Jehovas vidners historie i nyere tid

Fjortende del: Striden føres frem for domstolene

DE BITRE religiøse modstandere af Vagttaarnets Selskab forsøgte nu ad juridisk vej at standse arbejdet med grammofonerne. Som en torden havde de lydt fra 1933 og fremefter og modvirket radiocensurens kvælertag. På grundlag af en klage, der var indgive af to katolikker, var et af Jehovas vidner ved en domstol i Connecticut blevet kendt skyldig i den 26. april 1938 at have forstyrret freden ved i katolikkernes påhør at have spillet en grammofonoptagelse af dommer Rutherfords foredrag „Enemies“ („Fjender“), der uforfærdet afslørede det romersk-katolske hierarkis virksomhed. Denne uretfærdige domfældelse appelleredes gennem alle instanser til de Forenede Staters højesteret. Den 20. maj 1940 afsagde højesterets ni dommere, hvoriblandt højesteretspræsident Charles Evans Hudges, en enstemmig kendelse, der gav Jehovas vidner medhold. Det blev fastslået, at det at afspille grammofonoptagelser, der indeholder et stærkt angreb på al religion og især på den romersk-katolske, uanset at dette sker, mens katolikker hører derpå, er en berettiget handlemåde, der er fuldt ud tilladt i de Forenede Staters grundlov, og som ikke kan regnes for forstyrrelse af freden eller tilskyndelse dertil. Retten udtalte:

„På områder, der vedrører religiøs tro og politisk opfattelse, kan skarpe meningsforskelle nemt opstå. På begge områder kan det ene menneskes mening forekomme det andet at være den argeste vildfarelse. Når det gælder at overbevise andre om ens eget synspunkt, hænder det som vi ved, undertiden, at den, der agiterer, tyer til overdrivelser eller til bagvaskelse af mennesker, der har været eller er særlig fremtrædende inden for kirke eller stat, ja endog til løgnagtige påstande. Men dette lands befolkning har i historiens lys truffet den bestemmelse, at disse friheder — trods mulige overdrivelser og misbrug — i det lange løb er af livsvigtig betydning for en klar meningsdannelse og en ret handlemåde, for så vidt angår borgerne i et demokrati.“a

Og i 1948, da Jehovas vidner på ny kunne tage en sejr hjem i højesteret, udtalte denne:

„Højttalere er i dag et uundværligt hjælpemiddel, når der tales offentligt. Det er en anerkendt metode at anvende højttalerbiler i forbindelse med politiske kampagner. Det er på den måde man kommer i forbindelse med mennesker . . . Ærgrelse over de fremsatte meninger kan tilsløres som ærgrelse over støjen. Den bemyndigelse til censur, der findes i forbindelse med sådanne bestemmelser, viser disses mangelfuldhed.“b

Kristenhedens skarpskytter havde således heller ikke i 1940rne held til at standse det vidnearbejde, som Jehovas folk udførte over hele jorden ved hjælp af grammofoner og højttalere. Med hensyn til deres form for gudsdyrkelse kunne Jehovas vidner ved Jehovas ufortjente godhed trække sig tilbage fra den religiøse slagmark som sejrherrer.

Som forkæmpere for de borgerlige friheder — ikke alene for sig selv, men for alle ærlige, oprigtige mennesker — har Jehovas vidner sat deres uudslettelige præg på Amerikas nyere historie. Læg mærke til, hvad historikerne siger:

„Sjældent, ja måske aldrig før, har nogen enkeltperson eller bevægelse i en hel periode kunnet angive retningen på noget felt inden for vor umådelige samling af forfatningsmæssige bestemmelser. Men det kan ske, og det er sket her. Bevægelsen er Jehovas vidner. Gennem en næsten uafbrudt række af retssager har denne organisation muliggjort opstillingen af en stadigt voksende liste over principielle afgørelser af, hvorledes Fourteenth Amendment (Fjortende lovtilføjelse) skal bringes i anvendelse med hensyn til tale- og religionsfriheden . . . Senere har den samme efterprøvning været foretaget med hensyn til enkeltstaternes lovgivning i henhold til Fourteenth Amendment. På den måde er der frembragt en hel samling prinpicielle og klare afgørelser angående grænserne for statslige indgreb. Både hvad omfang og betydning angår, har Jehovas vidner bidraget mest til denne udvikling.“c

„. . . Hvad man end kan sige om vidnerne, de har martyrernes mod. Og de har råd til at engagere sagførere og gennemføre deres sager for domstolene. Som følge heraf har de i de senere år ydet større bidrag til udbygningen af de forfatningsmæssige bestemmelser angående religionsfriheden end nogen anden sekt eller bevægelse. Tro mig, de gør det forsvarligt. Undertiden vinder de, og undertiden taber de.“d

„Det er ganske åbenbart, at de forfatningsmæssige garantier for den personlige frihed, således som de Forenede Staters højesteret autoritativt har fortolket dem, er langt mere omfattende nu, end de var før foråret 1938; denne forøgelse er først og fremmest en følge af Jehovas vidners een og tredive retssager, i seksten af hvilke der faldt principielle afgørelser, og hvoraf Lovell kontra City of Griffin var den første. Hvis „martyrernes blod er kirkens sæd“, hvad skylder de forfatningsmæssige bestemmelser da ikke denne særprægede bevægelses ihærdige kamp — eller måske skulle jeg sige opofrelse?“e

Hvad er baggrunden for denne beretning om kampene i landenes retssale? — Fil. 1:7.

Som allerede påpeget, begyndte kristenhedens arrestationskorstog mod Jehovas folk i 1928 i South Amboy, New Jersey. Til at begynde med førtes der ingen statistik over antallet af arrestationer, men alene i de Forenede Stater rapporteredes der 268 i 1933, 340 i 1934, 478 i 1935 og 1149 i 1936.f I New Jersey og tilstødende stater skete det gentagne gange, at rigsforkyndere blev stillet for retten, falskeligt anklaget for at sælge uden bevilling, for at forstyrre freden, for at drive, bissekræmmervirksomhed uden tilladelse og for at overtræde helligdagslovene, ligesom de betegnedes som agenter eller omvandrende sælgere og ikke som evangeliets tjenere.g Jehovas folk anså det for deres pligt og høje forret at yde modstand mod disse ulovlige overgreb. Selskabet oprettede i Brooklyn en juridisk afdeling, der kunne yde råd og vejledning i den kamp på liv og død, der var under udvikling. Der blev udgivet en „anvisning vedrørende retssager“, som alle forkyndere omhyggeligt studerede, så de selv kunne forsvare sig i retten.h Man fulgte den fremgangsmåde, at alle tabte sager appelleredes. Hvis ikke de tusindvis af domme, der blev afsagt af byretter, politiretter og andre underordnede instanser, og som gik forkynderne imod, var blevet appelleret, kunne der være blevet skabt et formeligt bjerg af ugunstige fortilfælde, der ville have dannet en vældig hindring for gudsdyrkelsen.i Men ved at appellere opnåede man det modsatte resultat, fordi de højere instanser kom vidnerne til undsætning og stadfæstede deres ret til tilbedelses- og talefrihed som evangeliets tjenere, der forkyndte Jehovas rige.

Således tog Jehovas vidner endnu engang initiativet til at trodse dette gejstlige korstog, som man havde udpønset for at begå uret i lovens navn. I Åbenbaringen 9:7-9 sammenlignes vidnerne med „græshopper“, der er opstillet i slagorden. Og på en bemærkelsesværdig måde viste de sig fra 1933 som sådanne. Der var da 12.600 forkyndere, som frivilligt tog del i en særlig tjeneste, der bestod i, at de skulle holde sig rede til hurtige hus-til-hus-besøg i områder, hvor der var modstand. De var organiseret i 78 afdelinger overalt i de Forenede Stater.j En afdeling bestod af 10 til 200 automobiler hver med fem forkyndere. Man brugte en særlig taktik i vidnearbejdet, alt efter hvilken art modstand man kunne forvente at støde på fra præsternes og politiets side. Når nogle af vidnerne blev arresteret i det almindelige vidnearbejde, blev det uopholdeligt rapporteret til Brooklyn, som derpå gav signal til nærmeste afdeling om at træde i funktion en af de første søndage snarest derefter. Der skulle aflægges et grundigt vidnesbyrd, og det skulle gøres således, at hvert eneste hjem i den pågældende by eller egn blev besøgt i løbet af en time eller to. Når som helst nødråbet lød til afdelingen om at løse sin opgave, meldte alle bilgrupperne sig på et særlig udpeget mødested nogle kilometer fra den by, der skulle „belejres“. Her blev der givet detaillerede instruktioner, og hver bilgruppe fik anvist, hvad den havde at gøre. Når „græsshopperne“ trådte i virksomhed i disse byer, hvor de borgerlige øvrigheder på præsternes tilskyndelse forsøgte helt at forbyde og undertrykke forkyndelsen af Rigets budskab, blev de, der ville afbryde arbejdet, overvældet af en hærskare af vidner. Det eneste, de formåede, var at arrestere en 20-30 stykker, hvilket var, hvad den stedlige arrest kunne rumme. På denne måde forkyndtes der skarevis for praktisk taget hvert eneste hus, lige meget hvor „hedt“ distriktet var.

På New Jersey-„fronten“, hvor det gik hedest til, måtte de store New York og New Jersey-afdelinger, der hver bestod af 200 bilgrupper (d. v. s., at der var 1000 „græshopper“ i hver), skiftes til at træde i funktion, afhængigt af, hvor mange arrestationer der havde fundet sted i ugens løb. For yderligere at oplyse beboerne i den „belejrede“ by blev den virkningsfulde tjeneste, som Vagttaarnets Selskabs radiostation WBBR ydede, almindeligvis taget i anvendelse i forbindelse med de bedrifter, der udførtes ved disse afdelingskampagner i de østlige stater. — Dan. 11:32, 33.

I betelhjemmet i Brooklyn var der nogle erfarne skuespillere, som var dygtige til at efterligne. De dannede, hvad man kaldte „The King’s Theatre“, og de blev rene eksperter i omhyggeligt at genfremstille, retsscener fra vor tid samt bibelske dramaer.k Når en dommer, der var under gejstlig indflydelse, i ugens løb ledte en proces mod en håndfuld Jehovas vidner, der stod anklaget som følge af en falsk beskyldning, blev alt, hvad der skete, stenografisk noteret ned. Så godt som altid kom de gejstlige og borgerlige ordførere med nogle udsøgte, skadelige, inkontrollable bemærkninger, der skød over målet, og som klart viste, at deres hensigt var at forsøge at mistænkeliggøre de anklagede vidner. Hurtigt indstuderedes rollerne på grundlag af det stenografiske referat, og efter en forudgående, omfattende offentlig avertering, der havde til formål at samle en stor lytterskare, afslørede skuespillerne ved King’s Theatre den følgende søndag offentligt for de utallige, begærlige lyttere, hvilken parodi på retfærdighed man fandt hos de lokale domstole. At offentlighedens søgelys således rettedes mod et vildledt politi, vildledte anklagere og små, vildledte dommere, gjorde hurtigt mange af disse offentlighedens tjenere mere forsigtige i deres behandling af Jehovas vidner.

Denne kamp fortsatte imidlertid i årevis i New Jersey, indtil de Forenede Staters højesteret endelig den 22. november 1939 gav Jehovas vidner sejren i sagen Schneider kontra New Jersey.l Denne afgørelse var baseret på den foregående sejr, som Jehovas folk havde vundet i sagen Lovell kontra Griffin. (Lovell-sagen, 303 U.S. 444, var blevet afgjort enstemmigt af de Forenede Staters højesteret, hvis præsident, Charles Evans Hudges, den 28. marts 1938 formulerede og afsagde rettens kendelse, efter at sagen havde været appelleret af stater Georgia.) Efter denne elleveårige kamp hørte New Jersey og de tilstødende stater næsten fuldstændig op med deres forfølgelser og anklager, som de uretmæssigt havde baseret på uvedkommende kommunale og statslige bestemmelser.

Sagerne om flaghilsenen

I 1934 begyndte Jehovas vidners fjender, som var blevet irriteret over andre ærgrelser, at mistænkeliggøre dem på grund af deres fuldstændige lydighed mod den enevældige hersker, Jehova. Spørgsmålet om at hilse flaget blev bragt på bane. To år tidligere havde det nazistiske Tyskland gennemført den tvungne flaghilsen for på den måde at ensrette folkene på det europæiske kontinent under Hitlers hagekors. Nu fejede en lignende bølge af falske patriotiske følelser hen over de Forenede Stater og Canada. I efteråret 1935 havde pressen meget travlt med sagen om Carleton B. Nichols, jun., en mindreårig amerikansk skoledreng, der som søn af et Jehovas vidne nægtede at hilse det amerikanske flag.a Associated Press anmodede præsidenten for Vagttaarnets Selskab om at fremsætte Jehovas vidners officielle syn på dette nye stridsspørgsmål.b Den 6. oktober 1935 efterkom dommer Rutherford i en radioudsendelse denne anmodning gennem sit berømte radioforedrag „Saluting a Flag“ („Honnør for flaget“). Det udkom straks derefter i form af en brochure på 32 sider med titlen „Loyalty“ (dansk: „Loyalitet“) og spredtes i millioner af eksemplarer. I dette bibelske svar til den amerikanske presse blev det påpeget, at Jehovas vidner respekterer flaget, men at deres forpligtelser, således som de kommer til udtryk i Bibelen, og deres forhold til Jehova på det strengeste forbyder dem at hilse noget billede eller symbol, hvilket i deres øjne er delt samme som en form for dyrkelse eller tilbedelse, der er i modstrid med princippet i det andet af de ti bud. (2 Mos. 20:4-6) Yderligere blev det påpeget, at kristne forældre først og fremmest selv har ansvaret for at undervise deres børn i den sande religion og i den rette form for livsførelse, således som de finder den defineret i Bibelen.

Tusinder af uskyldige børn af Jehovas vidner kom til at stå i brændpunktet af denne nationale strid. Men hvor modigt aflagde disse små ikke deres vidunderlige vidnesbyrd om deres hengivenhed, der først og fremmest gjaldt den levende Gud, Jehova, fremfor staten? Deres storslåede standhaftighed over for spotten fra flertallet af deres skolekammerater, der vendte dem ryggen, var en prøve på værdien af den bibelundervisning, som forældrene gav deres børn i hjemmene. De forblev trofaste i deres loyalitet mod Jehova, og derved var de med til at skabe historie, ja, de bragte, bestyrtelse ind i landets højeste råd. Den 6. november 1935 blev Lillian og William Gobitis, børn af Walter Gobitis, et af Jehovas vidner, bortvist fra den offentlige skole i Minersville, Pennsylvania, fordi de nægtede at hilse flaget.c Deres sag, der blev indbragt for forbundsdomstolen, vakte opmærksomhed overalt i staterne, fordi den blev betragtet som prøvesag for hele landet. Den blev ført helt op til højesteret i Washington. Den halvfjerdsårige sagfører J. F. Rutherford, præsident for Vagttaarnets Selskab, gav personligt møde for de Forenede Staters højesteret og førte sagen for Jehovas vidner.d Da det tog forbunds- og statsdomstolene cirka fem år at træffe deres endelige afgørelse, var Jehovas vidner nødt til af hensyn til deres børns undervisning at organisere og finansiere private skoler, som de kaldte „Kingdom Schools“ („Rigets skoler“). Sådanne private kostskoler fandtes i Pennsylvania, Massachusetts, New Jersey, Maryland og Georgia.e Endelig den 3. juni 1940 afsagde de Forenede Staters højesteret meld otte stemmer mod een sin kendelse, og den gik Jehovas vidner imod, idet den lød på, at det tilkom skolernes ledelse og ikke domstolene at bestemme, hvilke regler børnene i skolerne skulle rette sig efter.f Dette var et stort nederlag i kampen for tilbedelsesfriheden, og det bevirkede en yderligere bølge af bitter forfølgelse, der varede ved lige til den 14. juni 1943, da højesteret ændrede sin afgørelse. Om reaktionen i 1940rne vil der blive berettet i det næste afsnit.

(Fortsættes)

[Fodnoter]