Tolerance af hensyn til enhed og vækst
EEN af de ting, der plager denne fordærvede, gamle døende tingenes ordning, er intolerance. Ligegyldigt hvor vi vender blikket hen, ser vi den komme til udtryk. Intolerance i racespørgsmålet bliver heftigt diskuteret i Sydafrika såvel som i de Forenede Stater. Ideologisk og politisk intolerance viser sig ikke alene i landene bag jerntæppet, men også i mange af demokratierne. Og religiøs intolerance, der kan føres tilbage til den første morder, Kain, viser sig i forsøg på at gennemtvinge overholdelse af katolske helligdage blandt den ikke-katolske befolkning i Montreal, Canada, og New York, i krænkelse af jødiske grave i Tyskland, i stening af protestantiske kirkebygninger i Colombia, for slet ikke at tale om den verdensomfattende intolerance, der lægges for dagen over for Jehovas vidner.
De, der lægger intolerance for dagen, kender ikke Jehova, for han er en yderst tolerant gud. I hvilken henseende har Gud vist tolerance? Deri, at han har tolereret denne onde tingenes ordning i mere end fire tusinde år. Nogle mennesker, der lider under uretfærdighed og undertrykkelse, har tvivlet på Guds visdom, fordi han tillader disse forhold, og de har beskyldt ham for at sympatisere med ondskaben. Disse mennesker viser herved, at de er blottet for forståelse. David begik ikke den dumhed at give Gud skylden, skønt han havde lidt meget fra den misundelige kong Sauls side. Han viste, at han havde den rette forståelse, ved at sige: „Du er ikke en Gud, der ynder ugudelighed [ondskab, AS], den onde kan ikke gæste dig, for dig skal dårer ej træde frem, du hader hver udådsmand, tilintetgør dem, der farer med løgn; en blodstænkt, svigefuld mand er Jehova en afsky.“ — Sl. 5:5-7.
Hvorfor Gud har tolereret ondskaben
Jehova har gentagne gange vist sin evne til at gøre ende på ondskab. Derfor kan vi være forvissede om, at han ikke ville tolerere den nu, hvis det ikke var fordi han har meget gode grunde til at gøre det. Hvilke grunde kan det være? De samme, som gjorde, at han skånede farao et stykke tid: „Ellers havde jeg nu udrakt min hånd for at ramme dig og dit folk med pest, så du blev udryddet fra jordens overflade; dog derfor har jeg ladet dig blive i live for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt på hele jorden.“ (2 Mos. 9:15, 16) Der tilbage i tiden besvarede Jehova ikke alene spørgsmålet: „Hvem ejer jorden og er dens hersker?“, i sin egen favør, men han dannede også et profetisk billede af den tid, da han vil besvare spørgsmålet: „Hvem ejer universet og er dets hersker?“, ligeledes i sin egen favør.
Lige siden oprøret i Edens have er Jehovas overhøjhed blevet draget i tvivl. For at give Djævelen en fuldgyldig lejlighed til at vise, at han ikke kan skabe bedre forhold, og for at give ham tid til at opbygge sin organisation, der består af dæmoner (faldne engle) og denne verdens nationer, i hele dens udstrækning, har Gud tolereret ondskaben. Men til sin fastsatte tid vil Jehova Gud vise sin overlegne magt og udslette Satan og hele hans organisation, nøjagtig som han udslettede farao og hans styrker i det Røde Hav. Dette vil markere enden på Guds tolerance over for Satan og hans verden. — 1 Joh. 5:19; Åb. 12:7-10; 18:21; 19:19, 20.
Denne herliggørelse af Jehovas navn og overhøjhed er af langt større betydning end alle de lidelser, der med Guds tilladelse er kommet over menneskene. Gud har samtidig fuldbyrdet nogle betydningsfulde hensigter ved således at lade sine skabninger lide uretfærdigt. Satan pralede med, at han kunne vende alle mennesker bort fra Gud. For at det kunne bevises, at Djævelen er en løgner, tillod Gud ham at forsøge. Som det vises i Jobs bog (kapitlerne 1 og 2), betød dette, at Djævelen måtte have frihed til at bringe prøvelser og lidelser over menneskene. De, som stod prøven igennem, ville derved hævde Jehovas side af stridsspørgsmålet og vise deres egen lydighed og ustraffelighed og få del i Guds nye retfærdige verdens velsignelser. „Hvad om nu Gud, skønt han vil vise sin vrede og kundgøre sin magt, dog i megen langmodighed har båret over med vredens kar, fuldt færdige til fortabelse, og gjort dette også for at kundgøre sin herligheds rigdom over barmhjertighedens kar, . . .?“ Med henblik på sådanne betydningsfulde resultater er Gud fuldt ud berettiget til at lade sine skabninger lide uretfærdigt. — Hebr. 5:8, 9; Rom. 9:17-26.
Ikke alene har Gud således vist tolerance over for dem, der praktiserer bevidst, hadefuld ondskab, men han har samtidig vist barmhjertighed mod dem, der har indviet sig til tjenesten for ham, specielt derved, at han har truffet foranstaltning til at borttage deres synder, nemlig ved sin søns offer. (Joh. 3:16) Når Gud således er barmhjertig og endog villig til at tilgive os vore synder, hvis vi kommer til ham i sand anger, skulle vi så ikke være villige til på samme måde at vise barmhjertighed mod dem, der forser sig eller synder imod os? (Joh. 2:1, 2) Vor egen opnåelse af tilgivelse afhænger af, om vi tilgiver andre: „Tilgiv os vor skyld, som vi også har tilgivet vore skyldnere.“ Det var også derfor, Jesus sagde: „Lykkelige er de barmhjertige, for dem skal der vises barmhjertighed.“ — Matt. 6:12; 5:7, NW.
Gensidig tolerance
Kristne tillader undertiden, at der opstår dåragtige diskussioner iblandt dem om sådan noget som kosten. Een vil hævde, at vegetarisk kost er bedst, og at alle kristne derfor burde være vegetarianere, mens en anden holder på, at kød er uundværligt. Den ene vil henvise til, at Adam og Eva ikke fik kød at spise, og den anden vil henvise til, at jøderne fik påbud om at spise kød. Og så vil de argumentere frem og tilbage. At komme i diskussion om sådanne ubetydelige spørgsmål er at lægge intolerance for dagen, hvilket er ganske unyttigt og i modstrid med den tydelige formaning, Paulus giver i Romerne 14:2-4: „En er i troen overbevist om, at han kan spise hvad som helst, men den skrøbelige spiser kun grønsager. Den, der spiser, må ikke se ned på den, der ikke spiser; og den, der ikke spiser, må ikke sætte sig til doms over den, der spiser; Gud har jo taget imod ham. Hvem er så du, som dømmer en andens tjener? For sin egen herre står eller falder han; og han skal blive stående, thi Herren har magt til at holde ham oprejst.“
Hvor tåbeligt er dette ikke af kristne, som har samme opfattelse af de virkelig betydningsfulde emner, såsom Riget, spørgsmålet om overhøjhed og herliggørelsen af Jehovas navn, nødvendigheden af at bevare sin ustraffelighed og holde sig adskilt fra verden og hvad Bibelen lærer om de grundlæggende sandheder — de, som har samme syn på opfyldelsen af profetierne og fremfor alt arbejder side om side i forkyndelsen af det gode budskab om Guds rige offentligt og fra hus til hus; ja hvor tåbeligt er det ikke af kristne, der er enige på alle disse punkter, at lade splittelse opstå iblandt sig, at komme i diskussion, at lade misforståelse og bitterhed adskille sig på grund af så ubetydelige ting som kosten eller spørgsmålet om, hvilken af de mange forskellige helbredelsesmetoder der er bedst ved behandlingen af menneskehedens sygdomme! Ja, yderst dåragtigt i betragtning af, at nogle kan snuble og komme bort fra sandheden på grund af sådanne diskussioner.
Gavnlig tolerance indbefatter, at man undgår unødvendige stridsspørgsmål. Hvis vi på nogen måde kan undgå det, bør vi ikke støde nogen, der måske ikke er så modne, at de forstår det dåragtige i at være forkæmpere for den slags bagateller, og ligeledes bør vi undgå at give anledning til anstød ved selv at være det. Det er summen af Paulus’ råd i 1 Korinter 10:25-30. Vi bør give afkald på vor handlefrihed i disse anliggender af hensyn til andres samvittighed; for når alt kommer til alt, „Guds rige betyder ikke at spise og drikke, men det betyder retfærdighed og fred og glæde sammen med hellig ånd“. — Rom. 14:17, NW.
Tolerance af hensyn til væksten
Dette betyder ikke, at kristne skal snakke enhver efter munden og ikke have nogen principper. Slet ikke! Når der rejser sig vigtige spørgsmål, og Guds ords principper står på spil, vil sande kristne ikke indgå noget kompromis. Uden hensyn til hvor upopulære det eventuelt kan gøre dem, vil de nægte at hylde mennesker, at bøje sig for billeder eller lignende, at modtage blodtransfusion o.s.v. På den anden side vil de ikke holde op med at forkynde det gode budskab, så længe de har tunger og der er nogen at tale til. Men når det ikke drejer sig om principper, og ingen af Guds direkte befalinger er udsat for krænkelse, vil de med glæde opgive og se bort fra deres egne personlige friheder, for at de kan hjælpe andre ind på frelsens vej i stedet for at støde dem. Som Paulus udtrykte det: „Hvis mad kan bringe min broder til fald, vil jeg aldrig i evighed spise kød, for at jeg ikke skal bringe min broder til fald.“ — 1 Kor. 8:13.
Kristne tjenere må også vise tolerance over for dem, de betjener med ordets mælk. (Hebr. 5:12) For eksempel over for dem, der gør et stort nummer ud af streng overholdelse af sabbaten. På Paulus’ tid var der nogle jøder, som blev kristne, der var tilbøjelige til stadig at ville overholde sabbaten strengt. På den anden side havde grækere og andre, der aldrig havde været under Moseloven, ingen vanskeligheder ved at forstå, at Jehova naglede den til Jesu marterpæl. (Kol. 2:14) I dag er der mange, der er tilbøjelige til at højtideligholde den syvende dag. Den kloge forkynder vil vise kristen tolerance ved ikke at tærske langhalm på den kendsgerning, at dette ikke længere kræves. I stedet vil han ignorere dette underordnede spørgsmål, som let kan give anledning til strid, og koncentrere sig om at delagtiggøre dem i sandhederne om de vigtigste emner, Riget og ophøjelsen af Jehovas navn. I en sådan situation må man huske på, at „en Herrens træl behøver ikke at strides, men han må være taktfuld over for alle“. (2 Tim. 2:24, 25, NW) Det samme gælder andre ubetydelige griller, som nogle har forkærlighed for.
Kristne forkyndere vil også vise gavnlig tolerance i påklædningsspørgsmålet; de vil ikke forlange, at de, der kommer til deres møder, skal nå op til en bestemt standard med hensyn til udseendet. De vil heller ikke gøre forskel mellem rig og fattig ved at ophøje den ene og tilsidesætte den anden. En sådan favorisering er en form for intolerance, som Bibelen fordømmer på det kraftigste: „I ser med forkærlighed på den, der bærer de pragtfulde klæder, og siger: Sæt du dig her på den ærefulde plads, og til den fattige siger I: Bliv du stående der, eller: Sæt dig der ved min fodskammel, . . . hvis I bliver ved med at vise personsanseelse, gør I en synd, for I stemples af Loven som overtrædere.“ — Jak. 2:1-9, NW.
Kristen tolerance indbefatter også, at vi overser folks personlige vaner, som for eksempel brug af tobak, når vi er optaget af at lære dem Guds ords sandhed. Vi bør heller ikke interessere os for stærkt for deres personlige anliggender eller fortid, med hvem vi studerer Bibelen. Ingen af os har noget at prale af med hensyn til, hvordan vi var, da vi kom til Herren og hans organisation. (1 Kor. 6:9-11) Så længe mennesker er modtagelige for sandheden, bør vi give dem den. Efterhånden som de fortsætter med at vokse i kundskab og forståelse og komme sammen med Jehovas folk, vil de se en ren organisation, og det vil gå op for dem, at de også selv må være rene.
Hvis vi ønsker at have andel i den vækst, der nu finder sted, ved at hjælpe andre til at se, hvilken forret det er at indvi sig til Jehova gennem Kristus Jesus, så må vi vise tolerance. Hvis vi elsker vor næste som os selv, vil vi have tålmodighed med ham og ikke støde ham unødvendigt. Hvis han trænger til vejledning med hensyn til mad og drikke, overholdelse af dage eller i retning af personlige vaner, så lad os være taktfulde over for ham i disse spørgsmål. Kærligheden vil med glæde nægte sig selv noget, for at andre kan hjælpes, for er andre menneskers evige skæbne ikke af langt større betydning end vore personlige tilbøjeligheder og bekvemmeligheder? — Rom. 14:14-20.
Opfyldelsen af Bibelens profetier viser os, at vi lever på den mest betydningsfulde tid i menneskets historie, fordi Guds rige, som kristne har bedt om i 1900 år, er blevet oprettet, og Kristus er nærværende. (Matt. 24:1-51; Åb. 11:15-18) Snart vil dette rige retfærdiggøre Jehovas navn og overhøjhed ved at feje al ondskab bort og oprette en ny, retfærdig verden. (2 Pet. 3:7-15) Ved at søge Riget først og ved at koncentrere os om det i vor forkyndelse vil vi undgå at komme ind på sidespor på grund af noget så ubetydeligt som spørgsmålet om, hvorvidt det er bedst at spise kød eller grønsager, drikke kaffe eller te eller alkohol, eller have andre tvivlsomme vaner.
„Vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag. Enhver af os skal gøre, hvad der behager hans næste og er til gavn og opbyggelse.“ (Rom. 15:1, 2) Intolerance er den falske tilbedelses rådne frugt. Kristen tolerance er den sande tilbedelses gode frugt, som fører til enhed og vækst.