Jehovas vidners historie i nyere tid

Femogtyvende del: Væksten i Europa og Afrika (1945-1955)

EUROPA, der nu har en befolkning på næsten 400 millioner mennesker, er den vestlige civilisations hjemsted. Politisk set synes Europa at have været brændpunktet i kampen om verdensherredømmet, lige siden grækerne under Alexander den Store grundlagde et europæisk herredømme over asiatiske og afrikanske folkeslag for næsten 2300 år siden. Kulturelt set er Europa sædet for den gamle verdens lærdom, musik, malerkunst, drama, sport og filosofi, der altsammen er påvirket af hedenskabet, og som optager millioner af menneskers tanker. Europæisk tænkemåde strækker sig over en bred skala, lige fra yderliggående konservatisme yderst til højre med rod i gamle familiearistokratier, klasseprivilegier (kaster) og traditioner, som katolicismen stadig har holdt i live. Denne konservatisme afskyr enhver forandring og fremmed påvirkning, føler sig selvtilstrækkelig, overlegen og hævet over alle nye tanker. Mod midten af skalaen møder vi andre tanker, en mere liberal indstilling, som for en stor del er et produkt af den protestantiske reformation. Den er demokratisk og fremskridtsvenlig, men ønsker kun en gradvis forandring. I teorien mener de, der har denne indstilling, at alle mennesker er skabt lige, og at enhver kan opnå sikkerhed og frelse gennem egne, kapitalistiske eller socialistiske, bestræbelser. Helt ude til venstre på den europæiske livsanskuelses skala finder vi den ateistiske indstillings radikale tanker, der brænder efter revolutionære omvæltninger i retning af massernes kontrol med og en fordeling af kapitalen. Dette er materialismen, det system, hvorunder den enkelte blot er et nummer, en tand på et hjul i et uhyre maskineri, der omfatter hele folket.

Hvilke muligheder har den sande kristne livsanskuelse i kampen mod disse vældige tankebygninger, i hvilke europæernes sind har forskanset sig?

Vagttaarnets Selskabs litteratur har fundet udbredelse i Europa siden 1880.a Med tiden blev tre centrer, England, Mellemeuropa (med Svejts i spidsen) og Nordeuropa (med Danmark og Sverige som foregangslande), Jehovas vidners faste borge. Herfra betjentes hele denne verdensdel, hvor Tyskland til sidst viste sig at være en i høj grad frugtbar arbejdsmark med rig vækst. Både under den første og den anden verdenskrig forblev disse tre centrer intakte, og de blev arnesteder for en hurtig genoplivelse af arbejdet i alle andre dele af Europa. I 1942 var vidnerne virksomme i tretten lande i Europa med 22.796 aktive ordets forkyndere, fraregnet de tyske brødre, som Hitler havde bandlyst og fængslet. Da den anden verdenskrig endte, blev virksomheden hurtigt genoptaget i de lande, hvor den havde været forbudt. Signalet hertil blev givet på den rejse, som præsident Knorr og hans sekretær, M. G. Henschel, foretog i vinteren 1945-1946 for at danne sig et skøn over forholdene.b I 1947 rapporterede de genrejste vidner, at i nitten europæiske lande havde 74.196 forkyndere været aktive på arbejdsmarken. I 1946 begyndte Selskabet at sende nogle gileaduddannede missionærer til Europa, og samme år anvendte det cirka ét hundrede tusinde dollars på genåbningen af afdelingskontorer og til køb af trykkerimaskinene.c Genopbygningen er gået hurtigt. Indsamlingen af de „andre får“ har givet forbavsende resultater. I 1955 havde vidnerne 227.734 aktive forkyndere i Europa. Af disse var 278 gileaduddannede missionærer, der virkede i heltidstjenesten.

Denne vældige vækst i efterkrigsårene er ikke foregået uden modstand fra kommunistisk side. Da Rusland efter 1948 gradvis sænkede jerntæppet i Europa, fandt tusinder af vidner sig stående ansigt til ansigt med en forfølgelse lige så frygtelig som den, de havde været udsat for under nazisternes okkupation — om ikke værre. Efter at have nydt friheden uden for koncentrationslejrene i blot tre eller fire år måtte de igen i tusindvis vende tilbage til disse djævelske anstalter, eller de sendtes som slavearbejdere til russiske miner eller — endnu værre — deporteredes til Sibirien. Alene i den tyske østzone er 1016 mænd og kvinder blevet idømt tilsammen 6865 års fængsel, mens fjorten er blevet dræbt.d

Tag for eksempel de polske vidners tragiske historie. Før den anden verdenskrigs udbrud i 1939 var der 1039 forkyndere, der tappert modstod det fanatiske katolske hierarkis bitre forfølgelse, som i årevis havde tvunget vidnerne til at leve som i katakomberne.e Befrielsen fra nazisternes tyranni i 1945 var frydefuld, men kortvarig. De polske vidner tog hurtigt fat på at reorganisere den teokratiske tilbedelse i deres land. I 1946 nåede de en ny rekord på 6014 forkyndere. I 1947 ankom dernæst nogle gileadmissionærer, som skulle hjælpe dem med yderligere organisering og vækst for øje. I 1948 var der 10.385 aktive forkyndere, og i 1950 nåede man op på det forbavsende antal af i alt 18.116.f Intet syntes at kunne standse disse modige polske forkæmpere for den sande tilbedelse i indsamlingen af Jehovas „får“. Men i 1950 opdagede Polen, at det befandt sig bag jerntæppet. Samme år blev vidnerne forbudt, afdelingskontoret blev lukket og lederne arresteret. Siden da har man intet hørt til dem. Gileadmissionærerne blev deporteret. Atter gik de polske vidner under jorden, hvor de genoptog deres „katakombe-virksomhed“ for på denne måde at sørge for, at den kristne gudsdyrkelses fakkel stadig kunne lyse klart for de mange „andre får“, der endnu ønskede at flygte i sikkerhed hos Jehova.

I Tjekkoslovakiet stod vidnerne også frem som sande forkæmpere for kristen frihed. Før Hitler berøvede dette fremskridtsvenlige demokrati i Mellemeuropa dets frihed i 1938, var der 1166 aktive forkyndere. Under Hitlers herredømme lykkedes det i begrænset omfang Jehovas vidner i Tjekkoslovakiet at vedligeholde den indbyrdes forbindelse. Efter Hitlers fald i 1945 kom der hurtigt gang i arbejdet igen, idet der i året 1946 var 1209 aktive vidner. Da jerntæppet i 1948 begyndte at gå ned for Tjekkoslovakiet, blev vidnernes virksomhed forbudt, deres afdelingskontor lukket og mange arresteret.g Men blev indsamlingsarbejdet dermed standset? Nej. I 1950 var der 2882 aktive forkyndere af Jehovas rige, og i 1951 voksede antallet til 3705.h Og vidnerne i det kommunistiske Jugoslavien,i Bulgarien, Ungarnj og Rumænienk kan fortælle, at de har haft lignende erfaringer. Ja, i selve Rusland var der i 1948 over otte tusinde forkyndere af Jehovas rige, der — ofte på en behændig og snild måde — fortsatte deres forkyndergerning ved hjælp af Bibelen.l Der er desuden modtaget meddelelse om, at flere tusinde er blevet forvist til Sibirien, men siden har man ikke været i kontakt med dem. Det var storslået at erfare, at der endnu i 1954 var 64.123 aktive Jehovas vidner i landene bag jerntæppet.a

Følgende opstilling giver et bemærkelsesværdigt billede af væksten i Europa.b

Antal forkyndere: 227.374

Antal timer i forkyndelsen: 23.720.651

Næsten fireogtyve millioner timers kristen forkyndelse har bombarderet europæernes sind i løbet af et år, i sandhed en vældig påvirkning. Ved Jehovas nåde fortsættes denne kampagne, så retsindigt indstillede europæere kan befri sig for trældommen under en urigtig tænkemåde og i stedet få et nyt håb om evigt liv i Guds nye verden. I 1955 havde Jehovas vidner én aktiv forkynder for hver 1746 indbyggere. Det største vidnesbyrd, Jehovas vidner nogen sinde har aflagt i Europa, blev aflagt på begge sider af jerntæppet i 1955. Skønt de stadig kun udgør et lille mindretal, er det dog et voksende mindretal, og deres røst høres overalt i hele denne verdensdel.

Afrika

På grund af sit hedenskab har Afrika hidtil i åndelig forstand kunnet kaldes det „mørke“ Afrika. Men de fremskridt, den sande kristendom har gjort siden 1945 som følge af Jehovas vidners virksomhed, har bevirket, at denne verdensdel med dens 203 millioner mennesker ikke længer henligger som et uoplyst område. I den nordlige del af dette vældige fastland er det muhamedanismens ideer, der er fremherskende. Det muhamedanske tankesæt er præget af fanatisme, religiøsitet og stor sanselighed, og det lader sig ikke let påvirke ved fornuft. Kvinderne indtager en underordnet stilling, og polygami er almindelig udbredt. Med moralbegreberne er det yderst slet bevendt; sygdomme florerer, kampen for tilværelsen er hård, undervisningen er mangelfuld, og åndelige værdier vurderer man ikke synderlig højt. De europæere, der bor her, betragter sig som stående over den øvrige befolkning; de tænker som deres slægtninge i Europa og holder sig afsondret fra de sorte og farvede indfødte. Hvad afrikaneren angår, har hans hele tænkemåde dybe rødder i hedenske skikke og hedensk overtro. Han er trofast mod stammesamfundets patriarkalske system, nærer en afgjort antipati imod og mistro til de hvide herrer, der er kommet som erobrere og udbyttere. Afrikaneren er af naturen ikke særlig kærligt anlagt. Han forstår ikke, hvad det vil sige at vise næstekærlighed, ja viser end ikke kærlighed mod sin hustru eller sine børn. I overensstemmelse med stammeordningen må en hustru købes, idet der ydes kvæg som betaling. Formålet er, at der skal fødes børn, så den lokale landsby kan vokse og blive stor. Man tror på „afdøde forfædres ånder“, som enten kan være hjælpsomme eller fjendtlige, afhængigt af hvorledes de efterladte påkalder dem. Nogle har fundet på at „slå en handel af“ med disse „ånder“, ikke af kærlighed til dem, men af frygt. Andre mener at kunne opnå en materiel fordel til gengæld for et foreskrevet dyreoffer. Grusomme heksedoktorer har sørget for at holde dette system i live.

Hvordan har det været muligt for Jehovas vidner at hamle op med denne mangfoldighed af europæiske, muhamedanske og primitive, hedenske tankesæt? Det var kort efter år 1900, at de første sluttede sig til Vagttaarnets Selskab i Sydafrika, og et afdelingskontor blev oprettet dernede. I 1920rne bredte oplysningsarbejdet sig nordpå til områder, der beboedes af afrikanere. Det var også i 1920rne, man tog arbejdet op i Britisk Vestafrika; her oprettedes snart et afdelingskontor, hvorfra der blev foretaget fremstød ind i landet. I begyndelsen af 1930rne blev arbejdet påbegyndt i Ægypten, og langsomt bredte det sig tværs over Nordafrika. Gennem disse tre fremstød var man i 1942 nået op på 10.070 vidner i elleve lande i Afrika. I 1947 begyndte så de første gileadmissionærer at ankomme, nemlig tyve det første år. I december 1947, i januar 1948 og atter i 1952 besøgte Selskabets præsident næsten alle afdelingskontorerne i Afrika, førte samtaler med de afrikanske vidner og studerede deres problemer i forbindelse med forkyndelsen.c De aktive vidners antal voksede stadig, indtil der i 1955 var 98.146, hvoraf 108 vagttaarnsmissionærer i fireogtredive lande. Det vil sige en fremgang på 875 procent i løbet af tretten år!

Et enormt undervisningsarbejde har været nødvendigt foruden en tålmodig oplæring, som såvel vidnernes europæiske tjenere som gileadmissionærerne uselvisk har påtaget sig. Der måtte holdes skoler, hvor mange afrikanere kunne lære at læse og skrive. Bogstavelig talt hver eneste gren af menighedsorganisationen måtte simplificeres; bibelske bestemmelser og leveregler, som ingen tidligere havde haft noget begreb om, måtte indføres. Også den kristne morals standard måtte indføres, så hver mand kun havde én hustru i et lovformeligt indgået ægteskab. Utugt måtte ophøre og renhed fordres, før der kunne gives tilladelse til en fastere tilknytning til Selskabet. Der er ét meget iøjnefaldende karaktertræk ved afrikaneren, hans tilbøjelighed til at efterligne. Såvel de hvide forkyndere som de indfødte, der har fået en grundig oplæring, kommer venskabeligt sammen med og færdes iblandt de ivrige, nyinteresserede afrikanere og sætter et godt eksempel på kristen kærlighed og venligt samkvem og omgængelighed. Afrikanerne opfattede hurtigt, at der ikke er tale om hykleri, men at der næres oprigtige og ægte følelser for dem. Efterhånden som afrikanerne når frem til modenhed, får de betroet samme kristne forrettigheder. På denne måde får de den kristne kærligheds og det varme venskabs principper indpodet, så de kan opelske den rette kristne tænkemåde og hæve deres indbyrdes forhold op på et højere plan og således komme til at stå på lige fod med deres brødre i den nye verdens samfund andre steder på jorden. Så længe disse afrikanere ikke er bebyrdet med livets moderne „bekvemmeligheder“, har de tid til at studere Bibelen og lære om Guds nye verden. De opbygger deres håb om at vinde evigt liv.

Den moralske og åndelige forandring, der sker med de afrikanske vidner, er et forbløffende skuespil selv for den gamle verdens regeringsmyndigheder. Følgende opstilling viser, hvor stærk forøgelsen af kristne i Afrika har været. Den giver løfte om, at der i denne verdensdel endnu er mange af Jehovas andre får, der skal samles ind i den „ene fold“.

Antal timer i forkyndelsen: 20.222.817

Jehovas tjeneres måde at forkynde på fra hus til hus, aflægge genbesøg og holde bibelstudier med nyinteresserede er nøjagtig den samme i Afrika som andre steder på jorden, i overensstemmelse med det forbillede, som Jesus og hans apostle opstillede for nitten hundrede år siden. På denne måde blev der i 1955 her i det tidligere „mørke“ Afrika anvendt over tyve millioner timer i den kristne forkyndelse ved hjælp af Bibelen, således som den foreligger i forskellige oversættelser på de indfødtes sprog. I 1955 var der i Afrika 98.146 Jehovas vidner, der forkyndte budskabet, eller ét vidne for hver 2068 indbyggere.

(Fortsættes)

[Fodnoter]