Denne maskerade, der kaldes julen
BESØG familien Hansen henne om hjørnet og Jensens på den anden side gaden juleaften, og De vil se, at de fejrer denne aften på samme måde, som tusinder andre mennesker ud over jorden. Hansens er katolikker, har ni børn og er meget fattige. Jensens er protestanter, har tre børn og er velhavende folk. Disse omstændigheder gør på mange måder denne årlige fest i december vidt forskellig for de to hjems vedkommende.
Hos Hansens er der f. eks. blot et lille juletræ, mens Jensens har fået et så vældigt grantræ, at dets top måtte fjernes, for at det kunne komme ind i huset. Når man tænker på hensigten og formålet, er ånden i de to hjem alligevel væsentlig den samme ved denne lejlighed. I begge hjem råder en usædvanlig munter stemning, og mens de sidder ved den særlige julemiddag, glemmer de for et øjeblik alle hverdagens sorger og bekymringer. Tidligere på dagen har de pligttro overværet gudstjenesten i deres respektive kirker, hvor de har hørt præsten lovprise julen som en kristen højtid til ære for Jesus Kristus.
Men stands et øjeblik og tænk efter. Hvad har sådanne ting som juletræet med dets pynt og helligdagens andet tilbehør — mistelten, kristtjørn, lys, frugter og nødder, risengrød og flæskesteg — at gøre med Kristi fødsel og liv? Hvorfor lægges der stadig mere og mere vægt på „julestemningen“: voldsomme drikke- og ædegilder, drukkenskab og løssluppenhed? Hvorfra har myten om „julemanden“ sin oprindelse? Dersom den 25. december er Kristi fødselsdag, hvorfor fejrer de østlige og ortodokse kirker så julen den 7. januar?
Hvornår blev Jesus født?
Alle må indrømme, at Bibelen er den eneste pålidelige kilde i dette spørgsmål, og til alt held lader den os ikke i tvivl om, hvilken tid på året, Jesus blev født. Zakarias, der var Johannes Døbers fader, tjente i templet som præst i præsteskabets ottende skifte, der kaldtes „Abia“. Dette faldt først i juni, og på det tidspunkt oplyste Herrens engel ham om, at Elisabet, hans hustru, om kort tid skulle undfange en søn, der skulle kaldes Johannes. (Lukas 1:5, 8, 13, 23-28) Da Jehovas engel besøgte Elisabets kusine Maria i den sjette måned af Elisabets svangerskab, må det derfor blive i december. Beretningen viser således, at det var på dette tidspunkt i december, at Maria, Jesu vordende moder blev frugtsommelig. Følgelig blev Jesus ikke født i december, men derimod ni måneder senere, omkring sidst i september eller først i oktober. — Lukas 1:26, 27, 30, 31, 36.
Skriften siger endvidere, at dengang Jesus blev født, var der fårehyrder ude på de åbne marker hos deres hjorde. Altså var det i efteråret før regntiden, og ikke i december, hvor hjordene ville overvintre i folde. (Lukas 2:8-20; Ezra 10:9, 13) Jesus blev desuden døbt i Jordanfloden i tiden omkring sin tredive års fødselsdag, og det skete ikke i vinterens kulde. (Lukas 3:21-23) Husk også på, at Jesus blev pælfæstet, da han var tre og tredive og et halvt år gammel, og eftersom dette gik for sig ved påsketid om foråret, må han nødvendigvis være født tre og tredive og et halvt år tidligere, det vil sige, om efteråret og ikke i december. Hele Bibelen viser således meget klart, at Jesus ikke er født omkring den 25. december eller den 7. januar. Det er derfor forkert at fejre nogen af disse datoer som Jesu fødselsdag.
Hvordan kan det da være, at det er så almindelig udbredt at fejre julen på disse datoer? Et blik på det gamle hedenskab viser, at tusinder af år før Jesu fødsel tilbad mennesker den stadig opgående og stadig nedgående, aldrig døende sol som livets og udødelighedens kilde. De iagttog årligt, hvordan dagene blev kortere, til man den 21. december nåede vintersolhverv, og af glæde over dens „tilbagevenden“ holdt de en stor fest til ære for den „genfødte“ sol. Da byggeeksperimentet med babelstårnet blev standset, spredtes soltilbederne over hele verden, og derfor holdt både de første skandinaver, anglo-saksere og keltere, såvel som ægypterne, perserne og andre, tøjlesløse fester i december med drik og svir og utugtige ceremonier. Blandt de hedenske romere var denne fest kendt som „saturnaliefesten“.
Den indlysende slutning, som man må drage ud fra disse kendsgerninger, er, at fejringen af den 24. december er af ren og skær hedensk og dæmonisk oprindelse. Catholic Encyclopedia (bind 3, side 727) siger: „Den velkendte solfest Natalis Invicti [den ubesejredes fødselsdag], som blev fejret den 25. december, er for en stor del ansvarlig for vor decemberdato.“
De første kristne havde intet at gøre med denne hedenske helligdag. „Julen forekom ikke blandt de første af kirkens fester. Irenæus og Tertullian udelader den af deres liste over fester,“ siger Catholic Encyclopedia. Som tiden gik, og den romersk-katolske kirke søgte at vinde flere hedninger for sig, forsynede imidlertid gejstligheden den hedenske saturnalia den 25. december med en „kristen“ etikette og gjorde den til Jesu fødselsdag eller julen.
Præsteskabet ikke alene indrømmer dette, men forsøger endog at retfærdiggøre det. James M. Gillis, C.S.P., redaktør for Catholic World (2. dec. 1945) skrev: „Det er en velkendt sag, at paverne og kirkemøderne i den første kirkes tid med overlæg fastsatte en kristen fest på eller omkring dagen for det tidligere fejrede hedenske karneval, og det skete i den hensigt derved at fortrænge den hedenske og almindeligvis tøjlesløse fest.“ Men hvorledes har den fortsatte afholdelse af denne hedenske helligdag med kristen etikette fortrængt den hedenske fest? Under præsteskabets fadderskab og velsignelse har de hedenske skikke fortsat lige op til vor tid.
Juleskikkenes oprindelse og betydning
De gamle soltilbedere brugte stedsegrønne grene som et symbol på udødelighed. I Ægypten, hvor der ikke findes fyrretræer, brugte man grønne palmegrene i stedet for. I Indien brugte man olivenkviste, og hedningerne i Rom pyntede deres hjem med grønne grene til den store saturnaliefest. Efeu og kristtjørn blev ligeledes betragtet som hellige af de gamle grækere og andre. Druiderne holdt misteltenen for særlig hellig, og i deres mystiske ceremonier den 25. december tillod „misteltenens forret“ en ung mand at give en ung pige et kys for hvert af bærrene, indtil disse faldt af.
Tændte lys i vinduerne kan føres tilbage til den romerske saturnaliefest. Skandinaverne brændte „yulelog“ ved den årlige fest i december. Kineserne og hinduerne brugte fyrværkeri for at gøre deres dæmontilbedelse så støjende som mulig, længe før såkaldte kristne optog denne skik i Italien.
Selv den særlige julemad og brugen af stærke alkoholiske drikke har deres oprindelse hos hedningerne. På Jeremias’ tid var det skik, at de, der vendte sig bort fra den sande tilbedelse af Jehova, bagte særlige kager til deres gudinde „himmelens dronning“, og det er fra denne gamle skik, at sådanne ting som sirupskager, kødpostejer og lignende stammer. (Jeremias 7:18) Det var druiderne, der stegte et ornehoved til deres gudinde Freja, og siden da har flæskesteg været anset for særlig passende til julemiddagen. Forløberen for højtidens punchbolle var den anglo-saksiske gildespokal med dens berusende drik. Frådseri med mad og drikke var en lige så stor del af festen for hedningerne, som det er det i dag for mennesker i kristenheden. Bibelen fordømmer imidlertid alt sådant. — Ordspr. 23:21; Gal. 5:19-21; Fil. 3:19.
Den rødkindede, dobbelthagede, skæggede, godmodige gamle mand, der kaldes „julemanden“, har en meget nyere tilknytning til helligdagen end de andre ting. Nogle mener, at en from biskop i Myra ved navn Nikolaus, som levede i det fjerde århundrede, var den første „St. Nikolaus“, og ned igennem den mørke middelalder blev han betragtet som skytshelgen for pantelånere og tiggere. Han blev skildret som en beskeden, bleg og temmelig asketisk personlighed, indtil en karikaturtegner i 1863 fik fat på „helgenen“ og gav ham livlige klæder på. Som The Century Dictionary viser, er „St. Nikolaus“ i virkeligheden en personifikation af Djævelen.
Djævelen har gjort alt muligt for at bespotte og vanære den sande og levende Gud og vende mennesker bort fra den sande gudsdyrkelse. For at gennemføre begge disse onde hensigter, som det sker, når såkaldte kristne fejrer julen, har Djævelen benyttet sig af alle slags bedrageriske påfund. Der er her blevet vist to fremtrædende træk af hans metoder, nemlig at en hedensk helligdag fejres som Jesu fødselsdag, og at hedenske sædvaner, symboler og skikke fortsat bruges i Kristi navn. Foruden dette har Satan med så stort held bundet menneskers hjerter, følelser og hengivenhed til denne Gud-vanærende fest, at mange, selv når de får oplysning om sagens fuldstændige hedenske karakter, er mest tilbøjelige til at beholde den som en kær ejendom. „Åh hvad!“ er deres indstilling. Glem de dårlige sider og se på alt det gode, der udføres, siger de. Tænk på, hvor mennesker hvert år bliver åndeligt opløftet, på gaverne til de fattige, inspirerende julesange, bibellæsning om fred på jorden, i mennesker velbehag. En nærmere undersøgelse af disse ting vil imidlertid også vise, at det netop er den mere udspekulerede del i hele maskeraden.
Det vil måske forbavse Dem at høre, at den skik at give hinanden julegaver er af lige så hedensk oprindelse som de andre skikke. De vil måske gøre indsigelse mod denne påstand, fordi de „vise mænd“ bragte gaver, da Jesus blev født? Det er netop sagen. Disse „vise mænd“ var djævletilbedende magere fra Østen, fra Persien, og kom på Djævelens foranledning, og de ville have fuldført hans hensigt og forrådt Jesus til den onde Herodes, dersom Gud ikke havde forpurret planen. Der kom derimod også gudfrygtige fårehyrder, men beretningen siger ikke noget om, at de benyttede sig af den hedenske skik at give gaver. (Mattæus 2:1-11; Lukas 2:8-20) Tertullian og andre fortæller, hvorledes gaveudvekslingen var en del af saturnaliefesten. Og de sange, de sang ved denne fest, var forløbere for julesangene.
Lad os være ærlige med hensyn til maduddelingen til de fattige på denne årstid. Hvad med resten af året? Vil en nation, der kalder sig kristen, ved at give de fattige gaver een gang om året kunne stille Guds vrede over, at de resten af året tilbageholder livets fornødenheder fra de fattige for at holde priserne oppe? Bestemt ikke! Ingen ydre brilleren med velgørenhed og juleindsamlinger kan udslette den overdrevne og syndige ødelæggelse af fødevarer og materialer — nedslagtning af svin, opbrænding af kaffe, nedpløjning af bomuld, og mælk, æg og kartofler, som havner på lossepladsen uden at komme nogen til nytte. Gud vil i sandhed høre de trængendes råb, de, som får tildelt et måltid mad om julen og ellers glemmes, ignoreres og undertrykkes resten af året. — Sl. 9:17-19; Jer. 5:26-29; Amos 8:4-7.
Oprigtig talt er de, der i juletiden synger højest om fred på jorden, de første til at kæmpe mod det eneste middel for opnåelsen af evig fred, nemlig Guds rige, som Kristus Jesus regerer over. De er hyklere, som ærer Gud med deres læber, men modstår ham med deres hjerte, sind og handlemåde. (Matt. 15:8) Sand kristendom, derimod, er ikke noget, der bare kommer til udtryk een gang om året. Det er et liv, der helt og til alle tider er optaget af at synge Jehovas og hans elskede søns pris, et liv, der er indviet til at gøre deres vilje og holde deres bud. — Joh. 14:21, 23, 24; 15:9, 10; 1 Joh. 2:3-6.
Familierne Hansen og Jensen og alle andre oprigtige, ærlige og rettænkende mennesker, der slavisk har fejret den hedenske helligdag, kaldet julen, må nu frigøre sig. De må føres ind i den rene tilbedelse af Jehova Gud, Livgiveren, sådan som denne tilbedelse fremholdes i den store frihedens og sandhedens bog, Bibelen. Når de følger en sådan kristen handlemåde, vil det ikke alene betyde evigt liv for dem, men et evigt lykkeligt liv, fyldt med glæde, fryd og jubel til alle tider. — Joh. 17:3.