Hvorledes jeg forfulgte mit livsmål

FORTALT AF GERTRUDE STEELE

SÅ DU er allerede parat til at gå i seng og vil have, at jeg skal fortælle dig en historie, Jan. Nu er du jo en regelmæssig forkynder og siger, at du gerne engang vil være pioner, så hvad ville du synes om, at jeg fortalte dig historien om, hvordan jeg blev pioner, og hvordan jeg begyndte at forfølge mit mål i livet?

„Åh, den ville jeg gerne høre, farmor!“

Ja, ser du, det var Tommie og Duggies bedstemor, der først bankede på min dør i sommeren 1922 i Chickasha, Oklahoma, med den lille bog Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø. Nogle få uger senere bragte hun mig bogen Guds Harpe. Den skønneste harpemusik kunne ikke have været skønnere for mig end den måde, hvorpå alle disse bibelske lærepunkter forenede sig til en harmonisk melodi.

De følgende måneder havde jeg meget travlt. Din far blev født det år i oktober. Onkel Dave kunne endnu ikke gå, og din onkel Don var kun to et halvt år gammel. Jeg måtte gøre alt arbejde selv, og den eneste mulighed, jeg havde for at læse, var at stå tidligt op. Klokken fem om morgenen tændte jeg så ild i kakkelovnen og læste en time før morgenmaden.

Det var den forståelse, jeg fik af læsningen i disse tidlige morgentimer, der satte mig i stand til at bestå en af de hårdeste prøver i mit liv den følgende sommer. Søster Gylden (og hvor gyldent er ikke mindet om hendes kærlige omsorg i de år) hjalp mig med at komme til møderne og ud i tjenesten hver uge, og det arbejde, jeg udførte sammen med en upopulær, religiøs gruppe, passede sig ikke for en dygtig forretningsmands kone.

En dag sagde din farfar til mig, at han ville give mig nøjagtig tredive dage til at brænde alle de bøger og blade, jeg havde, og glemme det altsammen, ellers ville han forlade mig. Hvad jeg skulle stille op med tre små børn, vidste jeg ikke, men ét vidste jeg, og det var, at jeg havde fundet sandheden. Så jeg så ham lige i øjnene og sagde fast: „Du behøver ikke at give mig tredive dage. Dette er sandheden; jeg ved, det er sandheden, og jeg vil aldrig give afkald på den.“ Han begyndte at pakke, men da hans sagfører rådede ham til ikke at handle overilet, forløb alt roligt en tid.

I 1925 flyttede vi fra Chickasha til Hutchinson i Kansas. Han mente, at når han fik mig bort til et sted, hvor der ikke var nogen til at hjælpe mig med at komme til møderne, ville jeg snart glemme alt om sandheden. Jeg kan endnu se udtrykket i hans ansigt, da jeg henkastet fortalte ham, at Jehovas vidner havde alle deres møder i huset ovre på den anden side af gaden.

Jeg har værdifulde minder om det nære samvær, jeg nød med disse kære venner. Det gjorde et stærkt indtryk på mig, at en søster tog sine fire børn med sig i en gammel ford for som pioner at gennemarbejde isolerede distrikter. Ved at høre om hendes gode oplevelser opstod der en længsel i mig efter at blive pioner.

I 1927 flyttede vi tilbage til vor fødeby i Wichita, Kansas. Alle drengene gik nu i skole, så jeg havde større mulighed for at tage del i tjenesten og et stærkere ønske om at forfølge mit mål i livet — at blive pioner. Efterhånden som månederne gik, spekulerede jeg mere og mere på det. Jeg kunne simpelthen ikke få det ud af tankerne. En nat fik jeg den idé, at jeg kunne få hjælp til min vask og betale med den difference, der var mellem menighedens og pionerernes priser, og når jeg så strøg om aftenen, kunne jeg på denne måde få to ekstra dage om ugen til tjenesten. Jeg fik et distrikt i nærheden af mit hjem, og når drengene gik i skole kl. 8.30, var jeg parat til at gå ud i mit distrikt. Jeg vendte tilbage kl 11.30 og havde frokosten parat, når de kom kl 12.10. Når de så gik kl 13.00, tog jeg ud til mit distrikt til kl. 16.00, da skolen var forbi. Somme tider havde jeg tyve skjorter at stryge om aftenen. Jeg var træt efter dagens tjeneste, og jeg lærte mig at stryge, mens jeg sad på min køkkenstol. Det var ofte, at jeg følte mig mere oplagt og udhvilet, når jeg var færdig, end når jeg begyndte!

Jeg var meget lykkelig, men snart begyndte prøverne. Jeg kom bagud med timerne og måtte erkende, at det skyldtes dårlig tilrettelæggelse af det huslige arbejde, for jeg vidste, at jeg kunne overvinde nogle få dages sygdom og andre forhindringer, dersom jeg fortsatte og ikke spildte tiden med uvæsentlige ting.

Så kom depressionen i 1929. Den vinter mistede farfar sit arbejde, men det viste sig at være en velsignelse. Han gjorde ikke længer modstand mod sandheden og var mere ydmyg. Det var lykkelige måneder, men de varede kun kort. Et nyt arbejde, der skaffede ham penge på lommen, forandrede alt. Jeg fik to uger til at forandre min indstilling i og skulle være hjemme morgen, middag og aften. Det var min religion, sagde han, der havde drevet ham til den umoralitet, han vedgik, han var kommet ud i. Formaningen: „Vil derimod den vantro skilles, så lad ham skilles“, fik gyldighed her, og efter de fastsatte to uger rejste han.

Jeg fortsatte som pioner og forfulgte stadig mit mål i livet, men de følgende måneder var meget svære. Der var tilføjet mig et så dybt sår, at kun tid, der var optaget af Jehovas tjeneste, kunne læge det. Jeg syntes, at jeg var meget uduelig til at udfylde rollen som både far og mor. Der var tidspunkter, da en fars faste, strenge hånd var tiltrængt. Jeg læste gang på gang kapitlet om „Forældrepligter“ i sjette bind af Studier i Skriften, men jeg indså, i hvor høj grad jeg kom til kort, og bad om, at Guds ånd måtte bøde på mine mangler. Hvor jeg takker ham, for til trods for mine mangler fik jeg den velsignelse at se alle mine børn, tre drenge, tage heltidstjenesten op.

Indtil 1935 var jeg kun pioner de ni måneder af skoleåret. 1940 bragte mange forandringer. Onkel Don giftede sig. Din far tog sin afsluttende eksamen og kom ud af skolen, og dermed ophørte al økonomisk støtte fra deres far. De tre af os, der var tilbage, talte om det og var enige om, at det var bedst, om hver af os klarede sig selv, i stedet for at prøve at opretholde hjemmet for de små indtægter.

Jeg kom i forbindelse med zonetjeneren og fortalte ham, at jeg nu var fri til at rejse hen, hvor der var brug for mig. Han gav mig en liste over byer, hvor forretningskvartererne ikke var blevet gennemarbejdet i mange år. Jeg arbejdede i forskellige byer indtil 1941, da jeg blev udvalgt som en af en gruppe på fire til at arbejde som specialpioner i Newton, Kansas.

Vore koncentrerede bestræbelser vakte snart modstand, og vi blev truet med arrest, dersom vi atter viste os på gaderne. Den næste lørdag blev vi arresteret og sat bag tremmerne i to dage, til der var stillet sikkerhed for os. Og hvem tror du var min lille fængselspartner? En ung pige, der var kommet for at bo hos mig og være pioner, efter at hun var kommet ud af skolen. Hun blev inviteret til den anden klasse på Gilead, arbejdede derpå to år som missionær på Cuba, indtil hun blev krøbling af leddegigt og måtte rejse tilbage til sit hjemland. Senere blev hun din mor. „Mor!“ Ja, Jan, hun blev arresteret fire gange og jeg tre gange. Vi fik en bøde på 75 dollars eller tredive dages fængsel. Vi appellerede sagen, men fortsatte i mellemtiden hus-til-hus- og genbesøgsarbejdet. Vi blev arresteret endnu en gang og sat bag lås og slå. Denne gang blev jeg forfærdelig syg og måtte holde fri tre måneder for at komme mig, men jeg glæder mig over den forret, det var at lide, for der var stærk tilstrømning til retsmøderne, og vejen blev åbnet for et større vidnesbyrd.

Heller ikke i vort næste distrikt i Ottawa, Kansas, slap vi fri for politiets indblanding. Denne gang var vi bedre forberedt og drog nytte af de fejl, vi havde gjort i Newton-sagen. Jehova gav os en strålende sejr.

Fra Ottawa blev jeg sendt til Grand Island, Nebraska. Jeg havde mange velsignelser, men min største glæde oplevede jeg den dag, da jeg fik et langt brev fra præsidentens kontor. Hvor mit hjerte dunkede! Kunne det være det, jeg længtes så meget efter? Ja, det var en invitation til Gilead. Jeg aflagde mit sidste besøg i Leavenworth-fængslet, hvor alle mine tre drenge afsonede straffe på tre og fire år på grund af deres ustraffelighed mod Jehova. Jeg ville ønske, du kunne have set, hvor deres ansigter strålede af glæde, da jeg fortalte dem det. De var lige så begejstrede som jeg over, at jeg skulle til Gilead, og skænkede det ikke en tanke, at nu blev der ikke flere besøg.

„Du var meget glad for at være på Gilead, ikke, farmor?“

Jo, Jan, det var en af de lykkeligste erfaringer i mit liv, og jeg sætter minderne derfra meget højt.

Men det betydningsfulde øjeblik kom, da jeg fik tildelt mit udenlandske arbejdsfelt i Puerto Rico. Tre uger efter spiste vor gruppe sit sidste måltid i de Forenede Stater i betelhjemmet i Brooklyn, og derpå gik vi om bord i skibet, Marine Tiger. Fire dage senere ankom vi til Puerto Rico. Det var en helt anden verden. Folks skikke var mærkelige, men meget interessante. De smukke bjerge, de blomstrende træer og buske har været os en stadig glæde. Vi havde alt for travlt til at lade os forstyrre af støjen, fattigdommen o.s.v. Vi var lykkelige over at have et virkeligt håb at tilbyde et så venligt folk, der viste en sådan forståelse af Rigets budskab. Vi elskede vort gudgivne arbejdsfelt.

I næsten hvert eneste hus blev vi inviteret indenfor, så vi kunne sidde ned og føle os hjemme på alle måder, bortset fra at vi ikke kunne finde ord, der fuldt ud gav udtryk for det, vort hjerte følte. Folks tålmodighed og venlighed var overvældende, og vi var fast besluttet på at lære sproget, koste, hvad det ville. Vi havde også megen morskab ud af det. Min partnerske minder mig endnu om, hvordan jeg i mange måneder sagde æg (huevos) i stedet for torsdag (jueves).

Forventningen var stor, da vi averterede vort første offentlige foredrag, og vort glædesbæger var fuldt, da vi så, at rigssalen var fyldt. Efter et halvt år blev Ponce-menigheden dannet, og nogle fra den udgør i dag en del af den voksende menighed på 123 forkyndere.

I maj 1948 fik Gladys og jeg bud om at besætte de ledige pladser i missionærhjemmet i Santurce. Den måned havde menigheden et gennemsnit på 43 tilstedeværende ved vagttaarnsstudiet. I syv år har jeg set menigheden vokse og blive delt fem gange, og vor menighed i Santurce havde sidste måned et gennemsnit på 110 ved vagttaarnsstudiet. Når jeg kaster blikket tilbage over disse år og ser, at der i de sidste fem år er kommet nogle forkyndere (hvoraf én er pioner) ud af hvert distrikt, jeg har arbejdet i, glæder jeg mig over den andel, Jehova har givet mig i væksten.

Efter at have tilbragt tre og et halvt år i et udenlandsk distrikt var det ganske spændende at få orlov og ferie og komme til kræfter i de Forenede Stater, men jeg kom ikke hjem for at blive. Gladys var tvungen til at blive på grund af sygdom, og jeg har smertelig følt savnet af hendes nære, kærlige kammeratskab disse sidste fem år. I et af sine sidste breve skriver hun: „De år i Puerto Rico var de lykkeligste i mit liv, og jeg vil ikke bytte dem bort for noget andet i verden. Jeg led aldrig af hjemve efter U.S.A., men jeg har sandelig længtes efter Puerto Rico.“ Og det er nøjagtig på samme måde, jeg føler det.

„Men længes du aldrig efter onkel Don, Dave og os, farmor?“

Selv om mine voksne sønner og deres koner, Don og Earlene og Dave og Julia, er missionærer i Korea og på Filipinerne, synes de alligevel at være så nær, for afstanden spiller kun en lille rolle, når hjerter og sind er fæstet på Jehova og hans rige. Det er netop, som Jesus sagde: „Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller fader eller moder eller hustru eller børn eller marker for mit navns skyld, skal få det mangefold igen.“ (Matt. 19:29) Hvor jeg ville ønske, du kendte nogle af de forældre og brødre og børn, jeg har i Puerto Rico!

Jan, jeg håber, du aldrig vil miste lysten til at blive pioner, og dersom det skulle vare endnu ti eller femten år, inden Harmagedon kommer, kunne du så ikke tænke dig at blive missionær?

„Naturligvis, farmor.“

Det er sandt, at du vil komme ud for mange prøver, og du vil savne dine forældre, når du til tider synes, at du ikke har noget menneske at støtte dig til, eller du bliver misforstået eller dybt såret, men da er det, du må søge nærmere til Jehova. Du vil vende dig til hans ord, og mens han taler til dig, og du lytter, vil dine byrder forsvinde. Min kærlighed til dig kan ikke spare dig hverken for tugt eller den glæde, man erfarer ved livet igennem at forfølge et godt mål, den ypperligere vej. Ja, missionærtjenesten indebærer de største muligheder for at lære den ypperligste vej at kende, kærlighedens vej, der fører opad og opad, ja hele vejen op til evigt liv i Jehovas nye verden.