Hvorledes jeg forfulgte mit livsmål
FORTALT AF HAZEL O. BURFORD
HAR DU nogen sinde ønsket dig noget så stærkt, at hver fiber i dig syntes at begære det? Og hvor ovenud lykkelig blev du så ikke, da du fik det! Så ved du, hvad pionerlivet har betydet for mig. Lige fra det tidspunkt, da jeg i en alder af fjorten år indviede mig, har jeg ønsket at gøre netop det, jeg da lovede — at give al min tid, styrke og energi til at studere og så hjælpe andre til forståelse af de sandheder, der glædede mig så meget. At adlyde Romerne 12:1 betød for mig heltidstjeneste; mine skoleår i high-school var derfor ikke fuldt ud lykkelige.
Så kom eksamen, men ikke nogen virkeliggørelse af min drøn. Mine forældre, der ikke var indviede, havde aldrig modsat sig min indvielse, eller at jeg opfyldte mine indvielsesløfter. De mente, at nu havde de givet mig en uddannelse, og nu stod det til mig selv at klare resten. Følgelig vendte jeg mig til min anden kærlighed: sygepleje. Jeg kom ind som elev ved børnehospitalet i Denver, Colorado, den 1. september 1925. Arbejdet var mig en stor glæde. Men her opstod en ny fare, der kunne hindre mig i at forfølge mit livsmål.
Da vi arbejdede de ti af døgnets 24 timer, foruden klasseundervisning og studier, betød det, at min overværelse af møderne og min tid i tjenesten var meget uregelmæssig, til jeg til sidst gik helt i stå, efter som dette livs bekymringer fortrængte frembringelsen af Rigets frugt. Nidkærheden var kølnet. Et af medlemmerne af Denver-menigheden gav mig da nogle udmærkede bibelske formaninger. Skamfuld samtykkede jeg modstræbende i at mødes med gruppen for at gå ud i tjenesten den følgende lørdag eftermiddag. Jeg gik, men der kom ikke andre. Min modvilje forvandlede sig langsomt til iver. Hvis der bare ville komme nogen; jeg ønskede at komme ud i tjenesten. Efter en times ventetid blev jeg grebet af den kolde angst, idet min samvittighed begyndte at fordømme mig. Jeg havde været så ligegyldig — Jehova havde vendt sig bort fra mig! Da jeg kom tilbage til klinikken, kastede jeg mig på knæ, bad om tilgivelse, og om en ny lejlighed til at tjene. Efter nogen tid faldt der atter ro over mig, og jeg besluttede fra nu af at gøre mit bedste og så overlade resultatet til en barmhjertig og kærlig Gud.
De mellemliggende år har til fulde bevist, at kun når jeg gør mit bedste for at udføre min pligt og forfølge og jage mod mit livsmål, har jeg fred og tilfredshed i sindet.
I efteråret 1929, da depressionen kom, tog jeg min eksamen som sygeplejerske. Cirka tredive af de andre eksaminander havde højere karakterer end jeg, og stillingerne var få, og der var langt imellem selv de dårligste. I januar 1930 fik jeg gennem en ven af familien en stilling hos en af de bedste og mest søgte kirurger vestpå. Lønnen var udmærket, steg hvert halve år, arbejdstiden var regelmæssig, så jeg var i stand til at overvære alle møderne og komme ud i tjenesten hver weekend. Hvad mere kunne jeg ønske?
Mit mål var heltidstjenesten. Men jeg opdagede, at selv blandt de indviede blev jeg betragtet som en fanatiker, fordi jeg tænkte på noget sådant. Jeg vidste, at jeg havde indviet mig til at give alt og først og fremmest mig selv, og jeg kunne ikke være tilfreds med mindre.
Bekendtgørelsen af det internationale konvent i Columbus, Ohio, juli 1931, var det næste, jeg blev stillet overfor. Sommeren er årets travleste tid i Colorado. På lægens kontor holdt ingen ferie fra maj til november, så det var udelukket, at jeg kunne komme til konventet. Da jeg imidlertid aldrig havde overværet et stort stævne, blev mit ønske om at være til stede næsten uimodståeligt, efterhånden som tiden nærmede sig. Jeg havde sparet tusind dollars sammen, og den første juni sagde jeg mit arbejde op og indsendte min pioneransøgning. Jeg ville overvære konventet, finde en partnerske og jage fremad mod mit livsmål: heltidstjenesten.
Konventet var endnu mere storslået, end jeg havde drømt om — en storslået indledning til min nyvalgte karrière. Det næste var at finde en partnerske. Jeg ledte efter nogen med en bil, men opdagede snart, at det gjorde alle vordende pionerer. Jeg tog da de fleste af mine sparepenge og købte en bil. En anden ung pige, som heller aldrig havde været pioner, og jeg drog så til Texas for at arbejde, idet vi helt og fuldt stolede på Jehovas løfte om at ville sørge for os, dersom vi først søgte Riget.
Vi måtte lære gennem prøvelser og fejltagelser, og vi havde det dejligt. Vort distrikt lå i det østlige Texas, nær Gladewaters nye oliefelter, hvortil depressionen endnu ikke var nået. Vi afhændede ganske godt med litteratur, men ikke nok til at leje et møbleret værelse. Vi samlede derfor vore sparsomme skillinger, købte et telt og andet lejrudstyr og „drog til skovs“. Det gik udmærket i det klare efterårsvejr. Vi sparede benzin og tid ved at slå lejr der, hvor vi var færdige med arbejdet den ene dag eller skulle begynde den næste. Men da vinterregnen kom med sne og slud, måtte vi have mere tag over hovedet. Vi lejede derfor små etværelses hytter, som bønderne bruger til deres arbejdere på bomuldsmarkerne. Luksuøst? Nej, ikke netop det. Vi måtte bære vand, save brænde, lave mad over åben ild, men det var en opmuntring at klare og overvinde problemerne i bevidstheden om at have „gjort, som du bød“, og hjulpet endnu flere til at kende vejen til livet. Den stadige regn og de næsten ufremkommelige veje, vi måtte passere i vort forsøg på at nå hvert eneste hus i distriktet, blev os en hjælp i arbejdet. Arbejdere fra oliefeltet, nybyggere og bønder hjalp os daglig ud af det ene mudderhul efter det andet, og de skulle altid have at vide, hvordan det kunne være, at to ensomme kvinder netop skulle op til det hus ad sådan en vej i sådant et vejr. Vi havde derfor mange lejligheder til at vidne, mens vi sad med en løftestang eller sten lagt under hjulene for at løfte bilen op af mudderet. Det var hårdt for bilen og for os, men efter sådan en dag sov vi også den dybe tilfredsheds søvn.
Om foråret giftede min partnerske sig, og hendes mands søster blev min partnerske, og vi arbejdede nu sammen alle fire. Eftersom der dengang ikke var noget, der hed genbesøgs- eller bibelstudiearbejde, havde vi gennemarbejdet vort distrikt i maj og satte kursen mod Panhandle; vi ville arbejde på vejen mod vort distrikt for sommeren i Colorado. En måned efter vor ankomst forlod min første partnerske og hendes mand imidlertid pionergerningen for en tid, og hans søster og jeg fortsatte alene de næste fem år. Som lille havde min partnerske haft børnelammelse og var derfor alt for handicappet til at påtage sig mange af de fysiske opgaver, der er nødvendige i et isoleret distrikt; min arbejdsbyrde var derfor tungere, når det gjaldt husgerningen, at skifte dæk, smøre bil o.s.v., men hun var meget bibelkyndig og åndeligt moden, en virkelig hjælp for mig. Hendes broder og hans kone skaffede os en påhængsvogn, som satte os i stand til at fortsætte i meget vanskelige distrikter. Vi lærte forskellen på at klare sig med de nødvendige ting og at have de ting, vi mente var nødvendige.
Men min nidkære lille partnerskes plagede legeme kunne ikke følge den villige ånd, og i foråret 1937 måtte hun opgive heltidstjenesten.
Jeg forfulgte stadig mit livsmål og fortsatte som pioner sammen med en familie fra Oregon og flyttede ved deres gavmilde hjælp med dem til Kentucky for at arbejde og tjene tilstrækkeligt til at kunne overvære konventet i Columbus, Ohio, om sommeren. Det var en virkelig fest for mig efter alle disse år i isolerede distrikter. Jeg fandt også en ældre pionersøster at arbejde sammen med. Det viste sig, at det var meget lettere at arbejde i Alabamas bomuldsplantager end blandt kvægfarmene i Texas, og vi afhændede så megen litteratur, at jeg blev i stand til at tage en tur hjem for at besøge min invalide fader, som jeg ikke havde set i næsten otte år. Fra menigheden derhjemme sluttede en ung søster sig til mig; hun ville gerne være pioner, men manglede blot at blive hjulpet på gled. Vi arbejdede sammen i syden i adskillige år, og hun har siden været på Gilead og arbejder nu som missionær i El Salvador.
Da vi i 1941 arbejdede i et isoleret distrikt i det vestlige Kentucky, overværede vi et zonestævne i Cape Girardeau, Missouri. Mens jeg stod og tilberedte aftensmaden i cafeteriaen, blev jeg kaldt til en rigstelefonsamtale og fik tilbudt den forret at hjælpe med at pleje broder Rutherford, der lå meget syg på et hospital i Elkhart, Indiana. Chokeret af nyheden om hans sygdom og overvældet af det store ansvar, man ville lægge på mine skuldre, var min første tanke at sige nej, men da jeg altid har været bange for at sige nej til en opgave af frygt for ikke at få betroet en anden, tog jeg andægtigt mod tilbudet. Jeg forlod straks stævnet for at træffe de nødvendige foranstaltninger til mine nye pligter, som jeg overtog seksogtredive timer senere, da jeg trådte ind i vor syge broders værelse. En uge senere fik jeg den forret at ledsage broder Rutherford og hans medhjælpere til California, hvor vi boede i Beth-Sarim, „Fyrsternes Hus“, i de næste otte uger indtil hans død den 8. januar 1942. Dersom jeg ikke havde været pioner, ville denne usædvanlige og dyrebare tjeneste ikke være blevet betroet mig, idet alle hans medarbejdere og medhjælpere var blevet taget blandt heltidsarbejdernes rækker.
Fra California vendte jeg direkte tilbage til min tidligere gruppe i Somerset, Kentucky. Her mødte vi virkelig modstand, blev gentagne gange arresteret og tilbragte nogen tid i fængsel, men til sidst blev der afsagt en kendelse i vor favør af Kentuckys højesteret, der lige siden har holdt vejen åben for vort arbejde.
1943 er et særligt år i Teokratiets historie, for da blev Gilead åbnet. Til min ubeskrivelige glæde blev jeg indbudt til at være med i den anden klasse, der begyndte i september. Den sommer besøgte jeg min mor, der var blevet enke, og ledsagede hende til sektionsstævnet i Denver. Mit glædesbæger var fyldt til randen, da jeg overværede hendes dåb. Derpå fulgte så fem måneder på Gilead med den reneste glæde, jeg nogen sinde har oplevet.
Det næste år blev en virkelig kamp for mig. Jeg længtes så umådeligt efter den nye verdens atmosfære, der fandtes på Gilead, at jeg var lige ved at blive utilfreds med mit distrikt i Perth Amboy, New Jersey, men ved at tvinge mig selv til at gå fremad og forfølge mit livsmål overvandt jeg omsider mig selv og begyndte atter at glæde mig over tjenesten.
Så kom der bud om, at fire af os skulle sendes til Panama, de dampende troper! Jeg vil ikke kunne leve længe i sådan en varme, var min første tanke, men jeg forsikrede mig selv, at andre mennesker havde levet der i århundreder før mig, så hvorfor skulle jeg ikke kunne arbejde der? Ni års missionærarbejde her på Isthmus i Panama har bevist, hvor forkerte mine bange anelser var. Da jeg ankom hertil den 28. december 1945, var der en anden sandhed, der slog mig: At min familie, mine slægtninge, findes overalt i verden, og som missionær behøver man aldrig at lide af hjemve eller føle sig ensom. Tidligt morgenen efter vor ankomst stod en af forkynderne fra den anden side Isthmus uden for døren, parat til i sin bil at køre os til vort distrikt i Colon på Atlanterhavssiden. Skønt hans hud var adskilligt mørkere end vor, havde han det samme strålende smil, den samme kærlige hengivenhed og det samme ønske om at tjene som vore brødre på betel. Fra den første morgen af vort bekendtskab og i alle disse fire år, vi har arbejdet sammen, har hverken han eller vore andre brødre og søstre nogen sinde haft for travlt eller været for træt til at hjælpe os med noget problem i forbindelse med vort nye hjem. De var så ivrige efter at hjælpe os i arbejdet og til at samarbejde, at vi i den tid har haft den glæde at se den lille gruppe på godt femten forkyndere vokse til en godt organiseret menighed på næsten hundrede. Da vi havde arbejdet der cirka to år, fandt man det tilrådeligt at danne en spansktalende menighed, og skønt mit spansk stadig var meget dårligt, fik jeg den forret at arbejde sammen med menigheden fra dens begyndelse og virke som tjener i den.
Da arbejdet i menighederne i Kanalens kystbyer forløb udmærket, besluttede Selskabet at hjælpe de retsindige mennesker i Panamas „indre“, og i 1950 var jeg én af de fire, der blev udvalgt til at flytte til Chitre. Her begyndte vi for alvor at indse betydningen af det mirakel, Jehova havde udvirket ved Babelstårnet, idet vi kæmpede for at iklæde vort dyrebare budskab et forståeligt spansk. Vi havde til stadighed studeret det, lige siden den elementære undervisning på Gilead, og vi kunne læse det ganske godt, men nu opdagede vi, at vor brug af sproget var ganske utilstrækkelig til at klare de mange situationer, vi kom ud for. Efter et års tid blev der organiseret en menighed, hvor vi fire søstre fungerede som tjenere, og da vi i 1952 blev kaldt til Panama City, kunne vi i Chitre efterlade en gruppe på otte forkyndere med indfødte brødre til at overtage tjenerposterne. Ved Jehovas velsignelse er menigheden i Chitre nu blevet næsten dobbelt så stor.
I maj 1954 blev der organiseret en menighed i selve Kanalzonen. Der var otte forkyndere, som rapporterede; året efter var der tyve forkyndere. Jehovas velsignelse gør os alle rige og åndeligt stærke. I mange kvarterer arbejder vi hele dagen i overfyldte lejligheders snavs og smuds, men om aftenen kommer vi hjem til et rent, hyggeligt missionærhjem, som opretholdes af Selskabet, vore brødre. Jeg indser derfor nu, at disse treogtyve år ikke kunne have været anvendt til noget bedre end at forfølge og jage mod mit mål i livet, og jeg håber, at jeg altid kan fortsætte heltidstjenesten, lige meget hvilket distrikt Jehova i sin godhed måtte give mig.