18]

Milepæle i Rios historie

1502: Den 1. januar forveksler den portugisiske sømand André Gonçalves indsejlingen til Guanabarabugten med en flodmunding og kalder den Rio de Janeiro (Januarfloden).

1565: Estácio de Sá, anfører for den portugisiske hær, anlægger en lille koloni mellem bjergene Sukkertoppen og Cara de Cão hvorfra han kan bekæmpe franskmændene, som også gør krav på området. Denne koloni bliver begyndelsen til Rio.

1763: I et forsøg på at kontrollere de enorme mængder guld og diamanter der passerer gennem havnen på vej til Portugal fra den nærliggende stat Minas Gerais, gør portugiserne Rio til hovedstad. Handelen med afrikanske slaver øges.

1808: Det portugisiske hof ankommer efter at være flygtet fra Napoleon I’s forestående invasion af Portugal, og Rio bliver midlertidigt opholdssted for den portugisiske kongefamilie. Rio fortsætter med at være hovedstad indtil byen Brasília bliver anlagt i 1960.

[Kildeangivelse]

FOTO: MOURA

[Illustration på side 16, 17]

Stranden Barra da Tijuca

[Illustration på side 17]

Maracana, verdens største fodboldstadion

[Illustration på side 18]

Arcos da Lapa, akvædukten der blev til en viadukt