„Ske din vilje på jorden“, 1. del

● Lørdag eftermiddag den 2. august 1958, efter foredraget „Lad din vilje ske“, der blev holdt af præsidenten for the Watch Tower Bible & Tract Society of Pennsylvania for en tilhørerskare på 174.983 samlet på Yankee Stadium og the Polo Grounds i New York under Jehovas vidners internationale stævne „Den guddommelige Vilje“, offentliggjorde Selskabets præsident udgivelsen af den nye 384 siders bog der på dansk bærer titlen „Ske din vilje på jorden“. Denne nye bog blev hilst med stor glæde af den uhyre menneskemasse, og 228.000 eksemplarer blev med iver modtaget af stævnedeltagerne de to sidste dage stævnet varede.

● På grund af den øjeblikkelige betydning som indholdet af denne fængslende bog har, udgives bogen nu i serieform i dette blad, der udkommer på over 50 sprog, for at de millioner af mennesker som læser bladet så hurtigt som muligt kan blive gjort bekendt med denne bogs budskab og studere bogen sammen med andre der er interesserede i Bibelens profetier. Hvis man gemmer hvert nummer af bladet vil man til sidst have hele bogen på sit eget sprog.

Kapitel 1

Hvis vilje?

1. Hvorfor er menneskeheden hastigt på vej mod en ny verden?

Menneskeheden bevæger sig med raske skridt henimod en ny verden. Snart vil de store vanskeligheder der siden året 1914 har bragt uro over verden nå deres højdepunkt i Harmagedon.a Denne gamle verden vil ikke kunne klare sig igennem denne overvældende trængsel hvis lige mennesker aldrig har måttet gennemgå så længe de har været til. Verdens største trængsel, ja, men også den sidste, og de taknemmelige mennesker som får lov at overleve den vil vandre ind i en ny verden der bringer løfter om vidunderlige forhold.

2. Hvorfor må der komme en ny verden, og hvilke spørgsmål opstår i den forbindelse?

² Der er vigtige grunde til at der må og skal komme en ny verden. Forholdene kan ikke fortsætte som de er og på det nuværende grundlag. Der må ske en altomfattende forandring. Denne forandring må hidføres af andre magter end dem der er ansvarlige for menneskehedens lidelser i de forløbne årtusinder. De vil gøre alting nyt. Verden, hele denne tingenes ordning, vil blive ny og sund. Når vi tænker på denne attråværdige nye verden stilles vi over for betydningsfulde spørgsmål. Er det vor tids eller fremtidens videnskabsmænd der skal opbygge og indrette denne nye verden? Hvis vilje er det der skal og vil ske i den nye verden? Er det en ufuldkommen, selvisk, døende menneskeskabnings vilje? Eller er det et uselvisk, fuldkomment, udødeligt væsens vilje, et væsen der står over og er mægtigere end selv den mest fremragende menneskeskabning? Beror denne vilje hos én her på jorden, hos én i verdensrummet uden for jordens atmosfære eller måske hos én hinsides verdensrummet?

3. Hvorfor har oplyste mennesker interesseret sig særligt for verdensrummet siden 1957?

³ Især siden oktober 1957 har alle oplyste mænd og kvinder interesseret sig for verdensrummet. De tænker så at sige i nye baner, kosmiske baner. De hævder at vi er trådt ind i atom-rumtidsalderen. De påstår at vi må erobre verdensrummet ved hjælp af kerneenergi, den enorme energi der er bundet i atomernes kerner, hvoraf alt stof er dannet, den frygtelige energi som videnskabsmændenes djævelske bombeeksplosioner har lært os at kende. Men hvorfor erobre verdensrummet? For at erobrerne kan få herredømmet over menneskets evige hjem, planeten Jorden. De hævder at det rette sted for etablering af denne kontrol er et eller andet sted ude i verdensrummet. For dem er det såkaldte afgørende krigsvåben ikke nok; den „afgørende position“ er endnu mere nødvendig. Det kom som et chok for mange da en kendt politiker udtalte:

4. Hvad udtalte en kendt politiker med hensyn til verdensrummet?

⁴ „Der er noget som er vigtigere end ethvert afgørende våben. Det er den afgørende position — den position hvorfra jorden fuldstændigt kan beherskes; den findes et sted ude i rummet. Dette hører fremtiden til, en fjern fremtid, skønt måske ikke så fjern som vi tænker os. Den der først opnår den afgørende position vinder herredømmet, det fuldstændige herredømme over jorden, og det kan benyttes såvel i tyranniets som i frihedens tjeneste.“b

5. Hvilken frygt gav hans udtalelse udtryk for, og hvordan besvares derfor spørgsmålet om hvem der skal beherske rummet?

⁵ Denne opsigtsvækkende udtalelse, der blev fremsat for at gøre et truet folk klar over „den øjeblikkelige fare“, udtrykte frygt for en ensidig „rumimperialisme“ udøvet af en politisk, militær verdensmagt. Denne stormagts vilje ville komme til at beherske jorden når samme stormagt foruden den „afgørende position“ kom i besiddelse af det „afgørende våben“. Derfor opstår spørgsmålet: Hvem bør beherske rummet? Verdsligvise mennesker som mener at de nu kan „nå til himmelen“ har foreslået at medlemmerne af den internationale organisation, De forenede Nationer, alle burde sætte sig imod at en enkelt nation indtog en „afgørende position“ og at alle medlemmerne i verdensfredens interesse skulle stræbe efter i forening at underlægge sig rummet. Som en lederskribent udtrykte det: „Herredømmet over verdensrummet kan meget vel blive nøglen til fremtiden; og for verdensfredens skyld, ja af hensyn til menneskehedens fortsatte eksistens, må det i dette spørgsmål ikke dreje sig om national prestige, men om kollektiv sikkerhed.“c International kontrol blev anset for at være den eneste praktiske løsning på alle de problemer der var opstået i forbindelse med menneskets invasion af verdensrummet ved hjælp af raketter og menneskeskabte måner. Man har anset en international lov, en „verdenslov“, for nødvendig for at hindre at menneskets erobring af rummet blev misbrugt af en enkelt nation eller en gruppe af nationer.

6. (a) Hvad skrev en religiøs avis om erobringen og udforskningen af verdensrummet? (b) Men hvem har denne udforskning sat i forreste række?

⁶ Også religionen har givet sit besyv med i diskussionen om fordelene og farerne ved at mennesket er trådt ind i rumtidsalderen. En uge efter at Sovjetunionen havde sendt sin første satellit, Sputnik I, ud i dens bane om jorden, opfordrede Vatikanets avis L’Osservatore Romano til en udforskning af verdensrummet. Den 11. oktober 1957 skrev bladet: „Gud har ikke til hensigt at sætte en grænse for menneskets bestræbelser for at erobre rummet.“ Videre sagdes det at den romersk-katolske kirke ikke havde ændret mening med hensyn til verdensrummet siden pave Pius XII talte til en astronautisk kongres i Rom i 1956. „Ved den lejlighed,“ skrev Vatikanets avis, „udtalte pave Pius XII til 400 delegerede fra toogtyve lande at jo mere vi udforsker verdensrummet, desto mere nærmer vi os den store tanke om én familie under Moder-Fader-Guden.“d Ikke desto mindre viser kendsgerningerne at det snarere er fysikkens videnskabsmænd der kommer i søgelyset ved menneskenes udforskning af verdensrummet. En betalt avisartikel med overskriften „Kan vi løse vor videnskabelige opgave?“ lykønskede de russiske videnskabsmænd og talte dernæst om at vi „står på tærskelen til rumtidsalderen hvor den der videnskabeligt set står stærkest vil arve jorden — eller det der er tilbage af den“.e

7. Hvilken saligprisning rejste disse ord tvivl om, og hvad afhænger saligprisningens opfyldelse af?

⁷ Disse ord drager den tredje saligprisning i Jesu Kristi berømte bjergprædiken i tvivl: „Salige er de sagtmodige, thi de skal arve jorden.“f Men er det da virkelig muligt at de sagtmodige eller de som har et mildt sind inden så længe skal arve jorden og ikke mere lide under nogen form for undertrykkelse? Lad det være sagt at dette såvel som andre livsvigtige spørgsmål afhænger af, hvis vilje det er der skal ske på jorden i den forestående nye verden.

8. Hvad glemmer nationerne med hensyn til den „afgørende position“?

⁸ Midt i al deres frygt, uro og stræben glemmer denne verdens nationer noget. Hvilket? Der findes en magt som allerede har den „afgørende position“, ikke den afgørende position blot i forhold til denne lille bitte jord, men i forhold til alle de planeter, måner og sole i det umådelige univers som vi kan se ved hjælp af astronomiske kikkerter. Det er den intelligente, guddommelige magt som skabte jorden og mennesket, dyrene og fuglene på den, ja, som skabte alle stjernerne, solen og månen som skinner ned på os her på jorden. Selvoptagne, selvsikre mennesker ønsker ikke at tænke på denne intelligente, guddommelige magt eller på det ansvar mennesket har over for denne almægtige magthaver, dets skaber. Mennesker prøver at slå denne intelligente, skabende magts eksistens hen med en hånlatter fordi deres små, kortvarige måner eller sputnikker ikke er stødt på ham under deres kredsen rundt om os i rummet. Hvor dåragtigt! Hans afgørende position findes ikke et eller andet sted i den del af rummet videnskabsmændene kan nå, ikke engang med deres mest langtrækkende satellitter og sputnikker.

9. Hvor har Skaberen indtaget sin afgørende position, og hvorfor hersker han uindskrænket overalt i rummet?

⁹ Lad tankeløse mennesker forstå at den helt igennem videnskabelige, almægtige Skabers „afgørende position“ findes i det usynlige område eller rige som mennesket — al dets videnskab til trods — ikke formår at skyde sig op til. Skaberen indtager nødvendigvis den „afgørende position“ fordi han er den Almægtige, den Øverste over hele universet. Han er det levende, skabende centrum hvorom hele skaberværket drejer sig. Med rette er det fulde herredømme over jorden hans, thi han er den suveræne hersker over himmel og jord og hele rummet mellem dem. Han ønsker ikke at dele sit rumherredømme med nogen nation eller gruppe af nationer. Ham kan ingen af de ringeagtende jordiske nationer overvinde. Han er Gud!

Et symbolsk syn af ham

10. Hvorfor vover vi ikke at ignorere Gud, og hvorfor kan vi ikke se ham?

¹⁰ Skønt vi ikke kan se ham, vover vi ikke at ignorere den højeste, den almægtige, suveræne Gud. Vi kan ikke komme uden om hans love noget sted i det uendelige univers, heller ikke loven om at intet menneske af støv kan se ham og bevare livet. Gud kunne end ikke bryde denne sin lov for at vise sin profet Moses, ved hvem han gav de uforlignelige ti bud, en særlig gunst. Da Moses bad Gud lade ham, der blot var et menneske, se den guddommelige herlighed, sagde Gud til Moses: „Du kan ikke skue mit åsyn, thi intet menneske kan se mig og leve.“g Denne lov har vist sig at have gyldighed lige meget hvor ivrigt videnskabsmænd har søgt at udforske livets hemmelighed. Gud er ikke blevet skabt ligesom mennesket. Han er ånd, umulig at se for jordiske øjne selv ved hjælp af den mest langtrækkende kikkert eller det stærkeste elektronmikroskop.

11. Hvorledes skal og kan vi tilbede ham?

¹¹ For århundreder siden forklarede Jesus det for en samaritansk kvinde med disse ord: „Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed.“h Skønt han er usynlig i sit åndelige rige kan menneskelige skabninger dyrke ham med deres forstand i sandhed og få usigelige velsignelser derved. En mand som tilbad denne store, usete som guddommelig, udødelig hersker, udbrød: „Evighedernes konge, den uforkrænkelige, usynlige, eneste Gud være ære og pris i evighedernes evigheder!“i Når vi betænker dette fromme udbrud, hvordan tør vi da lade Gud ude af betragtning,?

12. Da vi ikke har nogen beskrivelse af Gud, hvordan hjælper han os så til at forstå og værdsætte sine egenskaber?

¹² „Ingen har nogen sinde set Gud,“ skrev en af Jesu efterfølgere for nitten hundrede år siden.j Han var en af Jesu personlige venner og havde ligget op til hans bryst; dog havde han ikke set Gud. Eftersom intet menneske, end ikke Johannes, Zebedæus’ søn, som skrev dette, har set Gud, har vi ingen beskrivelse af hvordan han ser ud. Vi kan heller ikke forestille os det. Om vi malede et billede eller tilhuggede en statue der skulle forestille ham, ville vi gøre os selv til dårer og ringeagte og håne ham. Det ville være at trække ham ned på vort plan snarere end at være en oprigtig bestræbelse fra vor side for at tilbede ham. Det ville ikke være en tilbedelse i ånd, der jo ikke er noget materielt som et billede er det; ej heller vil det være en tilbedelse i sandhed, der jo ikke er det samme som indbildning. Men denne herlige, usynlige Gud hjælper os til at forstå og værdsætte hans egenskaber, idet han sammenligner dem med noget vi er fortrolige med. Han taler om sig selv som havde han næse, øjne, mund, ører, hænder og fødder og et pulserende hjerte. Således kan han ved hjælp af symboler lade os se et syn af sig selv. Han viste Johannes, Zebedæus’ søn, et ærefrygtindgydende syn af sig selv, så Johannes kunne beskrive synet for os og så at sige lukke os ind til Gud i hans „afgørende position“ i himmelen.

13. Hvordan så og lærte Johannes mere end alle vor tids videnskabsmænd?

¹³ Johannes så og lærte mere end alle vor tids videnskabsmænd har lært eller kan lære ved hjælp af de satellitter eller sputnikker de har sendt ud i verdensrummet med indbyggede måleinstrumenter, radio- og fjernsynssendere. Johannes så længere ud i verdensrummet end til dets synlige sole og planeter, mælkeveje, meteorer, kometer, og dets kosmiske stråler. Johannes var den eneste af Jesu Kristi tolv apostle som endnu var i live. Det han så var en åbenbaring, muliggjort — ikke ved moderne videnskabelige instrumenter — men alene ved indvirken af Guds usynlige virkende kraft eller ånd. Den bog hvori Johannes beskriver dette mirakuløse syn kaldes Johannes’ Åbenbaring, eller mere korrekt Åbenbaringen til Johannes. Det er den sidste af De hellige Skrifters eller Den hellige Bibels bøger. Johannes var på dette tidspunkt fængslet fordi han var en kristen; „for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld,“ som Johannes udtrykker sig. Han holdtes som fange på fangeøen Patmos ikke langt fra Lilleasiens, nu Det asiatiske Tyrkis, kyst. (Åb. 1:9) Hvad så Johannes som har værdi og betydning for os i vor atom-rumtidsalder?

[Fodnoter]