Respekt for tilhørerne

BIBELEN gør opmærksom på at vi skal ’ære alle slags mennesker’ og ’ikke spotte nogen’. (1 Pet. 2:17; Tit. 3:2) Hvert eneste menneske vi træffer, er jo „blevet til ’i Guds lighed’“. (Jak. 3:9) Kristus har givet sit liv for alle. (Joh. 3:16) Og alle fortjener at høre den gode nyhed så de kan reagere på den og blive frelst. (2 Pet. 3:9) Dertil kommer at nogle har særlige egenskaber eller en særlig myndighed der gør dem berettigede til at blive respekteret for dette.

Hvad får nogle til at mene at de ikke behøver at vise den form for respekt Bibelen opfordrer os til at nære for andre? I en lokal kultur kan forhold som kaste, hudfarve, køn, helbred, alder, formue og social status spille ind og påvirke folks opfattelse af hvem der har krav på ære. Den udbredte korruption blandt embedsmænd i nogle lande har undergravet respekten for myndighed. Nogle steder er folk meget utilfredse med deres lod i livet; de må arbejde længe og hårdt hver dag blot for at skaffe sig det nødvendigste, og de er omgivet af folk der er respektløse. Unge presses af deres jævnaldrende til at gøre oprør mod upopulære lærere og andre der har myndighed. Mange bliver påvirket af tv-skildringer af børn der løber om hjørner med deres forældre eller styrer dem. Det kræver en indsats at undgå at den slags verdslige opfattelser smitter af på os og nedbryder vores respekt for andre. Når vi behandler andre med værdighed, skaber det imidlertid en atmosfære som gør det lettere at udveksle synspunkter.

Respektfuld henvendelsesform. Når man deltager i et religiøst arbejde, forventer folk en passende påklædning og opførsel af én. Hvad der anses for passende, varierer fra sted til sted. Nogle steder regnes det for upassende at man har hånden i lommen når man henvender sig til en anden, eller at en mand beholder sin hat på når han hilser. Andre steder kan folk synes at det er acceptabelt. Tag hensyn til den lokale opfattelse, så du ikke støder an. På den måde undgår du at gøre noget der ville blive en hindring for virkningen af den gode nyhed du forkynder.

Noget lignende gælder den måde hvorpå vi tiltaler andre, især ældre mennesker. I de fleste lande regnes det for uhøfligt at børn og unge bruger fornavn når de henvender sig til voksne, medmindre de kender dem godt. Det kan også være at voksne ikke bruger fornavn når de henvender sig til andre voksne som de ikke kender. I Danmark findes både „du“ og „De“ som tiltaleform. Det er klogt at vide hvad folk er vant til at bruge på den egn hvor man forkynder.

Hilsener og anerkendelse. I mindre samfund forventes det at man anerkender andres tilstedeværelse ved at hilse, for eksempel når man passerer dem på gaden, eller når man kommer ind i et lokale. Det kan ske ved et smil, et nik, et par ord, et løft på hatten eller bare en bevægelse af øjenbrynene. Det regnes for uhøfligt at ignorere andres tilstedeværelse.

Nogle kan føle sig overset selv om du bruger den gængse hilsen. De kan føle at du ikke ser dem som enkeltpersoner. For eksempel er det almindeligt at folk bliver anbragt i en bås på grundlag af et eller andet fysisk træk. Mange undgår dem der er handicappede eller har andre helbredsproblemer. Men Guds ord viser os hvordan vi kan behandle sådanne mennesker med kærlighed og respekt. (Matt. 8:2, 3) Vi er alle på en eller anden måde præget af den synd vi har arvet fra Adam. Ville du føle dig respekteret hvis du altid blev benævnt efter en eller anden defekt? Ville du ikke hellere anerkendes for dine positive sider?

Respekt kan også indbefatte at man anerkender den stilling andre har. Nogle steder skal man for eksempel henvende sig til en families overhoved inden man kan begynde at forkynde for andre i familien. Vores bemyndigelse til at forkynde og undervise kommer ganske vist fra Jehova, men vi anerkender også at Han har givet forældre myndighed til at vejlede og opdrage deres børn. (Ef. 6:1-4) Når vi besøger et hjem, er det derfor mest rigtigt at vi taler med forældrene inden vi indleder en længere samtale med børnene.

Med alderen kommer en livserfaring som vi må respektere. (Job 32:6, 7) En ung pionersøster i Sri Lanka besøgte en ældre mand. Han indvendte: „Hvordan kan en ung pige som dig lære mig noget om Bibelen?“ Men hun svarede: „Jeg kommer ikke for at belære Dem, men fordi jeg selv har lært noget der har gjort mig så glad at jeg er nødt til at fortælle det til andre.“ Pionerens respektfulde måde at svare på vakte mandens interesse. „Hvad er det da du har lært?“ spurgte han. „Jeg har lært hvordan jeg kan få evigt liv,“ sagde hun. Den ældre mand begyndte at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner. Ikke alle ældre mennesker giver udtryk for at de gerne vil behandles på denne måde, men de fleste sætter pris på det.

Det er dog også muligt at overdrive den ære man viser andre. På Stillehavsøerne og andre steder kan forkyndere vise respekt ved at bruge den traditionelle tiltaleform når de henvender sig til en landsby- eller stammehøvding; det kan føre til at de finder et lyttende øre og får lejlighed til at tale med både høvdingen og dem han har myndighed over. Men smiger er hverken nødvendig eller passende. (Ordsp. 29:5) Det samme gælder de hædrende betegnelser der indgår i nogle sprogs grammatik. Kristen respekt kræver ikke at man overdriver brugen af disse former.

Vis respekt ved det du siger. Bibelen tilskynder os til at gøre rede for vort håb „med mildhed og dyb respekt“. (1 Pet. 3:15) Det er muligt at vi hurtigt kan afsløre svaghederne i en andens synspunkt, men er det klogt at gøre det på en måde der berøver ham al værdighed? Er det ikke bedre at lytte tålmodigt, måske spørge ham hvorfor han ser på det som han gør, og så tage hensyn til hans følelser når man ræsonnerer med ham ud fra Bibelen?

Den respekt man viser når man taler med nogen på tomandshånd, bør også komme til udtryk når man taler til en forsamling. En foredragsholder der respekterer sine tilhørere, undgår at komme med skarp kritik eller antyde over for tilhørerne: „I kunne sagtens have gjort det her hvis I virkelig ønskede det.“ At tale på den måde tager bare modet fra folk. Det er langt bedre at betragte tilhørerne som en gruppe mennesker der elsker Jehova og gerne vil tjene ham. Ligesom Jesus bør vi være forstående i vores omgang med dem der måske er åndeligt svage, mindre erfarne eller mindre hurtige til at følge Bibelens vejledning.

Talerens respekt for tilhørerne vil komme tydeligt frem hvis han tager sig selv med blandt dem der bør følge Guds ord i højere grad. For eksempel er det klogt at man ikke hele tiden bruger stedordene „du“ og „I“ når man kommenterer et skriftsted. Bemærk forskellen mellem spørgsmålet „Gør du hvad du kan?“ og udtalelsen „Vi gør alle sammen vel i at spørge os selv: ’Gør jeg hvad jeg kan?’“ Indholdet er det samme, men det første spørgsmål antyder at taleren er hævet over tilhørerne. Det andet spørgsmål, derimod, opfordrer alle, også taleren, til at overveje deres situation og ransage deres motiver.

Modstå fristelsen til at komme med vittige bemærkninger blot for at få tilhørerne til at le. Den slags bemærkninger svækker det bibelske budskabs værdighed. Det er rigtigt at tjenesten for Gud er en glæde for os. Der kan endda være humoristiske aspekter ved det stof vi behandler. Men at gøre seriøst stof til genstand for vittigheder viser manglende respekt for tilhørerne og for Gud.

Måtte vor behandling af stoffet, vor optræden og vor tale altid vise at vi betragter andre sådan som Jehova har lært os at gøre det.