HVIDLØG

[hebr.: sjumīmʹ (flertal)].

En flerårig løgplante (Allium sativum) hvis løg er karakteristisk ved sin stærke lugt og skarpe smag. Det hvide løg består af mange, i nogle tilfælde indtil 20, mindre løg eller fed. Blomsterstængelen, der bærer golde blomster med små yngleløg imellem sig, kan blive over 30 cm høj.

Hvidløget er en gammel kulturplante der havde en vid udbredelse i det gamle Ægypten. Israelitterne og den sammenløbne hob udtrykte i ørkenen længsel efter hvidløgene som de plejede at spise i Ægypten. (4Mo 11:4, 5) Den græske historiker Herodot (II, 125) fortæller at en indskrift på en pyramide nævner hvidløg som et af de fødemidler arbejderne ved pyramiden fik udleveret. Hvidløg bruges stadig i stor udstrækning i Middelhavslandene. I Misjna (Nedarim 3:10) omtaler jøderne sig selv som hvidløgsspisere. Hvidløg har også fundet medicinsk anvendelse som fordøjelsesfremmer og som et bakteriedræbende og krampestillende middel.