I verden men ikke en del af den
„Spørgsmål som Jehovas vidner rejser i vor tid.“ Under denne overskrift bragte den tyske avis Vorwärts, den 19. juli 1957, en interessant artikel om fænomenet „Kirkeforsamlingen af 20.000 bibelstudenter i kæmpeteltet på Theresaengen“. Uden at tilsigte det, påviste skribenten at vidnerne for Jehova virkelig er de sande Kristi efterfølgere, for „de er i verden“ og dog er de ikke „en del af verden ligesom jeg ikke er en del af verden“. (Joh. 17:11, 14, NW) Vorwärts skrev:
● „München, tolerancens by ved Isarflodens bredder, skal ikke først have sin næste kirkeforsamling i 1960, til hvilket år Nadverkongressen er blevet berammet; heller ikke i 1959, hvor Den evangeliske Kirkeforsamling vil blive afholdt. Uden at gøre megen forhåndspropaganda, rejste Jehovas vidner på Theresaengen i München et stort telt med siddeplads til 20.000, det største telt der nogen sinde er rejst der, og åbnede deres sektionsstævne for Sydtyskland og Saar. Stævnet skal vare indtil søndag.
● En særegen atmosfære møder den besøgende når han går hen ad teltgaderne kaldet ’Rigsgade’ og ’Vagttårnsgade’. Det man kan læse i alle ansigter er ikke jesuitternes verdslige begavelse, ikke dominikanernes lystige glæde, ikke benediktinernes mærkelige munterhed. Det er heller ikke den påbudte alvor som en trosbekendelse kræver, og som man finder ved en evangelisk kirkeforsamling, ej heller en turistmæssig deltagelse som ved en katolsk kirkefest, men en behersket, dyb og indre rodfæstet iver.
● Man kunne næsten tro at de var skygger, så gnidningsløst foregår alt. Da der tirsdag aften ankom 15.000 af de forventede 20.000 medlemmer af bevægelsen, blev de planmæssigt bragt under tag. Endeløse rækker af gummimadrasser blev lagt ud i Theresaengens udstillingshaller, der gav plads til 5000; 1000 familier havde deres egne telte eller campingvogne, med hvilke de slog sig ned på Oktoberfestengen, hvis plæner ellers bliver så omhyggeligt vogtet af Münchens byråd. Resten fik logi i private hjem. Disse logier havde deres venner i München skaffet.
● Man hører ikke grove ord eller nogen misfornøjelse når de om middagen en efter en og uden tøven indtager deres pladser foran cafeteriateltet i ’Rigsgade’. De ordenshavende bærer ikke et armbind men kun et lille identifikationsmærke i knaphullet.
● Man stævner sammen her for at holde et konvent. Men det vigtigste er ikke, som man kunne tro, den teokratiske skole om onsdagen, . . . eller dåben ved fuldstændig nedsænkning fredag morgen, eller foredragene om materialisme om lørdagen eller hovedtalen om søndagen. Det er tjenesten på arbejdsmarken hver formiddag, konventsdeltagernes hus-til-hus arbejde til hvilket formål de får tildelt distrikt. Der er også lejet fireogtredive busser til at bringe disse forkyndere ud til distrikterne omkring München. . . .
● Spørg Dem selv hvilket andet religiøst samfund der er i stand til at afholde et konvent med 20.000 deltagere hvor alle er ubetalte medarbejdere lige fra organisationens leder og ned til rengøringskonen; det vil blive vanskeligt at finde et.
● Disse 20.000 mennesker, af hvilke mange kom til München på bekostning af store personlige ofre, rummer samtidig 20.000 spørgsmål til de store kristne kirker. . . . De søgte svar på deres spørgsmål, og således blev de vidner for Jehova i en verden der har lært at klare sig ganske godt uden tro. Men før de vidste af det havde de fundet svar på deres spørgsmål og lært at de kunne klare sig uden verden. Men verden har aldrig tvivlet om at den kan klare sig uden vidnerne for Jehova. . . . Vidnerne er villige til i dag, som før, at gå i koncentrationslejre for deres tros skyld, men de nægter stadig på nogen måde at tage del i den politiske virksomhed i denne verdens systemer.“