Hvordan vore penge kan bruges til Guds ære
„Gode forhåbninger“ — det økonomiske grundlag for udvidelse
JEHOVA lader nu et stort arbejde udføre på jorden. Dette arbejde går ud på at forkynde det gode budskab om hans oprettede rige, så retsindige mennesker, der sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, de ser blive begået i landet, kan flygte ud af nutidens Babylon og finde beskyttelse i Jehovas tingenes ordning, vor tids ark. (Ez. 9:4; Matt. 24:14-16, 37-39; Åb. 18:4) Det er et arbejde med at lade advarselen om den truende ødelæggelse i slaget ved Harmagedon lyde. (Ez. 3:17; Åb. 16:14-16) Og fremfor alt er det et arbejde med at prise Gud ved at rense hans navn for forsmædelse, ved at udbrede sandheden om, hvem han er, og hvad hans hensigter går ud på. — 2 Mos. 9:16; Sl. 83:19; Es. 43:10-12.
I løbet af det sidste år har op imod 456.000 deltaget i dette arbejde, og af dem var der over 18.000, der anvendte fra 100 til over 200 timer om måneden. Arbejdet blev udført på over hundrede forskellige sprog og dialekter i 127 forskellige lande og øer.
Jehovas tjenere brugte omkring 70 millioner timer i dette arbejde i 1952. Ikke ved menneskelig magt, ikke ved styrke, men kun ved Jehovas ånd var de i stand til at gøre det. (Zak. 4:6) Denne ånd, der blev dem til del på grund af deres studium af Guds ord og deres forbindelse med hans organisation, fik dem til at bruge alle lejligheder til at vidne: for besøgende i deres hjem, for forretningsforbindelser, medrejsende o.s.v. Og for selv at skabe muligheder for at vidne stod de på gaderne og tilbød de forbipasserende deres bibelske blade og indbydelser til bibelske foredrag. De gik fra dør til dør for at undervise alle, de traf, om de vidunderlige sandheder om Jehova og hans rige. De aflagde omkring 22 millioner genbesøg hos folk, ledede hver måned ca. 280.000 bibelstudier i interesserede menneskers hjem og afholdt 240.000 offentlige møder, for slet ikke at tale om de mange, mange millioner stykker litteratur, de afsatte.
Det er næppe nødvendigt at nævne, at et så kolossalt arbejde, der skal udføres harmonisk og systematisk, kræver organisation, hvilket stadig medfører mange udgifter. Der bliver opretholdt afdelingskontorer i mange lande, og tjenerne rundt om må have instruktioner, både i form af breve og ved, at Selskabets rejsende repræsentanter aflægger besøg hos dem. Der arrangeres zonestævner, sektionsstævner, nationale og internationale stævner for at vejlede og styrke forkynderne og for at aflægge et vidnesbyrd om sandheden om Jehova. Heltidsarbejdere, missionærer og de forkyndere, der kaldes „pionerer“, bliver forsynet med litteratur til en pris, der ligger langt under fremstillingsprisen; i virkeligheden overstiger alene forsendelsesomkostningerne ofte det beløb, der kommer ind, når litteraturen afsættes til folk. Op imod 2000 forkyndere er kommet fra alle egne af jorden for at deltage i en særlig undervisning på Vagttaarnets bibelskole Gilead, og hovedparten af dem tjener nu i deres hjemland eller andre steder på forskellige særlige poster, for største delen i missionærhjem, der er oprettet og vedligeholdes af Selskabet. Der føres retssager i alle dele af verden for at begrunde og juridisk forsvare det gode budskab.
I mange lande har Jehovas tjenere det desuden meget fattigt, hvad det materielle angår, og kan ikke bære den økonomiske byrde, som udbredelsen af Rigets budskab i deres land lægger på dem. Andre steder på jorden er der kun en lille håndfuld vidner, som må udholde megen modstand. Radioen bruges i mange lande, og på hovedkontoret i Brooklyn, New York, er der en radiostation, der helt er helliget forkyndelsen af Guds ords sandhed.
Ja, vi kan ikke komme uden om det; at udføre et så enormt vidnearbejde medfører mange udgifter. Men det har altid været sådan. At bygge arken og laste den med fødevarer til otte mennesker og alle de mange dyr i over et år har medført store udgifter for de fire ægtepar, der bar den byrde at udføre Guds befalinger på den tid. Imidlertid kan vi ikke forestille os, at de var kede af det og tænke, at de hellere ville samle sig rigdomme i den daværende tingenes ordning, for de vidste bestemt, at den stod over for sin snarlige afslutning.
Tiden kom, da tabernaklet skulle bygges i ørkenen, og der skulle sørges for tilbehør og udstyr til det og de mennesker, der tjente i forbindelse med det, og Moses bekendtgjorde derfor Jehovas befaling: „I skal tage en offerydelse til Jehova af, hvad I ejer. Enhver, som i sit hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal komme med det, Jehovas offerydelse.“ (2 Mos. 35:5) Da tiden kom for opførelsen af Salomos tempel, satte kong David først af alle et eksempel ved at give omkring 560.000.000 kr. alene i guld, og så spurgte han: „Hvem er nu villig til i dag at bringe Jehova gaver?“ — 1 Krøn. 29:5.
Da Jesus var her på jorden, var dette at bære udgifterne ved udbredelsen af den sande tilbedelse også aktuel, og derfor læser vi, at nogle kvinder „gik dem til hånde med det, de havde“. (Luk. 8:2, 3; se også Joh. 12:6) Og apostelen Paulus omtaler gentagne gange den rolle, frivillige bidrag spillede i hans tjenergerning. — 2 Kor. 11:8; 12:13, 14; Fil. 4:10, 15, 17.
Den bibelske fremgangsmåde
Hvordan skal de nødvendige midler til arbejdet bringes til veje i vor tid? Ved at tage betaling for de forskellige religiøse tjenester? Ved at lade kollektbøssen gå rundt? Ved at foranstalte bingospil, lotterier, basarer og karnevaller? Ved at afkræve løfter og så udsende månedlige opgørelser over indbetalte beløb?
Er disse ting i overensstemmelse med de eksempler, Bibelen giver os? Nej, slet ikke! Da Moses bekendtgjorde, at der var brug for frivillige bidrag, fulgte folket opfordringen så villigt, at det blev nødvendigt at anmode det om at holde op med at komme med gaver. (2 Mos. 36:5-7) En lignende gavmildhed blev lagt for dagen på Davids tid, og det fik ham til at udbryde: „Hvad er jeg, og hvad er mit folk, at vi selv skulle evne at give sådanne frivillige gaver?“ (1 Krøn. 29:14) Ja, det var ikke nødvendigt at bestikke eller afkræve Jehovas tjenere eller gøre dem forlegne eller skamfulde for at få dem til at give bidrag til Guds formål. Alt, hvad der var nødvendigt, var at gøre dem opmærksomme på, at der var lejlighed til at give bidrag, og så gav de ufrivilligt, hver efter evne. — 2 Kor. 8:12.
Og sådan er det også i dag. Ligesom Selskabet gør os opmærksomme på vore forrettigheder i forbindelse med at deltage i udbredelsen af den sande tilbedelse ved at vi vor tid og energi til den, således bliver vi hvert år gennem Vagttaarnets spalter mindet om vort privilegium at ære Jehova med vore pengemidler, ligesom vi gør med vore talegaver, og meddele Selskabet, hvad vi håber at blive i stand til at yde i den retning. — Ordsp. 3:9.
Dette kan ikke opfattes som afkrævelse af løfter, for ved årets slutning sammenligner Selskabet ikke det beløb, de forskellige tegnede sig for, med det, Selskabet modtog. Hvorfor bedes der da om disse oplysninger? Blot på grund af den psykologiske virkning, det har på giveren? Nej, det er ikke den slags verdslig klogskab, der driver Selskabet. Det beder blot om disse oplysninger, for at det kan planlægge arbejdet for det kommende år og vide, hvad det kan vente at modtage, eftersom udvidelsen for en stor del afhænger af, hvor store frivillige bidrag der kommer ind.
Og ligesom missionæren eller pioneren nøje må planlægge sin tid, hvis han skal nå sit mål for timer i hver måned, således vil det være godt, om de, der ikke er så begunstigede, hvad angår tjenesten på arbejdsmarken, men som har den forret at give bidrag til Jehovas tjeneste af deres midler, lægger planer for deres økonomi. Dette er i overensstemmelse med Paulus’ råd i 1 Korinter 16:2: „Hver første dag i ugen skal enhver af jer lægge noget til side hjemme og samle, hvad han får lykke til.“
Denne forret er ikke forbeholdt dem, der er velsignet med overflod af denne verdens rigdomme, men er også tilgængelig for dem, der kun kan yde enkens småmønter af meget ringe værdi, på samme måde som tjenesten på arbejdsmarken ikke kun er for dem, der kan give hele deres tid, men også for dem, der kun kan bruge en time eller to om måneden. (Mark. 12:41-44) Og ligesom vi ikke lader vor virksomhed på arbejdsmarken være afhængig af, hvad andre tænker eller mener, således må enhver „give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver“. (2 Kor. 9:7) Ved den rette brug af vore materielle ejendele, „den uretfærdige mammon“, kan vi gøre os til venner med Jehova Gud og Kristus Jesus og se frem til de evige boliger, når denne gamle tingenes ordning forsvinder. Det vil også være på sin plads at huske på, at også i denne sag er der større lykke ved at give end ved at tage imod. — Ap. G. 20:35, NW.
Kortet eller brevet adresseres til Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab, Søndre Fasanvej 54, København, Valby. Når du skriver til os om dine „gode forhåbninger“, kan du f. eks. formulere det således: „Det er mit håb, at jeg i løbet af de næste tolv måneder vil være i stand til at give et beløb på kr. . . . . . . . til arbejdet med at prise Jehova; jeg vil betale beløbet i sådanne rater og til de tidspunkter, det passer mig bedst, og som Jehovas ufortjente godhed gennem Kristus Jesus tillader mig. [Underskrift.]“ Det vil være godt, at du selv beholder en kopi af brevet eller kortet som en påmindelse.
Jehovas tjenere forstår, at alt afhænger af hans ledelse og velsignelse, og derfor vil de sammen fortsætte med at bede om dette. — Sl. 127:1.