To klassiske breve af stor betydning

TRAJANUS, det udstrakte romerriges hersker, manglede en statholder over provinsen Bitynien-Pontus i Lilleasien. Han udnævnte derfor sin betroede ven, Gajus Plinius Cæcilius Secundus, også kaldet Plinius den Yngre. Plinius døde to år efter sin ankomst til Bitynien i 111 e. Kr., men i løbet af de to år skrev han mange breve til Trajanus om forskellige problemer. Et af disse, samt Trajanus’ svar, handler om de første kristne og regnes for et af oldtidens mest værdifulde dokumenter. Det viser Guds indviede tjeneres holdning, opførsel og indstilling, som ikke-kristne øjne så dem. Disse breve er af så stor historisk betydning (de blev skrevet meget kort tid efter den sidste af apostlenes død), at de gengives her, som de er oversat og offentliggjort i Harvard Classics, 1909, b. 9, s. 425-428.

„Det er min ufravigelige regel, Herre, at henvende mig til dig i alle spørgsmål, hvor jeg nærer tvivl, for hvem er bedre kvalificeret til at fjerne min tvivl eller oplyse mig i min uvidenhed? Da jeg aldrig har overværet nogen af retssagerne mod dem, der bekender sig til kristendommen, er jeg ukendt ikke alene med deres forbrydelsers karakter og med udmålingen af deres straf, men også med hvor langt, det er rigtigt at gå med hensyn til afhøringen af dem. Om de forskellige aldersklasser almindeligvis behandles forskelligt, eller der ikke skelnes mellem unge og ældre, om anger berettiger dem til benådning, eller om det gavner en mand, der engang har været en kristen, at han giver afkald på sin vildfarelse, om bare det at bekende sig til kristendommen, når det ikke er forbundet med nogen forbryderisk handling, er strafbart, eller det blot er selve overtrædelserne i forbindelse med kristendommen, der er det — om alle disse punkter er jeg i stor tvivl. I mellemtiden er den metode, som jeg har anvendt over for dem, der er blevet stillet for mig som kristne, denne: Jeg spurgte dem, om de var kristne; dersom de indrømmede det, gentog jeg spørgsmålet to gange og truede dem med straf; dersom de fastholdt deres standpunkt, beordrede jeg dem straffet med det samme, for jeg var overbevist om, at ligemeget hvordan deres indstilling var, så fortjener en trodsig og ubøjelig hårdnakkethed afstraffelse. Der var andre, der blev stillet for mig, som var besat af den samme dårskab, men da de var romerske borgere, befalede jeg, at de skulle sendes til Rom. Men efter som denne skadelige religion bredte sig (som det sædvanligvis er tilfældet), selv om den blev forfulgt, indtraf der adskillige tilfælde af samme art. Der blev forelagt mig oplysninger med anklager mod flere mennesker, som ved afhøring nægtede, at de var kristne eller nogen sinde havde været det. De gentog efter mig en bøn til guderne og bragte religiøse ofre med vin og røgelse foran statuen af dig (som jeg i samme hensigt havde befalet skulle bringes hid tillige med gudernes) og spottede endog Kristi navn, hvorimod det siges, at ingen kan tvinge dem, der er virkelige kristne, til nogen form for eftergivenhed. Jeg fandt det derfor rigtigt at frikende dem. Nogle af dem, der blev anklaget af et personligt vidne, tilstod først, at de var kristne, men benægtede det i næste øjeblik; resten indrømmede, at de tidligere havde tilhørt denne skare, men havde nu (nogle for mere end tre år siden, andre for flere år tilbage og nogle få for over tyve år siden) opgivet denne vildfarelse. De tilbad alle statuen af dig og gudebillederne, mens de på samme tid udtalte forbandelser over Kristi navn. De påstod, at al deres skyld eller vildfarelse bestod i, at de mødtes på en fastsat dag før daggry og bad en slags bøn til Kristus som til en guddom og bandt sig selv ved en højtidelig ed, ikke i nogen ond hensigt, men på, at de aldrig ville begå bedrageri, tyveri eller hor, aldrig tale falsk eller svigte en udvist tillid, om de skulle blive opfordret dertil. Derefter var det deres sædvane at skilles og så samles for at spise et fælles og uskadeligt måltid. Denne sædvane aflagde de imidlertid efter offentliggørelsen af min forordning, hvori jeg i overensstemmelse med dine påbud forbød alle møder og forsamlinger. Efter at have hørt på denne beretning, fandt jeg det så meget mere nødvendigt at prøve på at nå ind til den virkelige sandhed, og jeg udsatte derfor to slavinder, som sagdes at tjene ved deres religiøse ceremonier, for tortur, men alt, hvad jeg fik ud af det, var et vidnesbyrd om en tåbelig og overspændt religion. Jeg anså det derfor for passende at udsætte alle videre retsforhandlinger, til jeg havde rådført mig med dig, for det lader til at være et problem, som i høj grad fortjener din opmærksomhed, især da der må være store skarer, som udsættes for disse forfølgelser, der allerede har nået og stadig kan forventes at ville nå mennesker af alle klasser og aldre og endog af begge køn. I virkeligheden er denne smitsomme religion ikke begrænset til byerne alene, men smitten har bredt sig til de nærliggende landsbyer og landet. Ikke desto mindre synes der stadig at være mulighed for at begrænse dens fremgang. Templerne som engang lå næsten øde hen, begynder i det mindste nu at blive besøgt, og de hellige ceremonier genoplives atter efter en lang tids afbrydelse, mens der er en almindelig efterspørgsel efter slagtofre, som indtil for nylig kun fandt få købere. Af alt dette er det let at gætte, hvilke mængder der ville omvende sig, dersom der blev tilstået dem, som angrer deres vildfarelse, en benådning.“

Som svar på dette brev fra Plinius skrev kejser Trajanus: „Du har gjort ret, kæreste Secundus, i at undersøge anklagerne mod de kristne, som blev stillet for dig. Det er ikke muligt at opstille nogen almindelig regel for alle sådanne tilfælde. Gør dig ikke ulejlighed med at finde ud af dem. Dersom de virkelig skulle blive stillet for dig, og forbrydelsen kan bevises, så bør de straffes, dog med den begrænsning, at hvor den anklagede benægter, at han er en kristen og ved at påkalde vore guder klart viser, at han ikke er det, da skal han (trods sin tidligere religion) benådes ved sin anger. Anonyme oplysninger bør ikke give anledning til nogen form for forfølgelse. Det medfører en meget farlig situation og er ganske fremmed for vor tidsalders ånd.“

Et rosværdigt vidnesbyrd

En nøjere undersøgelse af disse breve fortæller os en hel del om de første kristne. Et lille mindretal af både „unge og ældre“, og dog var der øjensynlig ingen „tredje grads“ brutalitet, der kunne bøje eller knække disse sande Kristi efterfølgere. „Ubøjelig hårdnakkethed“, kaldte Plinius det. Men i virkeligheden var det et gudfrygtigt eksempel på uselvisk hengivenhed, fuldstændig trofasthed og ubrydelig beslutsomhed om at gøre, hvad Jehova befalede, at gøre hvad der var ret, og ikke et selvisk udslag af stædighed.

Hvilke frygtelige forbrydelser begik disse kristne da? Plinius siger, at de bad til Gud i Kristi navn og „bandt sig selv ved en højtidelig ed, ikke i nogen ond hensigt,“ men snarere lovede de aldrig at ville „begå bedrageri, tyveri eller hor, aldrig tale falsk eller svigte en udvist tillid, om de skulle blive opfordret dertil“, og desuden var det deres skik „at spise et fælles og uskadeligt måltid“. Kejseren havde i sandhed ikke bedre, mere retskafne eller mere ønskværdige borgere, og dog var det dem, Plinius ville myrde og tilintetgøre!

Ikke alle, som blev stillet for Plinius, beviste sig imidlertid at være trofaste kristne. Nogle benægtede, at de nogen sinde havde været det, og for at bevise det tilbad de gladeligt de hedenske guder og „bragte religiøse ofre med vin og røgelse“ til statuen af Trajanus „og spottede endog Kristi navn“. Selv Plinius var forvisset om, at disse ikke var kristne, for „det siges, at ingen kan tvinge dem, der er virkelige kristne, til nogen form for eftergivenhed“.

En tredje gruppe, der blev stillet for Plinius, var ligesom dem, Jesus omtalte, der havde hårde stenhjerter, i hvilke sandheden fandt så lidt rod, at den visnede bort under forfølgelsens hede. (Matt. 13:20, 21) Utro mennesker, der fattedes retskaffenhed mod Jehova Gud og gik på kompromis med denne sataniske gamle verdens ledere. De faldt fra deres hellige pagt, forlod deres gudfrygtige levemåde og svigtede Herrens forsamling, altsammen fordi ubetydelige mænd som Plinius og Trajanus „forbød alle møder og forsamlinger“. (Hebr. 10:25) Plinius viste barmhjertighed og tilgivelse over for denne utro og ubrugelige klasse, hvilket Trajanus bifaldt, og Djævelen triumferede. I Jehovas øjne var disse pagtsbrydere imidlertid kun værdige til at dø. — Præd. 5:4, 5; Rom. 1:31, 32.