Et fortabt får finder den rette hyrde

GANG på gang erfarer vi, hvorledes sandhedens frigørende magt skærer gennem religionens snærende bånd. Her fortæller en heltidsforkynder for Jehovas rige, hvordan han fik lejlighed til at bringe en gammel munk sandheden.

„Her i ørkenen i nærheden af det Døde Hav og 25 kilometer fra Jerusalem, Betlehem og Jeriko ligger det meget gamle græske kloster Hellige Sabbas på et højt bjerg. Der bor kun munke og præster, og ingen, der optages, kan forlade klosteret før sin død. Grundlæggeren, Sabbas, kaldte engang alle munkene og præsterne til sig og sagde: „Tag jer i agt for æbler og kvinder; for det var æblet, der bedrog Eva, og kvinden Eva, der bedrog Adam.“ Af den grund må ingen kvinder komme ind i klosteret. Hvert år holdes en højtidelighed for den hellige Sabbas, og i den anledning er der mange fra Jerusalem, Betlehem og Jeriko, der samles ved klosteret.

Ved en sådan lejlighed lagde jeg mærke til en gammel præst, der bad på russisk. Han sagde: „Hellige Guds moder, frels mig, en synder!“ Så gik han hen til et trækors og sagde: „Hellige træ, frels mig, en synder!“ Jeg fulgte efter ham, og da han var færdig med at bede, sagde jeg til ham: „Må jeg tale lidt med Dem?“ Han blev glædelig overrasket ved at træffe en, der kunne tale russisk, og derfor inviterede han mig ind i sin hule, hvor han havde levet og bedt i seks og tyve år. Hans hule var meget gammel, og hans seng bestod kun af brædder, og der hang mange hellige græske billeder på væggene. Jeg erfarede, at han var een og firs år gammel.

Jeg begyndte at vidne for ham: „Jeg hørte, du bad til Guds moder. Hør her, min ven. Hvad mener du? Hvordan kan Maria være Guds moder, når Gud skabte hende?“ „Nej, det kan ikke være sådan,“ svarede han. Så viste jeg ham ud fra Bibelen, at Maria ikke fødte Gud, men Jesus Kristus, som var Guds første himmelske skabning. Jeg viste ham de skriftsteder, som forbyder at lave og tilbede billeder, og som påbyder os at tilbede og tjene Gud. Jeg gav ham følgende råd: „Studér Guds ord; lær sandheden, og sandheden vil gøre dig fri.“

Nu begyndte han at græde som et barn og sagde: „Hvad skal jeg gøre?“ Jeg fortalte ham, at der ikke var nogen frelse at finde i hulen, og at Jesus gik fra hus til hus og lærte folket Guds ord i deres hjem. Jeg opfordrede ham til at bede om en bibel og så studere den. Dermed forlod jeg ham og vendte tilbage til Betlehem til fods.

Cirka et år senere vendte jeg tilbage fra mit forkynderarbejde i Jeriko, og idet jeg stod ud af bussen i Betlehem, var der en, der greb mig i skulderen og sagde: „George, jeg har ledt efter dig i Jerusalem i to dage! Kan du huske, da du kom til Sabbas i ørkenen? Jeg er den mand, eremitten!“ Jeg genkendte ham straks og spurgte: „Hvad kan jeg hjælpe dig med?“ Han svarede: „Jeg vil meget, meget gerne høre på dig og lære mere om denne nye lære. Efter at du var taget bort fra ørkenen, kunne jeg stadig ikke glemme dig. Du kender Bibelen godt, og Gud er med dig. Lær mig om Bibelen.“ Skønt jeg var meget træt og sulten, satte vi os ned ved vejkanten i Betlehem, og jeg talte med ham i to og en halv time, og han græd hele tiden. Så spurgte han mig: „Må jeg komme til dit telt i morgen og lære mere?“ Jeg svarede: „Kom endelig“ og gav ham min adresse.

Det var lige i daggryet, klokken seks om morgenen, da han viste sig i mit telt. Jeg spurgte ham, hvordan han var undsluppet fra klosteret. Så fortalte ham mig, at fordi han havde bedt om en bibel, havde nægtet at bede til Maria, kysse billederne o.s.v., havde de sat ham i fængsel i klosteret og kun givet ham vand og brød, men ikke engang nok af det. Derfor besluttede han at flygte fra klosteret om natten. Han fandt et stykke reb og brugte det til at komme over muren. Imidlertid brast rebet, da han var halvvejs nede, og ved faldet brækkede han sin næse og slog sit hoved. Han medbragte en sæk fuld af hellige bøger, som han i tidens løb havde fået af klosteret på grund af sin gode opførsel. Vi talte sammen hele dagen og til klokken fire næste morgen.

Jeg skaffede ham en russisk bibel, og han studerer den meget flittigt fra morgen til aften. Han viste mig sine bøger og spurgte: „Hvad siger du, broder George? Er disse bøger gode eller ikke?“ Da jeg havde set dem igennem, sagde jeg: „Nej, min ven, disse bøger er verdslige.“ Så spurgte han: „Hvad skal jeg gøre med dem?“ Jeg foreslog, at han bragte dem tilbage til klosteret. Så tog han dem med til de græske patriarker i klosteret og lagde dem på skrivebordet, idet han sagde: „Tag jeres falske lærdomme. Jeg har bedt i denne ørken i seks og tyve år, og der er ingen frelse i dem. Men nu har jeg fundet en bog til frelse, som er fra Jehova Gud, nemlig Bibelen. Jeg studerer den med stor glæde.“

Han havde beholdt en salmebog og en sølvbelagt bønnebog, men da han fik at vide, at disse heller ikke var Guds ord, sagde han: „Brænd dem. De har spildt min ungdom. I seks og tyve år har jeg været død, men nu er jeg stået op fra de døde, ligesom Lazarus.“ Jeg fortalte ham, at det store trækors, der hang om hans hals, var et forbandet træ. Øjeblikkelig tog han det af og sagde: „Brænd det også. Jeg har bedt til dette forbandede træ i seks og tyve år.“ og da han lærte, at hans munkekappe også var hedensk, sagde han: „Så snart jeg finder noget andet tøj, vil jeg kaste den bort, klippe mit hår kort, barbere mit skæg af og brænde alt, hvad jeg har, der er hedensk, mens alle vennerne ser det. Jeg ønsker kun at lære vejen til liv på jorden at kende.“

Han er nu i forbindelse med nogle venner i Beit-jala, hvor vi er ved at finde et sted, han kan bo, og han er blevet døbt. Hele det ortodokse præsteskab i Beit-jala, Betlehem og Jerusalem er rasende over denne hændelse.“