EPILEPSI

En kronisk sygdom i centralnervesystemet som giver sig udslag i krampeanfald eller i hel eller delvis bevidstløshed, måske begge dele. Lidelsen sættes i forbindelse med en unormal aktivitet i hjernen. Det svære epileptiske krampeanfald ledsaget af bevidstløshed kaldes grand mal, mens det lette, kortvarige anfald kaldes petit mal. Dette er de to hovedtyper af epilepsi. En person der lider af epilepsi, kaldes en epileptiker.

Dagen efter forklarelsen på bjerget helbredte Jesus Kristus en epileptiker som hans disciple ikke havde kunnet kurere. (Mt 17:14-20) Det var en dreng der fra lille havde haft ’en stum og døv ånd’ som blandt andet undertiden gav ham krampeanfald ledsaget af fråde om munden. Da Jesus havde talt strengt til dæmonen, kom den ud, og drengen var således helbredt. — Mr 9:14-29; Lu 9:37-43.

Skønt symptomerne på epilepsi i dette tilfælde skyldtes en dæmon, har epilepsi normalt en naturlig årsag, og man kan ikke af Bibelen udlede at lidelsen generelt forårsages af dæmonbesættelse. Tværtimod siger Mattæus (4:24) at der blandt de syge og plagede som blev bragt til Jesus, var både „dæmonbesatte og epileptikere“, så der skelnes tydeligt mellem disse to slags lidelser som Jesus helbredte.

Ordet „epilepsi“ kommer af det græske ord epilēpsiʹa, der ordret betyder „anfald, angreb“. Ordet epilēpsiʹa bruges dog ikke i Bibelen. For denne lidelse anvender Mattæus (4:24; 17:15) former af det græske ord selēniaʹzomai, der bogstaveligt betyder „at være behersket af månen“. Den danske autoriserede oversættelse af 1992 bruger ordet „månesyg“ i Mattæus 4:24 og 17:15, men andre danske oversættelser gengiver det med „epileptiker“. — Sch, Se.

Om dette ord oplyser The International Standard Bible Encyclopaedia: „Grundbetydningen af selēniazomai, ’at være månesyg’, har forbindelse med den populære, udbredte og mærkeligt indgroede opfattelse at månen i visse faser har en skadelig indflydelse på mennesker, især ved sygdomme af periodisk eller remitterende karakter. Der findes ingen vidnesbyrd ud fra hvilke man kan konstatere om ordet på det tidspunkt da N[y] T[estamente] blev til, repræsenterede en virkelig opfattelse eller havde bevæget sig over i den sprogbrug hvori det oprindelige billede var forsvundet, og nu blot betegnede tilstanden uden at man forbandt den med den forestilling der lå i ordets etymologi. Vi bruger [på engelsk] stadig ordet ’lunatisk’ [’månesyg’] om mentalt syge mennesker, selv om vi for længst er holdt op med at tro på månens indflydelse i disse tilfælde.“ — Redigeret af J. Orr, 1960, bd. III, s. 1941.

At Mattæus brugte former af ordet selēniaʹzomai, betyder ikke at han havde den overtroiske opfattelse at den pågældende sygdom var forbundet med månens faser. Han brugte blot det græske udtryk der på det tidspunkt var den almindelige betegnelse for en epileptiker. Der er ingen tvivl om at de symptomer som Mattæus, Markus og Lukas beskriver i drengens tilfælde, netop er dem der kendetegner epilepsi.