Det underjordiske Paris
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I FRANKRIG
DESPERAT drejer jeg nummeret og håber på at en eller anden tager telefonen. „Hallo! Hallo!“ fremstammer jeg. „Jeg har tabt min bilnøgle ned i kloakken! Vil I ikke nok skynde jer at komme?!“ En speciel brigade af kloakarbejdere kommer i en fart. Deres job består i at rense kloakker, tømme oversvømmede kældre og bjærge de nøgler, briller, tegnebøger og endda kæledyr som regelmæssigt forsvinder i Paris’ 18.000 kloakker. De får fat i mine nøgler igen, og med et lettelsens suk takker jeg dem mange gange.
Næste dag beslutter jeg mig for at besøge Musée des Égouts (Kloakmuseet) på Seinens venstre bred, over for de berømte sightseeingbåde og i nærheden af Eiffeltårnet. I omkring 130 år har Paris stolt kunnet fremvise sin underjordiske verden. Ved at gøre som de 90.000 mennesker der hvert år besøger dette enestående museum, finder jeg ud af hvorfor. Kom med og se nærmere på det som den berømte franske forfatter fra det 19. århundrede, Victor Hugo, kalder „uhyrets bug“ — Paris’ kloakker.
Let tilgængelig „bug“
Efter at være steget 5 meter ned ser jeg museets første udstillingsgenstand — en udstoppet rotte. Det løber mig koldt ned ad ryggen! Det siges at der for hver indbygger i Paris er tre rotter, dyr som er utrolig gode til at fordøje selv de stærkeste gifte. De får unægtelig rigeligt at æde. Hver dag fortærer de 100 tons af affaldet i kloakken, hvilket svarer til en tredjedel af det.
Sten, søm, nøgler og andre tunge genstande bliver blandet med spildevand og regn og fylder kloakken op. Til lyden af vandets dryppen tager jeg de maskiner i øjesyn som renser denne kæmpe „bug“, et rørsystem der er 2100 kilometer langt. Hvert år fjerner kloakarbejdere omkring 15.000 kubikmeter affald. Tæt mørke, strømme af stinkende spildevand, smattede vægge og pludselige stigninger i vandstanden kan gøre en kloakarbejders opgave ganske besværlig.
For øvrigt er der under kloakkens loft påmonteret en mængde bugtende rør med et vældigt netværk af vandledninger, telefon- og lysreguleringskabler.
Det begyndte med romerne
Romerne var de første der udstyrede Paris med kloakker. Under de romerske termer i latinerkvarteret er der stadig omkring 18 meter tilbage af de romerske kloakker. Men da Romerriget faldt, glemte man alt om hygiejnen. Paris forblev snavset og uhygiejnisk i flere hundrede år og havde kun primitive kloakker (afløbsrender midt på vejen) eller grøfter som ledte det flydende affald bort. Grøfterne stank og skabte grobund for infektioner. I 1131 døde Ludvig VI’s ældste søn af en infektion efter at være faldet ned i en åben kloak.
De åbne afløb var steder hvor man kunne skaffe sig af med affald, og det samme gjaldt for de nye tildækkede afløb, som nemt stoppede til. Situationen blev yderligere forværret når vandstanden i Seinen steg og kloakkerne gylpede ildelugtende mudder og affald op. På daværende tidspunkt var Paris’ kloakeringssystem meget begrænset. I 1636 var kloakledningen kun 22 kilometer lang og blev brugt af en befolkning på 415.000. Halvandet århundrede senere var den blot 3 kilometer længere. På Napoleons tid fik den ’akut forstoppelse’.
I det 19. århundrede undersøgte og kortlagde man de eksisterende kloakker. Det viste sig at de udgjorde næsten to hundrede tunneler, hvoraf mange hidtil havde været ukendte. Hvordan skulle man fjerne de mange tons mudder der var flere hundrede år gammelt? Der bredte sig det rygte at man kunne finde værdigenstande under gaderne i Paris. Derfor flyttede en mængde begærlige skattejægere til. De pløjede sig igennem dyndet, hvor de fandt mønter, smykker og våben.
System i kloakanlægget
Omsider kom der system i kloakkerne, og de blev moderniseret, udvidet og forbundet med de enkelte huse. Der blev anvendt rør der var store nok til at klare uventede oversvømmelser. I 1878 var der et kanalsystem på 650 kilometer under de brede hvælvinger. Victor Hugo skrev: „Kloakken er ren, . . . stadset op.“
I løbet af det 20. århundrede er systemet blevet udvidet til det dobbelte. Og kloakkerne er blevet et spejlbillede af storbyen. Hvordan det? Hver kloakledning bærer navnet på den gade den løber langs med, samt nummeret på bygningen oven over den. Man har fortsat ansigtsløftningen med et istandsættelsesprojekt til 2,3 milliarder kroner som blev påbegyndt i 1991. Den tiårige istandsættelse af dette uundværlige anlæg, som ekspederer 1,2 millioner kubikmeter vand om dagen, omfatter også installeringen af et automatisk rensningsanlæg og et computerstyret kontrolsystem.
Jeg ser frem til at få en mundfuld helt almindelig pariserluft, så jeg afslutter mit besøg. Men jeg er ikke færdig med min tur under jorden. „Hvis man vil se Paris’ inderste dybder, skal man gå til katakomberne,“ siger manden i souvenirbutikken. „Tyve meter under jorden ligger knoglerne af seks millioner mennesker stablet op.“ Hvordan er de havnet dér?
Kirker forpester luften
Det var først i det 18. århundrede at Paris’ katakomber — en underjordisk kirkegård — blev fyldt med knogler. I middelalderen begyndte man at begrave folk i eller ved kirkerne. Det var indbringende for kirken, men yderst usundt, da kirkegårdene befandt sig i byens centrum. Det blev et mareridt for dem der boede op til Saints-Innocents, som var den største kirkegård i Paris, og hvis 7000 kvadratmeter tog imod de døde fra omkring 20 kirker samt uidentificerede lig og pestofre.
I 1418 leverede den sorte død sit bidrag med omkring 50.000 døde. I 1572 blev tusinder af ofre for massakren på Bartholomæusnatten stuvet ned i Saints-Innocents.a Folk krævede kirkegården lukket. Cirka to millioner kadavere, der lå i stabler som visse steder begyndte 10 meter nede i jorden, havde hævet jordbunden med mere end 2 meter. Kirkegården skabte grobund for infektioner, og den afgav en rådden lugt, som efter sigende kunne få mælk eller vin til at blive sur. Men de gejstlige modsatte sig lukningen af byens begravelsespladser.
I 1780 brød en fællesgrav op og udgød lig i de tilstødende kældre. Nu kunne det være nok! Kirkegården blev lukket, og det blev forbudt at begrave folk i Paris. Massegravene blev tømt ud i de nedlagte Tombe-Issoire-stenbrud. Hver nat i 15 måneder overførte makabre vogntog skeletresterne. Denne beslutning blev udvidet til også at omfatte 17 andre kirkegårde og 300 tilbedelsessteder. Skeletresterne blev kastet ned i en næsten 18 meter dyb skakt, hvor en trappe nu fører én fra gaden ned i katakomberne.
Et besøg i Paris’ katakomber
Fra Place Denfert-Rochereau, som ligger lige syd for latinerkvarteret, går jeg de 91 trin ned til katakomberne. I 1787 var damerne fra det kongelige hof de første til at bese denne underjordiske begravelsesplads i skæret af brændende fakler. I dag bliver den hvert år besøgt af 160.000 turister.
Efter trappen kommer en tilsyneladende endeløs række gange hvor ligene er opbevaret. Jeg træder varsomt idet jeg har i baghovedet at katakomberne dækker et areal på 11.000 kvadratmeter. En mand ved navn Philibert Aspairt nåede i 1793 en utilsigtet berømmelse ved at prøve at finde vej gennem disse kilometerlange gange. Han fór vild i labyrinten, og elleve år senere fandt man hans skelet, som blev identificeret ved hjælp af hans nøgler og klæder.
Omkring 30 procent af Paris’ undergrund har tjent som stenbrud. I lang tid blev der ikke ført kontrol med udhugningen. Men i 1774 styrtede 300 meter af rue d’Enfer (’Helvedesgade’, nu rue Denfert-Rochereau) sammen og forsvandt ned i en 30 meter dyb afgrund. Paris var i fare for at synke i jorden. Som en forfatter udbrød: ’De sten vi ser oven på jorden, er dem som mangler under vore fødder.’ For at holde de underjordiske korridorer på plads byggede man nogle storslåede buegange.
„Det er en skam at de ikke også brolagde jorden nu de var i gang,“ sukker jeg ved synet af mine snavsede sko. Da jeg skrider i en mudderpøl, når jeg lige at gribe fat i en massiv bronzedør. Bag døren er der en gang med vægge som er bygget af menneskeknogler. Sammen med grimasseskærende kranier ligger skrøbelige skinne- og lårbensknogler i rækker eller arrangeret i mønstre som kors og kranse og udgør et makabert sceneri. Der er plader med indgraverede bibelvers og digte der genspejler menneskers tanker om livet og døden.
Da jeg forlader katakomberne, fjerner jeg mudderet fra mine sko i rendestenen, men sikrer mig at mine nøgler ikke besøger Paris’ kloaksystem endnu en gang! Min tur i Paris’ fascinerende undergrund har været en oplevelse jeg sent vil glemme. Der er helt klart mere ved Paris end det man ser ved første øjekast.
[Fodnote]
[Illustration på side 25]
Åbningen til et af Paris’ kloakafsnit
[Kildeangivelse]
Valentin, Musée Carnavalet, © Photothèque des Musées de la Ville de Paris/Cliché: Giet
[Illustration på side 25]
Et besøg i kloakken
[Kildeangivelse]
J. Pelcoq, The Boat, Musée Carnavalet, © Photothèque des Musées de la Ville de Paris/Cliché: Giet
[Illustration på side 25]
Tværsnit af det parisiske kloakanlæg
[Kildeangivelse]
Ferat, Musée Carnavalet, © Photothèque des Musées de la Ville de Paris/Cliché: Briant
[Illustration på side 26]
Kranier og knogler i rad og række eller arrangeret i mønstre som kors og kranse
[Illustration på side 26]
En indskrift ved udgangen: „Dødens brod er synden“ (1 Korinther 15:56)
[Illustration på side 26]
Maskiner til rensning af kloakken
[Kildeangivelse på side 24]
Kortene i baggrunden på side 24-27: Encyclopædia Britannica/9th Edition (1899)