Fra en brølende løve til et fredeligt lam
FORTALT AF ENRIQUE TORRES, JUN.
JEG er født i 1941 på den caribiske ø Puerto Rico, hvor man taler spansk. Mine fattige forældre var katolikker, men hverken mine søstre, min lillebror (der døde som barn) eller jeg selv fik nogen religiøs oplæring, og vi gik sjældent i kirke.
Min familie forlod Puerto Rico og rejste til USA i 1949. Vi slog os ned i East Harlem, kaldet Spanish Harlem, i New York. Her boede vi indtil 1953. Jeg havde svært ved at lære engelsk, og det fik mig til at føle at jeg ikke slog til.
Dårlig påvirkning
Vores familie flyttede derefter til Prospect Heights-området i Brooklyn. Det var i denne periode at jeg blev påvirket af mine kammerater til at blive medlem af en gadebande. Senere blev jeg bandens „general“. Derefter blev jeg leder af en anden bande, som stjal biler. Jeg blev også „runner“ (en der opkræver illegal spillegæld) for kvarterets bookmakere. Jeg avancerede i den kriminelle verden og blev indbrudstyv. Inden jeg fyldte 15, var jeg blevet arresteret utallige gange. På det tidspunkt var jeg gået ud af skolen.
Da jeg var 16, sendte myndighederne mig til Puerto Rico i fem år som en del af en aftale hvor jeg efter tilståelse af visse tiltaleforhold kunne opnå strafnedsættelse. Jeg blev sendt til min bedstefar og hans familie. Han var en kendt og respekteret politibetjent der var gået på pension. Et år senere sendte min bedstefar mig imidlertid tilbage til Brooklyn fordi jeg deltog i druk og spektakler, færdedes med lyssky elementer og begik indbrud.
Min fars rolle i mit liv
Da jeg kom tilbage til New York, var min far begyndt at studere Bibelen med Jehovas vidner. Men min livsførelse gik i den modsatte retning. Jeg fortsatte med at føre et gudløst liv og blev stof- og alkoholmisbruger. Jeg blev medlem af en bande der begik tyverier og væbnede røverier, hvilket førte til at jeg blev arresteret i 1960. Jeg blev erklæret skyldig og idømt tre års fængsel.
I 1963 blev jeg prøveløsladt. Men kort efter blev jeg igen arresteret for tyveri og idømt to års fængsel på Rikers Island i New York. I 1965 blev jeg løsladt. Samme år blev jeg arresteret for mord. Jeg var blevet som en rasende løve.
Retten dømte mig til 20 år i Dannemora, i den nordlige del af staten New York. Her blev jeg en del af fængselets subkultur.
Som tidligere nævnt studerede min far Bibelen med Jehovas vidner. Han blev senere døbt og tjente som ældste i en menighed i Harlem. Han besøgte mig ofte under fængselsopholdet, og han fortalte mig altid om Gud, hans navn og hans hensigt.
Mens jeg sad fængslet i Dannemora, kom jeg med i en gruppe af lånehajer, der udlånte penge til en skyhøj rente. I denne periode, i 1971, udbrød der en opstand i Attica-fængselet i New York. Opstanden blev forsidestof i mange aviser og blev omtalt i radio og fjernsyn verden over. Efter denne opstand besluttede vores fængselsinspektør sig for at frasortere indsatte som øvede en dårlig indflydelse på andre fanger, for at forhindre at noget lignende skete i Dannemora. Disse fanger ville han så isolere i særlige celleafsnit.
Ud af 2200 fanger blev omkring 200 af os isolationsfængslet. Ved en yderligere sortering blev nogle af os udpeget til en ordentlig omgang prygl. Som en del af det der gik under betegnelsen „adfærdsterapi“, blev der desuden blandet sløvende midler i maden.
Det var faktisk ikke første gang jeg blev isolationsfængslet for at være uregerlig. Men det var første gang jeg var offer for så grusom en behandling, og det påvirkede mig dybt. Jeg fik håndjern på, mine ben blev lænket, og jeg blev banket adskillige gange af vagterne. Jeg måtte også hele tiden udholde racistiske fornærmelser på grund af min nationalitet. Ydmygelserne og pryglene fik mig til at gå på en begrænset sultestrejke i den tid jeg sad i isolation, det vil sige omkring tre måneder. Som følge heraf tabte jeg næsten 25 kilo.
De forespørgsler min far rettede til fængselsbetjentene angående mit dårlige helbred, blev overhørt. Jeg følte ikke der var noget håb og skrev til politikere for at få hjælp i forbindelse med den uretfærdige behandling.
Min far fortalte gentagne gange aviserne om hvordan jeg blev pryglet og ydmyget, og at der blev iblandet sløvende midler i de indsattes mad i denne særlige celleblok. Det var imidlertid kun avisen Amsterdam News der reagerede og bragte en artikel om de elendige forhold. Min far opsøgte også flere gange direktøren for Kriminalforsorgen i Albany i New York, men han fik hver gang at vide at jeg sad i et almindeligt celleafsnit. Politikerne fik min indberetning om forholdene i fængselet, men jeg talte for døve ører. Jeg blev mere fortvivlet end nogen sinde før, eftersom jeg tilsyneladende ikke kunne hente hjælp nogen steder.
Men så var det at jeg huskede på nogle af de ting min far havde fortalt mig. Jeg besluttede at bede Gud om hjælp.
Jeg søger hjælp hos Gud
Inden jeg bad til Gud, huskede jeg at min far hele tiden havde opmuntret mig til at bede, ikke til Jesus, men til hans Fader, hvis navn er Jehova. Jeg faldt på knæ på cellegulvet og udtrykte dyb sorg over den måde jeg havde valgt at leve livet på, hvilket havde resulteret i at jeg havde tilbragt over halvdelen af mit liv i fængsel. Jeg bad inderligt Jehova om at hjælpe mig ud af denne vanskelige situation, for nu havde jeg indset at det kun var ham der havde magt til at hjælpe mig.
Jeg ved ikke hvor længe jeg bad, men jeg fortalte om min fortid og anmodede angerfuldt Jehova om tilgivelse. Jeg lovede at jeg ville prøve at lære mere om ham. Kort efter blev jeg løsladt fra denne fangekælderlignende isolationscelle til det almindelige celleafsnit, og jeg afsluttede min sultestrejke.
For at holde mit løfte om at lære Jehova bedre at kende begyndte jeg at læse Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter. En af de ting jeg godt kunne lide ved denne bibeloversættelse, var det grønne omslag. Denne farve tiltalte mig fordi tøjet, cellerne, væggene og gangene i fængselet havde en trist grå farve. Til min overraskelse blev farven på alle disse ting senere ændret til grøn. Fængselsledelsen valgte farven efter opstanden i Attica-fængselet.
Jeg begyndte også at læse artikler i Vagttårnet og Vågn op! som min far sørgede for blev leveret til mig. Det gjorde et dybt indtryk på mig at læse om de mange Jehovas vidner der havde været fængslet fordi de holdt fast ved deres tro, og som havde været meget mere igennem end jeg. De havde ikke begået nogen forbrydelser, men led uretfærdigt fordi de var trofaste over for Gud. Jeg havde derimod fået hvad jeg fortjente. Disse beretninger rørte ved noget i mig, og jeg fik lyst til at få mere at vide om Jehova og hans folk.
Året efter kom jeg endelig for en benådningskommission. Min sag blev taget op igen; også det jeg var blevet udsat for i det særlige celleafsnit, blev behandlet. Jeg blev glad da jeg fik at vide at jeg kunne blive prøveløsladt i 1972.
To uger efter min løsladelse overværede jeg et møde i Jehovas Vidners lokale rigssal i den spanske del af Harlem. Men jeg følte mig stadig uværdig til at færdes sammen med Jehovas folk. Og jeg havde stadig meget at lære om Jehova og hans organisation. Jeg havde også brug for at omstille mig efter at have tilbragt så meget tid i fængselet.
Desværre havde min tidligere livsstil stadig tag i mig. Jeg begyndte igen at tage stoffer, begå kriminalitet og føre et udsvævende liv. Det endte med at jeg fik en ny fængselsdom, denne gang på 15 år. Alligevel føler jeg at Jehova må have set noget godt i mit hjerte, eftersom han aldrig opgav mig. Jeg kan kun sige til andre at uanset om man er i fængsel eller ej, forlader eller opgiver Jehova aldrig dem der gerne vil lære ham at kende.
Jeg studerer Bibelen i fængselet
Da jeg kom tilbage til fængselet i Dannemora, benyttede jeg muligheden for at studere Bibelen med et af Jehovas vidner hver uge. Senere blev jeg overflyttet til Mid-Orange-fængselet, et åbent fængsel i den nordlige del af staten New York. Det var en stor forandring fra det topsikrede fængsel i Dannemora.
Efter at have siddet fængslet i to år begyndte jeg at deltage aktivt i et bibelstudium som en anden indsat havde, og det erklærede fængselsmyndighederne sig indforståede med. Den indsattes mor, der var et af Jehovas vidner, havde arrangeret dette studium for ham. Jeg fortsatte med at tilegne mig kundskab. Omsider begyndte jeg at anvende principperne fra Bibelen i mit liv, hvilket førte til at jeg med tiden gjorde åndelige fremskridt.
Efter at være blevet nægtet prøveløsladelse syv gange fik jeg nødtvungent tilladelse den ottende gang. Begrundelsen for at jeg tidligere var blevet nægtet den, var min „tilbøjelighed til kriminalitet“. Jeg blev løsladt efter at have afsonet 8 af de 15 år som dommen lød på.
Sidste løsladelse fra mørket
Efter min løsladelse bukkede jeg i en kort periode under for narkotikamisbrug. Jeg levede også i et papirløst forhold med en kvinde. Det var begyndt i 1972. I 1983 genoptog jeg dog mit studium af Bibelen med Jehovas Vidner. Denne gang begyndte jeg at overvære de kristne møder regelmæssigt. Men inden alt dette var jeg holdt op med at ryge og tage stoffer.
Ikke desto mindre levede jeg stadig papirløst sammen med min kæreste, hvilket var i strid med Guds retningslinjer for ægteskabet. Det nagede min samvittighed, og jeg prøvede derfor at få hende til at tage imod tilbudet om et bibelstudium og gå med til at legalisere vort forhold ved at gifte sig med mig. Men hun sagde at Bibelen var skrevet af mennesker for at mænd kunne undertrykke kvinder, og at det ikke var nødvendigt at være lovformeligt gift.
Jeg indså at jeg ikke kunne fortsætte med at leve i et umoralsk forhold med en kvinde der ikke respekterede Guds retningslinjer for ægteskabet. Jeg afsluttede derfor vort forhold og flyttede til Brooklyn. Jeg vidste at jeg ikke kunne fortælle andre om Gud og hans hensigt hvis mine egne forhold ikke var i harmoni med hans love.
Nu hvor jeg havde rettet mit liv helt ind efter den bibelske vejledning, kunne jeg efter tre års studium af Bibelen med en ren samvittighed indvi mit liv til at gøre Guds vilje. Som et symbol på min indvielse blev jeg døbt ved et af Jehovas Vidners områdestævner. Jeg har aldrig fortrudt det løfte jeg aflagde, om at lære den Gud at kende hvis navn min far altid nævnte for mig. Og det løfte jeg gav Jehova i Dannemora-fængselets fangehul, vil jeg anstrenge mig for at holde indtil han gennemfører de mange velsignelser han har lovet i sit ord.
Jeg ser frem til Paradiset
Jeg glæder mig meget til den tid hvor Jehova vil omdanne hele jorden til et smukt paradis. (Salme 37:11, 29; Lukas 23:43) Men jeg ser også frem til et andet af Guds løfter, nemlig at de døde vil blive oprejst til evigt liv på jorden. (Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15) Hvor bliver det skønt når jeg kan byde mine kære velkommen tilbage fra graven, deriblandt min far, min lillebror og andre af mine venner som døde alt for tidligt. Jeg tænker ofte på dette håb, og det fylder mig med glæde. Jeg fryder mig også over at mine to søstre og nogle af deres børn har indviet sig til Jehova og er blevet døbt.
Når jeg i dag fortæller andre om min tro og min livshistorie, glæder jeg mig over at vise dem salmistens trøstende ord i Salme 72:12-14, hvor der står: „Han vil udfri den fattige som råber om hjælp, og den nødstedte og den der ingen hjælper har. Han vil ynkes over den ringe og den fattige, og de fattiges sjæle vil han frelse. Fra undertrykkelse og vold vil han genløse deres sjæl, og deres blod vil være dyrebart i hans øjne.“
Den tålmodighed Jehova har vist mig, har varmet mig om hjertet og hjulpet mig til at lære og at praktisere de egenskaber som han ønsker skal kendetegne hans folk — ikke løvens vilde natur, men lammets fredelige, venlige og milde natur. Det er nødvendigt, for som der siges i Bibelen, ’viser Gud de sagtmodige sin gunst’. — Ordsprogene 3:34.
[Tekstcitat på side 12]
„Jeg blev igen arresteret for tyveri og idømt to års fængsel på Rikers Island i New York. I 1965 blev jeg løsladt. Samme år blev jeg arresteret for mord. Jeg havde udviklet en løves vilde natur“
[Illustration på side 13]
Da jeg blev døbt