„Oprindelig intet skel mellem præster og lægfolk“

HVERT år har mange protestantiske kirker i de Forenede Stater, hvad de kalder „lægmændenes søndag“, på hvilken en lægmand deler prædikestolen med præsten. Dr. Sockman, en af Amerikas mest kendte protestantiske præster, omtalte dette skel mellem præst og læg på en sådan søndag, og han påpegede, at „oprindelig var der intet skel mellem præst og læg“. Dr. Sockman har tidligere gjort opmærksom på, at lægmændenes virke var tiltrængt som et supplement til den „klerikale forkyndelses dalende effektivitet“. Han har tilskyndet lægmænd til at tage del i arbejdet ved at forkynde for deres venner, for „der er noget nedbrydende ved at høre noget uden at gøre noget“, og at følelserne bevæges, „uden at vi handler“, har en tendens til at gøre sådanne følelser „slatne“. Det er altsammen meget rigtigt, dr. Sockman, men så længe skellet mellem gejstlighed og lægfolk eksisterer, og lægfolket betaler præsten for at prædike trods hans manglende effektivitet, vil der kun blive prædiket lidt af lægfolket. Eftersom der oprindelig ikke var noget skel mellem præster og lægfolk, hvorfor så ikke lade det falde og vende tilbage til den apostolske sædvane, at alle prædiker, og det uden vederlag?

„Afskaf lægfolket“?

At det er muligt for en fagforeningsleder at give præsterne et godt råd, fremgår af følgende: Albert Whitehouse, en af lederne inden for United Steelworkers of America (CIO), talte som gæst på de amerikanske baptisters konvent i Atlantic City, New Jersey. Da han gav udtryk for sin bekymring over, at så mange af dem, der tilhører en kirke, ikke holder sig til den, foreslog han følgende: „Måske skulle vi afskaffe lægfolket og alle blive forkyndere af vor tro. Vi skulle rykke ud af kirken og ind blandt befolkningen.“ Kan det tænkes, at Mr. Whitehouse har opdaget, at det netop er, hvad Jehovas vidner har gjort i mange år, og at det for en del er grunden til deres bemærkelsesværdige fremgang?