HOSJEA

(Hosjeʹa) [kortform af Hosjaja].

1. En af de 12 som Moses i 1512 f.v.t. sendte ud for at udspejde det forjættede land; søn af Nun, af Efraims stamme. Moses foretrak imidlertid at kalde ham Jehosjua eller Josua, der betyder „Jehova er frelse“. (4Mo 13:8, 16, fdnr.) I den græske Septuaginta kaldes han Iesousʹ („Jesus“). — Jos 1:1.

2. Fyrsten over Efraims stamme i Davids regeringstid; søn af Azazeja. — 1Kr 27:20, 22.

3. Den hebraiske stavemåde af navnet Hoseas. Hoseas var Jehovas profet og levede i sidste del af det 9. og første del af det 8. århundrede f.v.t. under de judæiske konger Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias. — Ho 1:1; se HOSEAS.

4. Den sidste konge i det nordlige rige, Israel, der gik til grunde i 740 f.v.t.; søn af Ela. Han gjorde hvad der var ondt i Jehovas øjne, om end ikke i samme grad som sine forgængere. (2Kg 17:1, 2) Hosjea havde ikke noget arvemæssigt krav på Israels trone, og han fik heller ikke en særlig salvelse fra Gud til at være konge. Han tilranede sig tronen ved at danne en sammensværgelse mod kong Peka og snigmyrde ham. Anden Kongebog 15:30 fortæller at Hosjea lod Peka dø, „hvorpå han blev konge i hans sted i Uzzijas søn Jotams tyvende år“. Eftersom Jotam af Juda kun tillægges en regeringstid på 16 år (2Kg 15:32, 33; 2Kr 27:1, 8), skal det omtalte 20. år muligvis regnes fra begyndelsen af Jotams regeringstid og frem til det fjerde regeringsår under Jotams efterfølger, kong Akaz. — Se JOTAM, 3.

Det ser dog ud til at Hosjea ikke blev fuldt ud anerkendt som konge over Israel før nogen tid senere. I 2 Kongebog 17:1 fortælles det at Hosjea blev konge over Israel i Samaria „i kong Akaz af Judas tolvte år“, og at han var det i ni år. Muligvis har Hosjea først på dette tidspunkt opnået det fulde herredømme over landet i Samaria, og muligvis med støtte fra Assyrien, for assyrerkongen Tiglat-Pileser III hævder at det var ham der satte Hosjea på tronen. — Se rammen „Vigtige årstal i Judas og Israels kongetid“ i artiklen KRONOLOGI.

Tiglat-Pileser III’s efterfølger, Salmanassar V, tvang Hosjea til at betale tribut, men det varede ikke længe før Hosjea sendte bud til kong So af Ægypten for at anmode om hjælp fra ham og derefter undlod at betale assyrerne tribut. Da Salmanassar V fik kendskab til denne hemmelige sammensværgelse, lod han Hosjea sætte i arrest og rykkede ind i landet og belejrede Samaria. I 740 f.v.t. faldt byen efter tre års belejring, og indbyggerne blev ført i landflygtighed. Dermed ophørte det frafaldne tistammerige Israel med at eksistere. — 2Kg 17:3-6.

5. Et af folkets overhoveder — eller en efterkommer der repræsenterede hans slægt — som støttede levitternes forslag om indgåelse af en bindende aftale på Nehemias’ tid. — Ne 9:5, 38; 10:1, 14, 23.