Religiøs intolerance på Guldkysten
AT beskylde Guldkysten i Afrika for at lægge religiøs intolerance for dagen er fantastisk! Er det? Hvorfor blev Mr. N. H. Knorr, præsident for Vagttaarnsselskabet, så for nylig nægtet indrejsetilladelse til Guldkysten, hvis ikke det var på grund af hans religion? Hvorfor fik Mr. M. G. Henschel, en af Selskabets direktører, heller ikke indrejsetilladelse? Var det ikke hans religion, der hindrede det? Blev disse repræsentanter for Vagttaarnsselskabet nægtet visum, fordi de var amerikanere? Eller fordi de var Jehovas vidner?
Jehovas vidner er kristne forkyndere og underviser i Bibelen. Er regeringen ikke interesseret i kristendom? I bibelsk undervisning? Eller er den imod Jehovas vidners gode arbejde og den fremgang, de har? Venter den, at den kan hindre, at den kristne undervisning har fremgang, ved at nægte to repræsentanter for et bibelselskab indrejsetilladelse? Har landet lukket sine døre for alle bibelselskaber? For alle missionærer og forkyndere? For turister? Eller er det udelukkende et direkte angreb på Jehovas vidners religion? Folk i både Amerika og på Guldkysten fortjener at kende svaret. Jehovas vidner vil gerne gøre dig bekendt med deres stilling og deres arbejde på Guldkysten.
Accra er hovedstaden og centret for arbejdet på Guldkysten. Det er her, Selskabets afdeling har sit hovedkvarter, som tager sig af de 101 menigheder, der ligger spredt ud over et område på 237.874 kvadratkilometer. Her i Afrika forkynder Jehovas vidner budskabet om Guds rige, som de gør i andre lande. — Ordsp. 1:20; Ap. G. 20:20.
I august 1952 var der 4446 forkyndere af det gode budskab, og heraf var 136 heltidsarbejdere. Foruden at der blev afholdt 2733 offentlige foredrag, aflagde disse tusinder af bibellærere 188.708 genbesøg hos interesserede mennesker og ledede bibelstudier i 2572 hjem hver måned. Mange af dem, der således blev hjulpet, var hedninger, eller det var mennesker, der havde fået afsky for deres kirke og derfor ikke ville være kommet til de offentlige møder. Et af Jehovas vidner, en skolelærer, fortæller, hvordan hans arbejde førte til, at en fetishpræst brændte sine afguder og blev et vidne efter at være kommet til kundskab om sandheden.
Ved at Jehovas vidner forkynder dette vidunderlige budskab om Riget for andre og viser folk, hvilke storslåede ting Jehova vil gøre for dem i den nye verden, beviser de, at de er Kristi disciple. Jehovas vidner er ikke modstandere af nogen regering her på jorden. De er for Guds rige. De beder om, at det må komme, og de forkynder om det. Mange „kristne“ regeringer har gjort det samme, når de beder Fadervor: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen.“ Herved beder de om, at Guds styre må afløse det nuværende, og det gør Jehovas vidner også.
Jehovas vidner er ikke urostiftere. På Guldkysten og alle andre steder forkynder de det gode budskab på en fredelig og rolig måde og i Jehovas ånd. Resultatet i de sidste ti år er et tydeligt bevis for behovet og effektiviteten og for Guds velsignelse.
Et tilbageblik på de sidste 10 års arbejde
Det første større stævne, Jehovas vidner holdt på Guldkysten, fandt sted i 1942. Der var omkring 350 til stede. I december samme år blev den lille landsby Nkwatia, d’er ligger i de maleriske Kwahu-bjerge, skuepladsen for et nyt stævne. Her var der cirka 300 ivrige tilhørere. Det følgende år kunne der rapporteres en ny rekord på 495 forkyndere i oktober. For bedre at oplære dem i tjenestegerningen lod Selskabet dem gå i gang med en særlig tilrettelagt form for undervisning i den teokratiske skole. For yderligere at hjælpe dem i deres tjeneste forsynede Vagttaarnsselskabet i Amerika Accra med 20.000 eksemplarer af bogen Børn, som i stor udstrækning blev brugt ved bibelstudier.
Da 1947 oprandt, kom et vendepunkt i den rene gudsdyrkelses historie på Guldkysten. Den 17. juni dette år ankom de to første missionærer fra Vagttaarnets bibelskole Gilead. Der blev oprettet et missionærhjem i Accra. Arbejdet blev bedre organiseret. De første rapporter viste, at de to missionærer holdt hele 43 bibelstudier om måneden. Det virkningsfulde samarbejde mellem forkynderne og missionærerne forøgede antallet af regelmæssige forkyndere til 575.
Henimod slutningen af 1947 blev det meddelt, at Mr. Knorr og Mr. Henschel ville deltage i det første landsstævne i Accra. Delegerede fra Liberia, Sierra Leone og Nigeria var også på programmet. Da åbningsdagen oprandt, fyldte 950 Palladium-teatret. Søndag formiddag blev 171 døbt. Stævnets højdepunkt var det foredrag, Mr. Knorr holdt for en tilhørerskare på 1383; hans emne var „Alle nationers evige hersker“. Stævnet virkede styrkende, stimulerende og opmuntrende, hvilket gav sig udslag i forøget aktivitet.
Begyndende med 1. januar 1948 fulgte nu en række rekorder for forkyndere: Januar 641, februar 722, marts 846, og ved årets udgang kunne der rapporteres en rekord på over 100 procent! Velsignelse fulgte på velsignelse i 1948. Afdelingskontoret blev åbnet i Accra, et landsstævne blev holdt i Kumasi, to gileaditter rejste til landets nordligste del og bragte Rigets budskab ud til hedningerne der for første gang, og der blev opnået tilladelse til at indføre bogen „Gud maa være sanddru“ foruden andre publikationer.
Atter i 1949 kom der flere gileaditter til landet for at hjælpe i det stadig voksende forkynderarbejde. I de sidste syv år blev der aflagt et umådeligt vidnesbyrd til ære for Jehova Gud. På eet år blev der alene anvendt 868.282 timer i arbejdet, hvilket giver et gennemsnit på næsten seksten timer pr. forkynder hver måned.
Arbejdet og stævnet i 1952
Og hvordan med 1952? Accra havde fire kredse med i alt 371 forkyndere, i stedet for een kreds som i 1947. Det er en forøgelse på 364 procent i løbet af de sidste fire år! I 1952 var der en fremgang i forkynderantallet på 27 procent i forhold til året før. Den årlige mindehøjtid blev overværet af 6456, mens 17.709 var til stede ved 88 offentlige foredrag i løbet af week-end’en den 12. og 13. april.
I de forløbne år har mange modtaget åndelig trøst gennem vort forkynderarbejde. Lejre for spedalske er blevet besøgt, og der er blevet holdt offentlige foredrag for de spedalske, inden de blev helt ædt op af deres sygdom. Analfabeter er blevet opmuntret til at deltage i særlige klasser, hvor der gives læseundervisning af de lokale kredse af Jehovas vidner. Bladet Vagttaarnet, der siden august 1950 er blevet trykt en gang om måneden på det lokale sprog twi, har været en stor hjælp. Vagttaarnsselskabet har gjort meget for, at disse mennesker kan lære sandheden at kende.
Der er blevet afholdt stævner, som har bidraget meget til udbredelsen af den rene gudsdyrkelse der i landet. Derfor så Jehovas vidner spændt frem til deres landsstævne, der skulle afholdes i Accra fra den 21.-23. november 1952. Det så ud til at blive en stor begivenhed, for præsidenten for Vagttaarnets Selskab ville igen aflægge et besøg på Guldkysten for at give nyttige råd angående tjenesten og holde det offentlige foredrag „Det er på tide at lære Guds vej at kende“. Da tidspunktet for stævnet nærmede sig, blev maskineriet sat i gang for at finde et passende lokale og træffe andre nødvendige forberedelser. Til vor forbavselse fik vi lov til at benytte Old Polo-pladsen, der tilhører den britiske krone og ligger ved kysten lige over for højesterets bygning og King George V Memorial Hall. Der kunne ikke tænkes et bedre sted på hele Guldkysten!
45 kilometer borte blev næsten 2000 stykker bambus skåret til og transporteret til den travle byggeplads. Bygningerne begyndte at tage form. Først blev et kæmpekøkken med tyve kogesteder færdigt. Græsmåtter adskilte de forskellige bureauer og dannede væggene i kontorerne. Platformen blev smukt dekoreret. Fra en „hylde“, der skulle yde talerne skygge, hang bogstaver, der dannede stævnets tema: „Voks til modenhed.“
Den britiske hær hjalp brødrene med at forsyne stævnet med elektricitet. En entreprenør stillede rør til rådighed, så der kunne ledes vand til stedet, og Jehovas vidner udførte selv arbejdet med at grave grøfter og bassiner og andet tilbehør.
Lagerrummet og køkkenet var netop færdige, da fødevarerne begyndte at strømme ind. Der var tre 5-tons vognladninger yams og een med plantain eller melbananer, som kom fra et sted ca. 300 km nord for byen, sammen med en mængde andre fødevarer, der ville give de 150 frivillige arbejdere i cafeteriaen nok at gøre. Føj hertil arbejdet med at skaffe logi til de tusinder af stævnedeltagere og en omfattende avertering, og du vil få et billede af det store arbejde. 300 plakater var sat op rundt om i byen. Desuden sås de tiltalende plakater i fyrre busser foruden taxaer og privatvogne, og to biografer bragte lysbilleder, der averterede det offentlige foredrag. Store skilte var placerede på stærkt befærdede steder, og foran kæmpehallen var der et stort træskilt, 8 meter langt og 2 meter højt, af rødmalet krydsfinér med foredragets titel i gule bogstaver. Hvide træbogstaver på en halv meters højde på begge sider af dette skilt dannede en opfordring til offentligheden om at komme og høre foredraget klokken 5 søndag eftermiddag den 23. november. Nedenunder var ophængt andre bogstaver, der meddelte talerens navn og gav andre oplysninger. Ja, hele hallens facade på 40 meter var udnyttet, særlig til at avertere de offentlige foredrag, der skulle holdes af Mr. Knorr. Det var et smukt syn i projektørlyset om aftenen.
Stævnets første dag
Om fredagen, stævnets første dag, summede den lille „by“ på Polo-pladsen af aktivitet. Lige ved 6000 overværede åbningen, og i aftenens løb voksede tallet til 6500. Næste dag steg tallet til over 7000, og om søndagen nåede det sit højdepunkt med 7800. Noget, der forøgede glæden, var det lydelige bifald, der lød, da 690 rejste sig og tilkendegav, at de ønskede at blive døbt. Om lørdagen og søndagen blev der frigivet et par nye bøger, nemlig „Vil De opnå evigt liv i lykke på jorden?“ på sproget ga og „Gud maa være sanddru“ på twi.
Men hvad med Mr. Knorrs besøg? Ved tanken om al den gavn, hans besøg i 1947 havde gjort, var det et stort chok, da det kun tolv dage før stævnet blev meddelt, at det visum, der oprindelig var lovet ham, var blevet annulleret, og at Selskabets præsident og hans sekretær ikke ville få lov til at aflægge besøg på Guldkysten. Dette blev årsag til en mængde vanskeligheder. Der skulle findes stedfortrædere til at udfylde programmet, og Mr. A. G. Baker, som leder Vagttaarnsselskabets afdeling på Guldkysten, holdt det offentlige foredrag, Mr. Knorr ellers skulle have holdt. Over 15.000 hørte det.
Stævnet blev fuldført uden videre vanskeligheder, men der var stadig meget røre på grund af denne officielle aktion, der hindrede Selskabets repræsentanter i at komme ind i landet. Hvorfor, spurgte man, blev deres visum først bevilget og derefter annulleret? Hvem var ansvarlig herfor? Blev Jehovas vidner ikke herved genstand for en særbehandling fra regeringens side? Har Jehovas vidner på Guldkysten ikke lov til at få besøg af deres selskabs præsident? Hvad har han gjort, siden han ikke kan få indrejsetilladelse? Da denne rapport blev skrevet, var der fra ansvarlig side endnu ikke blevet angivet nogen grund til denne vanærende handling, men mange mente, at den eneste grund var deres religion.
Eller lukker Guldkysten sine døre for alle religiøse mennesker? Eller for alle amerikanere? Er Guldkystens regering ikke længere interesseret i kristendom? I bibelsk undervisning? Hvorfor modstår den Jehovas vidners vidunderlige fremgang i dette land? Den venter vel ikke at kunne hindre den kristne undervisnings stadige udbredelse ved at nægte et par repræsentanter for et bibelselskab indrejsetilladelse.? Eller har regeringen lukket sine døre for alle bibelselskaber? For alle præster, missionærer og turister? Eller retter den kun sit angreb mod Jehovas vidner og deres arbejde? I forbindelse hermed er det af interesse at lægge mærke til, at et af dagbladene i Accra i sine numre for 3. og 14. januar 1953 meddelte, at der ville komme nogle repræsentanter for det græsk-ortodokse patriarkat i Ægypten og for syvende-dags adventisterne. Det var også blevet meddelt officielt, at man ventede tre ikke-sekteriske præster i Accra den 23. januar 1953. De skulle prædike ved religiøse stævner i tre større byer på Guldkysten. Hvordan det end kan hænge sammen, var folk over hele verden interesserede. Amerikanere er interesserede, fordi Mr. Knorr og Mr. Henschel er amerikanske borgere. Kristne er interesserede, fordi de er som eet legeme, og angreb på een angår dem alle.