Hvordan Gud finansierer sit arbejde

Det er hensigtsmæssigt, at du meddeler os dine „Gode Forhåbninger“ med hensyn til at have del i omkostningerne ved budskabets udbredelse.

JEHOVA sendte sin profet Esajas til en frafalden nation med et revsende budskab. Gennem denne profet sagde Jehova blandt andet til dem: „Mine tanker er ej jeres, og jeres veje er ej mine, . . . nej, som himmelen er højere end jorden, er mine veje højere end jeres og mine tanker højere end jeres.“ (Es. 55:8, 9) Disse ord passede på det frafaldne Jerusalem for 2500 år siden, men med endnu større styrke rammer de den frafaldne kristenhed i dag.

Gud anvender mange fremgangsmåder, der står over kristenhedens, og deriblandt er den måde, hvorpå han tilvejebringer de midler, der er nødvendige til udførelsen af hans arbejde på jorden. Hans fremgangsmåde er at give mennesker sandheden om sig selv og sine hensigter og at tilbyde dem privilegier i form af tjeneste i forbindelse med den sande tilbedelse. De påskønner, hvad Gud har gjort for dem, og det får dem til at ønske at gøre noget for hans sag. Som eksempel kan nævnes, at da tiden kom til at lave et tabernakel, som skulle udstyres, så det kunne tjene ved den fortsatte tilbedelse af Jehova, kundgjorde Moses simpelthen: „Dette er, hvad Jehova har påbudt: I skal tage en offerydelse til Jehova af, hvad I ejer. Enhver, som i sit hjerte føler sig tilskyndet hertil, skal komme med det.“ Og hvad var resultatet? „Enhver, som i sit hjerte følte sig drevet dertil, og hvis ånd tilskyndede ham, kom.“ „De blev ved med at komme med frivillige gaver . . . [så Moses til sidst måtte sige til dem]: Hverken mænd eller kvinder skal yde mere som offergave til helligdommen. . . . Og det, der var ydet, var dem nok til at udføre arbejdet, ja mer end nok.“ — 2 Mos. 35:4, 5, 21; 36:3-7.

Den samme villighed blev også lagt for dagen, da tidspunktet kom, hvor der skulle bidrages til templets opførelse og forsyning med det nødvendige tilbehør. David sagde: „I min glæde over min Guds hus giver jeg derhos til min Guds hus, hvad jeg ejer af guld og sølv, ud over alt, hvad jeg har bragt til veje til det hellige hus: 3000 talenter guld, ofirguld [mindst 360.000.000 kr. værd], og 7000 talenter lutret sølv.“ Så spurgte han: „Hvem er nu villig til i dag at bringe Jehova gaver?“ Med sådan et eksempel til efterfølgelse var det intet under, at fyrsterne, førerne, lederne og folket gav villigt og „af et helt hjerte“. — 1 Krøn. 29:3-6, 9, 14.

Da Kristus Jesus kom, fulgte han en lignende handlemåde. Han sagde ikke blot: „Der er større lykke ved at give end ved at modtage,“ men i skærende modsætning til datidens religiøse ledere praktiserede han det, han forkyndte. Skønt han havde været rig, gik han frivilligt ind på at blive fattig for andres skyld, — så fattig, at han ikke havde noget fast bosted, hvor han kunne „lægge sit hoved til hvile“. De, som så hans uselviske opofrelse og nød gavn deraf, var kun alt for glade over at bidrage til det, der var nødvendigt for ham. — Matt. 8:20; Luk. 8:3; 19:1-10; Ap. G. 20:35, NW; 2 Kor. 8:9.

Apostlene handlede på samme måde. Hvad de havde modtaget for intet, gav de for intet. Deres uselviske handlemåde fik også mange andre til at vise kærlighed, så at mange af de første kristne solgte alle deres ejendele og overdrog det indkomne beløb til de ledende brødre, for at de skulle bruge det, som de anså for bedst med henblik på den sande tilbedelses fremgang og den kristne menigheds gavn i almindelighed. Vi er overbevist om, at alt dette var ganske frivilligt. — Ap. G. 4:32-37; 5:1-4.

Kristenhedens falske religioners pengeindbringende systemer

Hvor forskellig fra det foregående er ikke den frafaldne kristenheds handlemåde! Dens religiøse organisationer er villige til at slutte alliance med verdens værste forbrydere, som for eksempel Hitler og Mussolini, for at opnå finansiel støtte. De opmuntrer til griskhed blandt deres medlemmer ved at foranstalte bingospil, lotterier og lignende, og herved appellerer de til folks selviske tilbøjelighed til at ønske at få noget for intet. Skønt Bibelen ikke siger et ord om skærsilden eller en udødelig sjæl, og skønt ingen nogen sinde er vendt tilbage fra skærsilden og har kunnet bevise, at der findes sådan et sted, så læres alt dette dog af religiøse organisationer for at indgyde frygt i menneskers sind, så de vil betale for, at der bliver sagt messer.

I 1948 kostede i en katolsk kirke i Brooklyn, New York, „en messe, hvor navnet blev nævnet, 5 dollars; for en messe med een præst, der sang noget af messen, var honoraret 15 dollars; for højmesse med tre præster 35 dollars; for lys på de forskellige altre 5 dollars for hvert alter; for vielse om eftermiddagen uden messe 22 dollars; for vielse om formiddagen med messe og een præst 15 dollars; med tre præster 45 dollars; for en begravelse blev prisen opgivet til 35 dollars, hvilket kunne løbe op til 100 dollars for tre præster ved alteret og to præster ved sidealtrene.“ — American Freedom and Catholic Power, af Blanshard, side 37.

Og mens mange protestantiske præster foregiver at være rystet over sådanne eksempler på udbytning i forbindelse med religion, er der mere end een af dem, der privat har indrømmet, at de ikke troede på et brændende helvede, men følte, at de var nødt til at lære det for at få folk til at komme i kirke. Andre præster med forretningstalent afkræver deres sognebørn visse løfter og sender dem så en månedlig opgørelse, der minder dem om deres konto hos kirken.

Mange religiøse organisationer arrangerer basarer, bespisninger i kirken, indsamlinger, udflugter, skuespil og koncerter o.m.a. og skaffer derved midler til deres „kirke“ ved at appellere til menneskets lyst til adspredelse. Det får os til at tænke på den anekdote, der fortælles om et nærmere betegnet velgørende selskab af kvinder i forrige århundrede, som skrev til Amerikas mest fremragende journalist på det tidspunkt, en filantrop ved navn Horace Greeley, for at få råd med hensyn til at fremskaffe penge til deres „kirke“. Han svarede: „Prøv religion.“

Hvilken kontrast til Bibelens principper er ikke alle disse forretningsforetagender! I betragtning af den åndelige diæt, bestående af avner og brakvand, der serveres som føde for folket, er det intet under, at det må bestikkes, snakkes for, smigres, trues og behandles efter princippet noget for noget, — en handlemåde, der finder sit sidestykke i visse orientalske religioner, der sørger for seksuel tilfredsstillelse i forbindelse med deres form for tilbedelse. — Åb. 2:14.

I skærende modsætning til det foregående er den kurs, der følges af Jehovas vidner under ledelse af Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab. Som nævnt i Yearbook of Jehovah’s Witnesses 1952 brugte deres forkyndere i 1951 omkring 63.000.000 timer til at prædike de gode nyheder om Riget i 121 lande. I millionvis af bøger, bibler, småbøger, blade og traktater blev udgivet og spredt. Der blev uddannet missionærer, som blev sendt til fremmede lande. Cirka 18.000 forkyndere fik hjælp, så de kunne fortsætte i deres heltidsgerning, mens mere end tusinde af dem tjente på halvfjerds afdelingskontorer, hvor de varetog omkring 400.000 forkynderes interesser.

Hvordan Jehovas vidners arbejde finansieres

Fandt Jehovas vidner det nu nødvendigt at indlade sig på lotterier, bingospil, kirkebasarer, bespisninger o.s.v. for at kunne tage vare på udbringelsen af dette budskab? Nedværdigede de sig til at fremstille Jehova Gud som en djævel, der for betaling afstår fra fornøjelsen at pine sjæle i en skærsild? Gik de ind på at støtte totalitære politiske organisationer for til gengæld at få finansiel hjælp? Nej, alt dette ligger fjernt fra dem.

Jehovas vidner har fået forståelse af Jehova Gud, af hans storslåede prægtige egenskaber og hans hensigter, og derfor føler de trang til at gøre noget for at vise deres værdsættelse, og de giver villigt. De ved, at de nu har lejlighed til at gøre sig til venner med Jehova Gud og Kristus Jesus ved rigtig brug af uretfærdige rigdomme, som før eller senere vil vise sig intet at være værd, hvorimod venskabet med Gud og Kristus vil garantere dem evige boliger. De påskønner også det privilegium det er at gøre, hvad de formår, selv om de så kun kan give en enkes småmønter af meget lille værdi. — Mark. 12:41-44; Luk. 16:9.

De anerkender desuden, at ligesom deres studium, deres overværelse af møder og deres tjenergerning må være regelmæssig, hvis det skal være effektivt, således bidrager de bedst ved udbredelsen af den sande tilbedelse med pengemidler, når det sker regelmæssigt, i overensstemmelse med Paulus’ formaning: „Hver første dag i ugen skal enhver af jer lægge noget til side hjemme og samle, hvad han får lykke til.“ — 1 Kor. 16:2, NW.

Udbredelsen af den sande tilbedelse på jorden afhænger i ikke ringe grad af frivillige bidrag. Jehovas vidner anerkender, at det er en hjælp for dem, der leder dette arbejde, at få nogen oplysninger fra dem om, hvor stort et bidrag de venter at kunne yde i det kommende år. Af den grund samarbejder de med glæde i henhold til Selskabets forslag ved hvert år at opgive, hvad de ønsker at bidrage med i de kommende tolv måneder. Dette er på ingen måde en forpligtelse, men blot et udtryk for, hvad de håber at være i stand til at yde, og det kaldes „Gode Forhåbninger“. I den forbindelse er det værd at mærke sig Paulus’ råd: „Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver.“ (2 Kor. 9:7) Og Jehovas tjenere, der anerkender, at alt afhænger af hans ledelse og velsignelse, forener sig i fælles bøn om dette. — Sl. 127:1.

De, som ønsker at bidrage til dette arbejde, kan adressere deres kort eller brev til Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab, Søndre Fasanvej 54, København, Valby. Når du skriver om disse „Gode Forhåbninger“, kan du for eksempel formulere det således: „Jeg håber, at jeg i de næste tolv måneder vil være i stand til at give kr. . . . til arbejdet med at prise Jehova og sige til fangerne: Gå ud! Dette bidrag vil jeg betale i sådanne beløb og til de tidspunkter, der passer mig bedst, og som Jehovas ufortjente nåde gennem Kristus Jesus tillader mig. [Underskrift]“ Det vil være godt, om du selv beholder en kopi af brevet eller kortet som en påmindelse for dig selv.

Jehovas tjeneres samarbejde i dette anliggende er afgjort i overensstemmelse med de bibelske eksempler. Og Jehovas åbenbare velsignelse af det understreger eftertrykkeligt, at Guds tanker og handlemåder er selviske menneskers langt overlegne.

(The Watchtower, 15. maj 1952)