Hvorfor alle disse rumrejser?

VIDSTE De at et af formålene med de sidste års mange rumrejser er at søge efter liv andre steder i rummet?

Videnskabsmænd som tror på udviklingslæren hævder at der også må have udviklet sig liv på nogle af de mange andre planeter i det endeløse univers. De håber at udforskningen af andre planeter vil kaste lys over hvordan livet engang opstod på jorden.

Der er også videnskabsmænd som mener at universet ligefrem vrimler med intelligensvæsener. Derfor fortsætter udviklingslærens tilhængere deres ivrige søgen efter liv i universet.

I en rapport udfærdiget af The Space Science Board of the National Academy of Sciences siges der endog at forsøget på at finde liv i rummet „er et videnskabeligt foretagende af den største værdi og betydning . . . dets betydning og de konsekvenser det kan få for den biologiske forskning gør at det med rette bør indtage førstepladsen blandt rumforskningens forskellige formål — ja, i hele rumprogrammet.“ Kan De tilslutte Dem det?

Naturligvis har menneskets rumrejser andre formål. Der kan nævnes forskellige videnskabelige formål som for eksempel at fastslå himmellegemernes sammensætning, finde ud af hvordan forholdene er på de andre planeter, og så videre.

Nysgerrighed og ønsket om at gøre ’det umulige’ spiller sikkert også en rolle.

En anden grund

Men i virkeligheden skyldes rumrejserne ikke blot ønsket om at indhente videnskabelige oplysninger og at søge efter liv, eller menneskets nysgerrighed og ønsket om at gøre ’det umulige’. Man ønsker også at opnå national prestige.

Amerikas rumprogram tog for eksempel først rigtig fart efter at Sovjetunionen havde sendt sin sputnik i kredsløb omkring jorden. Forfatterne til bogen Journey to Tranquility bemærker følgende vedrørende Amerikas rumbedrifter:

„Dette projekt kom til verden som følge af et chok. Da det blev startet var det et hastigt forsøg på at modvirke en øjeblikkelig krise, den krise der mentes at være opstået ved Sovjets rumtriumfer. . . . Det der gjorde denne trussel særlig alvorlig var at den berørte Amerikas prestige. Det var denne frygt som tilskyndede præsident Kennedy. . . . Prestige . . . blev til overbevisningen om at Amerika ikke havde råd til at sakke bagud i forhold til Sovjet. Prestige blev med andre ord et synonym for politisk magt, og man betragtede månen som et middel hvorved man kunne forøge sin politiske magt.“

Et memorandum dateret den 20. april 1961, fra præsident John F. Kennedy til De forenede Staters vicepræsident, som også var formand for Rumforskningsrådet, viser hvor stor en rolle prestige har spillet i det amerikanske rumprogram. Præsident Kennedy stillede følgende spørgsmål:

„Har vi en chance for at slå Sovjetunionen ved at opsende et rumlaboratorium, eller ved at sende en raket omkring månen, eller ved at lade en raket lande på månen, eller ved at lade en bemandet raket lande på månen for derefter at vende tilbage til jorden? Har vi noget andet rumprogram der garanterer så dramatiske resultater at vi kunne komme foran?“

Således begyndte rumkapløbet, og til dato har Sovjetunionen og De forenede Stater tilsammen opsendt over tusind rumkapsler. Spørgsmålet om national prestige har været en større drivkraft i forbindelse med udforskningen af rummet end evolutionisternes ønske om at finde liv på andre planeter.

Betænkeligheder og tvivl

Apolloseriens månerejser mødte megen ros på grund af deres succes, og især fordi alle astronauterne kom levende tilbage. Præsident Nixon har oven i købet bemærket: ’Ser vi ikke Guds medvirken deri?’

Der var dog nogle som betvivlede dette. Bladet Time for 1. januar 1973 fremkom for eksempel med følgende kommentar: „Det fejlagtige i en sådan udtalelse [præsident Nixons] ligger i den antagelse at verdensrummets erobring er et så ubetinget gode at Gud vil nedlade sig til at omgive det med sin særlige beskyttelse. Men hvis man ser lidt nærmere på motiverne — især den ubesmykkede chauvinisme som fik så mange til at stemme for bevillingerne til Apolloprogrammet — så ville man finde det mere sandsynligt om programmet var blevet ramt af Guds vrede i stedet for hans velvilje.“

Ja, menneskets rumrejser har givet anledning til en del spørgsmål og betænkeligheder. Et af de største spørgsmål er hvorvidt Apolloprogrammet har været de 150 milliarder kroner værd som det har kostet. Hvad kunne man ikke have udrettet med disse penge, hvis man i stedet havde brugt dem til forbedring af forholdene på jorden? „Er månerejser det eneste ’umulige’ vi kunne komme i tanker om?“ spørger Amitai Etzioni i sin bog The Moon-Doggle. „Jorden har altid været plaget af sult og krig. De som er så ivrige efter at udrette ’det umulige’ kunne meget passende prøve at gøre noget ved den slags.“

Den samme forfatter hævder at de videnskabelige formål som man har anført til forsvar for rumrejserne, er af tvivlsom værdi. Han siger: „Påstanden om at rumforskningen vil bibringe os oplysning om ’hvordan universet arbejder’ og ’hvordan livet begyndte på jorden’, er en direkte hån mod sund fornuft, en iøjnefaldende indpakning af en interessant men ikke særlig opsigtsvækkende form for forskning.“

Et andet spørgsmål som fortjener nærmere undersøgelse er om denne bekostelige søgen efter liv på andre planeter er pengene værd. Hvor fornuftig er denne eftersøgning?

Og når man ser på national prestige, har resultaterne så været udgifterne værd? Der er mange i De forenede Stater der mener at det har været de 150 milliarder kroner værd at plante et amerikansk flag på månen. Men der er også mange der mener det modsatte. I bogen Journey to Tranquility skriver forfatterne: „Udviklingen peger tydeligt på at Apolloprojektet, i betragtning af den virkning man ønskede på kort sigt, senere vil blive regnet blandt det tyvende århundredes mest håndgribelige fejlberegninger. Selv om opgaven blev løst perfekt var den oprindelige hensigt forsvundet. Mennesket tog sine første skridt på månen, men der skete ikke noget større fremskridt i at få den amerikanske livsform til at virke mere tiltrækkende.“

Men selv om Amerika ikke opnåede den ønskede prestige for de 150 milliarder kroner som Apolloprogrammet kostede, har videnskabsmændene dog lært så meget nyt om månen at de har måttet revidere nogle af deres teorier.