Jehova sørgede for os under forbudet — 3. del

DEN 14. marts 1990 var en særlig dag. Jeg var blandt dem der overværede at en højtstående embedsmand i ministeriet for religiøse anliggender i Østberlin overdrog Jehovas Vidner et dokument der gav dem juridisk anerkendelse i den daværende Tyske Demokratiske Republik, DDR. Den dag tænkte jeg tilbage på dengang jeg blev et Jehovas vidne og på den vanskelige tid vi havde været igennem.

I midten af 50’erne havde en kollega ved navn Margarete, som var et Jehovas vidne, talt med mig om sin tro på Bibelen. Dengang blev Jehovas vidner i Østtyskland udsat for intens forfølgelse. Kort efter skiftede Margarete arbejdsplads, og jeg begyndte at studere Bibelen med en anden forkynder. I 1956 blev jeg døbt, og samme år blev Margarete og jeg gift. Vi var tilsluttet Lichtenberg-menigheden i Berlin, hvor der var cirka 60 forkyndere.

To år efter min dåb henvendte nogle regeringsembedsmænd sig på den adresse hvor den ledende broder i vores menighed boede, for at arrestere ham. Han var imidlertid på arbejde i Vestberlin. Det lykkedes hans familie at advisere ham, så han blev dér, og nogle måneder senere sluttede de sig til ham i Vest. Selv om jeg kun var 24 år gammel fik jeg overdraget et stort ansvar i menigheden. Jeg er Jehova taknemmelig for at han gav mig visdom og styrke til at skuldre ansvaret. — 2 Korinther 4:7.

Tilvejebringelse af åndelig føde

Efter Berlinmurens opførelse i august 1961 var Jehovas vidner i Øst pludselig isoleret fra deres brødre i Vest. Vi begyndte derfor at fremstille kopier af vore publikationer, først på skrivemaskine, senere ved hjælp af en række duplikeringsmaskiner. I 1963 begyndte jeg derhjemme at indrette et hemmeligt rum til trykning af bladene. Denne omforandring tog mig to år. Efter at have arbejdet en hel dag som værktøjsmager fremstillede jeg om natten kopier af Vagttårnet med hjælp fra nogle andre brødre. Myndighederne forsøgte at standse vores trykkevirksomhed, men Jehova hjalp os så vores „mad“ som vi kaldte det, kom til rette tid.

Det krævede store mængder papir at fremstille tilstrækkeligt med eksemplarer af vore blade, og det var ikke nemt at skaffe papir. Hvis vi regelmæssigt havde købt store partier hjem, ville det have tiltrukket sig myndighedernes opmærksomhed. Vi fik derfor de enkelte forkyndere til at købe papir i små portioner og bringe det med til gruppestudiet. Derfra tog vi det med hen hvor vi trykte bladene. Andre forkyndere sørgede derefter for den videre distribution af de trykte blade.

Eftersom myndighederne havde mistanke om at jeg deltog i trykningen, holdt de et vågent øje med mig. I slutningen af 1965 bemærkede jeg at der blev holdt usædvanlig skarpt opsyn med mig og at myndighederne pønsede på et eller andet. En tidlig morgen slog de til.

På et hængende hår

Den vintermorgen var jeg på vej til arbejde. Det var før daggry, og jeg skuttede mig i den bidende kulde. Undervejs fik jeg øje på fire hoveder over et hegn. Mændene drejede om hjørnet og kom hen imod mig. Til min rædsel genkendte jeg dem som embedsmænd. Hvad skulle jeg gøre?

Der var blevet ryddet en smal sti i den dybe sne. Idet jeg fortsatte med at gå sænkede jeg hovedet og kiggede ned, mens jeg hurtigt hviskede en bøn. Mændene kom nærmere og nærmere. Havde de genkendt mig? Jeg troede knap mine egne øjne, for de gik bare forbi mig på den trange sti. Jeg gik hurtigere og hurtigere. „Det var ham!“ skrålede en af dem. „Stop!“

Jeg løb alt hvad jeg kunne. Jeg fór om hjørnet, sprang over naboens stakit og ind i min egen have. Idet jeg skyndte mig ind i huset, slog jeg lås og slå for døren. „Skynd jer at stå op!“ råbte jeg. „De er her for at arrestere mig.“

Margarete styrtede ned med lynets hast og tog opstilling ved døren. I samme øjeblik var jeg nede i kælderen og fyrede op i brændeovnen. Jeg tog alle de menighedsoptegnelser jeg lå inde med og smed dem i flammerne.

„Luk op!“ tordnede mændene. „Luk op! Det er den offentlige anklager.“

Margarete holdt stand mens jeg upåagtet brændte det hele. Derefter kom jeg op til Margarete og nikkede til hende at hun skulle åbne døren. Mændene brasede ind.

„Hvorfor stak du af?“ spurgte de.

Snart fik de forstærkning, og hele huset blev ransaget. Jeg var mest nervøs for at de skulle finde det hemmelige rum med trykkemaskinen og 40.000 ark papir. Men de fandt ikke den skjulte indgang. Selv om vi blev forhørt i timevis hjalp Jehova os til at bevare roen. Denne oplevelse bragte os nærmere vor kærlige himmelske Fader og styrkede os til at holde ud.

I fængsel men fri

I slutningen af 1960’erne blev jeg indkaldt til militæret. Eftersom militærtjeneste stred imod min samvittighed, blev jeg tvunget til at tilbringe syv måneder i varetægtsfængsel og arbejdslejr. Jeg blev anbragt i en lejr i Cottbus, sydøst for Berlin. Her var vi i alt 15 Jehovas vidner, som alle var der på grund af vor kristne neutralitet. (Esajas 2:2-4; Johannes 17:16) Arbejdsdagen var lang og hård. Vi stod op klokken kvart over fire om morgenen og blev herefter beordret ud at lægge skinner uden for lejren. Mens vi var indsat havde vi dog mulighed for at fortælle andre om Jehovas rige.

I Cottbus var vi for eksempel sammen med to spåmænd. En dag hørte jeg at den yngste meget gerne ville tale med mig. Hvad mon han ville? Han udøste sit hjerte for mig. Hans bedstemoder havde været spåkone, og han havde fået den samme kraft ved at læse hendes bøger. Selv om han ønskede at gøre sig fri af de kræfter der beherskede ham, var han bange for repressalier. Han græd og græd. Men hvad havde alt dette med mig at gøre?

I løbet af samtalen forklarede han at hans spådomsevner aftog i selskab med Jehovas vidner. Jeg forklarede at der både fandtes onde ånder, dæmoner, og gode ånder, altså retfærdige engle. Jeg henviste til eksemplet med dem der blev kristne i det gamle Efesus og gjorde opmærksom på nødvendigheden af at skille sig af med alt hvad der havde med spådomskunst eller anden form for spiritisme at gøre. (Apostelgerninger 19:17-20) „Kontakt derefter Jehovas vidner,“ sagde jeg. „Der er Jehovas vidner overalt.“

Den unge mand forlod få dage senere lejren, og jeg hørte aldrig mere til ham. Men oplevelsen med den skræmte og fortvivlede unge mand som længtes efter frihed øgede min kærlighed til Jehova. Vi femten forkyndere var i lejren på grund af vores tro, men åndeligt set var vi frie. Den unge mand var sluppet ud af fængselet men var stadig trælbundet af en „gud“ som skræmte ham. (2 Korinther 4:4) Hvor bør vi være taknemmelige for vor åndelige frihed!

Vore børn sættes på prøve

Ikke blot de voksne men også børnene og de unge måtte holde fast ved deres bibelske overbevisning. Både i skolen og på arbejdet blev de udsat for pres til at gå på kompromis. Alle vore fire børn måtte stå op for deres tro.

Hver mandag var der flaghilsenceremoni i skolen. Børnene blev sendt i rækker ud i skolegården, sang en sang og aflagde den såkaldte Thälmann-hilsen mens flaget blev hejst. Ernst Thälmann var en tysk kommunist som blev myrdet af SS-tropper i 1944. Efter den anden verdenskrig blev Thälmann en nationalhelt i Østtyskland. Da vi på grund af vor bibelske overbevisning kun ønsker at yde Jehova Gud hellig tjeneste, sagde min kone og jeg til vore børn at de respektfuldt skulle blive stående under sådanne ceremonier men uden at deltage.

Skolebørnene lærte også kommunistiske slagsange. Margarete og jeg tog hen til skolen og forklarede hvorfor vore børn ikke ville synge sådanne politiske sange. Vi sagde imidlertid at de var villige til at lære andre sange. Allerede i en tidlig alder lærte vore børn at stå fast og at skille sig ud fra deres jævnaldrende.

I slutningen af 70’erne ønskede vores ældste datter, Renate, at komme i lære på et kontor. Imidlertid var det et krav at man først skulle gennemgå 14 dages militærtræning. Eftersom Renates samvittighed ikke tillod hende dette, holdt hun modigt fast ved sit standpunkt og blev til sidst fritaget for træningen.

Da hun i læretiden var på kursus blev hun opfordret til at deltage i nogle skydeøvelser. „Renate, du skal også gå til skydning,“ sagde læreren. Han overhørte hendes indvendinger. „Du behøver ikke at skyde,“ lovede han. „Du kan bare stå for forfriskningerne.“

Den aften snakkede vi tingene igennem. Vi følte at det var forkert at Renate var til stede, også selv om hun ikke var med til at skyde. Efter at have talt med os og efter at have bedt var hun styrket i sin beslutning og lod sig ikke skræmme. Det var til stor opmuntring for os at se vores datter holde fast ved de retfærdige principper!

Intensivering af den offentlige forkyndelse

Da modstanden mod vort arbejde i slutningen af 70’erne aftog, kunne der smugles større forsyninger af vore kristne publikationer ind fra Vesten. Det var ikke en ufarlig beskæftigelse, men modige brødre meldte sig frivilligt. Vi var taknemmelige for at få flere publikationer og påskønnede brødrenes modige indsats. I den første tid under forbudet havde forfølgelsen været hård og det havde derfor været en stor udfordring at gå fra hus til hus. Frygt for straf afholdt nogle fra at tage denne tjenestegren op. Men med tiden øgedes vor offentlige forkyndelse betydeligt. I 60’erne tog kun 25 procent af forkynderne regelmæssigt del i forkyndelsen fra hus til hus. Men i slutningen af 80’erne var antallet steget til 66 procent! På det tidspunkt tog myndighederne mindre notits af vor forkyndelse.

Ved en lejlighed havde en broder jeg skulle arbejde sammen med i forkyndelsen, taget sin datter med. En ældre dame vi talte med, blev rørt over dette og inviterede os indenfor. Hun syntes godt om det vi fremholdt fra Bibelen og indvilligede i at vi kom igen. Senere overdrog jeg besøget til min hustru, som omgående påbegyndte et hjemmebibelstudium med damen. Trods høj alder og skrøbeligt helbred blev denne dame vores søster og er fortsat aktiv i tjenesten for Jehova.

Forandringer før forbudet hæves

Jehova forberedte os til at få større frihed. Et eksempel: Kort før forbudet blev hævet fik vi at vide at vi skulle tiltale hinanden anderledes ved møderne. Af sikkerhedshensyn havde vi altid kun været på fornavn med hinanden. Mange som vi havde været sammen med i årevis, kendte vi ikke efternavnet på. Som en forberedelse til at byde mange flere interesserede velkommen til vore møder, blev vi imidlertid opfordret til at bruge efternavnet. På nogle virkede det upersonligt, men de der fulgte vejledningen havde lettere ved at omstille sig da vi fik frihed.

Vi blev også opfordret til at indlede vore møder med sang. På den måde blev vi vænnet til den fremgangsmåde som følges i Jehovas Vidners menigheder andre steder. En anden justering angik størrelsen af vore studiegrupper. I 50’erne voksede de gradvist i størrelse fra fire til otte forkyndere. Senere voksede de til 10 og til slut til 12. Desuden blev der foretaget en undersøgelse for at finde ud af om hver enkelt menigheds mødested lå centralt for flertallet af forkynderne.

Indimellem kunne vi først se visdommen i de foreslåede justeringer efter at de var ført ud i livet. Gang på gang måtte vi erkende at Jehova er en vís og omsorgsfuld Fader! Han har skridt for skridt bragt os på linje med resten af sin jordiske organisation, og vi føler os mere og mere som en del af hans folks verdensomspændende brodersamfund. Jehova Gud har kærligt beskyttet sit folk i de næsten 40 år det har arbejdet under forbud i Østtyskland. Og nu glæder vi os over at have opnået juridisk anerkendelse!

I dag er der over 22.000 forkyndere for Jehova i det tidligere DDR. De er et vidnesbyrd om Jehova Guds gode vejledning og kærlige omsorg. Hans støtte i forbudstiden viser at han er herre over enhver situation. Uanset hvilket våben der smedes imod hans folk, vil det ikke du. Jehova sørger altid for dem der stoler på ham. (Esajas 54:17; Jeremias 17:7, 8) — Fortalt af Horst Schleussner.

[Illustration på side 31]

Horst og Margarete Schleussner på Selskabets ejendom i Østberlin