Oprindelsen til julen og julens ånd

Fejrede dine forældre din fødselsdag, før du blev født? Kunne de tænke sig at fejre den på en anden dag end den, hvorpå du blev født? Kunne de som kristne tænke sig at højtideligholde den ved at flytte den til en hedensk festdag, ved at drikke øl af fjendens hjerneskal eller ved at ofre levende børn til dæmonguderne? Hvis dette ikke er tilfældet, hvorfor fejrer de troende kristne Jesu fødsel, som de gør? Artiklen giver svaret.

JULENS ånd er ikke kristen, for den stammer ikke fra Kristus. Den er mange århundreder ældre end den kristne tidsalder. Kort efter Vandfloden begyndte man at holde jul. Det begyndte med Nimrod, der var sønnesøn af Kam, Noas søn, en ond og ubarmhjertig diktator, der var ansvarlig for det store organiserede og verdslige frafald fra Gud, som er fortsat helt op til vor tid. I foragt for Gud og al anstændighed giftede Nimrod sig med sin egen moder, Semiramis. Efter hans alt for tidlige død udbredte hans moder eller hustru, Semiramis, den løgn, at hendes mand eller søn var en åndelig guddom. Hun hævdede, at et stort, stedsegrønt træ på een nat voksede op fra en død træstub, og at dette skulle symbolisere, at den døde Nimrod var opstået til nyt liv. Hun påstod, at Nimrod på årsdagen for sin fødsel, som var den 25. december, ville besøge det stedsegrønne træ og hænge gaver på det. Historikeren, professor Hislop siger: „Yulelog’en (det vil sige den brændeknude, som man i angelsaksiske lande bærer ind på ildstedet og brænder den 24. december om aftenen) er den døde stub, som symboliserer Nimrod som solguden, der er blevet fældet af sine fjender; juletræet er den genopstandne Nimrod — den dræbte gud, der er bragt tilbage til livet igen.“ — The Two Babylons, siderne 97 og 98.

Dette er begyndelsen til julen og dens ånd. Dette er også begyndelsen til juleknude, juletræ, fejren af fødselsdage, udvekslen af gaver og de fester, gilder, besøg, hilsener, solderier og den skæmt og drukkenskab, der altsammen udgør denne fests ånd. Altsammen stammer det fra den første løgn, der er blevet holdt ved lige af Djævelens ånd. I Eden sagde han til Eva: „I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!“ Ligesom Eva troede Semiramis Satans løgn og erklærede, at Nimrod var en åndegud; med denne erklæring startedes en tøjlesløs festligholdelse af hans fødselsdag, en skik, der har holdt sig i århundreder lige til vor tid. I den vestlige verden kaldes den for julen. — 1 Mos. 3:4, 5.

Nimrod blev tilbedt som den „guddommelige himmelsøn“, som „Messias, solguden Ba’als søn“. Dæmontilbedende hedninger troede, at livet og udødeligheden stammede fra Nimrod, og derfor tilbad de den aldrig døende sol på himmelen som en personifikation af ham og som et himmellegeme, der repræsenterede hans „guddommelighed“. Moder og barn, Semiramis og Nimrod, blev gjort til genstand for tilbedelsen. Den hedenske verden gjorde denne kombination til afguder. I Ægypten blev den tilbedt som Isis og Osiris, i Asien som Cybele og Doius, i det hedenske Rom som Fortuna og Jupiter-puer. Selv i Kina, Japan, Tibet og i andre ikke-kristne lande kan man finde en tilsvarende madonnaskikkelse som den, der holdes for hellig i kristenheden. Hedningerne beundrede disse symboler længe før Kristi fødsel, og dog udråbes de af kristenheden som kristne, og man taler beundrende om dem som „den smukke juleånd“.

Men Jehova Gud befalede sit folk Israel: „Vend jer ikke til hedningernes færd, . . . thi folkenes skikke er tomhed.“ „Du må ikke tilbede eller dyrke deres guder eller følge deres skikke; men du skal nedbryde dem og sønderslå deres stenstøtter.“ „Du må ikke dyrke deres guder, thi det vil blive en snare for dig.“ Jehovas advarsel imod hedningeguderne gælder stadig, og han har samme indstilling over for den hedenske tilbedelse, for han siger: „Thi jeg, HERREN [Jehova], er ikke blevet en anden.“ — Jer. 10:1-3, KJ; 2 Mos. 23:24; 5 Mos. 7:16; Mal. 3:6.

Bibelen undgår omhyggeligt at omtale datoen for nogens fødselsdag, og der berettes heller ikke om, at Jehovas tjenere fejrede fødselsdage, hverken før eller efter Kristi tid. Denne bemærkelsesværdige tavshed fra Bibelens side med hensyn til fødselsdage er et stærkt bevis for, at disse ikke blev fejret, og at man misbilligede dem som værende hedenske. Origenes fra Alexandria (185-254 e. Kr.) nåede til følgende kloge erkendelse: „I Skriften er det kun syndere og ikke helgener, der fejrer deres fødselsdag.“ De eneste fødselsdagsfester, der omtales i Bibelen, er faraos, ved hvilken en mand blev hængt, og ægteskabsbryderen Herodes’, ved hvilken lejlighed Herodes’ steddatter Salome dansede for at gøre festen „munter“, ja munter ved at lade Johannes Døbers hoved hugge af.

Fra den hedenske saturnaliefest til den „kristne“ jul

Hvorledes blev da disse hedenske skikke en del af den største kristne fest, julen? At de kristne i det første århundrede ikke fejrede jul, fremgår tydeligt af de første „kristne“ forfattere. Catholic Encyclopedia indrømmer følgende: „Julen var ikke blandt kirkens tidligste fester. Irenæus og Tertullian medregner den ikke i deres liste over festerne.“ Da de frafaldne kristne begyndte at gå over til hedenske skikke, udtalte Tertullian følgende beklagelse: „Vi, som ikke fejrer sabbater, nymåner og fester, skønt de engang var godkendt af Gud, fejrer nu saturnaliefesten [og andre hedenske fester], giver gaver, . . . og holder gilder og fester under stort spektakel.“ — Gal. 4:10, 11; Kol. 2:8.

Som et led i sine anstrengelser for at omvende hedningerne indførte den romersk-katolske kirke i det fjerde århundrede e. Kr. denne hedenske saturnaliefest den 25. december og fejrede den som „Kristi messe“ (på engelsk: „Christmas“) eller julen. Julen er derfor intet andet end en tro kopi af den hedenske saturnaliefest. Dette anerkendes i al almindelighed af historikere og teologer. En verdenshistorie, On the Road to Civilization, siger side 164: „Saturns fest, saturnaliefesten, var en vinterfest, der varede en uge fra den 25. december, og som blev fejret med dans, gaver og levende lys. Saturnaliefesten blev senere overtaget af de kristne som deres julefest og fik derved en ny betydning.“

Ordbogen New Americanized Encyclopedia Britannica, 1900, bind 9, side 5236, siger i en grundig redegørelse for saturnaliefestens skikke: „Saturnaliefesten, der blev fejret den 19., . . . varede i syv dage. Det var en glædens og munterhedens tid. De uldne reb blev fjernet fra saturnstatuens fødder, og hver mand ofrede en gris. Skolerne var lukkede under disse festligheder. . . . Man spillede med terninger, hvilket ellers var forbudt, alle samfundsklasser gav hinanden gaver, det mest almindelige var vokslys og lerdukker. Disse dukker blev især givet børn. Varro mente, at dukkerne repræsenterede oprindelige menneskeofringer (børneofre til „underverdenens gud“).“ — Jer. 32:34, 35.

I december 1953 udtalte pastor A. E. Palmer ifølge Examiner følgende: „„Hvorfor vælge den 25. december som datoen for den hellige fest? Kunne en hvilken som helst anden offentlig helligdag dog ikke være lige så god til denne lystige fest?“ Der var ikke noget bevis for, sagde han, at Jesus var født den 25. december, men kirken havde overtaget et stort antal af de gamle hedenske fester og givet dem en kristen betydning. Den 25. december blev solens tilbagekomst fejret, idet dagene nu blev længere, og kirken valgte dette som et symbol på det lys, som skinner igennem mørket. Julen uden Kristus, sagde han, ville kun være en hedensk fest.“

James M. Gillis, redaktør af Catholic World, gjorde i nummeret for den 2. december 1945 følgende åbenhjertige tilståelse: „Det er en velkendt kendsgerning, at paverne og koncilierne i kirkens første tid tilsigtede at anbringe de kristne fester på eller nær ved dagen for en tidligere hedensk karnevalsfest for at bekæmpe de hedenske og almindeligvis tøjlesløse festligheder.“ Ligesom fortidens Haman blev den katolske kirke et offer for sine egne intriger. — Est. 7:10.

Bag denne nye og løst påsatte „kristne“ maske var og er julen intet andet end den gamle hedenske saturnaliefest, og det er denne hedenske helligdagsånd, som udråbes som „julens smukke ånd“. Hvad smukt er der ved en hedensk fest, som vanærer Gud? Hvad smukt er der ved en fest, som holdes i modstrid med Guds befaling? Hvad smukt er der ved en festlighed, som er en stadig gentagelse af en løgn, og som gør deltagerne til hyklere og har forblindet menneskene med hensyn til, hvad der er sandt og retfærdigt? Hvad smukt er der ved en sådan „vederstyggelighed“?

Hvorfra „ånden“ stammer

Guds ånd, som frembringer „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed“, har intet at gøre med saturnaliefesten, som er lånt fra hedningerne. Den kendte forsker James Murdock, der regnes for en autoritet med hensyn til bibelske og historiske spørgsmål, anfører følgende i en fodnote til sin oversættelse af Mosheims Institutes of Ecclesiastical History: „Lige fra den første indførelse af denne fest [julen] synes de vestlige nationer at have overført til den mange af de dumme og lastefulde skikke, som hørte til denne årstids hedenske fester. Dette gælder for eksempel den fantastiske udsmykning af kirker, sammenblandingen af gudsdyrkelse og marionetkomedier eller -dramaer, iscenesættelsen af store fælles fester, visitter, hilsener, gaver, skæmt, gilder og drukkenskab.“ — Gal. 5:22-25.

I stedet for at omvende hedningerne til kristendommen blev de frafaldne kristne offer for deres eget begær og lyster og drev til havs på de hedenske skikkes bølger. Gud forudsagde dette: „Du må ikke dyrke deres guder, thi det ville blive en snare for dig.“ — 5 Mos. 7:16.

Denne kampagne, hvorved man nu søger at „gengive Jesus Kristus en plads i fejringen af julen“, er en åben indrømmelse af, at Kristus i dag ikke har noget med denne fest at gøre, og som pastor Palmer sagde: „Julen uden Kristus er kun en hedensk fest.“ Sådan forholder det sig. Kristus har aldrig haft noget med julen at gøre, og julen har heller aldrig haft noget med Kristus at gøre. Det følgende slogan ville være på sin plads og mere i overensstemmelse med de kristne principper: „Bort fra julen og tilbage til Kristus.“ Saturnaliefesten bliver ikke en kristen fest blot ved, at man kalder den således. En ulv bliver ikke til et lam, blot fordi man kalder den et lam, og på samme måde bliver heller ikke julen kristen, fordi troende kristne fejrer den. At visse religiøse organisationer fejrer julen, gør den ikke til en kristen fest, lige så lidt som andespil, lotterier og basarer bliver kristne, fordi de afholdes i menighedshuse.

Er det Guds ånd, man finder i den skik at udveksle gaver, en skik, som er blevet overleveret fra de dæmontilbedende hedninger? Eller finder man Guds ånd i de årlige amerikanske juletræsfester til 50 millioner dollars, som gentager løgnen om menneskets udødelighed? Eller kan man finde den i strålende guldkugler, der hylder Balder, guden for den evigt mystiske sol? Eller finder man Guds ånd i de millioner af legetøjssoldater, tanks, geværer og flyvemaskiner, som forherliger krigen og ikke „på jorden fred i mennesker, der har Guds velbehag“? Findes den i frådseriet, drukkenskaben, vellysten og i de mord, som sammen med alt det andet hører „julen“ til?

Næppe. „Far ikke vild,“ siger den inspirerede Paulus, „Gud lader sig ikke spotte! thi hvad et menneske sår, det skal han også høste. Thi den, der sår i sit kød, skal høste fordærvelse af kødet, men den, der sår i ånden, skal høste evigt liv af ånden.“ Apostlene Paulus og Peter beskriver julens ånd for os i Galaterne 5:19-21 og 1 Peter 4:1-4. På de her omtalte frugter kender vi den igen. — Gal. 6:7, 8.

Hvad er „juletræets“ frugter?

Julens ånd menes at være en velviljens ånd blandt mennesker. Hvor megen velvilje er der så i verden i dag, efter at julen er blevet fejret i femten hundrede år? Hvor megen god vilje udvises der på selve højtidsdagene? I hvor stor udstrækning efterligner menneskene Kristus under denne „den mest hellige fest“? Læs det følgende og bedøm selv, hvilken ånd det er, der dominerer.

Ifølge en rapport af Gerhard J. Falf, der er sociolog ved Pennsylvanias universitet, „begås der flere mord juledag end på nogen anden dag i året“. Er det den kristne ånd? Den øverste detektiv for et stormagasin erklærer: Butikstyvenes og lommetyvenes antal „forøges stærkt“ i juletiden. Er det den kristne ånd? Sidste år forsøgte Carl Roses i Detroit, Michigan, at forsvare sit vognlæs af juletræer mod en menneskemasse, der overfaldt ham. En uidentificeret mand „greb en kæp fra vognen og slog ham bevidstløs dermed. Mens han lå der, og mens hele hoben plyndrede ham for hans træer, var der en, der stjal 400 dollars — dagens indtægt — fra hans lomme. Langt om længe fik hans fader sat lastbilen i gang og flygtede for livet med kun en tredjedel af træerne på ladet.“ En anden mand beklagede sig over, at en, der handlede med træer, havde slået ham, da han tilbød ham 50 cents for hans sidste træ. „Et usædvanlig stort antal mennesker har anmeldt, at deres grantræer i forhaven i nattens løb er blevet fældet,“ meddelte Detroitbladet News. Er dette kristendommens ånd?

Opfyldt af julens ånd plyndrede en „julebandit“, som sagde: „Min dreng skal have en rigtig jul“, en legetøjsbutik i Brooklyn for 900 dollars. Under dette løsslupne karneval blev der alene på gaderne i Los Angeles opsamlet 1200 personer, der var kommet i en „lidt løftet stemning“. „Jeg har aldrig set noget lignende!“ udtalte en fortumlet politibetjent. „De er blevet stablet op her ligesom pindebrænde.“ En kortfattet avisoverskrift bemærkede lakonisk: „Los Angeles vakler ind i julen.“

Forholdene er nøjagtig sådan, som Jesus beskrev dem: „Dette folk ærer mig med læberne; men deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.“ Dette var sandt på Jesu tid, og det er sandt i dag med hensyn til kristenheden. Det gælder alle dens fester og skikke, julen ikke undtaget. — Matt. 15:8, 9.

En vederstyggelighed i Guds øjne

Julefesten er højt værdsat af denne verdens mennesker. Men som Jesus fastslog: „I er folk, som gør jer selv retfærdige i menneskers øjne; men Gud kender jeres hjerter; thi det, som sættes højt blandt mennesker, er en vederstyggelighed for Gud.“ Selv om kirkeklokker kimer og mennesker forsøger sig med bøn på denne dag, betragter Gud alligevel deres fest som en vederstyggelighedens højtid. Paulus sagde til nogle kristne, som forfaldt til hedenske skikke: „I overholder dage og måneder og festtider og år. Jeg frygter for, at jeg måske har slidt forgæves med jer.“ Menneskeheden blev af Kristus frigjort fra disse ting, men kristenheden har vendt sig til dem igen. For Gud er kristenheden blevet lige så afskyelig som en hund, der „vender sig om til sit eget spy“. — Luk. 16:15; Gal. 4:10, 11; 2 Pet. 2:22.

Hvori består da julens ånd? Den er „jordisk, dyrisk, dæmonisk“. Det er hedenskabets ånd, der paraderer i kristen klædning. Det er Djævelens ånd, der har gjort hele verden beruset. Julen kan ikke klare frisag under påskud af, at den er uskyldig morskab for børn, for det er Guds navn og tilbedelsen af Gud, der er impliceret. Festligheden og dekorationerne er dæmoniske, fordi de forherliger hedenskabet, som er dæmonisme. Det, at Guds navn og hans ord blandes sammen med hedenske skikke, tilsmudser dette navn, idet det bliver anvendt på en så skødesløs måde. Et af de ti bud lyder således: „Du må ikke misbruge HERREN [Jehova] din Guds navn, thi [Jehova] lader ikke den ustraffet, der misbruger hans navn!“ — Jak. 3:15; 2 Mos. 20:7; Ez. 36:22, 23.

Kan kristne ikke fejre julen af et rent hjerte og til Jehovas ære? Gud selv svarer os i sit ord: „Træk ikke i ulige åg med de vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? Hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre? . . . Derfor: Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige.“ Man må altså vælge, om man vil gå ind for julen med dens ånd og miste Gud, eller om man vil gå ind for Gud og modtage hans ånd og gunst og miste julen. Dette valg skulle ikke være svært. — 2 Kor. 6:14-18.