„Det er skriftsteder vi vil have“

„JEG skal fortælle en oplevelse som jeg er sikker på I bliver glade for at høre: som Jesus sagde: ’Glæd jer med mig; thi jeg har fundet mit får, som jeg havde mistet.’

● Da fru O–– havde lært sandheden at kende syntes hun ikke mere hun kunne forvare at lade sine to børn gå i den katolske skole eftersom de havde pligt til at gennemgå alle de katolske ritualer og læresætninger. Gennem Selskabets juridiske afdeling blev der truffet foranstaltninger til at pigerne kunne blive indskrevet i den engelske protestantiske skole. Dette var nødvendigt da fru O–– var separeret fra sin mand, der både var stærk modstander af hendes nye religion og af at hun havde flyttet børnene til den protestantiske skole.

● Endelig var indskrivningen i orden uden faderens samtykke, og alt syntes at gå godt. En uge før skolen begyndte i september, besøgte, hr. O–– sin hustru, og der rejste sig en diskussion om børnene. Hr. O–– satte sig atter stærkt imod at børnene blev flyttet fra den katolske skole, og han truede nu med simpelt hen at tage pigerne med sig.

● Derefter bad han indtrængende sin hustru om, som et sidste forsøg, at tage med hen til jesuit’fædrene’, som han var sikker på kunne overbevise hans hustru om at hun var i færd med at lede hele familien bort fra den rette religion. Hun samtykkede isat tage med, men gjorde på forhånd gældende over for sin mand at hun var sikker på at jesuitterne ikke ud fra Bibelen kunne bevise at hun ikke havde fundet den sande religion hos Jehovas vidner. Desuden sagde hun at de sandsynligvis ville sige noget i denne retning: ’Min kære lille frue, ved De ikke at den katolske kirke har eksisteret i 2000 år og at denne mand, Russell, var et forfærdeligt menneske?’ o.s.v.

● De fik aftalt en tid med jesuit’fædrene’ (der formodedes at være særlig bibelkyndige), og da de var kommet ind bad ægtemanden præsten om at forklare — med skriftsteder — hvorfor hans hustru skulle omvende sig og blive en god katolik igen. Det første præsten sagde var: ’Min kære lille frue, ved De ikke at den katolske kirke har eksisteret i 2000 år og at denne mand, Russell . . .?’ ’Nej, nej,’ afbrød hr. O––, ’det er slet ikke det vi vil høre. Det er skriftsteder vi vil have.’ ’Ja men, så er det ikke mig De skal henvende Dem til; jeg har specialiseret mig i teologi. Så skal De tale med fader [det og det] på næste etage.’

● De gik nu op på næste sal for at træffe ’fader det og det’, og hr. O–– forklarede endnu en præst hvad det drejede sig om. Denne præsts næste ord gav hr. O––s agtelse for den katolske kirke et knæk, for præsten sagde: ’Min kære lille frue, ved De ikke at den katolske kirke har eksisteret i 2000 år?’ o.s.v.

● Hr. O–– sprang op af stolen, greb sin hustrus hånd og gik, mens han råbte: ’Jeg beklager, men De har åbenbart ikke det vi har bring for.’

● Fra det øjeblik har hr. O–– været meget mere fornuftig. Han har modtaget ’Gud Maa Være Sanddru’ og ’Sandheden skal frigøre jer’ på fransk samt en bibel, som han nu læser i. Han har også tilladt sin hustru at sætte et af børnene i den protestantiske skole.

● Fru O–– blev døbt ved stævnet „Den guddommelige Vilje“ i New York.

I mellemtiden har søster O––s afgjorte standpunkt for sandheden ført til at hendes søster, fru G––, er begyndt at studere, og hun gør gode fremskridt.

● Desuden har hr. G–– besluttet at sende sine børn i den engelske protestantiske skole. Der er aftalt studium med ham.

● Det er en usigelig glæde for os der arbejder her at se disse fransktalende mennesker kaste det katolske systems åg af sig og finde sand lykke og håb i den nye verdens samfund. Vi takker Jehova for den vækst han giver og fordi disse vildfarne får bliver fundet.“ — Fra en pionerforkynder i Quebec.