Trettenårig berlinerpige bevarer sin retskaffenhed

DEN trettenårige Renate Grosse klagede over stadig træthed. Huslægen afviste imidlertid hendes klage med denne bemærkning til moderen: „Unge piger vil gerne gøre sig interessante. De skal ikke bekymre Dem om det.“ Men da Renate besvimede i skolen og måtte bringes hjem, blev hun kørt på hospitalet, hvor man stillede hendes diagnose. Hun havde ledegigt. Da en behandling for ledegigt imidlertid ikke hjalp, blev en specialist i blodsygdomme tilkaldt, og han erklærede, at hun led af kræft i blodlegemerne (leukæmi), som man endnu ikke havde fundet noget helbredelsesmiddel for, og for hvilken sygdom lægerne anbefaler regelmæssige blodtransfusioner.

Renates moder, som er et af Jehovas vidner, satte sig imod blodtransfusion, og det fik specialisten i blodsygdomme til at eksplodere i raseri. Han kunne simpelthen ikke forstå, at en moder, som påstod, at hun elskede sit barn, kunne afvise den eneste helbredelsesmetode. Jehovas vidners standpunkt til blodtransfusioner blev nu forklaret for ham i overværelse af både hospitalets overlæge og afdelingslæger. En læge, et af Jehovas vidner, undersøgte tilfældet og fastslog, at sygdommen var så vidt fremskreden, at Renate kun havde seks uger tilbage at leve i.

Da nu slægtninge, sygeplejersker og andre patienter på afdelingen hørte om det standpunkt, moderen og Renate havde taget, bombarderede de dem begge med argumenter; men forgæves. Afdelingslægen, som var katolik, var fast besluttet på at ville løbe moderens indsigelser over ende ved gentagne gange at appellere til Renate selv. En aften klokken halv ti satte han sig hos hende på sengekanten og udmalede, hvordan hun snart ville dø. Men det var altsammen forgæves. Efter at han var gået, skrev Renate et brev, hvori hun gav udtryk for sin overbevisning, så at alle kunne vide, at det også var hendes beslutning og ikke blot hendes moders.

Da man besøgte hende nogle uger senere, var hun lykkelig, selv om hendes tilstand var synligt værre. Hun ønskede at få de nyeste ting at vide fra Vagttaarnet og Vaagn op! og talte kun lidt om sin sygdom. Ja, i virkeligheden morede hun sig over lægens tilbud om at give hende af sit eget blod, og hun sagde: „Mor, hvis jeg bliver rask, er der meget, vi vil gøre helt anderledes og tjene Jehova mere, men hvis ikke — så er der brevet i min lomme, du ved.“

Da overlægen diskuterede Renates tilfælde med et af Jehovas vidner, sagde han: „Tror De, at en pige på tretten år kan have en så stærk religiøs overbevisning, at hun vil afslå behandling af en læge, når hun er i dødsfare?“ Renates opførsel overbeviste ham, for efter at hun havde fået at vide, at hun skulle dø, blev hun endnu lykkeligere og venligere end før. Da han blev gjort bekendt med, at man havde prøvet at tvinge Renate, blev han forbavset, og siden den tid pressede man ikke længere Renate til at modtage blodoverføring, selv om de andre patienter viste fjendtlighed, indtil hun blev lagt ind på et eneværelse. Overlægen bemærkede yderligere: „I hele min praksis har jeg aldrig set et sådant tilfælde, hvor et barn var så lykkeligt efter at have fået at vide, at det skulle dø.“

Renate døde. Ved hendes begravelse blev brevet, hun havde skrevet den aften, afdelingslægen havde prøvet at tvinge hende, læst højt:

„Til alle slægtninge og mennesker, jeg kender: Kære alle! Jeg beder jer venligt, men indtrængende, ikke at gøre det den mindste smule svært for min moder, fordi hun afslog den blodtransfusion, som det var meningen, jeg skulle have fra lægen. Det er også min faste vilje, at jeg hellere vil være sand og lydig mod Guds ord end at være lovbryder og leve kunstigt ved at modtage blodoverføring hvert halve år. Disse ord er sande: Den, som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv i trofasthed mod mig, skal modtage det igen.

Men mit store håb er ikke at svæve rundt i himmelen som en ånd. Nej, jeg hviler i graven til efter Harmagedon, og hvis den store Livgiver Jehova anser mig for værdig, vil han give mig en opstandelse — i rigtigt kød og blod som et menneske på en renset, paradisisk jord i glæde og lykke. Det er derfor, det ikke var svært for mig at dø. Kan I forstå det?

Jeg er ung, ganske vist, men jeg har lagt mit liv i Skaberens hånd, og han leder alt på rette måde. Så til slut beder jeg jer indtrængende endnu en gang om ikke at lægge nogen hindringer i vejen for mor. Spar hende for al unødig ophidselse. Vær i stedet for venlige mod hende, og tal ikke ondt under nogen omstændigheder. Kærlige hilsener og kys til jer alle fra jeres Renate. Gem dette i jeres hjerter.“