Jehovas vidners historie i nyere tid

Trettende del: Tale- og tilbedelsesfrihedens forkæmpere

FORKYNDELSEN af Jehovas riges budskab over radiostationer i hundredevis i Nord- og Sydamerika, Europa, Afrika og Australien fandt især sted i det tiår, der begyndte i 1927. I starten anvendtes med meget stor virkning et udvidet net af kommercielle NBC-stationer i forbindelse med det internationale stævne i Toronto, Ontario, 1927, og derpå i 1928 den endnu meget større, første særlige Watchtower-kæde ved det internationale stævne i Detroit, Michigan. Selskabet traf derpå beslutning om at drive en „Watchtower-kæde“ på tredive stationer, og i mange måneder betjente man herigennem en gang om ugen en mængde lyttere i Canada og de Forenede Stater med et eentimes program, der udsendtes fra studierne i Vagttaarnets station WBBR i New York city (Staten Island). Hver søndag omfattede „Vagttaarns-timen“ et foredrag af dommer Rutherford samt indledende og afsluttende musik, spillet af WBBR-orkestret, der bestod af brødre fra betel. Disse ugentlige udsendelser over de sammenkoblede stationer påbegyndtes den 18. november 1928 og gennemførtes både i 1929 og 1930.a

I 1931 påbegyndte Selskabet ved hjælp af elektriske grammofonoptagelser en ugentlig udsendelse over 250 radiostationer af en serie 15 minutters foredrag af dommer Rutherford.b I 1932 udvidedes denne radiotjeneste til at omfatte 340 stationer, som udsendte de ugentlige bibelske foredrag, der afslørede den frafaldne religion. I 1933 hørtes Selskabets internationale radiostemme over 408 radiostationer i seks verdensdele, nemlig i følgende lande: Argentina, Australien, Canada, Kina, Cuba, Frankrig, Sydafrika, Estland, Uruguay, Alaska, Hawaii, Filipinerne og de Forenede Stater. Alene i det her nævnte år udsendtes 23.783 selvstændige bibelske foredrag.c

Pave Pius XI havde for at indvarsle en periode med katolsk virksomhed, hvis formål skulle være at bringe fred til folkene, erklæret, at året 1933 skulle være et „helligt år“ for katolikkerne.

Samtidig, nemlig i foråret 1933, startede amerikanske katolikker under anførsel af deres kardinaler, biskopper og præster over hele landet en aftalt kampagne for at „fjerne Rutherford fra æteren“. På dette tidspunkt var Rutherfords stemme den bedst kendte og hyppigst hørte i amerikansk radio. Hvis præsteskabet havde følt sig foruroliget, da repræsentanter for Vagttaarnets Selskab uddelte millioner af traktater foran kirkedørene i begyndelsen af 1900rne, så plagedes det nu tusinde gange mere ved den uigendrivelige, bibelske forkyndelse, der kom med radiobølgerne. Disse virkningsfulde udsendelser fra Vagttaarnets Selskab havde til følge, at vidnernes rækker fortsat havde hurtig vækst. Denne måde at komme i kontakt med folk på kostede Selskabet millioner af dollars, men de blev alle skænket frivilligt af brødrene, og det under den store amerikanske depression (1929-1935). Når vi nu ser tilbage, står 1933 som året, da det katolske hierarki og Jehovas vidner begyndte at tage livtag på spørgsmålet om talefrihed. Katolikkernes talsmænd gjorde i høj grad brug af tvang og trusler om boykot over for radiostationerne for at tvinge dem til at nægte at leje deres sendere ud til vidnerne.d

Den 23. april 1933 holdt dommer Rutherford først over en særlig Watchtower-kæde på fem og halvtreds kraftige radiostationer sit nu verdensberømte eentimes radioforedrag „Effect of Holy Year on Peace and Prosperity“ („Det hellige års indflydelse på fred og fremgang“). To måneder senere, den 25. juni 1933, blev en pladeoptagelse af det samme foredrag udsendt over 158 stationer. For at så mange som muligt skulle høre denne genudsendelse, uddeltes fem millioner trykte opfordringer til at lytte til den.e Reaktionen på den oprindelige udsendelse den 23. april kom øjeblikkelig; den var bitter og heftig. Nagle radioledere blev ofre for de kraftige katolske trusler og nægtede at udsende flere Vagttaarns-programmer.

Nogle få uger senere sås yderligere eksempler på katolikkernes brutale taktik ved et offentligt møde i Plainfield, New Jersey, hvor præsidenten for Vagttaarnets Selskab talte over emnet „Intolerance“. Den officielle rapport lyder således:

„Forfølgelsen af Jehovas vidner i Plainfield, N.J., foranledigede et offentligt foredrag, der holdtes i en teaterbygning søndag den 30. juli [1933], hvilket foredrag udsendtes af adskillige radiostationer. Taleren var ved denne lejlighed bogstavelig talt omgivet af skydevåben i hænderne på i hvert fald tres politifolk, der uindbudt var mødt op. Deres nærværelse var hverken nødvendig eller ønsket, men utvivlsomt var de sendt dertil på foranledning af det katolske hierarki, der søgte en anledning til at forhindre mødet og måske aflive taleren.“f

Denne krænkelse af tale- og tilbedelsesfriheden i Plainfield, New Jersey, gik for vidt. I striden om radiobølgerne fortsatte Jehovas vidner i slutningen af 1933 og begyndelsen af 1934 kampen i offentlighedens interesse ved at lade en protestadresse til de Forenede Staters kongres i Washington cirkulere over hele landet. Den protesterede på det kraftigste imod den katolske forskelsbehandling og truslerne mod talefriheden i radioen. Adressen, som fik 2.416.141 underskrifter, blev overgivet til kongressen den 24. januar 1934. Medlem af kongressen McFadden havde med støtte fra anden side forelagt kongressen et lovforslag, der skulle forhindre forskelsbehandling, boykot og andre former for trusler, der tog sigte på at hindre udsendelse af programmer af offentlig interesse. Gennem sine talsmænd fremførte Selskabet en mængde beviser til støtte for adressen. Nettoresultatet blev, at kongressen vedtog en lov, der lagde alle elektriske meddelelsesmidler ind under et nyt udvalg, Federal Communications Commission. Denne kommission påbegyndte straks offentlige forhandlinger for om nødvendigt i næste samling at forelægge kongressen yderligere love vedrørende rundkastning til vedtagelse.g Den 4. oktober 1934 gav præsidenten for Vagttaarnets Selskab personligt møde for det nye forbundsudvalg i Washington og fremlagde beviser for det romersk-katolske hierarkis bestræbelser på uretmæssigt at blande sig i Jehovas vidners radioudsendelser. Trods disse offentlige protester mod uretmæssig indblanding faldt antallet af Selskabets bibelske udsendelser i 1934 til 20.743 foredrag, hvilket vil sige 3040 færre end rekordtallet i 1933. Dette beviste, hvilken skadelig virkning den fortsatte katolske skræmmetaktik havde.h

Mulighederne for radioudsendelser blev stadig færre. I 1935 fandt der kun 18.287 sted, en yderligere nedgang på 2456 foredrag i forhold til det foregående år. Men Jehovas vidner fortsatte deres kamp for tale- og tilbedelsesfriheden ved at lade endnu en adresse til kongressen cirkulere over hele landet. Den fik i alt 2.284.128 underskrifter. Denne adresse blev overbragt kongressen i januar 1935, men forblev upåagtet.i Derpå sammenkaldtes til et nationalt stævne for Jehovas vidner i Washington, D.C., i dagene 30. maj til 3. juni 1935. Tyve tusinde mennesker mødtes ved dette stævne for at høre dommer Rutherfords fremragende foredrag søndag den 2. juni. Titlen var „Government“ („Regering“), og det afholdtes i Washington Auditorium. Samtidig kunne det høres i udlandet via radioen. Den 3. juni 1935 fremlagde Selskabets præsident over for Federal Communications Commission sit resumé over sagen og tilskyndede til yderligere handling i forsvaret for talefriheden.j

I øvrigt viste det sig, at dette stævne i Washington skulle udmærke sig ved det nye lys, der kom over den „store skare“ i Åbenbaringen 7:9. Det blev klart, at medlemmerne af denne skare ikke udgør en åndelig klasse af lavere rang, men at de udgør en jordisk skare, identisk med „fårene“ i Mattæus 25:31-46, hvilket skriftsted man fik forståelse af i 1923, og med „Jonadab“-skaren, der blev åbenbaret i 1932, da 3. bind af bogen „Vindication“ (dansk: „Det store Opgør“, 1934) udkom.k

Udadtil syntes det, som om vidnerne var ved at tabe kampen om talefrihed. I september 1936 indsamledes der underskrifter på endnu en tredje landsomfattende adresse, historiens største protest, til regeringen i Washington for dens uvirksomme holdning over for den fortsatte unfair undertrykkelse af vidnerne. Denne sidste protest,l der havde fået 2.630.001 underskrifter, blev afleveret i Washington den 2. november 1936. Der blev dog heller ikke taget noget hensyn til den.a Men vidnerne blev ikke overlistet. Allerede i 1933 tog de et skridt, der gjorde det muligt for dem at henvende sig til offentligheden ved hjælp af andre lydtekniske hjælpemidler, hvis den omstændighed skulle indtræffe, at de blev nægtet adgang til radioen. Det nævnte år påbegyndte Selskabet fremstillingen af elektriske transskriptionsmaskiner, der med en hastighed på 33¹/₃ omdrejning pr. minut kunne afspille de til radioudsendelse beregnede plader både ved offentlige og private møder. I 1933 afholdtes 4646 møder, hvor disse plader spilledes, og de påhørtes af i alt 240.434 mennesker.b Desuden byggedes højttalerbiler, som bogstavelig talt lod Rigets budskab lyde på gader og offentlige pladser fra grammofonplader.c I løbet af 1930rne blev denne tjenestegren mere og mere betydningsfuld, og det viste sig, at den gav flere håndgribelige resultater end radioen, fordi det var en synlig tilhørerskare, man kom i kontakt med og kunne belære.

Resultaterne af disse grammofonforedrag var så lovende, at Selskabet i 1934 optog produktionen af endnu et apparat, der kunne anvendes i tjenesten, nemlig transportable grammofoner med tilhørende serier af plader, der spillede 4¹/₂ minut ved 78 omdrejninger pr. minut, og hvorpå der var indtalt virkningsfulde bibelske foredrag.d Til at begynde med anvendtes disse grammofoner hovedsagelig i genbesøgsarbejdet, men til sidst brugtes de i meget vid udstrækning ved første besøg i hus-til-hus-arbejdet, idet man simpelt hen lod dem stå og spille på dørtrinet. Her var virkelig et nyt middel i forkyndelsen, og det spillede en stor rolle ved konventet i Columbus (Ohio) i 1937. Ved dette stævne var der om søndagen, den 18. september, 25.000 tilstedeværende, der hørte dommer Rutherfords betydningsfulde foredrag „Safety“ („Sikkerhed“), som desuden udsendtes over 135 radiostationer. Ved dette stævne blev den historiske beslutning bekendtgjort, at Selskabet efter den 31. oktober 1937 frivilligt ville opsige alle kontrakter med kommercielle radiostationer.e I stedet ville alle Jehovas vidner anvende deres tid og penge i det mere virkningsfulde hus-til-hus-arbejde med grammofonen, til hvilken de nu rådede over mere end halvfems bibelske foredrag, der ville sætte millioner af mennesker i stand til at høre og lære Bibelens sandheder at kende. Rapporten for 1938 viser, at grammofonarbejdet havde stor fremgang, idet der var 19.600 grammofoner og 430.000 plader med foredrag på 16 sprog i brug. I 1937 rapporteredes der 10.368.569 tilhørere, og i 1938 13.070.426.f Rent bogstaveligt var det i sandhed et mægtigt råb, der lød til jordens beboere!

(Fortsættes)

[Fodnoter]

[Illustration på side 295]

408 stationer i 1933

U.S.A. — Alaska — Canada — Argentina — Cuba — Uruguay — Filipinerne — Australien — Frankrig — Estland — Kina — Hawaii — Sydafrika