„Fyrster skal styre med ret“

„Se, en konge skal herske med retfærd, fyrster styre med ret.“ — Es. 32:1.

1. Hvad forudså Jehova vedrørende menneskers regeringer, og hvad lovede han derfor i Eden?

JEHOVA GUD er skaberen af menneskeslægtens eneste retfærdsstyre. Længe i forvejen vidste han, at det regeringssystem, som mennesker ville indføre iblandt sig, ville vise sig at være ufuldkomment, uretfærdigt og ude af stand til at magte opgaven. Hvordan kunne det også ventes, at ufuldkomne mennesker skulle kunne indføre en regering, der var absolut retfærdig, upartisk og fri for undertrykkelse? Gud vidste, at der, foruden menneskets medfødte tilbøjelighed til synd og uretfærdighed, fandtes en vældig, overmenneskelig kraft, der udøvede en usynlig indflydelse på menneskeheden, en indflydelse, der tilskyndede til uretfærdighed, og denne kraft var Satan, Djævelen. Herren Jesus Kristus kalder denne onde skabning „denne verdens fyrste“ eller „hersker“. Foruden at være hersker er han „dette tingenes systems gud“, og apostelen Paulus benævner ham således. (Joh. 12:31; 16:11; og 2 Kor. 4:4, NW) Det er en omstændighed, der yderligere har bidraget til, at samtlige regeringer, opstillet af syndige mennesker, er kommet til kort og har vist sig uretfærdige og fordærvede. Da Jehova Gud forudså, hvorledes alt menneskestyre i denne Djævelens verden ville udarte, kundgjorde han sine hensigter om at oprette et ulasteligt retfærdsrige, der ville bestå. Det løfte, Gud gav i Edens have, umiddelbart efter at mennesket havde syndet, er i fuld harmoni med den hensigt at oprette Riget. Kvindens sæd, der dér blev givet løfte om, skulle være kongen i denne regering, og i denne egenskab skulle han knuse den store slanges, Satan Djævelens, hoved. — 1 Mos. 3:15.

2. Hvad kundgøres der i Esajas 32:1, og hvem er kongen, der dér nævnes?

² „Se! en konge skal herske med retfærd, og prinser styre med ret.“ (Es. 32:1, AT) Med disse glædelige ord kundgør Jehova Gud gennem sin profet Esajas det kommende retfærdsstyre for hele menneskeheden, ja, for hele jorden. Da Esajas’ tid kom, var det blevet åbenbaret, at denne retfærdighedens konge skulle være en efterkommer af David, Jerusalems konge. På et tidligere tidspunkt erklærede den Allerhøjeste ved den samme profet, at denne konge skulle fødes af en jomfru og blive kong Davids efterfølger på tronen: „Thi et barn er os født, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers Jehovas nidkærhed gør det.“ (Es. 7:14; 9:6, 7) Disse gribende ord fik deres opfyldelse i Jesus Kristus. Ved Jehovas mirakel blev han født af en jomfru i kong Davids egen by, Betlehem i Judæa, og han beviste sin ret til Riget ved at dø trofast imod Jehova Gud, det evige riges skaber og grundlægger. Der hersker ikke mindste tvivl om, hvem kongen er, der skal herske med retfærd. Men der er ofte blevet spurgt, hvem disse „fyrster“ er, der har fået løfte om at skulle styre med ret samtidig med kongen. Det belejlige øjeblik til at besvare dette spørgsmål er åbenbart nu ved Guds godhed kommet.

Hvem er de?

3. Til hvilken tidsperiode mente man førhen, at Esajas 32:1 henviste? Hvorfor?

³ Dette skriftsted, „og fyrster skal styre med ret“, har længe været sat i forbindelse med Salme 45:17: „Dine sønner træde ind i dine fædres sted, sæt dem til fyrster rundt i landet.“ Disse, som skulle sættes til fyrster i landet, har man længe ment var fortidens trofaste vidner, fra tiden før Kristus, der skulle blive kongen Kristi børn ved en opstandelse fra de døde. Derpå skulle de indsættes som fyrster over de øvrige af menneskeheden og være Kristi Jesu himmelske riges synlige repræsentanter. (Guds Harpe, § 556) Fordi Esajas 32:1 taler om fyrster og forbinder dem med den nye verdens konge, har man ment, at disse fyrster var de samme, som omtales i Salme 45:17. Derfor har man anvendt verset, Esajas 32:1, på tidspunktet for Kristi Jesu tusindårige regering efter Harmagedonslaget. Men siden året 1947 har Vagttaarnet ikke længere anvendt Esajas 32:1 på denne måde.

4. Må Esajas 32:1 vente med at blive opfyldt til efter Harmagedon, eller til den jordiske opstandelse begynder? Begrund dit svar.

⁴ Læg mærke til, at Esajas siger ikke, at disse fyrster under retfærdighedens konge er hans børn eller er begrænset til hans børn, således som Salme 45:17 gør det. Følgelig behøver Esajas’ profeti ikke nødvendigvis at være begrænset til dem, som skal blive Kristi Jesu, „Evigheds-Faderens“, børn, og som børn af denne kongelige fader er berettigede til at være fyrster eller prinser i egenskab af deres kongelige herkomst. Derfor behøver heller ikke opfyldelsen af profetien at vente til efter Harmagedonslaget, når Djævelens organisation og dens herskere og fyrster er blevet udryddet af jorden, eller til fortidens trofaste vidner opstår, vidner som Abel, Abraham, Moses og David.

5. Hvad siger Esajas, kapitel 32, om fyrsterne i vers 2?

⁵ Læg endvidere mærke til, hvad Esajas siger om disse fyrster i det næste vers. King James-oversættelsen af Esajas 32:2 lyder: „Og et menneske skal være som et skjulested for vinden, og et ly for stormen; som floder [strømme, AS] af vand i en tør egn, som skyggen af en stor klippe i et træls land.“ Hvem dette menneske her er, har længe været et fortolkningsspørgsmål. Men nu forstår man, at dette hebraiske udtryk betyder „enhver“, hvorfor moderne oversættere gengiver dette ord således, som det også er tilfældet i den danske oversættelse. An American Translation lyder: „Og fyrster skal styre med retfærd; og hver af dem skal være som et skjulested for vinden, og et ly for stormen, som strømme af vand i en tør egn, som skyggen af en stor klippe i et trælsomt land.“ (Es. 32:1, 2, AT; også Crampon og Bover-Cantera) Moffatt lyder ligeledes: „Med fyrster, som hersker retfærdigt, hver som et ly for storm,“ o.s.v. Og Rotherhams Emphasised Bible lyder: „Ja, selv fyrster skal regere med retfærdighed. Da skal hver af dem blive som et skjulested for vinden og et ly for stormen, som kanaler med vand i en tør egn, som skyggen af en vældig klippe i et træls land.“ — Også Luthers oversættelse.

6. Hvornår er det, at vi har beskyttelse behov for det, som skildres i Esajas 32:2, og hvem må vi vende os til, så vi kan blive beskyttet?

⁶ I Messias’ tusindårsrige, når Satan og alle hans dæmoner er bundet og kastet i afgrunden, og når hans synlige organisation er blevet til aske, har menneskeheden ikke brug for beskyttelse imod de ting, som Esajas her billedligt beskriver. Det er nu i denne vanskelige „endens tid“ for Satans onde verden, at vi i så høj grad trænger til denne beskyttelse, da den jo ikke ydes os af Satans organisations officielle elementer. Det er nu, at falske læresætninger og falsk propaganda som stormvind blæser fra alle sider, ikke som en brise, der sætter et spædbarns vugge i bevægelse, men som en hvirvelvind, der kan kaste fuldvoksne mænd og kvinder omkuld. Det er nu, at de „kolde“ krige og „varme“ krige nationerne imellem raser som et stormvejr, og at Djævelens synlige hærskarers angreb vendes imod Jehova Guds trofaste folk. Det er nu, at vi befinder os i en af åndelig tørke udpint verden, hvor vi særlig har behov for den rene, teokratiske sandheds vandstrømme, så vi kan stille vor tørst efter Guds åbenbarede ord. Det er nu, at de politiske, kommercielle og religiøse regeringselementer søger at skinne som solen i denne formørkede verden, men i stedet brænder de menneskeheden med en uudholdelig hede, i særdeleshed Jehovas vidner med forfølgelsens brand. Derfor har vi brug for Guds riges vældige klippe som et værn og en skygge for os i et trælsomt land. Og da Djævelens organisations regeringselement ikke udgør det tiltrængte skjulested eller yder læ, vederkvægelse eller skygge, må vi vende os til Jehovas organisations officielle tjenere. Han lover, at hans konge og hans fyrster hver især vil være alt dette for os i denne trængselens tid. De vil sørge for, at der sker os ret og retfærd.

7. Hvor er det, at kongen og fyrsterne regerer, og hvem vil opnå beskyttelse?

⁷ Den retfærdige konge og hans fyrster skal regere i landet, Jehovas teokratiske organisation, og alle, som er i eller står under denne organisation, vil høste gavn af deres retfærdige styre. De, som forbliver udenfor i verden, vil ikke.

8. I hvilken konges tid blev profetien fremholdt, og hvem var dengang en trusel udefra?

⁸ Det er derfor nu i denne „endens tid“ forud for Harmagedon, at vi med rette ser hen til opfyldelsen af Esajas’ profeti (32:1, 2). Det ser ud til, at profetien blev fremholdt, mens Ezekias var konge i Jerusalem i det ottende århundrede før Kristus. På Ezekias’ tid beherskede det assyriske imperium, den anden verdensmagt ifølge Bibelens historie, verden og truede den med sine grusomme og rovgriske overfald. Først førte den en kold krig med forfærdende propaganda og store løgne mod det lille Judas rige, hvor kong Ezekias herskede, idet han sad på den modbilledlige „Jehovas trone“ på Zions bjerg. Det var en stor fristelse for kong Ezekias at vende blikket mod syd og drage til Ægypten efter hjælp, et land, der havde mange stridsvogne og ryttere, men Ezekias nægtede at falde derfor. Det ville betyde manglende tillid til Jehova, al frelses ophavsmand, og undladelse af at søge hans hjælp. Den „kolde“ krig brød ud i „varm“ krig, og den assyriske hersker, kong Sankerib, gjorde indfald i Judas land, indtog mange af dets byer og belejrede andre. Mens Sankerib belejrede Lakisj, der lå henved 50 km sydvest for Jerusalem, sendte han et budskab til Jerusalem, et budskab, der var en hån imod Jehova Gud og et krav om byens betingelsesløse underkastelse. Jehova styrkede gennem sin profet Esajas kong Ezekias, så han nægtede at give efter for dette onde forlangende. Da Sankerib ikke kunne indtage Lakisj, rykkede han lidt nærmere mod Jerusalem og gav sig til at belejre Libna knap 40 km derfra, og atter sendte han et formasteligt forlangende til Ezekias, samtidig med at han forklejnede Jehovas magt til at frelse.

9. Hvordan ophørte Assyrien med at være en trusel for Juda?

⁹ Så bød Jehova gennem sin profet Esajas den praleriske og spotske assyriske angriber trods og forudsagde hans vanærende nederlag og Jerusalems udfrielse, byen, hvor Jehova havde stedfæstet sit navn. Esajas beretter selv for os, hvad der derpå skete: „Så gik Jehovas engel ud og ihjelslog i assyrernes lejr 185.000 mand; og se, næste morgen tidlig lå de alle døde. Da brød assyrerkongen Sankerib op, vendte hjem og blev siden i Nineve. Men da han engang tilbad i sin gud Nisroks hus, slog hans sønner Adrammelek og Sar’ezer ham ihjel med deres sværd, hvorefter de flygtede til Ararats land.“ (Es. 37:36-38; 2 Kong. 19:8-37) Derefter blev assyrerne aldrig mere nogen trusel for Judas rige.

10. Hvem var Ezekias et billede på, og Sankerib?

¹⁰ Apostelen Paulus fortæller os, at det, der skete i fortidens jødiske historie, var forbilleder eller advarende eksempler for os, som lever i endens tid for de gamle tingenes systemer. Ezekias var, dengang Jerusalem blev truet og udfriet, et billede på Kristus Jesus, der sidder hos Jehova på hans himmelske trone og ved hans højre hånd. (1 Kor. 10:6, 11) Den assyriske angriber, kong Sankerib, er et billede på den, som vanærer Jehova Gud og modstår Kristus Jesus, nemlig Satan, Djævelen, „dette tingenes systems gud“. Hvis derfor versene i Esajas 32:1, 2 sigter til kong Ezekias, så er det kun som forbillede betragtet, og deres opfyldelse på ham er kun forbilledlig og delvis.

11. I hvis dage indtræffer den fulde opfyldelse af profetien, og hvorledes skildrer Esajas 31:5-9 dette?

¹¹ Den fulde opfyldelse indtræffer på den større Ezekias’, Kristi Jesu, tid, når den større assyrerkonge, Satan, Djævelen, truer Jehovas synlige organisation på jorden og spotter hans almagt. Som en stærk trøst for dem, som holder sig nær til hans teokratiske organisation i disse strenge tider, siger Jehova Gud til os i det foregående kapitels afsluttende vers: „Som svævende fugle så skærmer Hærskarers Jehova Jerusalem, skærmer og frier, skåner og redder. Vend om til ham, hvem Israels børn faldt fra så dybt! Thi på hin dag vrager enhver sine guder af sølv, sine guder af guld, jeres hænders syndige værk. Assur falder for sværd, men ikke en mands, et sværd fortærer det, ikke et menneskes. Og han skal fly for sværdet, til hoveriarbejde tvinges hans stridsmænd; hans klippe [hans beskyttende gud] viger bort af rædsel, hans fyrster skræmmes fra fanen. Så lyder det fra Jehova, hvis ild er i Zion, som har sin ovn i Jerusalem.“ — Es. 31:5-9.

Hvornår og hvordan opfyldes profetien?

12. Hvorfor er der intet at indvende imod anvendelsen af Esajas 32:1 siden 1914?

¹² Efter at have nedskrevet disse ord, som nu nærmer sig deres fulde opfyldelse, begynder profeten Esajas det næste kapitel med ordene: „Se, en konge skal herske med retfærd, fyrster styre med ret.“ Der er intet at indvende imod anvendelsen af denne profeti nu i disse tider, da den større assyrerkonge, Satan, rasende bekriger Jehovas synlige organisation, resten af Guds „kvindes“ sæd. Der er nu gået otte og tredive år siden 1914, og se, Jehovas salvede konge hersker! Han hersker med retfærd og har gjort det siden udløbet for „nationernes fastsatte tider“ i 1914. Vi behøver derfor ikke at se frem til opfyldelsen af denne del af profetien til efter Harmagedonslaget. Den går for sig nu. Det er, fordi Kongen nu hersker med retfærd og lader Jehovas navn ske retfærdighed, at den større assyrer, Satan, Djævelen, raser imod og bekæmper den trofaste rest og deres retsindige medarbejdere på jorden. Er der nogen, der ved, at Kongen nu hersker, så er det Satan, Djævelen, for Kongen har besejret ham i krigen i himmelen og har nedstyrtet ham og hans dæmoner til Guds fodskammel, jorden, under den herskende konges fødder. — Luk. 21:24; Åb. 12:1-17.

13. Hvilket spørgsmål melder der sig så med henblik på fyrsterne?

¹³ Men hvorledes forholder det sig med den anden del af profetien: „Fyrster styre med ret, hver af dem som læ imod storm“? Hvordan kan dette passe, og hvem er disse fyrster, der skal styre retfærdigt og være til beskyttelse for Jehovas folk? Med Bibelen som støtte svarer vi:

14, 15. a) Fra hvilket ord er „fyrster“ eller „prinser“ oversat, og hvem kendetegner det? b) Hvorledes kan dette ord også oversættes og anvendes?

¹⁴ Det hebraiske ord, der her oversættes med „fyrster“ eller „prinser“, er sarím, der i ental hedder sar (hunkøn: sara). Som omtalt i Vagttaarnet for 1. marts 1951 i artiklen „Begyndelsen til den nye verdens samfund“ (§ 14), hentyder dette hebraiske ord sar ikke altid til en kongesøn eller søn af en politisk fyrste, og ordet oversættes heller ikke altid med prins eller fyrste, ligesom det ikke altid i Bibelen bruges med dette politiske anstrøg. Det kendetegner den første, ypperste, overhovedet for en hvilken som helst enhed eller gruppe. For eksempel: Ordet sar forekommer 419 gange i De hebraiske Skrifter fra 1 Mosebog til Zefanias. Heraf er det i King James-oversættelsen oversat med prins eller fyrste 208 gange, men med fører 125 gange, øverste 3 gange, fører, der havde herredømme, 1 gang, hersker 33 gange, statholder 6 gange, forvalter 3 gange, overordnet 2 gange, og general, herre, mester, hovmester og tugtemester 1 gang. Det oversættes således flere gange med disse andre ord end med ordet prins eller fyrste. I 1 Mosebog 21:22, 32 omtales filisterkongens øverste militære leder som hærfører (sar). Faraos hofmand, til hvem Josef blev solgt i Ægypten, kaldtes livvagtens øverste eller overopsynsmand (sar). (1 Mos. 37:36; 39:1, 21-23) Faraos mundskænk og bager, som sad fængslet sammen med Josef, kaldtes overmundskænk og overbager (over, sar). (1 Mos. 40:2, 9, 16) Farao gjorde senere Josefs brødre til opsynsmænd (sarím) over de kongelige hjorde. — 1 Mos. 47:6.

¹⁵ Efter Josefs død satte den nye farao tugtemestre (sarím), der skulle virke som slavefogeder, over hebræerne. (2 Mos. 1:11) Dengang israelitterne i Palæstina bad profeten Samuel om at give dem en mand til at være konge over dem, advarede Samuel dem om, at deres konge ville udskrive mænd, der skulle være tusindførere, hundredførere og halvhundredførere (sarím). Deres første konge, Saul, udnævnte sin fætter Abner som fører (sar) over sin hær. Senere gjorde han David til tusindfører (sar). — 1 Sam. 8:12; 14:50; 17:55; 18:13.

16, 17. a) Hvad tilkendegiver, hvorvidt Israel havde fyrster (sarím), inden de havde nogen konge? b) Og efter at deres konge var afsat?

¹⁶ Læg imidlertid mærke til, at inden israelitterne nogen sinde bad om og fik en jordisk konge, havde de allerede såkaldte fyrster eller sarím. I Sinajs ørken havde Moses efter sin slægtning Jetros råd udnævnt forstandere (sarím) over grupper på tusind, på hundrede, på halvtreds, ja, selv på ti, så de kunne være hans meddommere. (2 Mos. 18:21; 4 Mos. 31:14, 48, 52, 54; 5 Mos. 1:15) Moses fik af Jehova Gud påbud om at indsætte førere eller høvedsmænd (sarím) over Israels hære til at lede dem. Dengang Datan og Abiram gjorde oprør imod Moses i ørkenen, beskyldte de ham for at opkaste sig til herre eller fyrste over israelitterne. — 5 Mos. 20:9; 4 Mos. 16:13.

¹⁷ Dengang dommerne stadig herskede i det forjættede land, og der endnu ikke var indsat nogen jordisk konge over Israel, havde hver af de tolv stammer deres førere. Vi læser om „Issakars førere“ på dommer Baraks og Deboras tid; om „høvedsmændene i [byen] Sukkot“ på dommer Gideons tid, og om „Gileads høvdinger“ på dommer Jeftas tid. (Dom. 5:15; 8:6; 10:18) Der var også „Judas fyrster“, „Zebulons fyrster“ og „Naftalis fyrster“, som David senere omtaler i Salme 68:28. Selv efter at Israels rige var blevet omstyrtet i to tempi af Assyrien og Babylon, og israelitterne vendte tilbage fra babylonisk fangenskab til Jerusalem for at genopbygge Jehovas tempel der, havde de fyrster over sig, skønt de ikke havde nogen regerende konge af Davids slægt. Både præsten Ezra og den jødiske statholder Nehemias beretter for os om fyrster og øverster (alle sarím) over den hjemvendte rest af Jehovas trofaste tilbedere. (Ezra 9:1, 2; 10:14; Neh. 3:9-19; 4:16; 11:1; 12:31, 32) Men læg mærke til, at der var også øverster (sarím) blandt præsterne og levitterne, ligesom der, mens Israel var et kongerige, havde været en „levitternes øverste“ og „hellige øverster“. — Ezra 8:24, 29; 10:5; 1 Krøn. 15:22; 24:5.

18. Var det nødvendigt at have en konge for at have sarím? Var de alle i politiske stillinger?

¹⁸ Vi ser heraf, at det ikke var nødvendigt, at der skulle være en regerende konge blandt Jehovas teokratisk organiserede folk, for at de kunne have fyrster eller sarím. Disse var heller ikke begrænset til regerende magthavere, men de blev udnævnt blandt mænd, som havde med militære, retslige og religiøse anliggender at gøre. Esajas, hvis profeti vi her behandler, bruger ordet sar 17 gange og siger, at Kristus Jesus skal kaldes „Fredsfyrsten“. — Es. 9:6.

19. Hvad kan vor regerende konge derfor nu have på jorden, og hvor ville de have deres officielle stillinger, og hvilken slags tjeneste ville de udføre?

¹⁹ Med så mange betydninger og anvendelsesmuligheder af det hebraiske ord sar kan vi forstå, hvorledes den himmelske konge, som hersker med retfærd, kan have sine synlige tjenere på jorden i disse vanskelige tider, og hvordan de kan indtage stillingen, der svarer til dem, der i Esajas 32:1 omtales som fyrster (sarím). De indtager ikke sådanne fyrsteembeder inden for denne verdens politiske systemer, for, skønt de er i verden, så er de ikke en del af verden. De beklæder heller ikke sådanne halvt politiske, halvt hierarkiske embeder, som det højere præsteskab gør i det romersk-katolske system, så de kunne kaldes „kirkefyrster“. Den romersk-katolske sekt er en del af denne verden og begår åndeligt hor med denne verdens politiske og kommercielle magthavere. Men de, som er i officielle stillinger på jorden under Jehovas retfærdshersker, tjener inden for den teokratiske organisation. De repræsenterer kun Guds rige, og i denne tjeneste tager de udelukkende vare på hans riges interesser, og det er i sandhed en fyrstelig tjeneste!

I genoprettelsens tid

20. a) Har Kongen siden sin regerings begyndelse haft sine sarím her på jorden, hvor de har styret med ret? b) Hvorfor kaldes de ikke „fyrster“?

²⁰ Eftersom Kristus Jesus begyndte at regere ved tidspunktet for Rigets fødsel i 1914, skal vi så forstå det således, at hans fyrster synligt har styret med retfærd på jorden? Ja, men først fra og med året 1919. Men hvorfor finder vi da ikke mænd inden for Jehovas synlige organisation med benævnelsen „fyrster“? Fordi udtrykket i denne verden har politisk karakter. I Bibelens hebraiske sprog har ordet en langt bredere betydning og kan anvendes om mange forskellige slags tjenester, hvor en Guds mand er sat til at være den førende, øverste eller første i en afdeling eller i en gruppe eller klasse. I denne verden har ordet „fyrste“ en klang af ophøjet rang, så vi tillægger det uforholdsmæssig stor betydning. Men i den hebraiske tekst indebar ordet ikke blot betydningen af et menneskes ophøjede stilling, men også af et stort ansvar og hårdt arbejde under udfyldelsen deraf. Se nu, hvorledes Guds ord forudsagde, at trofaste kristne vidner for Jehova skulle indsættes i sådanne ansvarsfulde stillinger i forbindelse med hans rige, og hvorledes han har opfyldt dette ord.

21. Hvornår ville Gud indsætte mænd i disse stillinger ifølge sin egen forudsigelse?

²¹ Gud forudsagde, at han ville gøre dette, når han genindsatte sit folks trofaste rest i sin teokratiske organisations forrettigheder. Det er værd at lægge mærke til, at dengang Jehovas salvede konge, Kristus Jesus, første gang fremstillede sig offentligt for hans udvalgte folk, var det en genoprettelsens tid for dem. Det var derfor, at Jesus drog gennem Palæstinas land og forkyndte: „Angre, thi Himmeriget er kommet nær.“ Fandt der ingen anger sted, ville der heller ikke finde nogen genoprettelse sted for de stivsindede jøder. Det var også derfor, at Jesus i synagogen i Nazaret læste fra Esajas’ profeti, der forudsagde Jesu salvelse til „at prædike frihed for fangerne, og at de blinde skal få deres syn igen, for at sende de fortrykte bort i frihed“. (Matt. 4:17; Luk. 4:18, NW) Kun en rest af jøderne troede og angrede til fulde deres synder imod Jehovas pagt, og disse blev genoprettet fra den babyloniske undertrykkelse, deres frafaldne religiøse ledere havde ført dem ind under. De blev ført ind i kristen frihed og fik tildelt tjenesteprivilegier i Jehovas frie teokratiske organisation. Dette er også tilfældet ved Kristi andet komme til sit rige.

22. I hvilken forstand er Riget med Kristus en genoprettelse? Hvad har dets oprettelse betydet for Jehovas folk?

²² Kristi Jesu rige var i sig selv en genoprettelse af Jehovas herredømme på jorden ved sin salvede konge. Det er også midlet, hvorved han genopretter alle, som ønsker at komme ind under Guds gunst og leve evigt under hans universelle overhøjhed. Med det i tanke, at Gud havde overgivet sit forbilledlige rige i Israel i det babyloniske verdensriges hænder i året 607 f. Kr., mindede apostelen Peter om, at Jehova havde lovet at genoprette riget med en konge af Davids slægt. Derfor sagde han i templet til jøderne: „Angre derfor og vend om, så I kan få jeres synder udslettede, og forfriskende tider må komme fra Jehovas person, og at han må sende den Kristus, der er bestemt for jer, nemlig Jesus, hvem himmelen må huse indtil alle tings genoprettelsestider, hvorom Gud talte gennem sine hellige profeters mund fra fordums tid.“ (Ap. G. 3:19-21, NW) Følgelig er det, siden Kristus Jesus blev udsendt med kongemagt i 1914, genoprettelsestider for Jehovas folk her på jorden. Ikke blot en genoprettelse af sandheder, der var gået tabt. Nej, men en genoprettelse af rigsordningen blandt hans folk, en genoprettelse af den teokratiske organisation, der anerkender og underkaster sig Jehova Guds, Evighedens Konges, overhøjhed.

23. Hvorfor er det siden 1919, at denne genoprettelse har fundet sted for dem?

²³ Men når Riget blev født i 1914, hvorfor siger vi da, at denne genoprettelse for hans folk på jorden fandt sted fra 1919? Fordi Jehovas salvede rest ikke under den første verdenskrig, der begyndte i 1914, havde den rette forståelse. De var stadig besmittet af babyloniske væremåder, og de gik ikke frem efter teokratiske arbejdsmetoder. Derfor gav de efter af frygt og bøjede sig for uberettiget indgriben fra denne verdens regeringselementers side og kom i babylonisk trældom og blev ført i udlændighed, bort fra Jehovas organisation. Men i 1919 sørgede Jehova Gud for sit eget navns skyld for deres udfrielse. Ved sin ånd drev han dem til at reorganisere tjenesten for Riget i efterkrigsperioden. På denne måde genoprettede han dem som sin aktive organisation, og ved sit ord og ånd indgød han dem mod og frimodighed i forkyndelsen af Riget og dets konge.

24. Hvilken indvirkning har dette haft på deres øjne, ører, hjerte og tunge?

²⁴ Kristus Jesus anerkendte sin rest som en „tro og klog træl“ og satte denne trælleskare over alt sit jordiske gods. Ved hjælp af den teokratiske organisation vejledte Jehova dem fra den ene sandhed til den anden og åbnede deres hjerters øjne og deres forstands ører til at se og høre disse sandheder. Da de af disse sandheder blev oplært til at være forstandige og ligevægtige, handlede de ikke mere overilet eller syndede af letsindighed, men de tilegnede sig sand kundskab, og de talte med forstand, med troens vished og overbevisningens mod og ikke længere med frygtens og usikkerhedens stammende tunge. Der skete netop det, som var blevet forudsagt i det tredje vers i Esajas’ profeti, om tiden, da Kongen skulle herske med retfærd og fyrster styre med ret: „De seendes øjne skal ej være blinde, de hørendes ører skal lytte; letsindiges hjerte skal nemme kundskab, stammendes tunge tale flydende, rent.“ — Matt. 24:45-47; Es. 32:3, 4; 29:18, 19; 35:3-6.

25. Hvilke modstandere var årsag til, at Gud lod sit folk indse nødvendigheden af teokratisk organisation, og hvad lovede han?