„Her er jeg! Send mig“

FORTALT AF WILFRED JOHN

Bevæbnede burmesiske militærvagter angreb os fra begge sider af floden. De gik i vand helt op til livet og omringede os under broen ved hovedvejen. Deres geværer med påsatte bajonetter var rettet mod os.

MIN ven og jeg var skrækslagne. Hvad drejede det her sig om? Selv om vi ikke forstod det der blev sagt, opfattede vi budskabet — vi var arresteret. Med kun håndklæder viklet om livet blev vi straks eskorteret til en nærliggende politistation og afhørt af en engelsktalende betjent.

Året var 1941. Den anden verdenskrig rasede, og vi var mistænkt for at være sabotører. Efter at vi til betjentens fulde tilfredshed havde fortalt om vort kristne forkyndelsesarbejde, sagde han til os at vi var heldige at komme ud af konfrontationen med livet i behold. De fleste mistænkte blev skudt uden at der blev stillet spørgsmål. Vi takkede Jehova og tog betjentens råd om ikke i fremtiden at opholde os under broer, til efterretning.

Hvordan var jeg havnet i en sådan situation i Burma (nu Myanmar)? Lad mig fortælle lidt om min baggrund.

Mit valg som ung

Jeg er født i Wales i 1917. Som seksårig flyttede jeg med mine forældre og min lillebroder til New Zealand, hvor jeg voksede op på min faders landbrug med malkekvæg. En dag kom han hjem med en stak gamle bøger som han havde købt i en genbrugsforretning. Deriblandt var der to bind af Studier i Skriften, udgivet af Vagttårnets Selskab. Disse bøger blev min moders kæreste eje, og som Timoteus’ moder, Eunike, gav hun mig ønsket om at bruge min ungdom på at tjene Guds riges interesser. — 2 Timoteus 1:5.

I 1937 stod jeg over for et valg; skulle jeg overtage min faders landbrug, eller skulle jeg sige til Jehova som profeten Esajas: „Her er jeg! Send mig.“ (Esajas 6:8) Jeg var ung og rask og havde ikke nogen forpligtelser. Jeg havde smagt landmandslivet, og jeg nød det. På den anden side havde jeg ikke prøvet at være heltidsforkynder eller pioner. Hvad skulle jeg vælge — arbejdet på gården eller pionertjenesten?

De talere fra Jehovas Vidners australske afdelingskontor som besøgte os i New Zealand, opfordrede mig til at bruge min ungdom i tjenesten for Gud, og dette var en stor opmuntring. (Prædikeren 12:1) Jeg talte med mine forældre om det, og de tilsluttede sig visdommen i at sætte Guds vilje på førstepladsen. Jeg erindrede også Jesu ord fra Bjergprædikenen: „Bliv da ved med først at søge riget og [Guds] retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — Mattæus 6:33.

Jeg havde truffet mit valg! Jeg blev indbudt til at tjene på det australske afdelingskontor i Sydney, eftersom Jehovas Vidner dengang ikke havde noget afdelingskontor i New Zealand. I 1937 gik jeg om bord på et skib til Australien for at blive heltidsforkynder for Jehova Gud.

Jeg spekulerede på hvad de mon ville sætte mig til. Men hvad betød det egentlig? Jeg havde jo i realiteten sagt til Jehova: „Her er jeg. Brug mig hvor du vil.“ I to år hjalp jeg med at fremstille grammofoner som Jehovas vidner dengang brugte i deres forkyndelse. Man afspillede plader med bibelske foredrag for dem der ønskede at lytte. Men min væsentligste oplæring på afdelingskontoret bestod i at lære hvordan Selskabet ekspederede litteraturen på deres depoter rundt omkring.

Til Singapore

I 1939 fik jeg til opgave at rejse til Det Fjerne Østen for at tjene på Selskabets depot i Singapore. Depotet var midtpunkt for modtagelse og forsendelse af publikationer fra Australien, England og De Forenede Stater som blev sendt videre til mange lande i Asien.

Singapore var en flersproget by med en blanding af orientalske og europæiske kulturer. Hovedsproget var malajisk, som vi udlændinge blev nødt til at lære for at kunne forkynde fra dør til dør. Vi havde de såkaldte vidnesbyrdskort med budskabet om Riget trykt på forskellige sprog.

Til at begynde med lærte jeg vidnesbyrdskortet på malajisk udenad, og gradvis forøgede jeg mit ordforråd. Men vi medbragte også bibelske publikationer på mange andre sprog. Til den indiske befolkning havde vi for eksempel publikationer på bengali, gujarati, hindi, malayalam, tamil og urdu. Det var en helt ny oplevelse at møde mennesker fra så mange sproggrupper.

Jeg husker tydeligt den skræmmende meddelelse i september 1939, at der var udbrudt krig i Europa. Vi spekulerede på om den ville eskalere og involvere Det Fjerne Østen. For mig så det ud til at være optakten til Harmagedon, og jeg tænkte at det var lige i rette tid! Jeg var glad for at jeg brugte min ungdom til et godt formål.

Ved siden af mit arbejde på depotet tog jeg del i menighedens møder og i forkyndelsen. Bibelstudier blev ledet, og nogle reagerede positivt og blev døbt. Dåben foregik i det varme vand i Singapores havn. Vi besluttede endda at afholde et stævne, og vi delte diskret invitationer ud til interesserede iblandt os. Til vores glæde kom der omkring 25 til det vi troede ville blive vores sidste stævne inden Harmagedon.

På grund af krigen var kommunikationen mellem Selskabets afdelingskontorer meget dårlig. Depotet i Singapore modtog for eksempel en kort meddelelse om at tre tyske pionerer på et tidspunkt ville komme til Singapore med et ikke navngivent skib, på vej til et ikke nærmere angivet distrikt. De ankom nogle uger senere, og tilbragte ti spændende timer sammen med os. Selv om sproget var et problem kunne vi forstå at deres rejsemål var Shanghai, hvor de havde fået tildelt distrikt.

Distriktstildeling i Shanghai

Et år senere modtog jeg selv besked om at tjene i Shanghai. Jeg fik ikke noget gadenavn, kun et nummer på en postboks. Efter at være blevet krydsforhørt på postkontoret, kunne jeg fremlægge tilstrækkelig legitimation til at få Selskabets adresse udleveret. Her traf jeg en kineser som fortalte mig at afdelingskontoret var flyttet og at der ikke forelå nogen omadressering.

’Hvad gør jeg nu?’ tænkte jeg. Jeg bad stille en bøn om råd. Da jeg kiggede op fik jeg øje på tre mænd der var lidt højere end den almene befolkning og havde et andet udseende. De lignede til forveksling de tre tyskere der havde besøgt os nogle få timer i Singapore. Jeg gik hurtigt ud af postkontoret og indhentede dem.

„Undskyld mig,“ fremstammede jeg anspændt. De stoppede og kiggede ængsteligt på mig med søgende øjne. „Singapore, Jehovas vidner. Kan I huske mig?“ spurgte jeg.

Efter nogle få øjeblikke svarede de: „Ja! ja! ja!“ Spontant omfavnede vi hinanden, og glædestårer løb ned ad mine kinder. Hvordan kunne det lade sig gøre at disse tre mænd ud af flere millioner mennesker tilfældigvis kom forbi dette sted på nøjagtig dét tidspunkt? Jeg var ikke i tvivl og sagde ganske enkelt: „Tak, Jehova.“ Tre kinesiske familier, de tre tyskere og jeg var dengang de eneste Jehovas vidner i Shanghai.

Hongkong og derefter Burma

Efter at have tjent i Shanghai i nogle få måneder blev jeg sendt til Hongkong. Da min fremtidige pionermakker fra Australien ikke dukkede op, var jeg overladt til mig selv som den eneste forkynder i denne britiske koloni. Jeg måtte igen minde mig selv om at jeg havde sagt til Jehova: „Her er jeg! Send mig.“

Jeg forkyndte hovedsagelig for de engelsktalende kinesere. Men jeg fandt ud af at det var svært at komme igennem porten indtil husene eftersom portvagterne kun talte kinesisk. Jeg lærte en smule kinesisk på to af de mest anvendte dialekter. Det virkede! Jeg henvendte mig til portvagten, viste mit forretningskort, sagde et par ord på kinesisk og blev derefter som regel lukket ind.

Engang da jeg skulle besøge en skole fulgte jeg denne procedure i et forsøg på at komme til at tale med skoleinspektøren. En ung lærerinde mødte mig i foyeren. Jeg fulgte med hende gennem nogle klasseværelser alt imens jeg besvarede børnenes respektfulde hilsener og forberedte mig på at blive introduceret for skoleinspektøren. Lærerinden bankede på døren, åbnede den, trådte til side og gjorde tegn til at jeg skulle gå ind. Til min store overraskelse havde hun venligt vist mig vej til toilettet! Det lod til at mit kinesiske var blevet misforstået, og at jeg, som skoleinspektøren senere fortalte mig, fejlagtigt var blevet antaget for at være ham der skulle kontrollere de sanitære installationer.

Efter fire måneder blev jeg af politiet i Hongkong informeret om at vores forkyndelsesarbejde var blevet forbudt og at jeg kunne vælge enten at holde op med at forkynde eller at blive udvist. Jeg valgte at blive udvist, da det stadig var muligt at forkynde andre steder. Under mit ophold i Hongkong havde jeg uddelt 462 bøger og havde hjulpet to personer til at tage del i forkyndelsen.

Fra Hongkong blev jeg bedt om at rejse til Burma. Her virkede jeg som pioner og arbejdede på depotet i Rangoon (nu Yangon). Det var en meget interessant oplevelse at forkynde i byerne og landsbyerne der lå spredt langs hovedvejen mellem Rangoon og Mandalay og over til byen Lashio ved den kinesiske grænse. Min pionermakker og jeg koncentrerede os om de engelsktalende og tegnede flere hundrede abonnementer på Consolation (nu bladet Vågn op!). Denne hovedvej mellem Rangoon og Mandalay blev senere kendt som Burmavejen — den rute som amerikanerne benyttede til at sende våbenleverancer ind i Kina.

Når vi havde travet igennem ankeldybt støv trængte vi ofte til et bad. Og det var dét der førte til den episode der er omtalt i indledningen hvor vi blev arresteret mens vi badede i en flod under en bro. Kort tid efter tvang militæroperationer og sygdom os til at vende tilbage til Rangoon. Jeg blev i Burma indtil 1943, hvor krigen blev optrappet og tvang mig til at vende tilbage til Australien.

Tilbage til Australien

I mellemtiden var Jehovas Vidners arbejde blevet forbudt i Australien. Men forbudet blev snart ophævet, og jeg blev igen indbudt til at tjene på afdelingskontoret. I 1947 giftede jeg mig med Betty Moss, der havde arbejdet på Selskabets afdelingskontor i Australien. Bettys fader og moder var pionerer, og de havde opmuntret både hende og hendes broder Bill til at gøre pionertjenesten til deres livsgerning. Betty begyndte som pioner den dag hun fyldte 14; det gjorde hun samme dag som hun gik ud af skolen. Jeg tænkte at vi ville passe godt sammen da hun også havde sagt til Jehova: „Her er jeg! Send mig.“

Da vi havde været gift i et år blev jeg indbudt til at rejse i kredstjenesten og besøge Jehovas Vidners menigheder. Det var en stor udfordring at arbejde i de mere afsidesliggende egne af Australien. Det var ofte svært at komme frem fordi voldsomme oversvømmelser gjorde især de lerede veje fedtede. Om sommeren kunne der være 43 grader i skyggen. Fordi vi boede i telt, forekom den brændende sommer os næsten ulidelig varm, og vinteren bidende kold.

Jeg havde den glæde at tjene som områdetilsynsmand da der kun var to områder i Australien. Donald MacLean rejste i det ene område og jeg i det andet, og derefter byttede vi område. Det er skønt at læse om at der nu er oprettet nye menigheder der hvor vi engang tjente. Sandheden fra Guds ord er som en sæd der har spiret og båret frugt!

Hvor det hele begyndte

I 1961 fik jeg det privilegium at overvære den første klasse på missionærskolen, Gilead, efter at den var flyttet til Brooklyn, New York. Jeg havde tidligere modtaget invitationer til skolen men havde ikke kunnet tage imod dem af helbredsmæssige grunde. Ved slutningen af kurset, der varede i ti måneder, fik jeg tildelt New Zealand som mit distrikt.

Betty og jeg har siden januar 1962 været her i New Zealand, der ofte omtales som en af Stillehavets perler. Det har været en stor glæde at virke både i kredstjenesten og i områdetjenesten. I de sidste 14 år, siden april 1979, har vi arbejdet på afdelingskontoret i New Zealand.

Betty og jeg er nu begge i midten af halvfjerdserne og vi har tilsammen været i heltidstjenesten i 116 år — uden afbrydelse. Betty begyndte som pioner i januar 1933 og jeg i april 1937. Det har været til stor glæde for os når vi har set vore åndelige børn og børnebørn gøre det vi gjorde da vi var unge, nemlig at følge rådet i Prædikeren 12:1: „Husk din store Skaber i din unge manddoms dage.“

Vi har følt det som et stort privilegium at kunne bruge praktisk talt hele vort liv på at forkynde den gode nyhed om Guds rige og gøre disciple, som vor Herre Jesus Kristus påbød! (Mattæus 24:14; 28:19, 20) Vi er glade for at vi reagerede på Guds opfordring på samme måde som profeten Esajas, da han sagde: „Her er jeg! Send mig.“