Hvorledes jeg forfulgte mit livsmål

FORTALT AF ROSA MAY DREYER

LIDET anede jeg, hvad fremtiden ville bringe, da jeg som ny elev på high-school fortalte min lærer, at jeg ville være baptistmissionær i Kina. Da jeg var færdig med skolen, havde jeg fået tilstrækkelig kundskab om sandheden til, at den idé var slået af hovedet. I min rådvildhed valgte jeg lærergerningen, men for hvert år, der gik, faldt det mig vanskeligere og vanskeligere at virke og undervise i overensstemmelse med de krav, der stilledes af skolemyndighederne.

Da jeg i foråret 1936 i bladet The Golden Age havde læst artiklen „Serving God or Mammon“ [„Tjener du Gud eller Mammon?“], en artikel, der afslørede de mange løgne, lærebøgerne indeholder, besluttede jeg, at jeg ville forfølge mit livsmål: Jeg ville være pioner. Men jeg havde et problem at tumle med, nemlig om jeg kunne forsvare at holde op med økonomisk at støtte min moder, der var enke, og mine seks yngre søskende. Jeg traf min beslutning. Eftersom nogle af dem selv var i stand til at påtage sig den økonomiske byrde, hvorfor så ikke lade dem gøre det?

Jeg påbegyndte min pionerkarriere den 1. september 1936 sammen med en anden ung pige fra vor menighed i St. Joseph, Missouri. Men to uger efter var hun gift! I Muskogee, Oklahoma, det første distrikt, jeg officielt fik overdraget, fandt jeg en ny makker, og vi arbejdede sammen med et ægtepar, der havde en bil.

I oktober tog vi til stævnet i Newark, New Jersey. Rejsen og alt, hvad jeg i øvrigt oplevede, var meget spændende. Det var vanskelige tider i Newark. Vi arbejdede i et spansk område, hvor det gik hedt til, men vi morede os med at lege kispus med politiet, samtidig med at vi aflagde vidnesbyrd og afsatte en mængde bøger og brochurer. Efter stævnet tog vi til trykkeriet i Brooklyn, hvor vi fik installeret højttaleranlæg i bilen. Da det var ordnet, blev vi inviteret til middag på betelhjemmet. For en ny pioner synes selv den mindste begivenhed stor, så det var meget spændende for os at tale med broder Rutherford, som opmuntrede os til at fortsætte i vor tjeneste. Efter at have set lidt på New York tog vi syd på til Fort Smith, Arkansas. Vi sang hele vejen.

I de følgende syv måneder arbejdede vi kun i forretningskvartererne i forskellige byer i sydstaterne, blandt andet i Hot Springs, Arkansas, Natchez og Vicksburg, Mississippi, samt Lafayette og Lake Charles, Louisiana. Jeg kunne skrive side op og side ned om alt det, vi oplevede i disse syv korte måneder: hvorledes vi kom ind på alle fabrikkerne og aflagde vidnesbyrd for de ansatte, men naturligvis undertiden blev smidt ud; hvorledes det franske politi i Lafayette hver dag var på sporet af os og med kranvogn trak af sted med vor højttalerbil; hvor lykkelige vi var over at spise sammen med nogle venner i deres husbåd på Mississippifloden; hvor glade vi var for at aflægge vidnesbyrd for beboerne i de fornemme gamle huse i Natchez’ omegn, hvor for eksempel general Lee og general Grant havde boet, og hvorledes vi om aftenen brugte højttalerbilen, når vi opfordrede folk til at tage standpunkt på Jehovas side. (Det skete ved hjælp af dejlig musik og foredrag, der varede en time.) Disse daglige pioneroplevelser stod i en sådan kontrast til det, jeg havde oplevet som lærerinde, at jeg gik rundt og trallede som „en fugl, der er undsluppet sit bur“.

Måske kunne du tænke dig at spørge, om jeg ikke havde nogen økonomiske vanskeligheder til at begynde med. Nej, det havde jeg ikke, og jeg har heller aldrig haft nogen i de atten år, jeg har været i pionertjenesten. Sammen med mit første pionerdistrikt fik jeg et meget værdifuldt brev fra Selskabet. Det lød akkurat, som når kære gamle broder Sullivan taler til de nye pionerer. Det citerede Mattæus 6:25-34 og gik ud på følgende: „Din himmelske Fader føder himmelens fugle og klæder markens græs. Vil han ikke gøre det samme, ja mere endnu, for dig? Han har sagt, at han vil, og han opfordrer dig til at stille ham på prøve.“ Jeg har prøvet Jehova, og han har holdt ord.

Men lad mig nu vende tilbage til dengang, de første ni måneder som pioner var gået. Min makker og ægteparret trådte ud af pionertjenesten og vendte tilbage til deres respektive hjem. Da jeg nu atter stod uden makker, rejste også jeg hjem i tre måneder for efter invitation fra min broder at gennemarbejde en del af den lokale menigheds landdistrikt. Han holdt mig med både bil og benzin.

I september 1937 tog jeg til stævnet i Columbus, Ohio. Alt, hvad jeg ejede, havde jeg pakket i to kufferter, idet jeg håbede at finde en ny makker. Og jeg fandt én. Det var Shirley Hendrickson, et venligt, redeligt og prægtigt menneske, som i sytten år har været mig en værdifuld hjælp i min pionergerning.

Shirley og jeg begyndte sammen i pionerlejren i Cincinnati, Ohio. Jeg var en af de 200, som ved stævnet i Columbus var blevet udset til specialpionertjenesten, så da vi nåede begyndelsen af november, tog vi fat i vort nye distrikt i Waterbury, Connecticut.

I Waterbury traf jeg en ung sømand, som var i færd med at uddanne sig til sømandspræst. I over en time holdt han mig fangen med en regn af spørgsmål. Men da han, efter hvad han senere fortalte, kun havde fem cents — foruden hvad han skulle bruge til en pakke cigaretter — ville han kun have en brochure. Da han imidlertid syntes interesseret i organisationens arbejde, tog jeg atter hen til ham den følgende formiddag og forærede ham et eksemplar af Yearbook, samtidig med at jeg gav ham adressen på rigssalen. Den følgende weekend var jeg bortrejst fra byen, men erfarede senere, at han havde overværet vagttaarnsstudiet. Torsdagen efter var han til tjenestemødet, hvor en artikel i Budbringer om tobaksrygning blev behandlet. Fra da af var han færdig med at smide penge ud til cigaretter. De følgende to uger ledsagede han mig ud i tjenesten og besluttede så, at han ville være pioner. Da han imidlertid var klar over, at han ikke havde megen kundskab, satte han to uger til side til studium. To måneder efter, at jeg havde besøgt ham første gang, blev han pioner. Om han holdt ud? Ja! Jeg så ham og hans familie på Yankee Stadium.

Lykkelige traskede vi af sted over New Englands sne og is med en bogtaske, en ekstra bogpakke og en frokostpakke i den ene hånd og en grammofon i den anden. Denne bagage blev undertiden brugt som værn imod arrige hunde, men den hindrede os også i at falde omkuld på isen. Fra Waterbury tog vi til Torrington, Connecticut. Derfra mindes vi med glæde, hvorledes vi havde den forret at hjælpe en ung broder og søster i gang med tjenesten. De er nu missionærer i Italien.

Fra Connecticut tog vi til Massachusetts; først til Pittsfield og dernæst til Leominster, hvor vi arbejdede i en gruppe på fem specialpionerer. I dette fransk-katolske distrikt afsatte vi kun lidt, men en broder og søster åbnede såvel deres hjem som deres fryseskab for os alle fem uden at forlange noget for det.

Vort næste distrikt var Fitchburg og dernæst Boston. Da jeg satte mig i forbindelse med den derværende menighedstjener, overbragte han mig et brev fra Selskabets juridiske afdeling, som anmodede mig om at undervise i Sudbury’s Kingdom School, en skole for Jehovas vidners børn. Denne by lå godt og vel tredive kilometer fra Boston. Dette brev gjorde ikke alene mig, men også Shirley bedrøvet. Da jeg imidlertid fortsat ville forfølge mit livsmål, tog jeg opgaven op, som var den overdraget mig af Jehova gennem hans organisation. Skønt ikke alt, hvad der skete i løbet af de to semestre, var lige rosenrødt, kom jeg dog ikke ud af øvelse, hvad tjenesten angik. Jeg havde rådighed over en stor, gammel Packard, og i den tog jeg en ti-tolv børn med mig ud i tjenesten lørdag og søndag foruden to eftermiddage hver uge.

I maj 1940 forlod jeg Sudbury for at genoptage min pionergerning, men først den følgende december traf jeg atter sammen med Shirley, denne gang i San Antonio, Texas. De forhold, hvorunder vi boede, bevirkede, at det år, vi tilbragte der, var det hårdeste, vi har oplevet som pionerer. Men eftersom det var på broder Rutherfords opfordring, vi var taget dertil, holdt vi ud. Når tiden er inde, har Jehova altid en eller anden måde, hvorpå han kan bringe sine tjenere ud af en vanskelig situation. Han udfriede os ved at tildele os en tjeneste som specialpionerer, først i Alice, Texas, derpå i Aransas Pass, hvor vi var, da der kom forespørgsel til os angående Gilead.

Gilead! Noget ganske nyt for os! Få uger senere fandt vi os selv flyttet fra det solrige Texas til Gileads snedækkede marker. Det var nu den første søndag i februar 1943. Den følgende dag indtog vi „forsøgskaniner“ i skolens første klasse vore pladser for at tage fat — i hvert fald måtte jeg tage fat. Men jeg var så lykkelig over at være der. Alt det glædelige, jeg oplevede på Gilead, står for mig som en dejlig drøm om den nye verden og om det, som hører den til.

De fem korte måneder fik hurtigt ende, og Shirley, jeg og to andre tilbragte derpå to år som pionerer i grænsebyerne i Texas, mens vi ventede på tilladelse til at rejse ud til vort udenlandske distrikt, Mexico. Der i Eagle Pass traf jeg en dag et virkeligt får, der stod og gned løs på et vaskebrædt. Da hun havde læst lidt og fået lidt hjælp ved et bibelstudium, tog hun imod sandheden, og hun blev en vidunderlig forkynder. Snart tilhørte også hele hendes familie den nye verdens samfund.

Den 21. maj 1945 rejste vi til Mexico som lærere. Oprindelig var vi enogtyve, der fik denne opgave betroet; af disse er de elleve endnu tilbage. Jeg føler mig overbevist om, at vi elleve alle som én siger: „Lige meget hvad jeg kunne vælge, ville jeg ikke andre steder hen!“ Ni års pionertjeneste i den samme by (Mexico City) har givet mig en glæde, jeg ikke før har oplevet: at se 175 forkyndere vokse i antal til over 1300, mens en menighed med tiden er blevet til 20. Det har også været en særlig tilfredsstillelse og glæde at bringe Rigets budskab ud til mennesker, der aldrig før har haft en bibel i hånden, og være vidne til, at de har taget deres helgenbilleder og -figurer ned og tilintetgjort dem.

Jeg har hele tiden kunnet afsætte megen litteratur, og det er faldet mig let at påbegynde nye bibelstudier; der påbegyndes til stadighed nye studier, mens andre glider ud. I almindelighed er kvinderne her i landet mændenes slaver, så selv om de går ind for sandheden, er mange af dem afskåret fra at komme til møderne og fra at gå ud i tjenesten.

Når vi har stævne her i byen, har jeg det på samme måde som en lykkelig moder til mange børn, når hele familien er samlet. Jeg får knus og kys fra alle sider af de mange, jeg har studeret med i de forløbne ni år, og som nu selv er forkyndere i de tyve menigheder. Når jeg så tilmed træffer forkyndere, som jeg har bragt sandheden, og ser dem sammen med deres nyinteresserede, kan jeg ikke lade være med at føle mig som en stolt bedstemoder.

Jeg har sandelig erfaret opfyldelsen af de ord, Jesus udtalte: „Der er ingen, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min og for evangeliets skyld, uden at han skal få det hundredfold igen, nu her i tiden.“ (Mark. 10:29, 30) Skønt jeg ikke ved, hvad dagen i morgen vil bringe, håber jeg, at jeg fortsat kan forfølge mit livsmål her i mit distrikt i det fremmede, indtil „husene [er] uden et menneske“.