Kristendomsfortyndelse

I GAMLE dage kom vinhandlerne vand i vinen for at opnå en større fortjeneste. „Din vin er spædet med vand,“ skrev Esajas. Profetens ord har fuld gyldighed i dag, da kristenhedens religionsleverandører har fortyndet kristendommen for at behage flere mennesker og høste fortjeneste. Af Paulus’ ord fremgår det også, at der ville eksistere en sådan opspædet kristendom: „Der vil komme en tid, da de [vil] . . . skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren.“ „Vi er ikke forfalskere af Guds ord, således som mange er.“ I vore dage er der „mange“ af dem, der giver sig ud for at være religiøse lærere, der forfalsker Guds ord for at kildre andres øren. Resultatet er en forsamling af kristne, der mere svarer til en mængde teatergængere end til Kristi apostle, der var „et skuespil . . . for hele verden“. — Es. 1:22; 2 Tim. 4:3; 2 Kor. 2:17, NW; 1 Kor. 4:9.

Ansete mænd har lejlighedsvis bragt nutidens fortyndede kristendom ind i søgelyset. I en udgave af Saturday Review talte Albert N. Williams frimodigt imod vore dages kristendom, der „er blevet fjernet fra sin egen histories strøm og serveret uden indmad og ben, skåret i stykker og kogt og garneret med en fromhed og sygelighed, der ville have fået den gammeltestamentlige Jehova til at vende sig bort fra sit eget folk i en tilstand af smertelig bedrøvelse“.

En af grundene til den „store uvidenhed“ med hensyn til kristendommen, antyder Williams, er de gængse religiøse skrifters „sørgmodige stil“. Forfatterne til de såkaldte åndelige bøger, der står øverst på listen over de mest solgte skrifter, bekymrer sig ikke om andet end „åndelig trøst“ og er mere interesserede i at udnytte troen til at vinde læserne for sig, end de er i at bibringe folk en vital religionskundskab. „De rå og barske begivenheder, der skulle formå at tilkalde en hær af historikere, romanforfattere og dramatikere, har stilige trosleverandører i den grad berøvet deres styrke, at det ikke kan undre, at vor tids kristne mangler selv den flygtigste interesse for det dramatiske begivenhedsforløb, der muliggjorde vor tro.“ Vor kristne religions historie, hævder Williams derfor, er „et drama, der i dag savner både dramatikere og teatre“.

Vi kan være enige om, at præsteskabet har udvandet kristendommen med ubibelske traditioner, hedenske læresætninger og ørekildrende „åndelige bøger“, hvori filosofi og psykologi har den mest fremtrædende plads. Men verden i dag er dog ikke helt blottet for kristne „dramatikere og teatre“. For i omkring 160 lande dramatiserer Jehovas vidner kristendommen på samme vis som apostlene. De er blevet „et skuespil for hele verden“, fordi de nægter at spæde kristendommen op med populære filosofier, og fordi de ihærdigt forkynder den gode nyhed om Jehovas rige. De, der er blevet modfaldne på grund af den kristendom, der er leveret uden „indmad og ben“ af præsteskabet, vil live op ved kundskaben om at Jehovas vidner vil fortsætte med at spille deres rolle i den sande kristendoms drama. Det vil de gøre, fordi de ikke „går underfundigt til værks, ikke heller forfalsker Guds ord, men anbefaler [sig] for ethvert menneskes samvittighed for Guds åsyn ved åbent at forkynde sandheden“. — 2 Kor. 4:2.