Hvordan ser man i dag på epilepsi?
DET var i middagsstunden på en californisk high school. En nydelig ung pige på 16-17 år kom ned ad trappen sammen med en flok af sine klassekammerater. Pludselig faldt hun om. Musklerne i hendes krop strammedes. Hun holdt et kort øjeblik op med at trække vejret, hendes muskler trak sig sammen, og det rykkede voldsomt i hendes krop. Mange af hendes skolekammerater så ængsteligt til, helt overraskede over det de så ske med pigen. Det var et epileptisk anfald.
Hvordan ville De have reageret hvis pigen havde været Deres klassekammerat eller bekendt? Ville De fortsat have behandlet hende som en ven? Eller ville De nu betragte hende som uønsket? Ville De være bange for hende og forsøge at undgå hende?
Tidligere synspunkter og vor tids holdning
I tusinder af år troede man i almindelighed at der var noget magisk eller dæmonisk ved epilepsi. Epileptikere blev anklaget for hekseri, og man undgik dem. Man borede huller i hovedet på dem og brændte dem med varmt jern for at drive de onde ånder ud. Deres sygdom blev betragtet som en arvelig „familiesvaghed“ og som noget der nedsatte deres mentale evner.
Sådanne synspunkter holdt sig helt til nyere tid og kom til udtryk i de forskellige landes love. Så sent som i 1950erne havde omkring en tredjedel af De forenede Stater love som begrænsede epileptikeres ret til at gifte sig. Mange stater havde love om sterilisation af epileptikere. De havde ikke lov til at køre bil, og kun få firmaer ville ansætte dem.
Således følte den tidligere leder for det amerikanske institut for neurologiske sygdomme og blindhed, dr. Pearce Bailey, sig tilskyndet til at sige: „Epilepsi er den eneste sygdom hvor patienten er mere handicappet af samfundets holdning end af selve sygdommen.“
Heldigvis er indstillingen blevet en hel del anderledes i løbet af de sidste få år. Næsten alle stater i U.S.A. har slettet lovene om sterilisation af epileptikere, såvel som lovene der forbyder dem at gifte sig. Det er blevet muligt for epileptikere at få førerbevis overalt i De forenede Stater. Og arbejdsgivere er nu mere villige til at ansætte dem.
Disse ændringer i lovgivningen falder sammen med ændringen i folks holdning i almindelighed, hvilket ses af oplysninger fra det amerikanske institut for opinionsundersøgelser. I 1949 sagde 57 procent af de adspurgte at de ikke ville indvende noget imod at deres barn legede med epileptikere, men i 1969 sagde 81 procent at de ikke havde noget at indvende imod det. Da de blev spurgt om de mente at epilepsi var en form for sindssygdom, sagde 59 procent i 1949 „nej“, men i 1969 svarede 81 procent „nej“. Og i 1949 var der kun 45 procent som mente at epileptikere skulle have ansættelse i erhvervslivet, mens 76 procent i 1969 mente at de burde have ansættelse.
Hvad er Deres syn på sådanne ting? Tøver De med at omgås epileptikere eller med at lade Deres børn gøre det, fordi De måske tænker at en sådan sygdom nødvendigvis må stamme fra onde ånder?
Bibelen og epilepsi
Bibelen støtter ikke det synspunkt at epilepsi nødvendigvis skyldes dæmoner. I Mattæus 4:24 står der at folk kom til Jesus med „alle dem, som led af forskellige sygdomme og var plagede af lidelser, både besatte og månesyge [epileptikere, New World Translation] og lamme, og han helbredte dem“. Læg mærke til, at der står at Jesus helbredte både dæmonbesatte og epileptikere. Bibelen skelner således mellem dæmonbesættelse og epilepsi.
Det er sandt at Bibelen viser at dæmoner kan forårsage epilepsi. Der nævnes et tilfælde hvor en dæmon med mellemrum fik en dreng til at falde om, rulle voldsomt omkring, få fråde om munden og vise andre symptomer på epilepsi. (Mark. 9:14-29) Bibelen viser dog også at dæmoner kunne forårsage stumhed; den siger: „Man [førte] til ham en mand, som var stum og besat. Og da den onde ånd var drevet ud, talte den stumme.“ Bibelen fortæller også at en mands blindhed var forårsaget af en dæmon. — Matt. 9:32, 33; 12:22.
Men ved at vise at dæmonerne har magt til at forårsage fysiske sygdomme, antyder Bibelen på ingen måde at blindhed, stumhed og epilepsi i almindelighed er forårsaget af onde ånder eller dæmoner. Der ligger fysiske årsager til grund for de fleste tilfælde af disse sygdomme.
Hvad epilepsi er
Epilepsi er et udtryk som dækker flere forskellige lidelser. Alle disse lidelser har imidlertid et fremherskende symptom tilfælles: tilbagevendende anfald. Og man har opdaget at de forskellige former for epilepsi også har det tilfælles at visse hjerneceller fungerer dårligt.
Når man undersøger hjernen opdager man at dens celler udsender elektriske impulser. Hjernecellernes elektriske udstrålinger er normalt rytmiske idet de danner bølgelignende mønstre. Man har opfundet en maskine som kan registrere disse bølgemønstre og nedtegne dem på et papirbånd. Men hos nogle mennesker afbrydes hjernens elektriske aktivitet midlertidigt, og defekte budskaber sendes ud i legemet. Dette resulterer i et epileptisk anfald. Men forstyrrelserne i hjernen, somme tider kaldet „en storm“, forsvinder snart, og anfaldet slutter.
Vi kan derfor forstå hvorfor dr. Louis D. Boshes har sagt: „Epilepsi er ikke en sygdom. Det er et symptom på at der er noget galt i hjernen — ligesom feber ikke er en sygdom i sig selv men et symptom på at der er en infektion et eller andet sted i kroppen.“
Epilepsi er langtfra noget sjældent. Omkring ét menneske ud af hundrede menes at være angrebet. De fleste er børn. Det bliver til mere end to millioner epileptikere i De forenede Stater! I Danmark menes der at være omkring 30.000 epileptikere. Desuden er der flere millioner som på et eller andet tidspunkt har haft enkelte anfald, men dette sættes ikke i klasse med epilepsi fordi anfaldene ikke er tilbagevendende.
Skønt anfaldene giver sig højst forskellige udslag regner autoriteterne med tre hovedformer. Hver af dem er forbundet med karakteristiske hjernebølgemønstre som gengiver en form for elektrisk „storm“ i hjernen. Den alvorligste form er den som den unge pige der blev omtalt i begyndelsen af artiklen havde. Hun havde grand mal, hvilket er det de fleste mennesker betragter som et virkeligt epileptisk anfald.
Skønt et grand mal-anfald kan virke skræmmende på en tilskuer fordi epileptikeren er bevidstløs, gør det ikke ondt på den angrebne, og det forårsager sjældent nogen skade. Sammentrækningerne og rykkene i kroppen varer kun omkring et minut, skønt det måske synes længere for en som ser på det. Så slapper epileptikeren af, og efter nogle få minutter står han måske op igen og er i stand til at genoptage sin normale beskæftigelse som om intet var sket.
En anden hovedform er petit mal, som er almindelig i aldersklassen fra fem til tolv år. Imidlertid fortsætter denne form sjældent til man er voksen. Den karakteriseres af korte afbrydelser af bevidstheden som i almindelighed kun varer fem til ti sekunder. De kan forekomme ofte, op til hundrede gange eller mere om dagen. Øjnene kan rulle rundt, og der kan forekomme lette trækninger i hoved eller arme, men epileptikeren falder ikke. Straks efter anfaldet er han mentalt nærværende og er i stand til at fortsætte hvor han slap.
Psykomotoriske anfald er den tredje hovedform for epilepsi. De karakteriseres af automatiske, stereotype bevægelser eller mærkelig opførsel. Epileptikeren synes pludselig at blive „fraværende“ og foretage sig noget mærkeligt. Han piller eller rykker måske i sit tøj, undersøger ting omkring sig eller går omkring. Man så engang en patient i et venteværelse tage et askebæger og gå fra den ene til den anden og tilbyde dem cigaretskod.
Et psykomotorisk anfald varer i almindelighed kun to til tre minutter. Bagefter husker epileptikeren som regel kun lidt eller slet intet af hvad der er sket. Kun hvis man forsøger at holde ham tilbage kan epileptikeren blive vred eller uregerlig.
Skønt årsagen til disse reaktioner er at nogle hjerneceller fungerer dårligt, berøres intelligensen ikke. De fleste epileptikere er af middel intelligens, nogle er højt begavede, og som i ethvert udsnit af den almindelige befolkning er nogle under middel.
Fysiske årsager
Hvad er årsagen til at nogle mennesker har tilbagevendende elektriske „storme“ i hjernen som forårsager anfald? Sandheden er at man i de fleste tilfælde af epilepsi ikke kender årsagen. Imidlertid siges det at alt hvad der skader nervecellerne i hjernen kan være årsag til epileptiske anfald.
Således kan årsagen være et hårdt slag mod hjernen eller en hjernesvulst. Infektioner kan også være grunden. Virus som forårsager mæslinger, meningitis og andre sygdomme kan gå op gennem rygmarven og påvirke hjernen. Eller en dårlig balance i kroppens kemi kan også være skyld i sygdommen. For eksempel mangler legemet måske et bestemt enzym, hvilket kan forårsage en irritation af hjernens celler. Eller mangel på pyridoksin, vitamin B6, kan være årsagen.
Skønt følelsesmæssig ophidselse ikke vides at forårsage epilepsi, kan det ofte fremkalde anfald hos mennesker som allerede har epilepsi. Økonomiske bekymringer eller problemer i hjemmet, frygt for anfald eller andre ophidsende faktorer kan fremskynde anfald. Hos unge piger forekommer anfald i visse tilfælde udelukkende i forbindelse med menstruationsperioden, i almindelighed før.
Nogle mennesker synes at være særlig disponerede for epilepsi. Det er denne tendens som synes at gå videre fra generation til generation, ligesom modtagelighed for andre sygdomme, såsom kræft og hjertesygdomme, også synes at ligge til visse familier. Men epilepsi i sig selv er ikke arvelig. Derfor er love som forbyder epileptikere at gifte sig, i vid udstrækning blevet ophævet. Et almindeligt accepteret synspunkt er at en epileptiker har en risiko på to procent for at få et epileptisk barn, og en ikke-epileptiker har en risiko på en halv procent.
Opmuntrende sider af sagen
Det er opmuntrende at epileptiske børn ofte overvinder epilepsien med alderen. Desuden kan mindst halvdelen af alle epileptikere nu undgå at få anfald. Hos andre 35 procent kan antallet af anfald reduceres stærkt. Og endog de resterende 15 procent af epileptikerne kan hjælpes. Hvordan det?
Hovedsagelig sker det ved hjælp af medicin som modvirker krampe. Der findes nu tyve eller flere slags, hvoraf fenemal og natrium difenylhydantoin er de mest anvendte. Behandlingen består i at finde den mængde medicin, eller kombination af flere mediciner, der er nødvendig for at nedsætte antallet af anfald mens man samtidig i størst muligt omfang søger at undgå bivirkninger. Medicinen er et tilskud til kroppens naturlige kemiske balance og standser således den unormale elektriske aktivitet i hjernen. Men medicinen helbreder ikke. Den tages regelmæssigt for at undgå anfald, ligesom diabetikere regelmæssigt tager insulin for at bevare sundheden.
Men for at få størst mulig gavn af den medicinske behandling, er det nødvendigt med en sund sindsindstilling og en sund levemåde. Frygt, skuffelser og bekymringer, som kan forårsage anfald, må mindskes. Og den bedste medicin mod dette er KÆRLIGHED. En epileptiker har behov for at føle sig ønsket og føle at andre virkelig har omsorg for ham.
Det er også vigtigt med rigtig kost, tilstrækkelig hvile og motion, og i det hele taget en fornuftig levevis. Nogle epileptikeres anfald holdes under kontrol ved at de tager et kosttilskud af vitamin B6 og magnesium.
Når anfaldene er under kontrol er en epileptiker lige så normal som enhver anden. Efter en periode uden anfald, i almindelighed på to år, får epileptikere således tilladelse til at få førerbevis i De forenede Stater. Det er kun rimeligt at de også får lov til at have et passende arbejde. Efter et grundigt studium siger dr. Melvin M. Udell at han ikke har fundet noget som „i væsentlig grad kan påvise nogen virkelig forskel på det arbejde der udføres af epileptikere og det der udføres af andre“.
Vær til hjælp
Hvis De er en epileptikers slægtning, ven eller blot en bekendt, ønsker De ganske sikkert at være til hjælp. Den bedste måde De kan være det på er måske ved at behandle epileptikeren så almindeligt som muligt. De bør under ingen omstændigheder prøve at undgå ham eller behandle ham som om han var uønsket. Husk, epilepsi skyldes simpelt hen en fysisk svaghed, ligesom hjertebesvær og andre sygdomme.
Hvad epileptiske børn angår, så bør De ikke være overdrevent beskyttende over for dem. Lad dem foretage sig de samme ting som andre børn. Faktisk optræder anfald sjældent mens man er i fysisk aktivitet, så chancen for et anfald mens barnet leger er minimal. Selvfølgelig bør børn som ofte får anfald ikke foretage sig sådanne ting som at ride eller klatre i træer.
Hvad nu hvis De kom til at overvære et anfald? Forhold Dem rolig. De kan ikke gøre noget for at standse det. Ryd området omkring epileptikeren så han ikke slår sig, men prøv ikke at hindre hans bevægelser. Hvis hans mund er åben, kan De placere noget blødt, som for eksempel et rent sammenfoldet lommetørklæde, mellem hans kindtænder, så han ikke bider sig i tungen. Men vær forsigtig når De gør det, så De ikke bliver bidt i fingrene. Og når anfaldet er slut kan De være ved siden af ham og tale roligt og opmuntrende til ham.
Vi kan ikke gøre ret meget andet. Men lykkeligvis er der en som kan gøre mere. For nitten århundreder siden viste Jesus Kristus sin magt til at helbrede, også epilepsi, og som konge i Guds rige vil han snart udøve den magt til gavn for alle, deriblandt epileptikere.