Vælg den ene rette religion
„Til Loven og til vidnesbyrdet. Og hvis de ikke taler i overensstemmelse med dette ord, skal de ikke have morgenens lys.“ — Es. 8:20, Dy.
1. Hvilken fremgangsmåde forenkler den opgave at finde frem til den rette religion blandt de hundreder, der eksisterer i kristenheden?
„HVORDAN kan jeg vide, hvilken religion der er den rette? Der findes jo hundreder forskellige religioner, der hver især påstår at være den rigtige. Jeg har ikke tid til at studere alle disse religioner for at kunne vælge den rette. Det ville være som at lede efter en nål i en høstak!“ Således siger nogle, når Jehovas vidner kommer til deres dør. Selv om deres holdning over for problemet er forståelig, er det dog ikke så uoverkommeligt, som de opgivende tror. Det gælder blot om at finde den rigtige fremgangsmåde. Skulle man finde en nål i en høstak, behøvede man ikke at tage hvert eneste strå op og undersøge det. En stærk magnet, der trækker nålen til sig, men lader strået urørt, ville hurtigt give resultat. Eller en ild ville hurtigt fortære al strået og lade nålen tilbage. Heller ikke behøver man at foretage en grundig undersøgelse af hver eneste af de hundreder af religioner, der findes, for at nå frem til den rette. Bibelen vil billedlig talt tjene som en magnet, der tiltrækker den sande religion, mens høstakken, de falske religioner, frastødes. Så vi ikke i den foregående artikel, hvordan Jehovas ord sammenlignes med en ild, der fortærer strået, falskneriet, men lader den lutrede sandhed bestå? Den rette fremgangsmåde er derfor ikke, at man giver sig til at undersøge hvert eneste strå eller hver eneste religion, men at man studerer Bibelen og lader den vise, hvad der er sandhed, og gøre det af med løgnen. Det er den metode, der skal benyttes i denne artikel, for at vi kan vælge den religion, der alene er den rette.
2. Hvordan kan vi vide, at denne fremgangsmåde er bibelsk?
2 Metoden anbefales fra allerhøjeste sted. Dengang Israel var blevet indfanget af falske religioner, appellerede Jehova til dem med følgende ord: „Kom, lad os gå i rette med hinanden.“ „Kom nu og lad os ræsonnere sammen“ (AS). På hvilket grundlag var det, de skulle ræsonnere sammen, så Israel atter kunne komme ind på den sande tilbedelses trange vej? Skulle man lytte til alle de falske røster, der ønskede at lægge beslag på Israels øre? Nej, „til Loven og til vidnesbyrdet. Og hvis de ikke taler i overensstemmelse med dette ord, skal de ikke have morgenens lys“. (Es. 1:18; 8:20, Dy) Jehovas lov og vidnesbyrd er nedskrevet i Bibelen, og hvis religionerne ikke taler i overensstemmelse med dette ord, har de intet sandhedslys, og de skal aldrig se Jehovas nye, retfærdige verdens morgengry, der er for hånden. Efter denne af Gud anbefalede metode vil vi undersøge nogle få læresætninger og se, om de og de religioner, der docerer dem, holder sig så tæt til Bibelen som en nål til en magnet, eller om de er som strå, der fortæres af ild.
3. Efter hvilken liste skal vi gå frem, og er den fyldestgørende?
3 Bladet Awake! bragte i nummeret for 8. november 1952 en liste over religioner i de Forenede Stater. Denne liste gav et overblik over de forskellige religioners syn på nogle af de vigtigste læresætninger. Selv om listen måske ikke var absolut udtømmende, tjener den dog ethvert praktisk formål, idet den omfatter alle de religioner, man kunne finde frem til ved hjælp af flere forskellige håndbøger over trossamfund. Den indbefattede grupper på fra ni medlemmer til tre og tyve millioner medlemmer. Skulle der være nogle små uafhængige grupper, der holder møder i private hjem eller i små sale, og som ikke er kommet med på listen, er det næsten sikkert, at deres læresætninger afspejler de religioners, som står på listen, og på denne måde vil også disse ukendte smågrupper af tilbedere komme ind under den borteliminering, vi her skal foretage. Når vi derfor gør de 251 religioner, angående hvis troslære den omtalte liste gav tilstrækkelige oplysninger, til grundlag for vort studium, er der meget ringe sandsynlighed for, at vi skulle overse noget trossamfund. Så lad os vende os „til Loven og til vidnesbyrdet“ i Bibelen for at se, hvilke af de 251 trossamfund, der taler i overensstemmelse med dette ord, og hvilke der ikke gør det.
Treenighedslæren
4. Hvad afkræfter læren om, at Jehova og Kristus og den hellige ånd i forening udgør den ene almægtige Gud, og i hvilken forstand er Gud og Kristus eet?
4 Af de 251 religioner tror mindst 214 på treenighedslæren. Denne lære går ud på, at Jehova Gud og Kristus Jesus og den hellige ånd er tre personer, der udgør een Gud, og at disse tre er jævnbyrdige og lige evige. Jehova alene er den eneste almægtige Gud, og han er ikke en tredjedel af en gud, der har to andre nødig for at udgøre en helhed: „HERREN [Jehova, NW] vor Gud, HERREN er een.“ „Gud er jeg, ellers ingen, ja Gud [Guden, AT], der er ingen som jeg.“ (5 Mos. 6:4; Es. 46:9) „Gud“ betyder en mægtig, og mennesker kaldes guder, Satan kaldes en gud, og Kristus Jesus kaldes en gud; men Jehova er Guden, den almægtige Gud. (Sl. 82:6; 2 Kor. 4:4; Es. 9:6; Joh. 1:1, NW) Andre kan kun være eet med ham i een forstand, nemlig eet i tro eller hensigt eller gerning. På denne måde er Jesus og Jehova eet og alle de salvede efterfølgere eet med dem. Hvis Jesus og den hellige ånd var een og samme person, hvorfor var så synd mod Jesus tilgivelig, men synd mod den hellige ånd utilgivelig? Ifølge Bibelen er den hellige ånd ikke en person, men Jehovas usynlige virkekraft. — Joh. 10:30; 17:20-23; 1 Kor. 3:8; Matt. 12:31, 32.
5. Hvad modbeviser den påstand, at Jehova og Kristus er lige evige?
5 Er Jehova og Kristus lige evige? Om Jehova står der skrevet: „Fra evighed til evighed er du, o Gud!“ Han kaldes „den højt ophøjede, som troner evigt“ og „en evig konge“. (Sl. 90:2; Es. 57:15; Jer. 10:10) Altså er han hverken blevet født eller skabt, og han havde ingen begyndelse. Men sådan forholder det sig ikke med Kristus Jesus, for han kaldes „førstefødt forud for al skabningen“, „Guds skaberværks begyndelse“. Som Logos eller Ordet var han den første, der blev skabt af Jehova Gud og den eneste, der direkte blev skabt af Gud, thi fra da af brugte Jehova ham til at skabe alle ting, og det var ham, Jehova talte til i 1 Mosebog 1:26, da han sagde: „Lad os gøre mennesker i vort billede.“ — Kol. 1:15, 16; Åb. 3:14, NW.
6. Hvilke skriftsteder beviser, at Jehova og Kristus ikke på noget tidspunkt er jævnbyrdige?
6 Og hvordan forholder det sig med deres jævnbyrdighed? Jesus var ikke af den opfattelse, at de var jævnbyrdige, for han sagde: „Faderen er større end jeg.“ Tilhængerne af treenighedslæren vil hævde, at det kun gjaldt, mens Jesus var i kødet. Men inden han kom i kødet, dengang han var i guddomsskikkelse eller i åndeskikkelse, „tænkte han ikke på ran, nemlig på at blive Gud lig. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og kom i menneskers lighed“ (NW). I stedet for at tilrane sig en stilling som Guds ligemand, således som Satan forsøgte, gjorde Kristus lige det modsatte og forringede sig og påtog sig menneskeskikkelse. Efter sin opstandelse som åndeskabning og ved slutningen af sin tusindårige regering, „når alt er blevet ham underlagt, da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt i alle“. Både før, mens og efter, Kristus vandrede på jorden, var og er han Jehovas underordnede. — Joh. 14:28; Fil. 2:6, 7; 1 Kor. 15:28; Es. 14:12-15.
7. Til hvilke urimeligheder fører troen på en treenighed? Og hvilke andre skriftsteder viser, at Kristus ikke er Jehovas jævnbyrdige?
7 Dengang Jehova oprejste Jesus fra døden som en herlig åndeskabning, belønnede han ham med en højere stilling, end den Kristus forlod, da han steg ned til jorden: „Derfor ophøjede Gud ham til en højere stilling.“ Hvis han var Guds ligemand, inden han kom til jorden, men fik en højere stilling, da han vendte tilbage, ville han jo være højere end Jehova Gud! En anden urimelighed er den påstand, treenighedslærens talsmænd fremholder, at mens Jesus var på jorden, var han Gud i kødet, og da han steg op til himmelen, skete det i et legeme af kød. Dengang Jesus blev kød, blev han „gjort ringere end englene“, men hvis han også var Gud i kød, blev Gud altså ringere end englene, og hvis Kristus ved sin himmelfart var i kødet, er både Gud og han nu ringere end englene! Dog, kød og blod kan ikke arve det himmelske rige. (Fil. 2:9, NW; Hebr. 2:9; 1 Kor. 15:50) Manden er ikke jævnbyrdig med Kristus: „Kristus er enhver mands hoved.“ Kristus er ikke jævnbyrdig med Gud: „Gud er Kristi hoved.“ Jehova velsignede Kristus: „Det er uimodsigeligt, at det altid er den ringere, som velsignes af den højerestående.“ Jehova udsendte ham: „En tjener er ikke større end sin herre, heller ikke er et sendebud større end den, som har sendt ham.“ — 1 Kor. 11:3; Hebr. 7:7; Joh. 13:16; Sl. 21:2, 7; Joh. 17:3.
8. Hvorfor kan den hellige ånd ikke være en tredje person i en treenighed, og hvad viser, at den hverken er jævnbyrdig med Jehova eller med Kristus?
8 Hvad den hellige ånd angår, da er den ikke en person, men Jehovas usynlige virkekraft. I visse tilfælde omtaler Bibelen noget upersonligt, som var det en person, og bruger personlige stedord som betegnelse for det; dette gælder for eksempel Zion og Jerusalem. Det gøres også af og til med den hellige ånd, men til andre tider omtales den med stedordet „den“, hvad man ikke ville gøre, hvis den var en person. Fremdeles, hvordan kunne en person blive udgydt over eet hundrede og tyve personer, således som det skete på pinsedagen? Og hvordan kunne den senere hen igen blive udgydt over tusinder til, som tilfældet var med den hellige ånd? (Joh. 16:13-15; 14:15-17; Ap. G. 1:15; 2:1-4) Den hellige ånd kan heller ikke gøre krav på jævnbyrdighed med Gud eller med Kristus, for der siges om Gud, at han sender den, og om Kristus, at han sender den, og vi har lært, at de, som sender en anden, er større end den, som sendes. — Joh. 14:26; 15:26.
9. a) Hvorfor er ældre oversættelser af 1 Johannes 5:7 ikke en hjælp for tilhængerne af treenighedslæren? b) Hvor mange religioner kan bortelimineres, når treenighedslæren er blevet modbevist, og hvor mange er der så tilbage?
9 Kun eet skriftsted i ældre oversættelser kan fortolkes derhen, at Gud og Kristus og den hellige ånd er een, og det er 1 Johannes 5:7, KJ: „Der er tre, som vidner i himmelen, Faderen, Ordet og den Hellig-Ånd, og disse tre er een.“ Selv dette kan rent logisk kun betyde enhed i hensigt og bestræbelse. Men disse ord forekommer ikke i de pålideligste og ældste manuskripter af de Græske Skrifter, og moderne oversættelser af Bibelen, som f. eks. den danske, udelader dem enten helt eller forklarer i en fodnote, at de ikke findes i de ældste manuskripter. Når vi vender os „til Loven og til vidnesbyrdet“ i Jehovas ord, ser vi, at treenighedslæren er falsk, at de religioner, som forfægter den, blander løgn sammen med Jehovas sandhed, og at de i deres behandling af Jehovas ord forfalsker eller forplumrer eller ophæver det. Da de ikke har renset deres troslære for denne løgn, udelukker de sig selv fra at blive betragtet som den religion, der alene er den rette. Ved at modbevise treenighedslæren fjerner vi fra listen med de 251 religioner de 214, som fastholder denne lære. Så har vi 37 religioner tilbage.
Menneskesjælens udødelighed
10. Hvad er en sjæl, og hvad regnes for at være jordiske sjæle?
10 Af de 37 religioner, der er tilbage, tror de 18 på menneskesjælens iboende udødelighed. Støtter Bibelen dem heri eller lader den dem falde bort? Der findes ikke eet skriftsted i Bibelen, der siger, at mennesket har en udødelig sjæl. En jordisk sjæl er en levende, åndende, sansende skabning, det være sig et dyr eller et menneske. Den har ikke en sjæl, der er adskilt og forskellig fra legemet; den kan kun siges at have sjæl i den betydning, at den har liv. Ifølge denne definition er også dyr sjæle, hvilket ikke stemmer med læren om den udødelige sjæl, men derimod med Bibelen. Der blev skabt sjæle før mennesket: „Vandet vrimle med en vrimmel af levende væsener [sjæle, NW].“ „Gud skabte de store havdyr og den hele vrimmel af levende væsener [sjæle, NW].“ Mennesket blev skabt som en levende sjæl, ikke som en udødelig sjæl: „Da dannede Gud HERREN mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen [en levende sjæl, NW].“ Mennesker og dyr bliver skåret over een kam som sjæle, der hvor der tales om en afgift, der skulle erlægges til Jehova: „Een sjæl af hvert fem hundrede, både af mennesker og af stort kvæg og af asener og af småt kvæg.“ (Gl. dansk overs.; i den nye danske oversættelse har man i dette vers ganske simpelt udeladt ordet sjæl og i stedet skrevet „eet stykke“.) „Når nogen slår et menneske [en sjæl af menneskeslægten, NW] ihjel, skal han lide døden. Den, der slår et stykke kvæg [et husdyrs sjæl, NW] ihjel, skal erstatte det et levende dyr for et levende dyr [sjæl for sjæl, NW].“ — 1 Mos. 1:20, 21; 2:7; 4 Mos. 31:28; 3 Mos. 24:17, 18.
11. Hvordan er Bibelen i modstrid med de religioner, som forfægter læren om menneskesjælens udødelighed?
11 Læg mærke til, at der i det sidst citerede skriftsted siges, at både en dyresjæl og en menneskesjæl kan blive slået ihjel, hvilket vil sige, at en sjæl kan dræbes. Jehova advarede mennesket om, at han skulle dø, hvis han viste ulydighed; det var Satan, der sagde, at mennesket ikke skulle dø. (1 Mos. 2:17; 3:4) De religioner, der fremholder læren om den udødelige sjæl, siger, at onde syndere skal lide evig pine, men Bibelen er uenig med dem: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ „Syndens løn er død.“ Udødelige sjæle svæver ikke mod himmelen eller kastes i en ildsø, men derimod havner den udødelige menneskesjæl i graven: „Hvo bliver i live og skuer ej død, hvo frelser sin sjæl fra dødsrigets [gravens, KJ] hånd?“ Kun ved en opstandelse kan de døde sjæle i graven blive bragt til live igen: „Gud udløser min sjæl af dødsrigets hånd.“ Det var takket være Jehovas opstandelsesmagt, at Kristi sjæl eller liv blev reddet fra døden, thi selv hans sjæl døde, som det blev forudsagt. „Han udtømte sin sjæl til døden.“ — Ez. 18:4; Rom. 6:23; Sl. 89:49; 49:16; Es. 53:12.
12. a) Hvilken tilstand befinder en død sjæl sig i, det være sig en dyresjæl eller en menneskesjæl? b) Hvor langt er vi kommet med vor bortelimineringsproces, når vi har afkræftet læren om sjælens udødelighed?
12 Disse døde sjæle i graven er fuldstændig uvirksomme og uden bevidsthed, og følgelig er det en umulighed, at de skulle kunne føle glæde eller smerte: „Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud. Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i dødsriget, hvor du stævner hen.“ „Sæt ikke eders lid til fyrster, til et menneskebarn, der ikke kan hjælpe! Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag.“ (Præd. 9:5, 10; Sl. 146:3, 4) Både mennesker og dyr er sjæle, der dør på samme måde: „Thi menneskers og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og een og samme ånd har de alle; mennesket har intet forud for dyrene, thi alt er tomhed. Alle går sammestedshen, alle blev til af muld, og alle vender tilbage til mulden.“ (Præd. 3:19, 20) Den eneste forskel er, at mennesket har håb om en opstandelse fra de døde. De fleste af dem, der opstår fra døden, vil komme frem som menneskesjæle, dødelige skabninger af kød og blod. Et forholdsvis lille antal oprejses som udødelige åndeskabninger, og om dem står der skrevet: „Dette dødelige [må] iføre sig udødelighed.“ (1 Kor. 15:53) Hvis de allerede ejede udødelighed, havde de ikke nødig at iføre sig udødelighed, vel? Det er ganske klart, at Bibelen stempler de religioner, der fremholder læren om sjælens udødelighed, som falske. Altså kan vi stryge 18 af de 37 religioner, vi har tilbage, og så har vi kun 19 igen.
Ikke under Loven
13. Hvilke skriftsteder beviser, at vi ikke er under Loven?
13 Af disse 19 religioner tror de 6, at Jehovas tjenere stadig er underlagt hele Moseloven eller dele af den. Men formålet med Loven blev opfyldt med Kristi komme: „Loven er blevet os en tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjorte af tro. Men efter at troen er kommet, er vi ikke mere under tugtemester.“ Andre skriftsteder siger: „Thi i hans øjne vil intet menneske blive retfærdiggjort af lovgerninger.“ „I er jo ikke under lov, men under nåde.“ „Kristus løskøbte os fra Lovens forbandelse.“ „Men drives I af ånden, er I ikke under Loven.“ „Ved sit kød afskaffede han nemlig Loven med dens bud og forskrifter.“ „Ganske vist ophæves derved et tidligere bud, fordi det viste sig svagt og unyttigt — Loven bragte jo ikke i nogen henseende det fuldkomne — men der indføres i stedet derfor et bedre håb, hvorved vi kommer Gud nær.“ Jehova Gud „udslettede det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser, det, som var imod os; han tog det bort ved at nagle det til korset [marterpælen, NW] .“ — Gal. 3:24, 25; Rom. 3:20; 6:14; Gal. 3:13; 5:18; Ef. 2:15; Hebr. 7:18, 19; Kol. 2:14.
14. a) Hvad siger nogle vedrørende Loven, men hvilke skriftsteder slår fødderne væk under deres argument? b) Hvordan står det nu til med vor borteliminering?
14 Det er omsonst at hævde, således som nogle gør, at Loven, der ophæves, er den ceremonielle lov og ikke de ti bud. De har ingen støtte i Bibelen for deres vilkårlige opdeling af Loven i to dele eller for deres påstand om, at de skriftsteder, der taler om Lovens ophør, hentyder til den ceremonielle lov, men ikke til de ti bud. Efter at Paulus har talt om, at Jehova udslettede Loven eller skyldbrevet „ved at nagle det til marterpælen“ (NW), siger han to vers længere fremme: „Lad derfor ingen dømme jer for mad og drikke eller med hensyn til højtid, nymåne eller sabbat.“ Loven, der blev taget bort, indbefattede sabbatsbudet, der var det fjerde af de ti bud. (Kol. 2:16) Efter at apostelen Paulus siger: „Nu er vi løst fra Loven,“ citerer han et eksempel fra den ophævede lov: „Du må ikke begære.“ Det var det tiende af de ti bud. Han forklarer også, at de kristne er under en ny pagt og ikke længere under den lov, der er „indristet med bogstaver i sten“. De er under ånden, hvis vejledende principper ikke er indristet „på stentavler, men på kødtavler, nemlig menneskehjerter“. (Rom. 7:6, 7; 2 Kor. 3:7, 3) De kristne er således ikke under den lov, der blev indristet „på stentavler“. Hvad var det, der blev indskrevet på stentavler? Var det en såkaldt ceremonilov? Eller hele Loven? Nej, det var kun de ti bud! Kristne er ikke under nogen del af Moseloven, men de er underlagt åndens ledelse, og dens standard og krav er højere. De 6 af de 19 religioner, vi har tilbage, bygger på den tro, at vi stadig er under hele Loven eller dele af den; de bygger således på sand og må løbe ud i sandet. Så har vi kun 13 tilbage.
Ingen personlig djævel?
15. Hvordan bortforklarer nogle Djævelens eksistens, men hvad gør deres forklaringer uholdbare?
15 Af de 13 resterende religioner tror de 3 ikke på en personlig djævel. De tror ikke, at der eksisterer en sådan ond åndeskabning. De siger, at Djævelen ikke er en person, men et symbol på kødelige fristelser, sådanne fristelser, der er almindelige for det faldne menneske med hans nedarvede svaghed. Dog omtaler Bibelen Satan som en åndeskabning og siger, at han var fuldkommen og retskaffen, inden han gjorde oprør, og at det først var efter oprøret, han blev kendt som Satan, Djævelen, Slangen og Dragen. Han samtaler med Jehova i himmelen og plager Job på jorden. Han tvistedes med Mikael om Moses’ lig. Vildfarelsen som princip eller en personificeret ondskab kunne ikke gøre disse ting. (Ez. 28:14, 15; Es. 14:12-15; Åb. 12:9; Job 1:6-19; 2:1-7; Jud. 9) Åbenbaringen, det tolvte kapitel, fortæller om en kamp i himmelen, i hvilken Mikael kastede Satan ud af himmelen. Hvis Satan er kødelige fristelser, ville han aldrig have været i himmelen, for der er der ingen af kød og blod, som kunne blive fristet. (1 Kor. 15:50) Tilhængerne af denne lære siger, at himlene, der her tales om, er de politiske himle eller jordens herskere, og at Satan bliver kastet ud, når det onde renses ud af de jordiske regeringer. Men det kan ikke være tilfældet, for så skulle Satans nedstyrten fra himmelen være til glæde for mennesker og ikke til ve: „Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.“ — Åb. 12:12.
16. a) Hvad beviser, at Satan ikke er et abstrakt begreb, det onde som en kraft eller kødelige fristelser? b) Hvilken falsk grundvold bygger disse religioner på, og hvor mange har vi tilbage på listen, når disse er strøget?
16 Hvordan kunne noget så abstrakt som en ond kraft uddrive sig selv af et menneske? Jesus og jøderne havde ikke sådanne abstrakte begreber i tanke, når de talte om dæmonerne og disses fyrste, Satan. (Matt. 12:24-27) At sige, at vi har en djævel i os, når vi huser en syndig tanke, eller at en anden, som frister os, er os en djævel, er det samme som at sige, at vor kamp kun er mod kød og blod. Det er urigtigt, for der skelnes skarpt mellem kødelige fristelser og angreb fra den usynlige djævels og hans dæmoners side: „. . . så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men . . . mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.“ (Ef. 6:11, 12) Dette er en klar benægtelse af, at kampen udelukkende drejer sig om kødelige fristelser. Disse religionsdyrkere hævder, at der ikke findes nogen personlig djævel, fordi de ønsker at komme uden om den tanke, at Jehova skulle have skabt en ond åndeskabning. De forstår ikke, at han var skabt fuldkommen, men blev ond, da han jo var moralsk frit stillet. Ifølge deres ræsonnement skulle de heller ikke tro på en personlig Adam, for han lagde ondskab for dagen. Han var skabt fuldkommen, men blev ond i lighed med Djævelen. De har intet bibelsk grundlag for at nægte at tro på en personlig djævel, men grundlaget er blot deres egen opfattelse af, hvad der er passende, en opfattelse, der i sig selv er inkonsekvent og fejlagtig. Når vi sletter de 3 religioner, der tror dette, af listen med de 13 religioner, har vi 10 tilbage.
Autoriteter jævnbyrdige med eller over Bibelen?
17. Er formodede autoriteter, jævnbyrdige med eller stående over Bibelen, nødvendige for den kristnes beredelse?
17 Fire af de resterende ti religioner siger, at der er autoriteter på den religiøse vejlednings område, der er jævnbyrdige med eller står over Bibelen. Eftersom det er ved at vende os „til Loven og til vidnesbyrdet“, vi vælger den rette religion, må vi forvisse os om, hvorvidt Bibelen tillader et sådant syn på sagen. Udover mundtlige eller skriftlige ord, der kan kaste lys over eller ophøje Jehovas ord, sætte det selv eller dets historiske opfyldelser i relief eller på anden måde uddybe vor forståelse af det, behøver vi ikke andet end Bibelen. Når man forstår den, bliver man fuldt ud skikket til kristen tjeneste: „Hvert skrift er indblæst af Gud . . . så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning.“ Bibelen er Jehovas sande, inspirerede ord. Hvilken anden autoritet kunne stå over ham eller bare være jævnbyrdig med ham? — 2 Tim. 3:16, 17, fodnoten.
18. Hvordan overtræder visse religioner Guds bud, når de føjer noget til Bibelen, og hvor mange har vi nu tilbage på listen?
18 Jehova advarede: „I må hverken lægge noget til eller trække noget fra, hvad jeg byder eder.“ Men jøderne føjede noget til, idet de opbyggede deres religiøse overlevering, formentlig i den hensigt at forklare og berige Guds ord, men i virkeligheden modarbejdede de det, således som Jesus sagde til dem: „Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld? . . . Således har I sat Guds lov ud af kraft for jeres overleverings skyld.“ Fremdeles sagde Jesus om dem: „De fører lærdomme, som kun er menneskebud.“ Ved at godtage overleveringer, der sætter Bibelen ud af kraft, vrager de i virkeligheden Jehovas ord, hvilket har det forudsagte resultat til følge: „HERRENS ord har de vraget, hvad visdom har de?“ Snarere end at udmærke sig ved visdom stempler de sig selv som løgnere: „Læg intet til hans ord, at han ikke skal stemple dig som løgner.“ Paulus fremhævede den guddommelige regel: „For at I . . . kan lære dette „ikke ud over, hvad der er skrevet“.“ (5 Mos. 4:2; Matt. 15:3, 6, 9; Jer. 8:9; Ordsp. 30:6; 1 Kor. 4:6) De fire af de ti resterende religioner lader hånt om denne regel, idet de går ud over, hvad der er skrevet, og vi har Bibelens medhold, når vi stryger dem af listen. Tilbage er så kun 6 religioner.
Ubeslutsomme religioner
19. Hvilken opfattelse, der ikke har Bibelens medhold, borteliminerer de sidste religioner på een nær?
19 Af disse 6 religioner har de 5 ikke nogen bestemt troslære, men overlader det til det enkelte medlem at tro, hvad han vil. I stedet for at udvise en „troens enhed“ præges de af en indre forvirring på grund af egenmægtige fortolkninger. Hvordan kan medlemmer af en sådan religion „være enige indbyrdes“ og „fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning“? (1 Kor. 1:10) En sådan ubeslutsom religion er som tvivleren: „Et sådant menneske må ikke vente at få noget fra Herren, en tvesindet [ubeslutsom, NW] mand, som han er, ustadig på alle sine veje.“ Bibelens forfatter er ikke ustadig, hans ord er ikke ubeslutsomt, den rette religion er ikke plaget af tvivl. Det går ikke den sande religion, således som det engang gik Israel: „I må ikke bære eder ad, som vi nu for tiden gør her, hvor enhver gør, hvad han finder for godt.“ Kristi stridsmænd har et utvetydigt og overbevisende budskab, ikke et, der er vagt og forvirret: „Hvis en basun giver utydelig lyd, hvem vil så gøre sig rede til kamp?“ (Jak. 1:7, 8; 5 Mos. 12:8; 1 Kor. 14:8) Særlige foranstaltninger gør det muligt for de kristne at blive oplært og modnet på rette måde, „indtil vi alle når frem til at være eet i troen på og erkendelsen af [den nøjagtige kundskab om, NW] Guds søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde, så vi ikke mere skal være umyndige, der kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme, efter som vinden blæser, ved menneskers tærningespil, når de underfundigt forleder til vildfarelse“. (Ef. 4:13, 14) Ubeslutsomme religioner, der i sig rummer forskellige trosopfattelser, har ikke opnået „nøjagtig kundskab“ eller „troens enhed“ og kan derfor ikke vente at få Jehovas godkendelse. Deres ubeslutsomhed borteliminerer dem, og så er der kun 1 religion tilbage af de oprindelige 251.
Den ene, rette religion
20. Hvilken religion bliver tilbage som den rette, og hvorfor er det ikke indbildsk at sige dette?
20 Den ene, rette religion, der er tilbage, er Jehovas vidners. Det er ikke indbildsk af os at sige dette. Naturligvis tror vi, at vi har ret. Enhver katolik, enhver baptist, enhver metodist, enhver anglikaner, enhver tilhænger af en hvilken som helst religion burde tro, at hans religion er den rette. Det er ikke indbildsk at tro det. Det ville være hykleri at mene noget andet eller at påstå, at vi troede noget, vi i virkeligheden ikke troede. Dog må vor tro bygge på et solidt grundlag og ikke bare på religionsledere eller på religionssystemer, men på Bibelen. Vi må forvisse os om, at vor religion taler i overensstemmelse med Loven og vidnesbyrdet, før vi holder alt for krampagtigt fast ved den. „Prøv alt, hold fast ved det gode.“ Hvis vi får øjnene op for, at vor religion lærer noget, der er urigtigt, så burde vi lade den fare. Med den borteliminering, vi her har foretaget, lod vi religionerne falde på een falsk læresætning, men i virkeligheden falder hver eneste af disse falske religioner på mange punkter. Det foregående er kun en forsmag på bevismaterialet; en yderligere bibelsk undersøgelse vil bekræfte dette til fulde. — 1 Tess. 5:21.
21. Hvilke forbilledlige udtalelser viser, at al falsk lære bør fjernes?
21 De grimme religiøse løgnebygninger må rives ned, for at de ikke skal blokere udsigten til den skønne sandhed. De må ikke tårne sig op i vort sind, men vige pladsen for nye sandhedsbygninger. Den rette religion må nedrive de falske og opbygge den sande, ligesom Jeremias fik myndighed til „at oprykke og nedbryde, til at ødelægge og nedrive, til at opbygge og plante“. Falske trosbegreber er anstødsstene på sandhedens vej, og skal vi vende tilbage til den sande tilbedelse, må der bygges vej og stenene sankes af. Jehovas ord er „som en hammer, der knuser fjelde“, og med den må vi knuse de anstødsstene, der kunne få os til at snuble, når vi bestræber os for at vandre med Gud. Det skriftsted, der taler om at rydde stenene af vejen fik først og fremmest sin opfyldelse, da den salvede rest efter Kristi komme til templet i 1918 vendte tilbage til den sande tilbedelse, men princippet gælder stadig i henseende til fjernelsen af de religiøse løgne, der nu er anstødsstene for fårene, som er ved at blive samlet ind. Hvis treenighedsdogmet hindrer en eller anden i at se, at Jehova står over alt og alle, eller hvis troen på sjælens udødelighed gør nogen blind for det skriftsted, der siger, at sjælen dør, eller hvis tilføjelser til Bibelen forleder os til at tro, at Bibelen er ufuldstændig eller ufærdig, eller hvis nogen anden religiøs lære afskærer os fra at fatte sandheden, kan vi bruge Bibelen som en hammer og knuse alle disse hindringer. — Jer. 1:10; Es. 62:10; Jer. 23:29.
22. Vil oprigtighed alene frelse en, og hvilket billede kan vi bruge i denne forbindelse?
22 Nu vil en måske indvende, at hvis et menneske er oprigtigt i sin religion, vil han blive frelst uden hensyn til hvilken religion, det er. Er det rigtigt? Det kan forekomme meget plausibelt, men „til Loven og til vidnesbyrdet“. Bibelens udsagn lyder: „Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje.“ (Ordsp. 14:12) Oprigtighed er nødvendig, men oprigtighed alene kan ikke gøre det. Lad os bruge et billede. Tre børn står oppe ved den sorte tavle for at lægge to og to sammen; den ene får det til tre, den anden til fire og den tredje til fem. Vil lærerinden godkende alle tre facitter? Vil hun lade børnene slippe, hvis de siger, at de var oprigtige i deres svar? Vil hun ikke snarere sende de to tilbage til deres regnebog for at lære noget mere? Og hvis disse to elever virkelig er oprigtige, vil de så ikke vise det ved at læse flittigere på lektien, til de kan det rigtige svar, og dermed opnå lærerindens anerkendelse? Jehova har givet os en lærebog, Bibelen. Han opfordrer os til at studere den og lære de rette svar og lade disse svar gå videre til andre. Hvad nu med dem, som nægter at studere Bibelen og lære de rette svar at kende, men bare accepterer en eller anden religion og slår sig til tåls med, at deres oprigtighed vil frelse dem? Er de virkelig oprigtige? Mon de ikke snarere er dovne? En lærerinde vil ikke lade en elev bestå, hvis eleven nægter at læse på lektierne og lære de rigtige svar. Jehova vil ikke godkende dem, som med vilje forbliver uvidende om hans sandhed, nu da der kastes lys over den, selv om de ganske inkonsekvent påberåber sig oprigtighed.
23. Hvordan vil sådanne, som virkelig er oprigtige, forholde sig over for Jehovas vidner?
23 I dag har Jehova her på jorden en organisation, der giver undervisning. Oprigtige sandhedssøgere burde lytte til den. De skal ikke alene lære, hvad der er usandt, så de kan give slip på al løgn, men også lære, hvad der er sandt, og sætte det i løgnens sted. Når falske religionsbegreber er fjernet, skulle man fylde sig med den sande religion til beskyttelse og frelse for en selv. (Matt. 12:43-45) Jehovas vidner er ivrige efter at hjælpe ethvert oprigtigt, sandhedssøgende menneske. Når Jehovas vidner ved at gå fra dør til dør med sandhedsbudskabet kommer til sådanne oprigtige mennesker, tilbyder de at lede et bibelstudium i deres hjem uden vederlag eller forpligtelser. De bruger Bibelen, og ud fra den beviser de ikke alene, hvad der er falsk lære, men også, hvad der er sand lære. Det er et spørgsmål om at sætte stolthed og fordom til side og med et åbent sind vende sig „til Loven og til vidnesbyrdet“ og ræsonnere sammen. De oprigtige er indstillet på at gøre dette. Og det så meget mere hvis de oprigtigt tror, at de har ret, for så vil de ønske at hjælpe den, som kommer til dem, til også at se, hvad der er det rette. De vil enten hjælpe den anden eller selv blive hjulpet. Det vil være de virkelig oprigtige en sand glæde, hvad enten det går på den ene eller den anden måde.
24. Hvor tåbeligt bærer nogle sig ad i deres valg af religion?
24 Skal vi med forstand vælge den rette religion, må vi foretage et personligt studium. Enhver, som ønsker at være læge, apoteker, ingeniør eller lærer, må studere i årevis. De, som oprigtigt ønsker at være kristne, må også studere. Det er ikke mindre vigtigt, tværtimod, det er langt vigtigere end noget andet. De fleste ikke alene undlader at vælge den rette religion, men de vælger overhovedet ikke nogen religion, for andre vælger den for dem, enten det nu er deres forældre eller deres venner, eller det er sociale forhold eller forretningshensyn, der er bestemmende ved valget. Når de således overlader deres valg til tilfældighedernes spil, er det som at stikke hånden i en lykkepose med 251 religioner og tro, at man med bind for øjnene vil trække netop den rigtige op. Du synes, det er dumdristigt at forsøge sig med det spil, der kaldes russisk roulet, hvor man kommer en patron i et af de seks kamre i tromlen på en revolver, lader tromlen dreje rundt, og så, uden at vide hvor kuglen er, sætter revolveren for tindingen og trykker af. Du har fuldstændig ret, det er en leg for tåber. Men at vælge sig en religion på må og få er at spille hasard med det evige liv; og dine chancer for at slå ned på den rigtige er ifølge vor undersøgelse her som een af 251! Hvor langt tåbeligere!
25. Hvilken vej vil de oprigtige, som ønsker at behage Jehova, følge?
25 Der er ingen grund til at løbe nogen risiko. Jehova har givet os sit ord, Bibelen. Studér den. Forvis dig om, hvad der er usandt, og forkast det. Forvis dig om, hvad der er sandt, og hold fast ved det. Skil strået fra kærnen. Identificér den vin, der er blevet forfalsket. Frasi de forplumrende, forvirrende løgne, så kun det klare sandhedsvand bliver tilbage. „Smag og se, at HERREN er god,“ ved at studere Bibelen, lære sandheden at kende, komme sammen med Jehovas folk og tjene og prise din Skaber. Vær lydhør over for Jehovas opfordring: „Hid, alle, som tørster, her er vand, kom, I, som ikke har penge! Køb korn og spis uden penge, uden vederlag vin og mælk! Hvi giver I sølv for, hvad ikke er brød, eders dagløn for, hvad ej mætter? Hør mig, så får I, hvad godt er, at spise, eders sjæl skal svælge i fedt.“ Hellere end at være underernæret af de falske religioners kost og med tiden dø sammen med dem bør vi hente åndelig kraft og styrke i den rette religion. „Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker HERREN din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham; thi deraf afhænger dit liv og tallet på [dine] dage.“ — Sl. 34:9; Es. 55:1, 2; 5 Mos. 30:19, 20.
(The Watchtower, 15. februar 1955)