Når regnen ikke kommer

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I BRASILIEN

SIDSTE år blev en stor del af det nordøstlige Brasilien alvorligt ramt af en streng tørke. Ifølge bladet Veja måtte hundredtusinder af nordestinos, som indbyggerne i den nordøstlige del af landet kaldes, se sig „prisgivet regnen der ikke kommer“. Tørken ødelagde afgrøder som ris, bønner og majs, hvilket førte til en omfattende hungersnød — den værste i 15 år. Nogle steder var der endda mangel på drikkevand.

Brasilianerne er ikke ukendte med tørke. Under nationens værste tørke i 1877 døde omkring 500.000 af sult. Dengang svor den brasilianske kejser, Dom Pedro II, at han ville løse dette problem om han så skulle sælge alle ædelstenene i sin krone! Der er nu gået mere end 100 år, og tørken er stadig et problem i dag. Under sidste års tørke anslog man at helt op til 10 millioner indbyggere i 1209 byer i det nordøstlige Brasilien ville blive berørt af den.

Trosfællers kærlige hjælp

Da man på Vagttårnets afdelingskontor i Brasilien fik melding om tørken, tog man omgående fat på opgaven med at hjælpe. Man sendte repræsentanter ud til hårdt ramte områder i staterne Bahia, Ceará, Paraíba, Pernambuco og Piauí for at vurdere problemets omfang. Disse rejsende tilsynsmænd blev klar over at 900 Jehovas vidner og dem de studerer Bibelen med i disse områder, havde hårdt brug for hjælp. Nogle levede af yams, andre havde kun ris. En familie havde ikke noget at spise, kun mælk at drikke til morgen, middag og aften. En kristen søster som lider af kræft, måtte sælge sin seng for at kunne købe lidt mad. En familie på seks havde spist hvad de troede var deres sidste måltid, da hjælpen fra deres kristne brødre nåede frem.

Der blev med det samme nedsat nødhjælpsudvalg som skulle organisere fordelingen af fødevarerne. Forkyndere fra Recife og andre nabobyer bidrog gavmildt med forsyninger til de trængende. Men da der blev behov for yderligere hjælp, trådte kristne fra Rio de Janeiro til for at hjælpe deres brødre. I løbet af kort tid havde forkynderne skænket 34 tons fødevarer og betalt hvad det kostede at transportere forsyningerne de 2300 kilometer til Recife.

I hovedbyerne i staterne Piauí og Paraíba indsamlede man hurtigt seks tons fødevarer. En rigssal i byen Fortaleza blev anvendt som midlertidigt depot for de fødevarer man havde modtaget. Men der var et problem. Hvordan kunne forkynderne transportere fødevarerne til deres bestemmelsessted? En mand der ikke var et af Jehovas vidner, tilbød venligt at man kunne bruge hans lastbil. Men det kete at lastbiler der transporterede fødevarer og andre forsyninger, blev udsat for væbnet røveri. Ville nødhjælpen mon nå frem? Forkynderne var besluttede på at gøre et forsøg. I fuld tillid til Jehova kørte de lastbilen med fødevarerne ind i området. Forsyningerne nåede sikkert frem og blev modtaget med stor taknemmelighed.

Lykke ved at give og ved at modtage hjælp

De Jehovas vidner der organiserede nødhjælpsarbejdet, var begejstrede for at de kunne hjælpe deres brødre. En menighedsældste der bor i São Paulo, fortæller: „Sidste gang det var knapt med føde, blev vi ikke bedt om at bidrage med fødevarer. Vi er meget taknemmelige for at man har bedt os om det denne gang!“ Vidnerne i Fortaleza skrev: „Vi er meget glade for at vi har kunnet hjælpe vore brødre, især fordi vi er overbeviste om at vi har glædet Jehovas hjerte. Vi tænker altid på ordene i Jakob 2:15, 16.“ Disse vers i Bibelen siger: „Hvis en broder eller en søster er nøgen og mangler den daglige føde, og en af jer siger til dem: ’Gå bort i fred, hold jer varme og mætte,’ men I ikke giver dem det fornødne til legemet, hvad gavner det så?“

Vidnerne satte undertiden opmuntrende hilsener på de pakker med fødevarer de gav som nødhjælp. På en af dem stod der: „Husk på løftet i Salme 72:16 om at der snart vil være en overflod af føde i Guds nye verden.“ De hungerramte vidner var selvsagt meget taknemmelige for den kærlighed deres brødre viste dem. En forkynder hvis familie modtog en meget tiltrængt hjælp, gav i et brev udtryk for sin værdsættelse: „For min familie og mig er dette et håndgribeligt vidnesbyrd om den kærlighed som vor barmhjertige Gud og Fader, Jehova, nærer til os, og den kærlige omsorg som hans organisation har for os, dens medlemmer. Det har fået os til at føle os nærmere knyttet til ham og hans folk.“

En varig løsning

Ironisk nok er der ikke mangel på vand i det nordøstlige Brasilien; der er store mængder vand både i undergrunden og i reservoirer. Hvis alle kunne få adgang til disse vandforsyninger, ville man kunne dyrke mange afgrøder.

Inden længe vil det problem der voldte kejser Dom Pedro II så mange kvaler, blive løst for bestandig. Den dag vil komme da Guds rige gennem Jesus Kristus vil løse alle jordens problemer, deriblandt problemet med hungersnød. Til den tid vil man i de områder som er ramt af tørke, opleve opfyldelsen af Esajas’ profeti: „I ørkenen er vand brudt frem, og regnfloder på ørkensletten. Og den afsvedne jord er blevet som rørbevoksede damme, og den tørstige jord som vandkilder.“ — Esajas 35:1, 2, 6, 7.

[Ramme/illustrationer på side 15]

’Gør det der er godt mod alle’

Apostelen Paulus gav følgende råd til sine trosfæller: „Lad os da gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen.“ (Galaterne 6:10) Den tørke der for nylig ramte Brasilien, gav Jehovas vidner mulighed for at føre dette råd ud i praksis. De viste kærlig omsorg, ikke blot for deres trosfæller, men også for andre. Det har ført til at nogle som før har været modstandere af det arbejde Jehovas vidner udfører, nu er begyndt at se anderledes på Vidnerne.

En mand var i begyndelsen meget utilfreds med at hans kone ville studere Bibelen med Jehovas vidner. På et tidspunkt begyndte hun at tale med andre om sin nyfundne tro. Da hungersnøden var hårdest, kom de lokale vidner til ægteparrets hjem med mad, og det gjorde et sådant indtryk på manden at han besluttede at overvære et møde i den lokale rigssal, noget han før havde svoret aldrig at gøre. Selv om han stadig tvivlede på at Bibelen var inspireret af Gud, tog denne tidligere modstander imod et bibelstudium.

Et af Jehovas vidner der bor et andet sted, fortæller: „Vi var overraskede over at nødhjælpsforsyningerne nåede så hurtigt frem. Mængden af fødevarer overgik vore forventninger. Efter at have dækket vore brødres og familiers behov, delte vi derfor fødevarer ud til dem vi studerer Bibelen med, til deres familier og til vore naboer.“

I en landsby gav de lokale vidner pakker med fødevarer til nogle af deres naboer. En taknemmelig nabo sagde: „I gør som Kristus har lært os; I giver uden at forvente noget til gengæld.“

[Illustration på side 14]

Virkningerne af tørken

[Kildeangivelse på side 13]

UN/DPI Photo af Evan Schneider