Må ikke forstyrres

PÅ DØREN til et sygeværelse læser man ofte: „Må ikke forstyrres.“ Hos de fleste af de mennesker, der bekender sig som kristne, men som kun er det af navn, står der det samme på døren. Det er på tide, de får det at vide. Det er de færreste af dem, der er klar over det. Det er ellers ikke vanskeligt at konstatere; hvor mange almindelige kirkegængere er der ikke, som nødig vil besværes med at høre den gode nyhed om Guds rige? Når Jehovas vidner banker på døren hos disse „må-ikke-forstyrres“-kristne, siger de ofte: „Plag mig dog ikke med det; jeg kommer i kirken.“ Men hvad sker der nu, når de kommer i kirke?

Herom skrev Simeon Stylites i The Christian Century for den 13. februar 1957: „Undertiden ser det ud, som om vi henter mottoet for vort kirkeliv fra barbersalonen: „Kun en let omgang.“ Og jeg skal love for, at det er en let omgang. Det er, som en komponist engang sagde, at „den, der spiller klaver med en fjerkost i stedet for virkelig at anslå tangenterne og hente musikken frem fra dybden, kan aldrig blive kunstner“. Alt for mange af os bærer sig sådan ad. At være medlem af en kirke burde forstyrre os meget, for det forstyrrer absolut alt omkring os. Men vi får det nærmest til at forme sig, som havde vi meldt os ind i en golfklub, kun med den forskel, at det er billigere.“

„Der mangler et eller andet i min kirke,“ skriver Alex Robertson i samme nummer af The Christian Century: „Det formelig slår skrevet på os: „Må ikke forstyrres.“ Jeg tror, det var E. Stanley Jones, der sagde: „Kristendom, der ikke begynder med den enkelte selv, er slet ikke begyndt. Og kristendom, som ender med den enkelte, er endt.“ Det forekommer mig, at det netop er kernen i sagen.

I vor kirke begynder vi med den enkelte, sådan som vi skal; men vi gør ikke et energisk forsøg på at lede de enkelte kristne frem til et syn på verden, der kan ære Gud og bringe os, som enkeltpersoner betragtet, til den telos, den modenhed, der er Guds børns arv. . . . Sidste sommer kom en ung prædikant fra Princeton og prædikede om at vende op og ned på hele verden. Han undgik omhyggeligt at forklare, hvorfor en sådan proces var ønskelig. . . . Han stillede ikke for sammenligningens skyld hedenskab og kristendom op mod hinanden. Han omtalte ikke med et ord de krige og store omvæltninger, der har rystet verden i vor tid. Han syntes at svæve i fuldkommen uvidenhed om tidernes tegn. Og da den unge prædikant efter en halv times forløb var færdig med at vende op og ned på verden, gik vi alle hjem til flæskestegen og eftermiddagsluren.“

Kristne, som ikke vil forstyrres, sover; hvad der er endnu værre, de er åndeligt syge. Den slags åndeligt syge mennesker, der er slumret ind, burde til deres eget gavn give agt på dette advarende ord: „Jehovas dag kommer nøjagtig som en tyv om natten. Lad os derfor ikke sove videre, som de øvrige gør.“ — 1 Tess. 5:2, 6, NW.