Jehovas vidners historie i nyere tid
Seksogtyvende del: Væksten i Asien og Stillehavsområdet
ASIEN, det største af kontinenterne, er et gigantisk landområde. Hvilke resultater opnår Jehovas vidner nu ved at forkynde for dets 1272 millioner beboere?a Svaret er, at fremgangen sker langsomt og kræver overvindelse af mange vanskeligheder, men fremgang er der. Asien er hedenskabets hjemsted og den østlige kulturs centrum, det område, hvor de store ikke-kristne religioner, muhamedanismen, hinduismen, buddhismen og konfucianismen, opstod. Det har givet anledning til et tankesæt så kompliceret og sammenblandet, at det vanskeligt kan beskrives. Asiaterne hænger ved de gamle traditioner og folkesagn. Ligegyldigt hvor ulogisk eller fornuftstridigt et eller andet tager sig ud set med en vesterlændings øjne, kan østerlændingen fuldt ud acceptere det uden at forlange bevis. De komplicerede asiatiske sprog bærer vidnesbyrd om en tidlig forvirring, der stammer fra sprogforvirringens dage i Babylon. Asiaterens tænkemåde gør det vanskeligt for ham at acceptere nye skikke, at gøre tingene nemmere og at foretage forandringer, han selv kan have gavn af. Man ønsker ikke at omstille sig og bryder sig ikke om, at andre tilbyder deres hjælp. Mange lever til stadighed i en sfære af uvirkelighed og nægter at se livets kendsgerninger i øjnene, således som det leves i dag. Den udbredte afgudsdyrkelse, forfædredyrkelse og umoralitet, asiaterne til overflod giver sig af med, har medført en sådan sænkning af det åndelige niveau, at mange fører en tilværelse, der ikke adskiller sig meget fra dyrenes. Moralen sætter så godt som ingen grænser for, hvad man kan tillade sig, idet ingen har nogen forestilling om, hvad synd er. Så langt har Djævelen drevet masserne ud i fornedrelse. Og dog har Jehova selv i disse lande nogle mennesker med oprigtige hjerter, nogle, der viser anger, og som hans vidner nu er ude for at finde.
Indtil 1942 havde det vældige asiatiske fastland bogstavelig talt ikke været i berøring med Jehovas vidner. Det nævnte år var der 406 forkyndere, der rapporterede, at de havde været virksomme i seks lande, hovedsagelig i Indien og omliggende stater. Under krigen var arbejdet forbudt i Japan. I månederne marts til maj 1947 foretog Selskabets præsident og hans sekretær en omfattende rejse til det Fjerne, Mellemste og Nære Østen. På denne rejse besøgte de vidnerne i de asiatiske lande og traf foranstaltninger til åbning af missionærhjem i de besøgte lande.b Til at begynde med udsendtes i 1947 kun sytten missionærer, men i 1955 boede der spredt ud over Asien 186 missionærer i 18 lande, deriblandt Japan. Sprogvanskelighederne har været en stor hindring, og missionærerne har arbejdet hårdt for at komme i kontakt med de forskellige folk på disses egne sprog. Fra 406 i 1942 steg antallet af aktive forkyndere i Asien i 1955 til 4541. Efter at mange vanskeligheder nu er overvundet, er der lagt en god grundvold i lande som Libanon, Palæstina, Pakistan, Burma, Thailand, Indien, Korea, visse dele af Kina samt sluttelig i Japan.c
I virkeligheden burde man kalde Asien det „mørke“ fastland, hvad angår sand kristendom. Læg mærke til følgende tal, der viser, hvor småt det er gået til at begynde med.d
År: 1942
Antal lande: 6
Antal forkyndere: 406
Antal timer i forkyndelsen: 93.223
År: 1947
Antal lande: 8
Antal forkyndere: 475
Antal timer i forkyndelsen: 140.661
År: 1952
Antal lande: 19
Antal forkyndere: 2274
Antal timer i forkyndelsen: 504.301
År: 1955
Antal lande: 18
Antal forkyndere: 4541
Antal timer i forkyndelsen: 915.269
I dag er der kun ét Jehovas vidne for hver 280.000 indbyggere. Hvilket behov er der ikke for at få den gode nyhed forkyndt i denne verdensdel! Men nu, da en god begyndelse er gjort, vil Guds ords magt vokse, indtil mange flere af dem, der lever i dette menneskehav, hvorover det åndelige mørke ruger, lader deres sind forvandle, så det kommer til at stemme overens med den sande kristendom.
Øerne i Stillehavet
Som afslutning på vor oversigt over Jehovas vidners verdensomfattende fremgang kommer vi til sidst til Stillehavets skønne øer, heriblandt Filipinerne, Australien, New Zealand og mange andre. I det vældige stillehavsområde lever mere end 110 millioner øboere, hvoraf nogle er polynesiere, andre asiater og europæere. I visse retninger er de bedre stillet end folkemasserne på det asiatiske fastland. Asiatisk kultur, tænkemåde og religion har øvet betydelig indflydelse på disse øboere, men som følge af det politiske herredømme, europæiske nationer igennem generationer har udøvet over disse øer, ses også demokratiske skikke taget i anvendelse. Her mødes derfor østerlandsk og vesterlandsk tænkemåde, og resultatet er blevet en blanding af disse to. En stor del af befolkningen har mulighed for at skaffe sig en betydelig verdslig uddannelse, og i over hundrede år har Bibelen været udbredt på adskillige sprog. Alt dette har bidraget til, at kristendommen nemmere har kunnet komme til udfoldelse og en vækst finde sted. Folk lever ikke så forjaget en tilværelse. De er venlige og tager villigt imod Jehovas vidner, der betragtes som velkomne gæster.
I Australien havde vidnerne oprettet et afdelingskontor af Watch Tower Society allerede i 1903, og i tidens løb var de derfra nået ud til New Zealand og andre øer. Skønt stillehavskrigen stadig var på sit højeste i 1942, rapporterede ikke desto mindre 4275 aktive forkyndere i tre lande. I begyndelsen af februar 1947 foretog N. H. Knorr og M. G. Henschel med flyvemaskine en rejse til alle betydeligere centrer i stillehavsområdet, idet de på rejsen deltog i stævner, udsøgte egnede steder for indrettelse af missionærhjem og planlagde en udvidelse i stor målestok.e Samme år ankom tretten gileadmissionærer til nogle af øerne, hvor de tog fat på deres oplysningsarbejde. I 1955 var antallet af missionærer vokset til 85, men de indfødte vidner på øerne var da nået op på det forbløffende antal af 38.325.
„Lad dem ære Jehova og forkynde hans pris på øerne.“ (Es. 42:12, AS) Dette har i sandhed fået en bogstavelig opfyldelse i vor tid siden 1945, hvilket fremgår af følgende tal.f
År: 1942
Antal lande: 3
Antal forkyndere: 4.275
Antal timer i forkyndelsen: 701.037
År: 1947
Antal lande: 6
Antal forkyndere: 7.385
Antal timer i forkyndelsen: 1.390.228
År: 1952
Antal lande: 12
Antal forkyndere: 26.690
Antal timer i forkyndelsen: 3.590.037
År: 1955
Antal lande: 19
Antal forkyndere: 38.325
Antal timer i forkyndelsen: 5.421.019
Der foregår i stillehavsområdet en magtfuld forkyndelse, der sætter endnu flere tusinder af Jehovas „andre får“ i stand til at finde vej til den nye verdens teokratiske samfund i „Beulah“-land. I 1955 var der ét Jehovas vidne for hver 2800 øboere. Den nye verdens lys når ud til disse fjerne steder. Jehovas rette hyrde overser ikke ét eneste sted. Måtte antallet af timer, der anvendes i forkyndelsen af Jehovas herlige navn, fortsat vokse, efterhånden som flere tager forkyndelsen af den gode nyhed op.
Som et resumé af vor analyse af den vækst, der har fundet sted hele jorden over, anføres følgende totalsummer for det af Jehovas vidner til og med 1955 udførte verdensomfattende forkynderarbejde.g
Rapporten for hele verden
År: 1942
Samlet antal lande: 54
Samlet antal forkyndere: 115.240
Antal timer i forkyndelsen: 28.464.352
År: 1947
Samlet antal lande: 86
Samlet antal forkyndere: 207.552
Antal timer i forkyndelsen: 43.842.305
År: 1952
Samlet antal lande: 127
Samlet antal forkyndere: 456.265
Antal timer i forkyndelsen: 68.703.699
År: 1955
Samlet antal lande: 158
Samlet antal forkyndere: 642.929
Antal timer i forkyndelsen: 85.832.250
Disse tal er udtryk for den enorme indsats, der er gjort n udførelsen af det af Jesus pålagte hverv: „Og denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, og da skal den absolutte ende komme.“ (Matt. 24:14, NW) Da hele jordens nuværende befolkning tæller 2400 millioner mennesker, vil det sige, at der er én aktiv Jehovas forkynder for hver 3732 beboere. Jesu ord: „Høsten er stor, men arbejderne er få“, er derfor stadig på deres plads. (Matt. 9:37) Der er derfor også stadig meget store muligheder for yderligere vækst hele jorden over. Måtte Jehovas barmhjertighedsvej fortsat blive holdt åben endnu en tid, så et større udsnit af jordens nulevende slægtled kan komme til at vandre i den sande kristne livsanskuelses lys.
Hele denne verdensomfattende, kristne virksomhed har stillet krav til organisering og planlægning. Millioner af bibler har måttet afsættes. Andre millioner af bibelske publikationer og lærebøger har måttet skrives, trykkes og oversættes til hundreder forskellige sprog. Dette arbejde er ikke udført af lønnede arbejdere, men indviede, hengivne Jehovas tjenere har frivilligt påtaget sig det. Store pengesummer er blevet skænket, og millioner af timer er uselvisk anvendt i forkyndelsen, for at dette verdensomspændende oplysningsarbejde har kunnet udføres. Watch Tower Society’s hovedkontor for hele verden findes i Brooklyn, New York, og herfra ledes virksomheden gennem 78 afdelingskontorer.h Trykkerier, som betjenes af betelarbejdere (frivillige heltidstjenere), er i virksomhed i Brooklyn, U.S.A., i Wiesbaden, Tyskland, i Bern, Svejts, i Jakobsberg, Sverige, i Elandsfontein, Sydafrika, i Sydney, Australien, i Toronto, Canada, samt i London, England, men så godt som hvert eneste afdelingskontor lader foretage trykning i mindre omfang. Det samlede antal heltidstjenere, som arbejder på betelkontorerne og -trykkerierne i Brooklyn og på de 78 afdelingskontorer udgør 1101.i
Foruden de 1814 gileaduddannede missionærer, der virker udenlands, findes en stor stab af lokale missionærer, det vil sige pionerer og specialpionerer, i alt 15.197. Også disse er heltidsforkyndere, og de yder et stort, konstruktivt bidrag til forkyndelseskampagnen. Over hele verden foregår forkyndelsen på samme måde. Bladet The Watchtower udkommer nu regelmæssigt på toogfyrre sprog med 2.500.000 eksemplarer pr. nummer, og det bringer en ensartet, åndelig føde til sine læsere. På denne måde er der opnået en bemærkelsesværdig enhed i livssyn, indvielse og virksomhed hele verden over, en enhed, som stadig vedligeholdes.
Jehovas vidner taler allerede det samme, rene sprog, den bibelske sandheds sprog. De hellige åbenbaringer, Jehova har givet menneskene, er samlet og opbevaret i den betydeligste af alle bøger, Bibelen. Jehova tager ikke hensyn til nationalitet, men har skænket sit ords skat til alle retfærdselskere. Bibelen henvender sig til alle og enhver og har magt til at omstyrte alle falske tankebygninger. Jehovas vidner studerer til stadighed disse skrifter flittigt for ved deres hjælp at forme argumenter og beviser, som de kan anvende, når de bistår mennesker, der bor i deres distrikt, med at frigøre sig for deres traditionelle, men urette tankesæt. Missionærerne studerer i årevis for at kunne omgås den lokale befolkning på dens eget sprog. Jehovas vidner betragter alle de anstrengelser, de gør sig, som en kærlighedsgave, hvormed de kan hjælpe deres næste hvor som helst i verden. Desuden bidrager hele deres virksomhed, der udspringer af kærlighed, til en verdensomfattende pris til den universelle Enehersker, Jehova. — Hebr. 4:12.
(Fortsættes)
[Fodnoter]
a 1955 World Almanac; statistikken omfatter ikke U.S.S.R.
b Watchtower 1947, siderne 236-240, 251-256.
c W 1951, siderne 588, 6:31-637; 1948 Yearbook, side 165; 1950 Yearbook, siderne 189, 190.
d 1954 Yearbook, side 273; 1956 Yearbook, siderne 32-37.
e W 1947, siderne 140-144 171-176.
f 1954 Yearbook, side 273; 1956 Yearbook, siderne 32-37.
g 1954 Yearbook, side 273; 1956 Yearbook, siderne 36, 37.
h 1956 Yearbook, side 66.
i 1956 Yearbook, side 66.