Hvorledes jeg forfulgte mit livsmål

FORTALT AF FRED A. ANDERSON

JEG ER født omkring ved århundredskiftet på en farm i det østlige Washington. Mine forældre gav mig navnet Fred A. Anderson. Fra min barndom var jeg meget betaget af den enestående skønhed og ro der var over bjergene og skovene som omgav den gamle farm.

Da jeg var den yngste af en familie på elleve børn, var jeg ofte overladt til mine egne tanker og ideer. En stor del af min tid tilbragte jeg i skovene og bjergene. Disse gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg ønskede at vide hvem der dog havde skabt alle disse mægtige ting. Når jeg spurgte mine brødre, sagde de: „Åh, det er du for lille til at forstå. Det er jo naturen.“ Naturen, ja! men hvem skabte naturen? plejede jeg at spørge.

Mine forældre var emigranter fra Europa, hårdt arbejdende, retskafne og ærlige folk. Men nybyggerlivets besværligheder levnede dem kun lidt tid til børnenes religionsundervisning. Da de var frisindede, påvirkede de os ikke til at slutte os til nogen speciel kirke.

Da det lille samfund begyndte at vokse, organiserede naboerne en søndagsskole. Skønt jeg var temmelig uregelmæssig til at møde op, var det dog dér jeg udviklede min store interesse for Bibelen. Jeg kom til at kende Bibelen som en åbenbaring fra den store Skaber.

Endelig fik jeg tilfredsstillet min hunger efter kundskab om den som havde skabt naturens vidundere. Det allerførste vers i Bibelen besvarede mit spørgsmål: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ Bevidstheden om dette betød noget for mig. Den markerede en stor forandring i min tilværelse. Jeg påbegyndte et ydmygt studium af Bibelen. Skønt der var mange ting jeg ikke forstod, blev jeg klar over at Jehova var en god, retfærdig og kærlig Gud.

Begge mine forældre døde i min tidlige barndom. Jeg blev et meget alvorligt ungt menneske. De sidste to år af min skoletid begyndte jeg at overvære Jehovas vidners studier og møder sammen med en af mine tanter. Hun havde allerede indviet sit liv til tjenesten for Jehova. Hun hjalp mig at forstå Bibelen, og jeg var lykkelig for sandheden.

Med den første verdenskrig kom min første prøvelse. De forenede Stater udskrev millioner af unge mænd. Hele mit liv havde jeg hadet krig. Skulle jeg nu lade hånt om min samvittighed og gå med, eller skulle jeg forblive trofast mod den og tage konsekvenserne? Jeg besluttede mig til ikke at slå ihjel, selv om det betød at jeg måtte gå i fængsel.

Hvilken lettelse da krigen sluttede seks uger før jeg skulle indkaldes. Jeg var så taknemmelig mod Jehova fordi han havde skånet mig for den ildprøve det ville have været at gå i krig eller fængsel, at jeg dér og da besluttede at indvi mig til ham og tjene ham helhjertet resten af mit liv. Således gjorde jeg helhjertet tjeneste for Jehova til mit livsmål. I foråret 1918 symboliserede jeg min indvielse ved vanddåben. Umiddelbart derefter kastede jeg mig ud i tjenesten og gjorde alt hvad der blev pålagt mig. Dette gav mig stor glæde og mange velsignelser. Jeg følte stor taknemmelighed mod Jehova.

Mit allerførste arbejde bestod i at uddele traktater fra hus til hus. Så gik kaldet ud til alle som frivilligt ville tilbyde abonnementer på Den Gylne Tidsalder (nu Vågn op!). Dette var mig også en stor glæde. De næste otte år var det min forret at deltage i radiotjenesten. Hele landet over udsendte lokale menigheder ugentlige programmer med foredrag, bibelske dramaer, musik o.s.v. Jeg medvirkede ved nogle af disse. Samtidig fortsatte jeg mit studium af sandheden og tog også del i menighedsaktiviteten. Da jeg foretog min indvielse gjorde jeg mig klart at det betød udelt hengivenhed for Jehova. I mine bestræbelser for at forfølge mit livsmål var jeg derfor vågen for Jehovas ledelse og modtog enhver opgave der blev mig tildelt.

I 1920 blev jeg gift med en elskelig søster i den lokale menighed. Kort tid efter kom jeg ud for en ulykke og et længere sygeleje, men ved specialbehandling og forsigtighed har jeg næsten genvundet mit helbred fuldstændigt.

Min hustru og jeg besluttede at drive forretning, men forretningsverdenen gjorde os meget ulykkelige. Da var det at vi blev enige om at vor plads var i heltidstjenesten; vi ville tjene Jehova som pionerer. Min kone blev pioner i 1926 og to år senere, da jeg havde fået afviklet alle vore forretningsforbindelser, sluttede jeg mig til hende i pionerernes rækker. Hvilken glæde og lykke bragte det os ikke! Vi havde endelig fundet vor plads i livet, at bruge al vor tid til at finde Herrens får og give dem føde. Jeg gav nu yderligere bevis på min hengivenhed for Jehova ved helhjertet at forfølge mit livsmål som pioner.

Vor første opgave sammen fik vi i North Dakota. Folk syntes at være meget hungrige! Vi afsatte hundreder af indbundne bøger og brochurer og tegnede mange abonnementer. Om sommeren arbejdede vi nordpå, men om vinteren arbejdede vi i tre provinser i det østlige Texas. Hvilken betagende ny oplevelse det var for os, for ingen af os havde nogen sinde været så langt mod syd. Vi bestilte 27 kasser bøger, brochurer og bibler, som skulle sendes til vort syddistrikt. Vi syntes det var en frygtelig masse litteratur, men på to uger var vort lager tømt. Det lod til at samtlige hjem ønskede bibelhåndbøger af os.

Pionertjenesten er i sandhed et vidunderligt livsmål! Når vi rejste fra nord til syd og igen fra syd til nord, kunne vi træffe mennesker som havde modtaget litteratur ved tidligere besøg. Forestil jer vores glæde når disse ved deres egne bestræbelser var kommet til nøjagtig kundskab om sandheden! Snart var de i gang med at forkynde, og menighederne begyndte at skyde op i de distrikter hvor vi havde arbejdet.

I de år aktiemarkedet brød sammen (1929-1930) var der mange vanskeligheder for pionererne. Det var svært at afsætte litteratur, vi var dårligt nok i stand til at holde vor gamle vogn kørende og i orden. Men vi fortsatte pionergerningen, så drøj den var, og Jehova så til os. Han rørte velvillige menneskers hjerter så de hjalp os med det materielle. Lidt efter lidt red vi stormen af, mens vi forfulgte vort mål i livet — heltidstjenesten for Jehova.

Ét er sikkert, vi manglede aldrig åndelig føde. Vi havde altid Vagttårnet og Selskabets andre nærende publikationer. Der var konventerne at glæde sig til og den aldrig ophørende kæde af uvurderlige pioneroplevelser. Der var aldrig et kedeligt øjeblik, men altid nok at gøre med at hjælpe andre at finde vejen til evigt liv.

I 1939 kom der et nyt privilegium på min vej. Selskabet indbød mig til at være zonetjener i California og Nevada. Dette var en helt ny oplevelse for os, et rigt, helhjertet liv, fyldt med overraskelser og glæder. Jeg fortsatte som zonetjener i to og et halvt år, indtil denne tjenestegren blev bragt til ophør.

I begyndelsen af fyrrerne kom nogle år med modstand, pøbeloverfald og megen uro. Vi blev specialpionerer og sendt til Las Vegas, Nevada. Det var virkelig et „hedt sted“. Andre vidner havde været udsat for pøbeloverfald dér, var blevet angrebet og jaget ud af byen. Vi kunne ikke lade være med at spekulere på hvad der skulle overgå os. Ville vi blive ofre for banditter og religiøse fanatikere, som de der havde været her før os? Det skulle vi snart finde ud af.

Da vi kom til Las Vegas udspejdede vi forsigtigt distriktet. For at undgå mistanke parkerede vi vor trailer sammen med andre i en trailerpark. Vi besluttede at gennemarbejde byens omegn først og derefter rykke indad mod centrum. Vi arbejdede i ét kvarter af byen den ene dag og i et andet den næste for ikke at vække unødig opmærksomhed. I seks uger forkyndte vi på denne måde uden nogen bestemt plan, og i den tid afsatte vi omtrent to hundrede bøger.

Så en søndag eftermiddag, da vi var på et genbesøg, stimlede en pøbelsværm sammen om vor vogn. De smed vor bibelske litteratur ud sammen med vore grammofoner og grammofonplader og satte ild på dem. De bevæbnede gangstere beordrede os ind i vognen; vi skulle hen i byens park og rulles i tjære og fjer. Imidlertid undslap vi på vejen til parken ved at dreje i den modsatte retning ved en korsvej. Om natten vendte vi tilbage til vor trailer og kørte bort til Arizona. Der var ikke andet at gøre, da politiet, dommerne og andre havde svoret hævn over os.

Efter denne oplevelse blev vi sendt til California hvor vi havde den glæde at organisere en ny menighed af vidner. Omkring et år derefter modtog vi et brev fra Selskabet. Dets indhold rørte os dybt. Selskabet ønskede at vide om vi kunne tænke os at udvide forfølgelsen af vort livsmål til også at omfatte missionærarbejde i et fremmed land. Ville vi? Naturligvis! Det var en indbydelse til Gilead! Forestil jer os gå i skole igen efter næsten femogtyve års forløb!

Alt dette tog vi som et tegn fra Jehova, hvorfor vi glade og taknemmelige begyndte at indstille os på vort fremtidige arbejde i missionsmarken og opøve os selv med henblik på det. Oplæringen på Gilead var os en umådelig hjælp. I fem og en halv måned arbejdede, svedte og sled vi for at stoppe så meget som muligt ind i vore hjerner, men de måneder gik som et lyn! Og før vi vidste af det var skolen forbi. Vi mente vor glæde var fuldstændig på Gilead — at det ikke var muligt for os at blive lykkeligere eller komme Gud nærmere. Men vi havde meget at lære, og dette gjorde vi i vort fremmede virkefelt.

Min hustru og jeg fik tildelt arbejde i et spansktalende land. Dog tog vi af sted i tro og tillid til Jehova. Tænk bare, det er mere end 14 år siden og vi er stadig i tjenesten! Kunne vi få noget større bevis for at Jehova har omsorg for og ser til sine?

Nu mindes vi ofte vort første møde her i dette spansktalende land. Der var kun én sal, og alle interesserede mødtes her til vagttårnsstudium. Mange af dem der var til stede kom barfodede, for de var meget fattige. Nogle kunne hverken læse eller skrive. Dengang var der kun 150 forkyndere, nu er der 23 menigheder med 1500 aktive forkyndere. En del af dem der hverken kunne læse eller skrive er nu udmærkede talere, der bidrager til at gøre de forskellige stævner til en succes. Andre er tjenere i de forskellige menigheder.

Siden 1955 har jeg haft den forret at være zonetjener i landets hovedstad, idet jeg betjener én af dens to zoner. Det er en fornøjelse at betjene vore brødre, som er ivrige efter at lære de teokratiske instruktioner og følge dem. Som et resultat af deres gode arbejde er sandheden blevet gjort kendt ud over hele dette land.

Hvor mange af disse beskedne mennesker vi har hjulpet ind til Jehovas herlige sandhedslys ved vi ikke. Men vi ved hvor stor vor glæde har været over at have fået andel i Jehovas godhed. Ser vi tilbage over årene som gik, har vi ført en rig tilværelse uden afsavn. Vi har begge været meget lykkelige over at vi har gjort heltidstjenesten til vort livsmål og udvidet den til også at omfatte missionærtjenesten og kunnet fortsætte i den. Ja, sådan er det — et lykkeligt liv, helt og fuldt — og nu ser jeg frem til 1958, mit tresindstyvende år, og glæder mig til at se jer i New York city ved det internationale stævne, hvorefter jeg atter drager tilbage til mit virkefelt i det fremmede.