Heltidstjenesten fører til sande rigdomme

FORTALT AF ERNEST J. GUIVER

JEG kan endnu i dag, over femoghalvtreds år efter, se mig selv stå foran et butiksvindue i en gade i det nordvestlige London. Der var mange bøger og småskrifter om Bibelen i dette vindue, men det der især tiltrak sig min opmærksomhed, var en lille bog der hed „Hvad siger Skriften om Helvede?“

Der var en særlig grund til at jeg gerne ville have netop den bog. På vejen til sit arbejde den foregående dag havde min broder fået en traktat der hed „Syndens løn er død, ikke evig pine“. Senere samme dag havde han givet mig traktaten. Den havde særlig interesse for os, for i de sidste to år havde vi været medlemmer af et evangelisk missionssamfund i det nordvestlige London og havde brugt vore weekender til forkyndelse i fri luft og i missionshuse. Hvad temaet i vort budskab var? Jo, det var: „Lad dig frelse nu; den vantro vil tilbringe evigheden i evig pine!“

Det var derfor jeg så gerne ville læse den lille bog der lå i butiksvinduet! Da jeg så op på skiltet over butikken, læste jeg navnet „Watch Tower Bible and Tract Society“. Først nu forstod jeg at jeg befandt mig uden for Londonkontoret for det selskab der havde udgivet den traktat som min broder havde fået. Jeg var slået ind på vejen til de uanede kundskabsrigdomme der er at finde i sandhedens bog, Bibelen.

Inden længe var jeg overbevist om at jeg måtte indvi mit liv til Gud. I 1910 blev jeg derfor døbt sammen med fyrre andre som et symbol på min indvielse til at gøre Guds vilje.

Lige fra begyndelsen nærede jeg et stærkt ønske om at tjene mine brødre i troen. Jeg blev derfor meget glad da Selskabets første præsident, C. T. Russell, på et af sine besøg i London oplæste en liste med navnene på dem der kunne anbefales til at tjene som „ældste“ og „diakoner“ ved London Tabernacle, hvor vi holdt vore møder, og hørte at mit navn var på listen. Nu skulle jeg erfare rigdommen ved at betjene mine åndelige brødre, når jeg anviste dem deres pladser og også når jeg ledte gruppestudier over bogen „Tidsaldrenes Plan“.

Heltidsforkyndelse

Det var i juni 1914 det store spørgsmål meldte sig: Skulle jeg gøre heltidsforkyndelsen til min karriere? J. F. Rutherford, der to og et halvt år senere skulle blive Selskabets anden præsident, var i færd med at påbegynde en foredragskampagne i England. Store sale rundt om i landet blev lejet til hans foredrag „Hvor er de døde?“ Der var brug for heltidsforkyndere til at besøge dem der efterlod deres navne og adresser ved disse møder.

På dette tidspunkt modtog jeg et brev fra Selskabet med forespørgsel om jeg kunne tænke mig at slutte mig til disse heltidsforkynderes rækker. Det er mærkeligt hvordan man somme tider ræsonnerer. Jeg tænkte ved mig selv: „Jeg er udnævnt til tjener ved London Tabernacle. Jeg leder fire gruppestudier om ugen. Jeg står på listen over offentlige talere. Hvad mere kan jeg gøre?“ Alligevel havde jeg ingen forpligtelser der hindrede mig i at træde ind i heltidsforkyndernes rækker.

Derfor traf jeg en beslutning, og det var den rette. Jeg begyndte som heltidsforkynder. Og hvilket år at gøre det i: 1914, som var afmærket i Bibelens profetier! Vi bibelstudenter vidste at der ville ske noget om efteråret i det år, men vi vidste ikke nøjagtigt hvad. Der var kun få måneder til den største krig i historien indtil da, men englænderne i almindelighed var ikke klar over de veer der ventede nationerne.

Forkyndelse på De britiske øer

Kort efter giftede jeg mig, og min kone følger mig stadig i heltidstjenesten. Nogen tid efter fik vi et brev fra Selskabets Londonkontor. Det var en forespørgsel om vi ville flytte til Lancashire og dér hjælpe nogle der var blevet interesseret i Bibelens budskab? Naturligvis ville vi det! Inden længe arbejdede vi i vort nye distrikt, et område hvor der på det tidspunkt endnu ikke var nogen menigheder. Jeg kan her indskyde at den lokale domstol fritog mig for militærtjeneste, da jeg blev betragtet som præst, og jeg fik lov til at arbejde i mit distrikt i alle de fire år krigen varede.

Vi var glade for at arbejde i Lancashire, men der var store vanskeligheder forbundet med at rejse, fordi rejsemulighederne var begrænsede og der var restriktioner på grund af krigen. Men vi blev rigt velsignet, for vi så tre menigheder vokse op og henved tres blive døbt som symbol på deres indvielse til Jehova.

Senere kom der et nyt brev fra Londonkontoret med en invitation til det der dengang blev kaldt „pilgrimstjenesten“. Det betød at vi skulle besøge alle menigheder i England. Der blev holdt to bibelske foredrag hver dag for to forskellige menigheder, og i weekenden skulle vi besøge en større menighed. „Pilgrimmens“ arbejde bestod i at besøge og styrke dem der var i sandheden i disse kritiske år, for brødrene måtte bevare et sundt syn på fremtiden og være forberedt på tjenesten der lå foran.

Efter at have arbejdet otte år i denne gren af tjenesten fik vi i 1926 tildelt et nyt distrikt. Det var Englands skønne Lake District, det sydøstlige Skotland og Nordirland. Vi lejede fire sale i fire forskellige byer og holdt fire foredrag om ugen i hver sal. Vi satte plakater op til avertering af foredragene og delte løbesedler ud fra dør til dør. Vi havde en dejlig oplevelse i forbindelse med dette arbejde i Nordirland. Vi holdt en række foredrag i Sligo, og en mand fik en af de løbesedler vi uddelte, men kom ikke til foredraget. I stedet for sendte han bud til London efter litteratur. Senere tog han imod sandheden sammen med flere medlemmer af sin familie. Men jeg skulle ikke møde denne mand før fireogtredive år senere — i 1963! Det var ved Jehovas vidners stævne på Twickenham stadion i London. Hvilken glæde!

Min hustru og jeg fik nu instruktioner om at fortsætte vor tjeneste i Eire. Vi startede i den nordlige del af landet på cykel — det bedste transportmiddel i de egne — og arbejdede os sydpå, og det skulle vise sig at dette arbejde kom til at strække sig over fem år, der var fyldt med intensiv forkyndelse.

Det var i Eire vi i højere grad kom til at erkende og værdsætte de usynlige tjeneres, englenes, magt til at beskytte. (Hebr. 1:7, 14) Det skyldtes at vi her mødte en voldsom modstand fra Katolsk Aktion. Vi blev mishandlet, stenet, truet, jaget fra landsby til landsby; vores litteratur blev stjålet på jernbanestationer og brændt på torvet i en by i Tipperary; og engang stirrede vi lige ind i et revolverløb. Et elskeligt folk var blevet fyldt med fordom af babylonisk religion. Men blandt dem var der nogle få prisværdige hvis hjem stod åbne for os i nødens stund.

Med tiden havde man taget højttalervogne i brug i forkyndelsen, og vi blev anmodet om at overtage en af disse. Uden på vognen stod ordene „Dette evangelium om Riget skal prædikes“. Vi skulle tilbringe hele to år på denne måde, og gennemarbejdede i den tid mange egne i Skotland hvor der endnu ikke eksisterede nogen menigheder. I dette interessante land rungede vore højttalere Guds sandhedsbudskab ud, i lavlandet og højlandet, over søer, bjerge og sletter.

Herefter fik vi tildelt flere distrikter i England. Dér begyndte vi at se den længe imødesete vækst, efterhånden som forkyndelsen skred frem og mange kom til kundskab om de bibelske sandheder og indviede sig.

Tjeneste på Betel i London

I 1942 blev vi bedt om at komme ind på Selskabets Londonkontor. Der var brug for hjælp fordi flere af de ledende brødre på betelhjemmet i London sad i fængsel på grund af deres bibelsk begrundede neutrale standpunkt under den anden verdenskrig.

Jeg tog imod opfordringen til at være på Betel så længe krigen varede, og nu begyndte en uforglemmelig tid der kom til at strække sig over fire og et halvt år. Ingen anden tjeneste kan måle sig med tjenesten på Betel, og det uanset hvilket arbejde man får tildelt dér. Jeg fik den forret at arbejde i tjenesteafdelingen, og kom på den måde i berøring med alle menighederne i England. Det var en stor og glædelig oplevelse.

Det var også farlige år. London var hovedmålet for de fjendtlige flyveres angreb. „Slaget om England“ rasede. Næsten hver nat faldt der brandbomber og højeksplosive bomber over London. Men det forbavsende var at vidnerne i London ikke på noget tidspunkt standsede forkyndelsen. Tværtimod var de ivrigere end nogen sinde før! De besøgte folk med den „gode nyhed om riget“ og trøstede på den måde mange. Under disse vanskelige forhold forstod vi hvilken rigdom det er at eje Jehovas omsorg og beskyttelse. — Matt. 24:14, NW.

Flere rigdomme

I 1946 indbød Selskabet mig til sammen med min hustru at tage zonetjenesten op. Næst efter arbejdet på Betel har zonetjenesten været den mest åndeligt berigende tjenesteopgave jeg har haft. Arbejdet krævede at man skulle lægge stor kærlighed og megen venlighed for dagen, både over for unge og gamle. Men der er en særlig glæde forbundet med at betjene brødrene og tage de nye med ud i forkyndelsen. Sådan gik seksten år, indtil 1962.

Min kone og jeg blev da sat på specialpionerlisten og skulle tjene på Englands sydkyst, hvor klimaet passer bedre til vort helbred. Men vi har ikke lagt op! Hver dag har vi nok at gøre med at forkynde i distriktet og med at betjene den lokale menighed.

Når jeg nu ser tilbage på mit liv efter mere end halvtreds års aktivitet i mange forskellige tjenestegrene, tænker jeg på noget som mange sagde til mig dengang jeg besluttede mig til at gøre heltidstjenesten til min karriere: „Hvad vil du gøre når du bliver gammel?“ Jeg kan ærligt og oprigtigt sige at jeg aldrig har manglet noget som jeg virkelig har haft behov for. Vi har altid fået det vi har haft brug for, sådan som Jesus lovede da han sagde: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“ (Matt. 6:33) Vi kan i sandhed sige at det vi har opnået i åndelig henseende siden vi gjorde heltidstjenesten til vor karriere, er varige rigdomme som møl og rust aldrig kan fortære. — Matt. 6:20.