Hvorledes jeg forfulgte mit livsmål

FORTALT AF WILLIAM CARNIE

NÅR jeg ser tilbage kan jeg tydeligt huske den begivenhedsrige dag da min fader tog mig med hen for at høre dommer Rutherford tale i synodebygningen i Edinburgh, Skotland. Det var i begyndelsen af den første verdenskrig og jeg var en halv snes år dengang. Et tidligere besøg af pastor Russell havde øjensynligt vakt interesse, selv om vi i vor familie var metodister; min fader var en meget aktiv „ældste“. Det møde i Edinburgh blev begyndelsen til et herligt samvær med bibelstudenterne, hvori alle familiens medlemmer deltog. Sandheden blev det vigtigste i vort liv.

Snart efter mærkedes konsekvenserne. Den patriotiske iver brød ud i lys lue i skolen. Min fader blev indkaldt, og skønt vi var otte der var afhængige af ham var vi indstillet på at afvise ethvert kompromis og stå neutrale over for de krigende nationer. Vi levede helt for sandheden. Vi levede i en atmosfære der dirrede af forventningen om det forestående Harmagedon. Vi så for os den gamle ordning forsvinde hurtigt, og vor personlige mening var at den ikke ville overleve verdenskrigen.

Jeg var rådvild da krigen endte og en periode med såkaldt fred tog sin begyndelse. Jeg havde aldrig indstillet mig på at skulle vælge en eller anden livsstilling. Jeg havde altid sat min fremtid i forbindelse med tusindårsriget. Imidlertid var der i mit sind en vid afgrund mellem det jeg kunne gøre og de krav der stilledes i Selskabets kolportørtjeneste, der kun syntes at være for de ældre. Men jeg husker tydeligt at mine tanker beskæftigede sig med at jeg gerne ville tage heltidstjenesten op, og jeg gik så småt og håbede på at en eller anden ville indbyde mig til at gøre det, men det var der ingen der gjorde.

Den uro der opstod i De forenede Stater da man blev klar over Kristi Jesu komme til det åndelige tempel syntes ikke at nå til Skotland før et år eller to senere. Der opstod uoverensstemmelser og nogle gik deres vej. Da jeg aldrig rigtig havde studeret selv, men konsekvent støttet mig til min fader, fandt jeg mig selv sammen med ham i den gruppe der havde skilt sig ud. Jeg husker hvordan vi længtes efter gamle dage og gammel sædvane hvor pastor Russell var det strålende midtpunkt.

Med året 1922 syntes hverdagens begivenheder at få større betydning. Man ventede at store ting skulle ske i 1925. Da tiden kom og jeg skulle vælge mig en livsstilling, rådede en af vor nye gruppes betroede brødre mig til at få en stilling der kunne sikre mig den daglige føde.

I over et år arbejdede jeg i køkkenet i et stort hotel. Dette var ikke et sted for mig. Jeg besluttede mig til at begynde et nyt liv i renere omgivelser i et landbrugsland. Jeg ankom til Australien i december 1923, ivrig efter at komme i gang i de indre, afsidesliggende dele af landet.

Jeg havde aldrig læst Vagttårnets publikationer, men jeg vidste at sandheden var at finde i disse. Derfor købte jeg et par bind af Studier i Skriften, i det svage håb at dette budskab også kunne blive mit. Det svage håb blev aldrig til virkelighed. Jeg syntes aldrig at blive i stand til at få nogen varme ud af de kolde bogstaver.

Fra 1923 til 1929 længtes jeg efter at få mine forældre og mine søskende samlet i en slags patriarkalsk samfund, borte fra den gamle verden. Men ak! Da det lykkedes at få os alle samlet blev der dårlig nok talt om den varme tro der tidligere bragte os så stor glæde. At skabe sig en livsstilling syntes at være målet i livet.

Flere år gik. Der manglede noget i min tilværelse. Året 1925 svandt hen uden at der skete noget af det jeg havde ventet. Sandheden i vor familie var død. Modstræbende kom jeg til den betragtning: jeg måtte ændre mit syn på værdier, tjene penge og skabe mig et navn.

Da jeg havde tilsluttet mig en kulturel forening og begyndte at leve i en storby, hvad jeg tidligere foragtede, overværede jeg en højtidelighed hvor den såkaldte „Velærværdighed“ fortalte en vittighed om treenighedsdogmet. Jeg lo med, men da jeg gik hjem blev jeg forfærdet fordi jeg kom i tanker om hvordan jeg engang havde kunnet dette emne på fingrene; og her gik jeg nu og var usikker med hensyn til hvad der var sandheden om dette spørgsmål. Jeg blev klar over at jeg var drevet ud i mørke, men jeg vidste ikke hvorhen jeg skulle vende mig efter hjælp.

Kontakt med Jehovas vidner

Så kom året 1937. Krigstrommerne kunne høres. Min broder og jeg var ved at udføre noget arbejde for forsvaret. En dag da vi fulgtes med hotelejeren, så vi på en nærliggende plads bag en garage en vogn hvorpå der stod malet „Jehovas vidner“. Straks blev det fortalt os at her var der nogle „kom til Jesus“-tosser. Det blev sagt at garageejeren i stedet for at udnytte den formue han havde tjent ved et stort byggeprojekt, spildte sin tid med at rende landet rundt og prædike.

Vor interesse var vakt. Vi besluttede os til at finde ud af hvad disse mennesker havde fremfor os. For at vi kunne få svar herpå blev vi inviteret til at overvære det ugentlige studium af Rigdom. Dette viste sig at blive vort livs mest interessante studium. Vi diskuterede og diskuterede. Møderne varede til langt ud på natten. Punkt efter punkt måtte vi give dem ret. En nat da vi var vendt hjem til vort hotelværelse efter en lang diskussion, satte jeg mig på sengen idet jeg sagde: „Dette ser ud til at være sandheden.“ Da min broder svarede: „Det er lige hvad jeg mener,“ kendte min glæde ingen grænser. I overvældende taknemmelighed sagde jeg Jehova tak fordi han i sin ufortjente godhed havde ført os tilbage.

Nu fik vi rettet vor tidligere fejl — mangel på personligt studium. Vi fik bibler og bøger. Ligesom Paulus trak vi os tilbage til bjergenes og skovenes ro og gennemgik det hele i tankerne og rodfæstede sandhederne. Det var som at leve i en ny verden. Vore venner undrede sig over hvad der var sket med os.

Da vi hørte at dommer Rutherford skulle besøge Sydney i Ny Syd-Wales i foråret 1938, besluttede vi atter at rejse til østlandet for at overvære det store stævne og besøge vor familie og fortælle den om sandheden. Hjemme delte de ikke glæden med os. Vi begyndte at indse at skulle vi gå videre måtte det blive uden familien. Familiebåndene var meget stærke, men tilknytningen til Jehovas organisation var endnu stærkere.

Stævnearbejdet åbnede vejen for en ny og lykkelig oplevelse. Her var den atmosfære jeg altid havde ønsket at arbejde i. Heltidstjenesten måtte være noget for mig, skønt jeg må tilstå at jeg følte at jeg aldrig kunne blive forkynder. Hvis jeg kunne gøre det underordnede arbejde eller holde mig i baggrunden ville jeg være lykkelig. Jeg kunne bedst spille rollen som medhjælper, syntes jeg, og følte mig slet ikke egnet til at tage føringen som heltidspioner i de forreste linjer. Det var kun for de salvede.

Imidlertid havde jeg nu taget den afgjorte beslutning at mit livsmål skulle være at tjene teokratiet al min tid; men i stedet for at tage springet straks, følte jeg mig forpligtet til at gøre noget verdsligt arbejde færdigt først. Hvor let og dumt er det ikke at lade sig binde! Hvor jeg fortrød det en uge eller to efter. På motorcykel var jeg på vej fra et arbejde til et andet da jeg brasede ind i en hurtigt kørende bil og blev slynget mod vejen, døden nær. Mens jeg lå der ved fuld bevidsthed og med otte brækkede knogler skød den øjeblikkelige tanke op i mig: „Hvorfor er jeg ikke død?“ „Hvilken tjeneste kunne jeg have ydet hvis jeg var blevet dræbt?“ „Hvor vigtigt er verdsligt arbejde i sammenligning med tjenesten for den levende Gud?“

I det øjeblik var jeg fuldstændig overbevist om at Jehova havde skånet mit liv. Alt mistede sin betydning, undtagen Rigets tjeneste. Med denne stærke indre ansporelse skred min helbredelse bemærkelsesværdigt hurtigt fremad. Sammenstødet skete i august 1938, og midt i november påbegyndte jeg heltidstjenesten i Betel. Det var en forsinket start, men ved Jehovas ufortjente godhed har jeg lige siden kunnet glæde mig over at forfølge mit mål som heltidstjener for Jehova.

Efter mindre end et år i heltidstjenesten fik jeg til opgave at tage mig af en stor hovedstadsmenighed. Når jeg tænkte på det ansvar der hvilede på mig blev jeg bleg, men lærte at sætte al min lid til Jehova.

I Australien som andre steder var modstanden mod sandheden stærk i 1940. Vi blev hurtigt hærdede krigere. Vi vakte stort røre med højttalervogne og plakatoptog. Tre gange fandt jeg mig selv bag lås og slå, men tre gange gik jeg befriet ud med en bedre forståelse af hvad apostlene havde følt, som berettet i Apostlenes Gerninger, kapitel fem.

Som zonetjener havde jeg mange dejlige oplevelser, og nu har jeg mange vidunderlige minder fra tjenesten dengang. Da forbudet kom i Australien blev der ingen stilstand. Jeg arbejdede på Selskabets farme og andre foretagender. I begyndelsen af 1943 blev jeg kaldt ind til betelkontoret for at tjene i menighedsafdelingen. Mens forbudet endnu var i kraft blev vennetjenerne uddannet her og sendt ud. Efter cirka to år på kontoret var jeg atter ude i den tjeneste jeg holdt så meget af, zonetjenesten. Dette arbejde førte mig til New Zealand, hvor jeg også var i to år.

Gilead og derefter Hong Kong

Det kom som noget overraskende nyt for mig da Selskabet åbnede bibelskolen Gilead. Dengang syntes det at ligge så fjernt fra os på grund af krigen og den store afstand. Jeg tænkte aldrig på at jeg kunne blive kaldt til skolen. Vor glæde kendte ingen grænser da vi erfarede at vi var indbudt til at deltage i ellevte klasse.

Jeg nød hvert minut på Gilead. Disse seks måneder var en milepæl i mit liv. De har givet os et væld af minder som har været en kilde til glæde i de ni år der er gået siden vi udgik fra skolen.

Efter at have betjent en zone i Wisconsin, hvor jeg fik venner som jeg senere har bevaret forbindelsen med, kom der et brev fra Selskabet i november 1948. Jeg blev inviteret til at tage missionærarbejdet op i Hong Kong. Østen har aldrig haft nogen tiltrækning på mig, men jeg var gået ind på at tage derhen hvor jeg blev sendt, så nu blev Hong Kong mit mål.

Vi sejlede tværs over Stillehavet. Det var på den tid da de kommunistiske hære som en lavine væltede sydpå og man mente at Shanghai kunne falde hvert øjeblik, og at vi derfor måtte søge ind i en eller anden ukendt havn. Imidlertid ankom vi til Shanghai lige i rette tid til at opleve den uhyggelige stemning der opstår når en magt drives bort for at give plads for den næste. Vi tilbragte nogen tid sammen med brødrene der tappert havde holdt tjenesten i gang under hele denne prøvens tid. Vi var lettede da vi endelig sejlede ud med Hong Kong som endemål; vi havde i tankerne udmalet os at vi blev holdt tilbage i Shanghai og ikke kunne nå frem til vort distrikt.

Hvor var vi spændte da vi betragtede Hong Kongs smukke og travle ø efterhånden som vi sejlede ind i havnens rolige vande. Hvilke rigsfrugter ville der kunne høstes her? Ville vor uddannelse slå til? Alt var så fremmed og nyt at vi funderede over hvor vi skulle tage fat. Vi var lykkelige for at to forkyndere var ankommet fra Shanghai før vi. De var nede for at tage imod os og hjælpe os til rette. Hong Kong var overbefolket. Det var næsten umuligt at få tag over hovedet. Huslejerne var sky-høje. British navy club lod os få plads i nogle få uger indtil vi var så heldige at finde et værelse. I mellemtiden var vi kommet i gang med arbejdet. Mange af dem vi aflagde vidnesbyrd for kunne tale engelsk, og der hvor vi måtte klare det med kinesisk gav vi et kortfattet udenadlært vidnesbyrd, hvorefter vi lod dem læse et kort og det virkede udmærket. Det var let at sprede litteratur og oprette studier.

Vi ankom i midten af januar 1949, og inden maj samme år havde vi organiseret en lille menighed; bare tre forkyndere foruden de to missionærer. Disse tre går stadig fremad, og sammen med andre har de nået en rekord på et hundrede og otteogfyrre.

Jeg vidste ikke hvor meget jeg holdt af mit distrikt førend jeg kom til De forenede Stater i 1953 for at overvære den nye verdens samfunds stævne. Det gik op for mig at jeg længtes tilbage. Hong Kong var blevet mit hjem.

Somme tider ser jeg tilbage på de ørkesløse år jeg brugte til at stræbe efter den tomhed som den gamle verdens ordning kan byde på, og det får mig til at tænke på Guds langmodighed. Jeg nærer et væld af taknemmelighed over at Jehova har givet mig en plads i sit hus og et arbejde i sin høstmark. Jeg beder om at han, til sin egen ære og ophøjelse, vil styrke mig mens jeg forfølger mit livsmål som heltidstjener.