Hvorledes jeg forfulgte mit livsmål

FORTALT AF HARRY W. ARNOTT

GLÆDERNE og velsignelserne i forbindelse med foredraget den 3. april 1955 og den efterfølgende virksomhed samt mindehøjtiden med dens umiskendelige velsignelse fra Jehova har fået mig til at ønske at nedskrive min historie. Den begynder omkring juli 1939, for da var det, at jeg under et besøg, som min bedstemoder aflagde i vort hjem, gennem hende først lærte sandheden at kende. Og lige fra begyndelsen lærte hun mig noget, som har været mig til stor hjælp i alle årene, der fulgte. Bedstemoder havde været aktiv i forkyndergerningen siden 1915, men alligevel havde hun i al den tid, der var gået fra 1915 til 1939, kun set få, om i det hele taget nogen, direkte frugter af sin forkyndelse af Riget. Så I kan forestille jer hendes glæde over at hjælpe mig med at tage standpunkt. Siden da har hun haft andre lignende velsignelser, men hendes tålmodighed gennem alle disse år var et virkeligt eksempel for mig. Hun gav mig også god bibelsk vejledning. Jeg husker tydeligt, at hun en dag tog mig til side; det var lige efter, at jeg var begyndt at tage aktiv del i tjenesten, og lige før hun skulle rejse hjem efter et besøg hos os; hun sagde: „Der er noget, du altid må huske på: tillad aldrig dig selv at blive mismodig eller at snuble på grund af noget, som en af dine brødre måske siger eller gør. Husk, at du tjener Jehova, ikke mennesker. Hvis du holder fast ved Jehova og hans organisation, vil du ikke gå fejl.“

I marts 1940 blev jeg døbt og meldte mig som pioner i juni. Fra da af begyndte jeg virkelig at jage mod mit mål i livet, og i alle årene derefter har jeg været taknemmelig for, at alle mine kræfter er blevet anvendt i Rigets tjeneste.

Jeg ved, at det i disse tider i mange lande er nødvendigt at have et deltidsarbejde, samtidig med at man er almindelig pioner, for at sørge for det fornødne; men lige fra begyndelsen var jeg taknemmelig for, at jeg var i stand til at klare mig uden det. Ikke sådan, at jeg havde nogen kapital selv eller fik nogen hjælp udefra. Det gjorde jeg ikke. Jeg tror, at jeg havde omkring seks pund (ca. 120 kr.); det var alt, hvad jeg ejede, da jeg gik ind i pionertjenesten i en alder af 18 år, og jeg modtog ingen økonomisk hjælp hjemmefra. Nogle mener måske, at det var dumdristigt. Det var det måske også; men jeg stolede på Jehova, og selv om jeg lærte til tider at nøjes med lidt, manglede jeg dog aldrig det nødvendige. Når jeg nu ser tilbage på den tid, er jeg glad for, at det var sådan, for mange synes at være gået glip af pionertjenestens glæder, fordi der var så mange ting, visse materielle ejendele eller en bestemt sum penge, de ville have, før de kunne tage skridtet og blive pioner — og det ser ud, som om de aldrig har fået taget dette skridt. Så jeg tog aldrig et deltidsarbejde. Men senere, i 1942, blev jeg udnævnt til specialpioner i Storbritannien som et led i udvidelsen af forkyndelsen til isoleret distrikt, og Selskabets økonomiske hjælp blev modtaget med taknemmelighed.

Mens jeg konsekvent forfulgte mit mål i livet, havde jeg en eneste afbrydelse i de forløbne femten års pionertjeneste, og den var ufrivillig. Det var i krigsårene, da jeg ønskede at fortsætte min tjeneste, mens andre mente noget andet og satte mig i fængsel. Jeg regner det virkelig for en lykke at have delt denne erfaring med andre brødre og søstre, som nægtede at give afkald på deres absolutte hengivenhed for Jehova. Det viste sig at være en i høj grad styrkende erfaring, selv om det var en prøve. Med så megen tid til min rådighed (de første sytten uger var jeg indespærret for mig selv de nitten timer af døgnet, og selv ikke under de fem timers fællesarbejde havde jeg lov til at tale med nogen) fik jeg tid til eftertanke. Al den tvivl, jeg før havde haft med hensyn til sandheden, kom nu tilbage: Spildte jeg mit liv på et drømmebillede? Lod jeg mig blot føre med af en ungdommelig, følelsesbetonet oplevelse? Hvorfor måtte jeg egentlig gennemgå alt dette? Så kom jeg også til at tænke på det, Paulus skrev: „Jer selv skal I ransage, om I er i troen; jer selv skal I prøve!“ Og til trods for mine mangler var det den største opmuntring at opdage, at jeg i mit hjerte virkelig elskede sandheden og ønskede at behage Jehova. Nu var jeg ikke i tvivl om, at det var sandheden, og selv om jeg måske ville falde, ville sandheden bestå, så jeg besluttede at holde fast ved sandheden med Jehovas hjælp.

Hvad der dengang hjalp mig var, at jeg forud for disse erfaringer i fængslet havde haft en vidunderlig tid i specialpionertjenesten. Der er særlig et distrikt i isoleret område, jeg stadig husker. Jeg havde en god partner, som siden har været på Gilead sammen med sin kone og nu er i Sydafrika. Den kristne kærlighed og kammeratskabet imellem os var en vidunderlig velsignelse for os begge og gjorde arbejdet til en langt større glæde. Få uger efter vor ankomst til det isolerede distrikt havde vi tyve bibelstudier i gang i den ene by, og inden året var omme, var det muligt at organisere en ny menighed. At se Guds ords „frugtbare sæd“ spire og formere sig på så kort tid var en lykkelig oplevelse. Sammen med de glædelige erfaringer var der naturligvis også hårdt arbejde, som for eksempel nogle dage at skulle cykle 100 kilometer for at besøge studierne i de spredte gårde i bjerglandet. Men denne forsmag på virkeligt pionerarbejde fremkaldte ønsket om en dag at udføre missionærtjeneste, om Jehova ville. Jeg mindes ganske levende, hvordan vi cyklede hjem omkring midnat efter ti eller tolv timers tjeneste. Og mens vi cyklede, talte vi om dagens oplevelser eller faldt i forundring over universets vidundere, når månen og stjernerne lyste i den friske, klare luft i Nordskotland.

Lige fra jeg første gang hørte om Gilead, ønskede jeg at komme der. Jeg antager, der var en anelse eventyrlyst med i spillet. Men jeg følte også, at det var det eneste logiske skridt, man kunne tage — at melde sig til Gilead, når lejlighed bød sig. Jeg følte, at hvis jeg unddrog mig, ville jeg lægge en begrænsning på organisationens brug af mig. Hvis jeg meldte mig og ikke blev indbudt, var det noget andet. Men det er afgjort bedst at lade Jehova lede os i vor tjeneste, og eftersom jeg havde indviet mit liv til at gøre Jehovas vilje, kunne jeg ikke finde på nogen gyldig grund til, at jeg skulle ophøre med at forfølge mit mål i livet.

Næst efter min indvielse og heltidstjenesten var Gilead det mest betydningsfulde skridt, jeg tog i mit liv. Der er blevet sagt så meget om uddannelsen på Gilead, at jeg kun kan tilføje lidt. Men jeg tror ikke, det var de mange nye ting, vi lærte, der gjorde mest indtryk på mig (skønt jeg lærte meget nyt), men snarere det, at Gilead var som at tage sandheden og anvende den på ny, samle de mange ting, vi havde lært (og som for det meste var blevet uklare ved ikke at blive brugt), og få dem til at passe ind i et strålende, klart billede og således give vor forståelse og værdsættelse af sandheden en dybde, der overgår alt, hvad man før har oplevet.

Efter Gilead blev jeg sendt til Nord-Rhodesia, og her har jeg nu været i næsten otte år. Og hvilke begivenhedsrige år! Lige efter min ankomst arbejdede jeg en kort tid som specialpioner og oplevede nogle meget lykkelige måneder, hvor jeg så mange europæere her tage imod sandheden. Det var en forret at være med til at oprette nye menigheder. I begyndelsen følte jeg imidlertid, at klimaet måske ville forhindre mig i at fortsætte i dette distrikt. For de fleste er det et beroligende klima, men for mig var det i høj grad enerverende. Jeg begyndte at få anfald af hedeslag. Da jeg engang talte ved et stævne, besvimede jeg midt under foredraget. Selv om jeg følte mig fristet til at bede om at blive flyttet til et andet distrikt, er jeg dog nu glad for, at jeg ikke gjorde alvor af det. Det har vist sig ikke at være så slemt, som jeg troede. Endnu engang har det været de åndelige velsignelser i distriktet, som har opmuntret mig til at fortsætte. Hvis ikke jeg havde haft dem og Jehovas hjælp ved hans ånd og organisation, var jeg måske rejst, for kødet er skrøbeligt — mit er det i hvert fald, ved jeg. Men blot det at være med til et af de afrikanske brødres stævner her, at lytte til sangen, at få den forret at tale til dem og se, hvor ivrigt og intenst de følger hver vejledning og instruktion, efterhånden som programmet skrider fremad, gør det alt sammen umagen værd.

Efter at jeg havde været her i seks år, blev jeg gift med en klassekammerat fra Gilead. Vi arbejdede begge på afdelingskontoret. Nu fulgte de lykkeligste måneder i mit liv, i hvilke jeg delte kammeratskabets velsignelser med en yndig pige, der var helt indviet til Jehova, og som var en ideel medhjælp. Vi havde begge ventet i lang tid på at indgå denne lykkelige forbindelse, og vi var begge besluttede på ved Jehovas hjælp at bruge denne yderligere velsignelse til hans pris. Men kun fem måneder efter, at vi var blevet gift, blev min kone dræbt ved en bilulykke. Det skete for cirka et år siden, så begivenheden lever frisk i min erindring. Jeg var selv med, da ulykken skete, men slap fra den uden alvorlige kvæstelser. Jeg var i stand til at genoptage arbejdet på kontoret i løbet af en dag eller to, men i lang tid var jeg bedøvet af tragedien. Da var det, jeg lærte at forstå, hvilken vidunderlig velsignelse sandheden er, og navnlig heltidstjenestens privilegium. Der er ingen tvivl om, at sand åndelig helbredelse kommer fra Jehova, og jo nærmere vi holder os til ham og hans organisation, jo mere aktivt vi deltager i den nye verdens samfunds virksomhed, des mere effektiv er helbredelsen.

Nu har jeg været her i Nord-Rhodesia i syv og et halvt år, og jeg har haft mange forskelligartede erfaringer, som alle har styrket mit håb og min tillid til Jehova. Jeg ved, at det ikke har været i egen kraft, jeg har holdt ud i heltidstjenesten. Der er den fristelse (og jeg falder somme tider for den), at man kan stole for meget på sig selv i stedet for helt og holdent på Jehova. På den anden side er der faren for at blive modfalden og føle sig ude af stand til at tage en opgave op — atter mangel på tillid til Jehova. Jeg har derfor i alle disse år været særlig taknemmelig for den stadige vejledning fra den „tro og kloge træl“, som hjælper os med altid at se hen til Jehova, at give det bedste, vi formår, og lade ham om resultaterne; for han er den, der kan bevare os i sin tjeneste. I taknemmelig glæde over den forret, jeg har som afdelingstjener, er det mit ønske at fortsætte i heltidstjenesten lige til Harmagedon og naturligvis bagefter i den nye verden ved Jehovas ufortjente godhed, og at gøre dette på en hvilken som helst plads, Jehovas organisation måtte ønske at sætte mig. Jeg håber, jeg vil have det nødvendige helbred og den nødvendige styrke til at gøre det, og fremfor alt, at jeg må bevare den rette hjerte- og sindstilstand, idet jeg følger med, hvorhen Jehova end leder sit folk gennem sin regerende konge, Kristus Jesus. Jeg er glad for, at jeg begyndte pionergerningen og forfulgte mit mål i livet. Jehova har i sandhed føjet sin velsignelse til.