Er optimismen død?

HVAD er der sket med optimismen? Er den afgået ved døden i denne moderne verden, der afmærker overgangen fra en tid til en anden med krige? Før den første verdenskrig nåede optimismen hidtil ukendte højder. Man forudså en herlig tid. Som den fremragende engelske statsmand William Ewart Gladstone sagde: „Verden bliver bedre fra århundrede til århundrede. Lad pessimismen forsvinde fra vore sind, og lad fra nu af og altid optimismen kaste sin glans over vore følelser og hele vort liv.“

Dette „fra nu af og altid“ varede ikke længe, for hvor er optimismen henne i denne efterkrigsverden? For de fleste mennesker er den død. Er den død for Dem?

Optimismen er død, siger John McGill Krumm, der er præst ved Columbia universitet. I en tale til de ældre studenter erklærede præsten, at det alvorligste dødsfald i dette tyvende århundrede i hans øjne var „optimismens død“. Optimismens traditionelle syn på tingene, nemlig at „tilstandene nok skal blive bedre“, er borte, sagde præsten. „Vi er i stand til at gøre jorden ubeboelig. Det eneste, der står imellem os og denne skæbne, er den rørende lille smule visdom, tålmodighed og good will, som menneskeheden og dens ledere har formået at mobilisere.“ Enhver, som har betragtet livet i dag på baggrund af historiens gang, kan næppe være optimist, forklarede, han. Situationen i dag, sagde han, er „noget ganske enestående i historien“, og optimismen er død „uden noget som helst håb om en opstandelse“. — New York Times, 30. maj 1955.

Det er ikke alene præsterne, som har anbragt optimismens navn imellem dødsannoncerne. Skønt politikere, videnskabsmænd og historikere tror på, at tilstandene uvægerlig vil ændre sig, indrømmer de dog i stigende antal, at de ikke kan se andet end en mørk fremtid. Adlai Stevenson sagde efter Eisenhowers valgsejr sidste år: „Lad os støtte regeringen på alle måder i de vanskelige tider, der ligger foran os.“ Vi ser, at optimismen ved sin død ikke har efterladt et tomrum i menneskehedens hus; pessimismen er flyttet ind med al sin triste bagage, deriblandt en kasse med populære bøger om en mørk fremtid.

Selv i romaner findes denne melankolske, pessimistiske tone. I Philip Wylies roman Tomorrow! i H. G. Wells-stil bliver New York forvandlet til en slagge og Washington afsvedet af brintbomber fra Kreml. Videnskabsprægede bøger er lige så triste og uhyggelige. I sin bog The Next Million Years fremsætter Charles Darwin, der er teoretisk fysiker, en forudsigelse, der rækker langt ud i fremtiden: Menneskeslægtens endelige fremtid, slutter forfatteren, vil blive noget nær dens fortid — beklagelig. Elmer Davis, der studerer historie og politik, har i sin bog Two Minutes till Midnight rettet blikket mod den nærmeste fremtid og siger: „Vi står foran en håbløs kamp, og der er overhovedet ingen garanti for, at vi vil vinde: det er en slutning, som de færreste vil godtage, hvis de på nogen måde kan se en anden udvej.“

Kan Davis se en udvej? New York Times’ boganmelder siger om Davis’ slutninger: „De er kritiske, pessimistiske og ubarmhjertigt realistiske. . . . Hr. Davis har intet særligt råd at give os. Hvad han giver os, er en masse triste meninger baseret på en masse afskrækkende kendsgerninger. . . . Elmer Davis kan ikke finde nogen løsning, og derfor er denne bog så uhyggelig. Lad os håbe, at der er nogle grunde til optimisme, som hr. Davis ikke har fået øje på.“

Er der nogle grunde til optimisme, som disse ulykkesprofeter ikke har set? Ja, der er.

Der er kun ét sandt grundlag for optimisme i dag, og det er bogen, som de fleste mennesker er for travlt optaget til at læse, Guds ord, Bibelen. Deri læser vi, at der i menneskehedens historie vil komme et tidspunkt, da optimismen vil dø, da forholdene vil være, som de aldrig nogen sinde før har været, og hvor selv den snildeste statsmand ikke vil være i stand til at finde en udvej. Ja, Bibelen har forudsagt „endens tid“ eller „de sidste dage“ for Satans verden som den værste tid, verden har set. Vi lever i denne meget omtalte tid nu.

Kristus Jesus pegede frem til vore dage, da han forudsagde et tegn. Dette tegn er sammensat af mange veer, som skulle komme over jorden. Når de indtræffer, og gør det i harmoni med andre bibelske profetier, er de „sidste dage“ over os. Det har de været siden 1914. Jesus sagde, at en af de ting, der ville markere „endens tid“, ville være følgende: „På jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige.“ — Luk. 21:25, 26.

Betyder disse vanskelige tider for verden nu, at optimismen skal dø? Nej, langt fra! Det betyder optimismens fødsel, for Jesus erklærede om disse veer, hvis lige aldrig er set: „Men når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig.“ — Luk. 21:28.

Hvorledes kan det være de værste og samtidig de bedste tider? Det er de værste tider for Satans verden, men de bedste tider for kristne, der er vågne over for den sandhed, at Gud har lovet, at han vil indføre en ny retfærdig verden, og at han vil udslette den nuværende onde ordning i Harmagedon. De mennesker, der lærer alle enkelthederne vedrørende denne sandhed at kende, vil være fulde af forventning om fremtiden. Den vil være inspirerende for dem.

Denne gode nyhed skal gøres kendt. Jesus sagde, at den ville blive det: „Denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, og da skal den absolutte ende komme.“ (Matt. 24:14, NW) Den nye verdens samfund af Jehovas vidner forkynder denne gode nyhed vidt og bredt.

Hvad gør det da, om optimismen er død for verden? Denne verden vil jo alligevel snart gå til grunde i Harmagedon. Men der er ingen grund til, at De skal dø med den. De behøver heller ikke at være uden optimisme. De har grund til at håbe det bedste for fremtiden. Lær den gode nyhed, som dette blad fremholder, at kende. Tag standpunkt for Guds rige. Så kan De være glad i håbet sammen med den nye verdens samfund.