Hvad siger Bibelen?
Er adskillelsen mellem præsteskab og lægfolk bibelsk korrekt?
ADSKILLELSEN mellem præsteskab og lægfolk har eksisteret i kristenhedens forskellige trossamfund i mange århundreder. Kun få tænker på om det er bibelsk korrekt at der er et betalt præsteskab som står over resten af de troende. Er denne opdeling i harmoni med Bibelen?
I det første århundredes kristne menighed var adskillelsen mellem præsteskab og lægfolk ukendt. Den opstod først senere. Encyclopædia Britannica siger: „I den kristne menigheds andet århundrede opstod der en adskillelse mellem præsteskab og lægfolk (græsk: laos, ’folk’). Denne adskillelse tog form og vandt anerkendelse som følge af de privilegier og den immunitet gejstligheden blev tilstået af Konstantin den Første [i det fjerde århundrede].“
Har indførelsen af et „professionelt“ præsteskab været til kirkemedlemmernes bedste? Det jesuitiske månedsblad Etudes siger at denne ordning „fastholder ’de troende’ i en tilstand af uvidenhed og uden ansvar“. Dette er ikke nogen overdrivelse. De der betragtes som lægfolk tager sjældent initiativ til at undersøge hvad Bibelen siger og til at vokse i åndelig forståelse. De overlader ganske enkelt dette til deres præst, på samme måde som de betror deres helbredsproblemer til deres læge.
Sådan var ordningen imidlertid ikke på Jesu Kristi apostles tid. Alle mænd inden for menigheden blev opmuntret til at gøre åndelige fremskridt og til at arbejde på at blive egnede til at undervise i Guds ord. Ifølge den autoriserede oversættelse af 1948 skrev Paulus til Timoteus: „Hvis nogen attrår et tilsynsembede, da er det en skøn gerning, han har lyst til.“ Rosenørn-Lehns katolske oversættelse siger: „Hvis nogen ønsker sig Bispeembedet, saa ønsker han et herligt Hverv.“ — 1 Tim. 3:1.
Tilsynsembedet eller bispeembedet var ikke uden for de kristne mænds rækkevidde. Det var imidlertid ikke hvad man almindeligvis forstår ved et bispeembede i dag. Ikke blot en enkelt mand, men et helt råd af mænd, besad et tilsynsembede. De der blev udnævnt til denne tjeneste blev kaldt „tilsynsmænd“ eller „ældste“. Jerusalem-Bibelen indrømmer at det var et råd af mænd der præsiderede over hver menighed, idet en fodnote til Titus 1:5 siger: „De første kristne menigheder . . . [blev] ledet af et ældsteråd. Det bestod, som ordet siger, af gamle eller ansete mænd (’presbyteroi’).“ — Citeret fra Bibelkommentar, udgivet af Ansgarstiftelsen i 1968.
At kvalificere sig som ældste eller tilsynsmand var ikke et spørgsmål om at klatre op ad en hierarkisk stige, begyndende med det laveste trin. Den katolske teolog Legrand skriver: „Den ordinerede tjeneste er ikke et cursus honorum [kapløb om ære], som at klatre op ad en hierarkisk stige. Ordet hierarki findes i virkeligheden ikke i Bibelen. Det blev første gang anvendt i det sjette århundrede, da Pseudo-Dionysius brugte det, om end i en helt anden betydning end det fik i middelalderen, hvor det blev begrænset til at omfatte ordinerede tjenere. For Dionysius omfattede [hierarkiet] derimod lægfolket og endog katekumener [elever].“
At tilsyns- eller ældstehvervet ikke er begrænset til et bestemt antal eller afhængigt af en præsteuddannelse, tilskynder alle kristne mænd til at stræbe efter at stå mål med de kristne kvalifikationer der er angivet i Bibelen. Det tilskynder dem til at vokse i kundskab og til at hjælpe deres medtroende. Adskillelsen mellem præsteskab og lægfolk bevirker at folk ikke får særlig godt kendskab til Bibelen og ikke lærer at skuldre et kristent ansvar. I modsætning hertil bevirker den bibelske ordning at kristne mænd virkelig arbejder på at vokse i kundskab og på at betjene deres medtroende. Dette har Jehovas vidner erfaret, idet de i deres menighedsordning oprigtigt søger at følge den bibelske vejledning.
De der tjente som ældste i det første århundredes menighed fik desuden direkte befaling til ikke at ophøje sig over menighedens medlemmer. Intet menneske skulle anses for at være menighedens hoved eller officielle leder. Intet menneske skulle have ophøjede titler. Jesus Kristus sagde: „Men I, I skal ikke lade jer kalde rabbi, for én er jeres lærer, og I er alle brødre. Desuden skal I ikke kalde nogen på jorden jeres fader, for én er jeres Fader, den himmelske. I skal heller ikke lade jer kalde ’førere’, for én er jeres Fører, Messias. Men den største iblandt jer skal være jeres tjener.“ — Matt. 23:8-11.
Den kristne menighed skulle være som en familie under ledelse af Jesus Kristus. Ældste skulle behandle medlemmer af menigheden i overensstemmelse hermed og ydmygt betjene dem. Apostelen Paulus skrev til Timoteus: „En ældre mand må du ikke kritisere strengt. Appellér derimod indtrængende til ham som til en fader, til yngre mænd som til brødre, til ældre kvinder som til mødre, til yngre kvinder som til søstre i al renhed.“ — 1 Tim. 5:1, 2.
Hele ånden i Bibelens vejledning til ældste er imod en adskillelse mellem præsteskab og lægfolk. Der lægges altid vægt på uselvisk tjeneste og på at undgå noget der kunne antyde at de ældste ophøjede sig over deres medtroende. Apostelen Peter formanede sine medældste: „Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt, ikke tvungent men villigt; heller ikke af kærlighed til uærlig vinding, men af iver; heller ikke som nogle der spiller herrer over dem der udgør Guds arv, men ved at være eksempler for hjorden.“ — 1 Pet. 5:2, 3.
Kristne ældste skulle ikke udøve herredømme eller spille herrer over „Guds hjord“. De var forpligtede til at hjælpe alle i denne „hjord“ til at holde fast ved den tro de allerede havde og til at holde den ren; derved arbejdede de på alle kristnes glæde. Det understregede apostelen Paulus også da han skrev til menigheden i Korint: „Det er for at skåne jer at jeg endnu ikke er kommet til Korint. Ikke at vi er herrer over jeres tro, men vi er medarbejdere på jeres glæde.“ — 2 Kor. 1:23, 24.
Adskillelsen mellem præsteskab og lægfolk er i sandhed ikke baseret på Bibelen. Den har i virkeligheden hæmmet den kristne vækst ved at modvirke åndeligt initiativ hos lægfolket. Sådanne adskillelser i kristenhedens forskellige trossamfund er en opfyldelse af de profetier der pegede frem til at nogle ville vende sig bort fra den sande tro og praksis. For eksempel sagde apostelen Paulus til rådet af ældste og tilsynsmænd i menigheden i Efesus: „Fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ (Apg. 20:30) Er dette ikke noget man bør tage op til alvorlig overvejelse hvis man bekender sig til et religionssamfund der adskiller præsteskab og lægfolk?