Træf dit valg!
TID efter anden hører man velmenende religiøse mennesker tale om, at Gud „prøver på at omvende verden“, og for at give ham en hjælpende hånd interesserer de sig blandt meget andet også for missionsarbejde, indre og ydre. Skal man imidlertid dømme efter resultaterne af deres bestræbelser for at omvende verden i det sidste århundrede, bliver det indlysende, at de aldrig vil nå deres mål, for ikke blot har tallet på „ikke-kristne“ mennesker fordoblet sig i nævnte tidsrum, men alt, hvad der kalder sig kristent, er fjernere fra at være kristent, end det nogen sinde har været. Der må givetvis være en brist et eller andet sted.
Lad os først og fremmest mærke os, at Gud ikke prøver på dette eller hint. Han befaler, og det sker. Han sagde: „Der blive lys! Og der blev lys.“ (1 Mos. 1:3) Hvad han sætter sig for, gør han. „Jeg taled og lader det ske, udtænkte og fuldbyrder det.“ (Es. 46:11) Det siger altså sig selv, at det ikke er Guds hensigt, at hans tjenere skal omvende verden, for var det tilfældet, ville dette mål ikke fortone sig fjernere og fjernere i synskredsen.
Men befalede Jesus ikke sine efterfølgere at gøre disciple af alle folkeslag, og fortalte han dem ikke, at det gode budskab om Riget skulle forkyndes over hele verden? Jo, det er sandt, men vi lægger mærke til, at han ikke befalede dem at omvende alle folkeslag, men at „gøre disciple af folk af alle nationer“. (NW) Og videre: Det gode budskab om Riget skulle forkyndes for alle folkeslag „til et vidnesbyrd“, ikke i den hensigt at omvende dem. Alle foreliggende kendsgerninger viser, at disse befalinger opfyldes nu; der gøres nu disciple af folk af alle nationer, og vidnesbyrdet forkyndes verden over. — Matt. 24:14; 28:19, 20.
At Jesus ikke ventede, at hans disciple skulle omvende verden, fremgår af hans ord i Lukas 18:8: „Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?“ Bemærk ligeledes hans profeti: „Thi ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme.“ Verden blev visselig ikke omvendt til Gud i Noas dage, til trods for den eksemplariske tro Noa lagde for dagen ved at bygge arken og advare om den kommende vandflod. — Matt. 24:37; Hebr. 11:7; 2 Pet. 2:5.
Den fejlagtige opfattelse, at Gud skulle prøve på at omvende verden, skyldes mangel på forståelse af, hvad der for Jehova kommer i første række, nemlig hævdelsen af hans enevældige overhøjhed og hans navn, og af, at menneskers frelse i bedste fald kommer som nummer to. Jehova udfriede israelitterne fra Ægypten for, som han selv sagde, at gøre sig et navn, og af samme grund udfriede han dem fra Babylon og førte dem tilbage til Palæstina. „Så siger den herre Jehova: Det er ikke for jeres skyld, jeg griber ind, Israels hus, men for mit hellige navns skyld.“ — 2 Sam. 7:23; Ez. 36:22.
Jehova behøver ikke at ty til ubetydelige mennesker for at få sine hensigter opfyldt. Det er under hans værdighed og rang at besnakke eller tvinge nogen af sine skabninger til at tilbede sig. Han gør hverken brug af trusler eller pine efter døden og tilføjer heller ikke nogen skabning legemlig overlast i dette liv, hvor meget end Islam, det romersk-katolske hierarki og mange andre påstår det. Han er en kærlighedens Gud, og han appellerer til kærligheden hos sine skabninger. (Jer. 19:5; Rom. 2:4) Han udøser velsignelser over dem og oplyser dem om, på hvilke betingelser de fortsat kan nyde disse velsignelser og endog opnå flere. Dernæst står det til dem at træffe et valg. De må tage imod Guds gunst på hans betingelser eller kaste vrag på den og miste alt.
Valget træffes i fordums tid
Se på vore første forældre. De havde livet og retten til liv, og de havde mange andre velsignelser og udsigt til endnu flere. For at prøve deres værdsættelse lod Gud deres lydighed mod et mindre påbud blive en betingelse for, at de fortsat kunne nyde disse velsignelser: de måtte ikke spise frugten på et nærmere bestemt træ. Hvis Gud slet og ret havde været interesseret i skabningers frelse, og havde han været en gud, der ville „prøve på at omvende verden“, ville han ikke have ladet Eva blive udsat for denne fristelse. Men det gjorde han. Og da bedrageren i skikkelse af en slange fristede Eva, måtte hun træffe et valg, hun måtte enten adlyde Gud eller følge bedragerens råd. Af mangel på værdsættelse, mangel på kærlighed og mangel på tro traf Eva det forkerte valg. Og da hun tilbød Adam af frugten, måtte også han træffe et valg, han måtte spise eller lade være. Han traf ligeledes det forkerte valg, og de vendte derfor begge to sluttelig tilbage til jorden, hvorfra de var taget. I over seks tusinde år har menneskeheden nu måttet lide under virkningerne af dette forkerte valg. (1 Mos. 3:19; Rom. 5:12) Lige siden da har Gud overladt det til mennesket at vælge mellem to veje, den rette vej og den urette. — Matt. 7:13, 14.
I sin forbindelse med Israels børn benyttede Jehova gang på gang denne handlemåde over for sine skabninger. Efter at israelitterne ved Sinajs bjerg frivilligt havde givet udtryk for, at de ville tjene Jehova, gjorde de gentagne gange oprør imod ham og blev derfor slået ned i ørkenen. (2 Mos. 19:5-8; 1 Kor. 10:5) Da Guds tid var inde til, at de skulle drage ind i det forjættede land, var en ny generation vokset op, og Moses lod dem træffe et valg: „Jeg tager i dag himmelen og jorden til vidne mod jer på, at jeg har forelagt jer livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker Jehova din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham; thi deraf afhænger dit liv.“ — 5 Mos. 30:19.
Dette med at træffe et valg blev ganske særlig understreget af Josua cirka tyve år efter, at israelitterne var kommet ind i Kana’ans land. Josua vidste, at han snart skulle dø, og han sammenkaldte derfor alle Israels stammer og foreholdt dem med rene ord, at de nu måtte vælge, hvem de agtede at tjene. Efter at have mindet dem om, hvorledes Jehova havde handlet med Abraham og hans efterkommere helt frem til deres tid, sagde han:
„Så frygt nu Jehova og tjen ham i oprigtighed og trofasthed, skaf de guder bort, som jeres forfædre dyrkede hinsides floden og i Ægypten, og tjen Jehova! Men hvis I ikke synes om at tjene Jehova, så vælg i dag, hvem I vil tjene, de guder, jeres forfædre dyrkede hinsides floden, eller amoritternes guder, i hvis land I nu bor. Men jeg og mit hus, vi vil tjene Jehova!“ Da folket havde hørt beretningen om, hvorledes Jehova havde handlet med dem og med deres forfædre, og Josuas egen faste beslutning om at tjene Jehova, sagde de: „Det være langt fra os at forlade Jehova for at dyrke andre guder; nej, Jehova er vor Gud, han, som førte os og vore fædre op fra Ægypten, fra trællehuset, og gjorde hine store tegn for vore øjne og bevarede os under hele vor vandring og blandt alle de folk, hvis lande vi drog igennem; og Jehova drev alle disse folk . . . bort foran os. Derfor vil vi også tjene Jehova, thi han er vor Gud!“
Josua stillede dem imidlertid på prøve for at se, om de virkelig mente, hvad de sagde: „I vil ikke kunne tjene Jehova, thi han er en hellig Gud; han er en nidkær Gud, som ikke vil tilgive jeres overtrædelser og synder. Når I forlader Jehova og dyrker fremmede guder, vil han vende sig bort og bringe ulykke over jer og tilintetgøre jer, skønt han tidligere gjorde vel imod jer.“ Men folket holdt fast ved sin beslutning: „Nej, Jehova vil vi tjene! Josua sagde da til folket: I er vidner imod jer selv på, at I har valgt at tjene Jehova. [Og de svarede: Vi er vidner, AS.]“ — Josua 24:14-22.
Dengang Kristus Jesus stod fremstillet for Pilatus, måtte israelitterne på ny træffe et valg, denne gang mellem Djævelen, der var repræsenteret ved kejseren, og Jehova Gud, der var repræsenteret ved sin søn. De traf det gale valg ved den lejlighed og råbte: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ (Joh. 19:15) De måtte tage de frygtelige konsekvenser af dette urette valg, idet de kom til at lide total ødelæggelse ved kejserens hånd i år 70 e. Kr.
Vi må træffe vort valg i dag
Bibelens profetier viser, at Kristi anden nærværelse er begyndt, at han er blevet sat på tronen, og at han nu hersker midt blandt sine fjender. (Sl. 110:1-3; Mattæus, kapitel 24; Åb. 11:15-18) Ved forkyndelsen af det gode budskab om Riget og Jehovas navn stilles alle mennesker atter over for et valg: de må enten tage standpunkt for Jehovas rige med Kristus Jesus som konge eller for denne gamle verdens regeringer, der domineres af Satan Djævelen. (Matt. 4:8, 9; 2 Kor. 4:4) „Og nu, I konger, vær kloge, lad jer råde, I jordens dommere, tjener Jehova i frygt, fryd jer med bæven! Kysser sønnen, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusser hans vrede op. Salig hver den, der lider på ham!“ — Sl. 2:10-12.
De kloge lader sig gerne belære. De anerkender de foreliggende fornuftsbeviser. Rundt om sig ser de et vidunderlig ordenspræget univers, der taler sit tydelige sprog om Guds eksistens. (Rom. 1:20) De undersøger Bibelen og forstår, at dens vidnesbyrd til overflod bekræftes af geologi og arkæologi. De bemærker, at Bibelen er fuld af profetier, hvoraf mange er blevet opfyldt med bemærkelsesværdig nøjagtighed. Kun Gud kunne gøre noget sådant. — Es. 41:22, 23.
Ud fra Bibelen lærer de at forstå, at Guds oprindelige hensigt med mennesket og jorden var at have et paradis fuldt af fuldkomne mennesker, der levede sammen i indbyrdes harmoni og tilbad deres skaber, og at denne hensigt vil blive fuldbyrdet, eftersom Jehova Gud er almægtig. (1 Mos. 1:26-28; Es. 55:11) Endvidere lærer de at forstå, at vi lever på en domsdag, og at ethvert menneske forsynes med et mærke, enten dyrets mærke eller det mærke, Jehovas tjenere sætter på dem, der sukker og jamrer over de vederstyggeligheder, de ser øvet i landet. — Ez. 9:4; Åb. 13:15-17; 14:9, 10.
Du personlig kan heller ikke undgå at blive mærket. Du kan ikke blive ufri for at træffe dit valg. „Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, spreder.“ (Luk. 11:23) Hvad bliver dit valg? Vil du vælge at tjene Jehova Gud og begynde at vandre ad den rette, vise, lydige, kærlige vej, værdsættelsens og taknemmelighedens vej, der, skønt den på nærværende tidspunkt er smal og har en snæver port, dog fører til liv, eller vil du vælge at følge med strømmen ad den selviske, brede vej, der fører til ødelæggelse?
Du har kendsgerninger, du kan og du må veje dem for og imod og nå til en afgørelse. Og hvad så? Når du har truffet et klogt valg, må du nødvendigvis vise det i gerning ved en fast og urokkelig færd. „Troen, hvis den ikke har gerninger, er den i sig selv død.“ (Jak. 2:17) Hvilke gerninger? De gerninger, der foreholdes os i Guds ord og navnlig ved Jesu ord og eksempel. Det vil sige, man må indvi sig til Gud, således som Jesus gjorde det ved Jordanfloden, da han sagde: „Se, jeg er kommen (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud!“ — Hebr. 10:7.
Det første du må gøre, efter at du har indviet dig til Jehova Gud, er at give offentligt udtryk for denne indvielse ved at lade dig døbe, som også Jesus befalede sine disciple: „Gå derfor hen og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem.“ (Matt. 28:19, NW) Men, vil du indvende, du blev jo døbt som barn? Blev du nu også det? Ordet døbe kommer af et græsk ord, der egentlig betyder at nedsænke eller dyppe ned under vandet, og vi finder da også, at både Johannes Døber og Jesu disciple sænkede eller dyppede de troende helt ned under vandet. — Joh. 3:23.
Dåben eller nedsænkningen i vand illustrerer, at man nu er død for sin egen vilje og er blevet levendegjort for at gøre Guds vilje. Når vi har indviet os selv til at gøre Guds vilje, er det i højeste grad på sin plads at foretage en offentlig handling som bekendelse heraf i vidners overværelse. Spædbørn kan ikke gøre dette. Dåben er desuden en levende påmindelse om, at vi har indviet os, og vil derfor hjælpe os til at leve op til vore dåbsløfter.
Guds vilje med den kristne består i hovedsagen af tre forskellige ting. Først af alt må vi studere Guds ord og de bibelske hjælpekilder, der sætter os i stand til at forstå det, således at vi kan få et stadig mere indgående kendskab til Gud og hans hensigter og blive dygtige til at samarbejde med ham. (2 Kor. 6:1) For det andet må vi bruge vore læber til Jehova Guds ære og til trøst for retsindige mennesker, for som kristne må vi have samme livsbestemmelse som Kristus Jesus, og han sagde om sig selv: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ — Joh. 18:37; 2 Kor. 1:4; Hebr. 13:15; 1 Pet. 2:9.
Og for det tredje må vi gøre fremskridt på retfærdighedens vej. Vi må være konsekvente. Ikke bare må vi elske Jehova Gud, sandhed og retfærdighed og vor næste, men vi må tillige hade alt, hvad der er ondt og selvisk. Vi må holde os uplettede af den onde verden og dens gøremål. — Es. 52:11; Hebr. 1:9; Jak. 1:27.
Vi ser således, at Gud så langt fra at prøve på at omvende verden derimod giver sine skabninger en mulighed for at vælge og tage konsekvenserne. Har vi først truffet det rette valg, må vi vise det ved en støt og beslutsom handel og vandel, såfremt vi skal få del i alt det, Gud har i beredskab for mennesket.