Forkyndelse pr. brev
DET påhviler ethvert indviet kristent vidne for Jehova at forkynde den gode nyhed om Riget. Den bedste og mest virkningsfulde måde at gøre dette på er naturligvis ved at gå fra hus til hus. Nogle er imidlertid på grund af sygdom, alderdom eller invaliditet ude af stand til at deltage i arbejdet fra hus til hus, men mange af disse mennesker udnytter de muligheder, de har, ved at skrive breve om den gode nyhed om Guds rige.
Således skriver en: „På grund af et slagtilfælde for tre år siden kan jeg ikke længere gå fra hus til hus, og derfor vidner jeg ved at skrive breve. For nylig skrev jeg et sådant brev til en dame, som pludselig havde mistet sin mand. Denne dame kom så og besøgte mig og fortalte, hvor meget mit brev havde hjulpet hende. Jeg aflagde et yderligere vidnesbyrd for hende og traf aftale om et privat bibelstudium den følgende uge. Studiet går godt fremad, og hun vidner nu for enhver, hun møder.“
En anden skriver: „Jeg har nu været lænket til min seng i over et år. Jeg kan slet ikke sidde op, men alligevel skriver jeg breve og sender en mængde litteratur. Mens jeg på fire år kun har tegnet fire abonnementer på Vagttaarnet, afsendt en bibel og flere indbundne bøger, har jeg spredt hundreder af blade og brochurer.“
Denne søster anvender 65 til 85 timer om måneden til at skrive breve. Hun har ligget på sanatorium i seks og et halvt år, men fik først sandheden for fire år siden. Sidste gang hun fik lov at forlade sanatoriet, det var for tre år siden, kunne hun lade sig døbe.
En anden svagelig søster, som er 72 år gammel, anvender cirka 100 timer om måneden til at skrive breve, hvori hun vedlægger brochurer. Menigheden rapporterer, at hendes breve har banet vej for, at mangt et grundigt vidnesbyrd har kunnet aflægges af forkynderne i hus-til-hus-arbejdet. Fra en dame modtog hun følgende venlige og opmuntrende brev:
„Kære . . .! Jeg vil gerne sige Dem tak for Deres venlige brev, som jeg modtog i går. Først må jeg fortælle Dem, at jeg er katolik og holder meget af min religion. Jeg ved ikke, hvordan De har fået min adresse, men Deres brev gjorde stærkt indtryk på mig og interesserede mig meget. Jeg synes, det er vidunderligt at kunne være så oprigtigt interesseret i et andet menneskes religion. De fleste mennesker ville ikke tage sig tid til som De at sætte sig og skrive og fortælle andre om vor underfulde og kærlige Herre. Jeg er sikker på, at Gud sætter pris på Deres arbejde. Jeg har en god veninde, som hører til Jehovas vidner, eller samme religion som Deres; hun er et vidunderligt menneske ligesom De og gør et stort arbejde på missionsmarken. Endnu en gang tak for Deres brev, og måtte Gud velsigne Dem.“
På et af Selskabets betelhjem er der en broder, der er henved 80 år gammel og ude af stand til at gå op ad trapper på grund af hjertevanskeligheder. Han sender trøstende breve sammen med litteratur til mennesker, der for nylig har mistet deres kære. Adresserne finder han i avisernes dødsannoncer. Mod en lille betaling får han også fra et bureau en liste med navne og adresser på mennesker, der bekender sig til kristendommen, og som gerne vil korrespondere med andre kristne. Han sender et kort brev, hvormed han præsenterer sig selv, vedlægger traktater, brochurer eller et blad og beder om at få at vide, hvad de synes om litteraturen. Han har modtaget mange, interessante svar fra forskellige steder i verden.
Vi må heller ikke overse dem, som på grund af invaliditet ikke engang kan skrive breve, men som så vidner ved at benytte telefonen eller supplerer deres brevskrivning med telefonopringninger. En søster, som i mange, mange år havde været lænket til sengen, gjorde god brug af telefonen, som var placeret ved hendes seng, lige indtil hun heller ikke kunne vidne på denne måde længere, da alle hendes lemmer blev stive af leddegigt.